Kan ét muskelstræk påvirke andre muskler? En undersøgelse af globale stræk-effekter

Forskning omkring strækningens fysiologi har udviklet sig markant i de senere år, og et af de mere fascinerende emner, der er blevet undersøgt, er fænomenet global eller ikke-lokal muskeltræthed (Non-local muscle fatigue, NLMF) og de potentielle effekter af strækning på muskler og led, som ikke nødvendigvis er direkte involveret i selve strækningsbevægelserne. Et centralt spørgsmål, der er opstået i denne sammenhæng, er, om det er muligt at påvirke ikke kun den strakte muskel, men også andre muskler og led i kroppen gennem strækøvelser, især når de strækkes unilateralt (på den ene side af kroppen). Denne idé har vundet stor opmærksomhed, da det har vist sig, at strækning af en muskel kan have effekt på muskler på den modsatte (kontralaterale) side af kroppen.

Forskning på området har vist, at strækning af for eksempel en hamstring kan medføre øget bevægelighed i den kontralaterale hamstring eller endda i hofteleddet, hvilket viser en form for muskelkoordination og påvirkning, der rækker ud over den direkte påvirkede muskel. Det interessante er, at effekterne kan ses både i led og muskler, der ikke nødvendigvis er fysisk aktive under selve strækningsøvelsen. Dette åbner op for nye perspektiver i trænings- og rehabiliteringsprogrammer, da det potentielt giver mulighed for at opnå øget fleksibilitet og mobilitet på flere områder af kroppen med færre øvelser.

Selvom den præcise mekanisme bag disse globale strækningseffekter endnu ikke er fuldstændig forstået, tyder forskning på, at det kan skyldes komplekse neurologiske og biomekaniske interaktioner, der aktiverer et system af muskler og led på tværs af kroppen. For eksempel kan muskelspindler og de receptorer, der er ansvarlige for at registrere stræk i muskler, muligvis "kommunikere" på tværs af kroppen og dermed forbedre fleksibiliteten i andre områder.

Dette fænomen kan have betydelige praktiske implikationer for at optimere fleksibilitets- og mobilitetstræning. Hvis en muskelstrækning kan forbedre fleksibiliteten i andre muskler og led, kan det være muligt at designe træningsprogrammer, der fokuserer på strækning af udvalgte muskelgrupper for at opnå en bredere forbedring af mobiliteten og fleksibiliteten i hele kroppen, hvilket sparer tid og energi i træningen.

Det er dog vigtigt at understrege, at ikke alle strækøvelser nødvendigvis vil medføre de samme resultater, og at det er nødvendigt at tage højde for faktorer som strækningens varighed, intensitet og den enkelte persons muskulære tilstand. Det er heller ikke alle strækøvelser, der vil give disse globale effekter. Visse former for strækning, som f.eks. dynamisk strækning eller PNF (proprioceptiv neuromuskulær facilitering), kan have større indflydelse på disse ikke-lokale effekter, da de typisk involverer mere interaktiv muskelaktivitet og neuromuskulær stimulering.

Ydermere er det essentielt at forstå, at de potentielle fordele ved strækning ikke kun er begrænset til at forbedre fleksibiliteten. Der er også undersøgelser, der peger på, at strækning kan have en positiv indvirkning på muskelstyrke og udholdenhed, især når det kombineres med styrketræning. For eksempel har nogle studier vist, at statisk strækning af et muskelgruppe ikke blot kan øge fleksibiliteten i den pågældende muskel, men også forbedre den generelle muskelstyrke i den tilhørende muskelgruppe.

Hvordan påvirker dynamisk og statisk udstrækning præstationer og balance?

En vigtig mekanisme, der spiller en rolle i præstationen, er spændingsafgivelse og energioplagring i muskelsene- og muskel-tendon-enheder (MTU). Hvis en sene kan returnere elastisk energi med en forlængelse på kun 6-7 procent, kan vi forstå, hvorfor sprintere måske ikke behøver en meget eftergivende MTU. En stivere MTU fungerer stadig effektivt til at overføre elastisk energirecoil. Tiden for tilbagelevering af denne elastiske recoil afhænger af systemets overensstemmelse eller elasticitet. Et strammere system vil returnere denne elastiske recoil hurtigere end et mere eftergivende system.

