Hvordan Donald Trump afspejler et manglende indre liv og kæmper med mediernes spejlbillede

Løgnen er udbredt. Hvorfor skulle det være anderledes? Der er langt flere grunde til at lyve end til at tale sandt. Er det ikke ofte gavnligt at lyve? Det er det, og spørgsmålet om sandhedens betydning - er det en fiktiv fortælling, vi fortæller os selv? En eventyrhistorie? En form for selvbedrag? Vores oprindelige løgn? Disse spørgsmål udfordrer vores forståelse af, hvad der virkelig definerer os som mennesker. Vi har denne absurde tro på, at vi er sandhedens talere, eller i det mindste at vi er i stand til at tale sandt, måske blot lejlighedsvist.

Trump er ikke introspektiv, retrospektiv eller prospektiv: "Der er ingen dybde; der er ingen fortid; der er ingen fremtid." Mens Michael D'Antonio i sin biografi beskriver Trump som en mester i at væve fortællinger om sig selv som en succesfuld forretningsmand og tv-personlighed, mener McAdams, at Trump ikke ser sig selv som en almindelig person. Han ser sig selv som en superhelt, der optræder episodisk. Denne manglende forbindelse til en sammenhængende livshistorie skaber et psykisk tomrum, som både fascinerer og afskræmmer mange af hans tilhængere og kritikere.

Dette psykiske tomrum bliver ofte beskrevet som en "tomhed", som James Comey, den tidligere direktør for FBI, har observeret i et interview om Trump: "Jeg tror, han har en tomhed indeni sig," sagde Comey. Trump kan ses som en person, der lever i et konstant behov for bekræftelse, en hunger efter anerkendelse, som ikke findes i mange voksne mennesker. I McAdams' analyse, har Trump vendt Dr. Jekyll og Mr. Hydes historien på hovedet; han nægter at erkende den dualitet eller multiplicitet, som mange moderne mennesker forholder sig til. Trump er som Mr. Hyde uden Dr. Jekyll - han er én primitiv ting, der lever i nuet, drevet af emotioner, hvilket giver ham en primal karisma, der både tiltrækker og frastøder folk.

Det er blevet bemærket, at Trump aldrig havde et tæt eller intimt forhold til sine forældre, Mary og Fred Trump. Dette i sig selv er ikke nødvendigvis usædvanligt; mange mennesker vokser op uden tæt følelsesmæssig kontakt med mindst én af deres forældre. Men i Trumps tilfælde er denne mangel på nærhed blevet en afgørende faktor i hans sociale og psykologiske udvikling. Et barn har brug for at føle sig elsket for at kunne udtrykke sin fulde følelsesmæssige bredde. Hvis et barn føler sig følelsesmæssigt usikkert, trækker det sig tilbage fra både nuancer og kompleksitet i sine følelser.

Dette fænomen kan ses i Trumps afhængighed af medierne. Han søger konstant deres opmærksomhed og bekræftelse, som en erstatning for den manglende emotionelle opmærksomhed fra hans forældre. Hans afhængighed af Twitter og de enorme stadions, der fyldes med hans tilhængere, er et klart udtryk for denne dynamik. Når medierne præsenterer en negativ afspejling af ham, reagerer Trump ofte med fornægtelse, fjendtlighed og trusler. For Trump er mediernes kritik et angreb på hans selvforståelse og hans behov for at bekræfte sin egen værdi.

Denne afhængighed af offentlig anerkendelse skaber en kompleks psykisk dynamik. Når Trump ikke kan opnå bekræftelse, reagerer han med vrede, hvilket er et tegn på hans forsvarsmekanisme for at undgå den usikkerhed, der følger med følelsen af tomhed. Denne afhængighed af medierne og offentlighedens blik afspejler et dybere ønske om bekræftelse, som stammer fra hans barndom, men som aldrig er blevet tilstrækkeligt opfyldt af hans forældre.

Et vigtigt aspekt af denne dynamik er, hvordan mangel på tæt følelsesmæssig forbindelse i barndommen kan skabe et grundlæggende behov for anerkendelse i voksenlivet. Det er vigtigt at forstå, at dette ikke kun gælder for Donald Trump, men også for mange mennesker, der har haft vanskeligheder med at danne dybe, intime relationer i deres opvækst. Den måde, hvorpå vi internaliserer vores tidlige relationer med forældre og andre nære personer, former vores selvbillede og vores behov for at blive bekræftet af andre gennem hele livet.

Hvordan Trump og hans tilhængere forsøgte at dække over stormen på Capitol i 2021

Disse republikanske politikere, heriblandt Paul Gosar, Matt Gaetz og Marjorie Taylor Greene, marcherede med skilte, der kaldte de anklagede fra den 6. januar for "politiske fanger" og hævdede, at de blev udsat for "grusom og usædvanlig straf". De deltog også i en pressekonference, hvor de fremførte den påstand, at de anklagede var blevet nægtet potentielt frigørende beviser. Denne handling afslørede ikke kun, at de republikanske politikere havde valgt at støtte op om stormløberne, men også at de aktivt forsøgte at skjule og omforme sandheden om hændelserne.

På det tidspunkt havde flere fremtrædende republikanere, som Mitch McConnell, Lindsay Graham og Kevin McCarthy, allerede udvist betydelig forvirring omkring deres holdning til Trump og hans rolle i oprøret. Efter begivenhederne den 6. januar havde McConnell og Graham i første omgang kritiseret Trump, men hurtigt ændrede de kursen, da de indså, at de ikke kunne opretholde en politisk platform uden hans støtte. McCarthy var derimod så utilfreds med Trumps manglende handling under oprøret, at han personligt bad Trump om at få ryddet op i situationen. Men efterfølgende viste det sig, at McCarthy i stedet indtog en mere forsvarende position overfor Trump og hans tilhængere.

I de uger, der fulgte, var der et koordineret forsøg på at få et falskt billede af begivenhederne til at fremstå som sandheden, hvor medierne og politikerne, der forsøgte at forsvare Trump, gentog påstandene om, at de, der deltog i angrebet på Capitol, blot var "politiske fanger", der blev forfulgt på grund af deres politiske overbevisninger. De angreb, som stormløberne udførte, blev forsøgt retfærdiggjort med påstanden om, at de havde været provokeret og burde blive fritaget for ansvar.

Trods den intense modstand og de utallige forsøg på at undertrykke sandheden, afslørede en række efterforskningsjournalister og kilder, at den reelle baggrund for begivenhederne var langt mere sammensat. I løbet af efteråret 2021 blev det klart, at Trump og hans støtter ikke blot havde opfordret til vold, men også havde handlet passivt ved at opmuntre til tumulten, mens de blev vidner til angrebet på Capitol. I en række dokumenter blev det afsløret, at Trump, i stedet for at forsøge at stoppe volden, havde set hændelserne udfolde sig fra Det Hvide Hus og været mere optaget af størrelsen på folkemængden end af de menneskelige konsekvenser af den vold, hans tilhængere udøvede.

Samtidig bør det erkendes, at der i flere måneder efter angrebet var en systematisk nedtone- og forsvarshandling fra mange politiske ledere, hvilket gjorde det vanskeligt at få hele sandheden frem. Det er afgørende at forstå, at forsøgene på at udviske den sande natur af de hændelser, der fandt sted den 6. januar, ikke blot handler om at beskytte enkeltpersoner, men om at beskytte et system, der er blevet forvrænget af en magtfuld ledelses holdninger. Sandheden om stormen på Capitol vil kræve, at hele den politiske klasse, der støttede Trump og hans oprør, holdes ansvarlig, både for deres handlinger og deres beslutninger.