Langsom SSC (Stretch-Shortening Cycle) bevægelser får kun et mindre bidrag fra de passive elastiske elementer, hvilket øger afhængigheden af muskelkontraktive egenskaber til at producere koncentrisk kraft. Derimod kan en hurtig SSC udnytte elastisk energi fra MTU i højere grad. Ved hurtige SSC-handlinger kan tværbroerne blive hængende under strækningen, hvilket forstærker kraften i den koncentriske fase. Den hurtige deceleration under den ekscentriske strækfase, efterfulgt af accelerationen i den propulsive, koncentriske fase, bidrager til en styrkelse af præstationen og forbedret energiforbrug, der er afhængig af hastigheden af den ekscentriske strækfase.

Denne reflekse handling udløser en monosynaptisk myotaktisk refleks, hvilket medfører depolarisering/aktivering (kontraktion) af alfa-motoneuronerne i den strakte muskel og hæmning (di-synaptisk) af antagonistmusklen. Denne refleksreaktion hjælper med at stimulere neurale processer, stive kontraktile komponenter på grund af myofilamenternes tværbrotilslutninger og øge de aktive kontraktionskræfter. Muskelspindlernes afferente signaler kan bidrage med op til 30 procent til aktiveringen af motoneuronerne.

Persistent indadgående strømme (PIC) fra tidligere kontraktioner bidrager til depolarisering af motoneuroner under efterfølgende kontraktioner. PIC er en depolariserende indadgående strøm i motoneuroner, der reagerer på kortvarig synaptisk input med langvarig aktivering, selv efter inputtet stopper. De kan også øge den maksimale fyringshastighed af motoneuronerne. Denne process er en del af det, neurofysiologer kalder "opvarmning", hvor øget aktivering af Ca++ PIC fører til forbedret muskelrespons.

Imidlertid har adskillige studier om statisk udstrækning rapporteret hæmning af H-refleksen (afferent excitabilitet i de spinal-motoneuroner) under udstrækning. Dette tyder på, at ændringer i excitabiliteten af de corticospinale-motoneurale (cortex og rygmarvsreflekser) og Ia afferente spinalreflekser ikke nødvendigvis bidrager til neural dysfunktion efter udstrækning. Studier, der sammenligner statisk udstrækning (i varigheder op til 5 minutter) viser, at den statiske udstrækning kan hæmme motoneuroner, hvilket kan sænke muskelstyrken midlertidigt. Denne hæmning kan være relateret til et fald i PIC-styrken, som resulterer i en reduceret aktivering af motoneuroner og nedsat muskelkraft.

På den anden side viser det sig, at atleter som gymnaster og kunstløbere, der har stor fleksibilitet, stadig har en effektiv SSC, selv når deres MTU er relativt eftergivende. Disse atleter er i stand til at præaktivere systemet ved kontraktion, før de udfører en bevægelse, hvilket hjælper med at styre den nødvendige stivhed i systemet. Mere erfarne atleter vil anvende en forudbestemt central kommando for at aktivere musklerne hurtigt og effektivt. Det første 40 millisekunder efter jordkontakt er for kort tid til, at muskelspindelreflekserne kan stive systemet op, så forudgående aktivering fra centralnervesystemet er nødvendig.

For at forstå de fysiologiske mekanismer bag udstrækningens effekter er det essentielt at anerkende de komplekse interaktioner mellem muskelspindler, det centrale nervesystem og muskelens mekaniske egenskaber. Mens statisk udstrækning kan have en hæmmende virkning på muskelstyrken i den korte periode efter udstrækning, kan den rette type dynamisk udstrækning forbedre præstationen og balancen på lang sigt, især når den udføres korrekt og i passende tid.

Hvordan påvirker foam rolling og strækning muskeltilstand og bevægelsesområde?

Forskning har i de seneste årtier vist, at forskellige former for muskelbehandling, som foam rolling og strækning, har en betydelig indflydelse på både muskeltilstand og bevægelsesområde (ROM). Dette gælder især i forbindelse med dynamisk præstation og restitution efter fysisk aktivitet. Studier har dokumenteret, hvordan disse teknikker kan påvirke både muskulære egenskaber som stivhed og smidighed samt den neuromuskulære respons, der regulerer muskelaktivitet og excitabilitet.

Effekten af foam rolling på ROM er blevet undersøgt grundigt, og det er blevet påvist, at det kan øge passiv ROM hurtigt og effektivt. For eksempel viste en undersøgelse, at brugen af rollermassager kunne forbedre ROM i plantar fleksor muskler uden efterfølgende at forringe muskelstyrke eller kraftparametre (Halperin et al., 2014). Denne type behandling påvirker især fascierne, hvilket har ført til teorier om, at foam rolling kunne forbedre fascial plasticitet – en neurobiologisk proces, hvor bindevæv bliver mere smidigt og fleksibelt. Dette fænomen kan bidrage til at reducere muskelspændinger og forbedre bevægelsesudslag, som vedvarende kan øge fleksibiliteten.

Samtidig har den neurofysiologiske respons på foam rolling og strækning været genstand for flere studier, der undersøger, hvordan disse teknikker interagerer med motoneuroner og deres excitabilitet. For eksempel blev det i et studie af Guissard et al. (1988) påvist, at passiv muskelstrækning kan sænke motoneuronernes excitabilitet, hvilket betyder, at musklerne midlertidigt bliver mindre følsomme overfor nerveimpulser. Denne respons kan være både en fordel og en ulempe, afhængig af konteksten; den kan hjælpe med at reducere risikoen for muskelspænding og skader, men samtidig kan det nedsætte muskelkraften midlertidigt.

Samtidig har en række undersøgelser undersøgt forskellene mellem forskellige teknikker til muskelbehandling, herunder vibrationsfoam rolling. Vibrationer menes at kunne påvirke muskelvævet dybere end traditionel foam rolling og kan derfor muligvis have en endnu større indvirkning på både ROM og muskelstivhed (Kasahara et al., 2022). Studier har vist, at vibrationsteknikker forbedrer den aktive fleksibilitet og reducerer muskelstivhed mere effektivt end ikke-vibrerende behandlinger.

Når det kommer til langtidseffekterne af foam rolling, er forskningen også delvis positiv. Flere undersøgelser har dokumenteret, at regelmæssig foam rolling kan forbedre ROM over tid, hvilket kan være særligt nyttigt for at opretholde eller øge bevægeligheden, især i forbindelse med træning eller efter langvarige perioder med stillesiddende arbejde (Kiyono et al., 2020). Dog er der også undersøgelser, der viser, at effekten af foam rolling kan være begrænset, hvis ikke det kombineres med andre fysioterapeutiske interventioner som strækning eller styrketræning.

Det er vigtigt at forstå, at selvom foam rolling og strækning kan føre til øget ROM og bedre muskeltilstand på kort sigt, er effekterne ikke nødvendigvis langvarige uden en vedvarende praksis. For optimal effekt bør foam rolling og strækning integreres som en del af et større træningsregime, der også inkluderer styrketræning, konditionstræning og restitutionsteknikker. Desuden er det vigtigt at overveje, at individuelle forskelle, såsom genetiske faktorer, træningserfaring og fysisk tilstand, kan spille en stor rolle i, hvor effektivt disse teknikker virker på den enkelte.

Derudover bør man være opmærksom på den potentielle risiko ved overdrevet eller forkert brug af foam rolling, især når det kombineres med intensiv træning. Hvis teknikken anvendes for ofte eller med for stor intensitet, kan den føre til overbelastning af vævet, hvilket kan resultere i skader som følge af overstrækning eller irritation af muskler og bindevæv.