Rummet er et fascinerende og komplekst sted, og de kræfter, der virker på objekter i det, er stadig genstand for menneskets undren og videnskabelige undersøgelser. En af de mere interessante, men også komplicerede aspekter af rummet er orbital mekanik—den måde, hvorpå objekter som rumskibe, planeter og måner bevæger sig i rummet. Dette gælder især for den måde, hvorpå rumrejser kan udføres i kredsløb omkring jorden og månen. Hvis vi tager et rumskib, der skal følge en bestemt rute mellem Jorden og Månen, vil ruten i teorien være simpel. Skibet ville blot bevæge sig gennem et cyklisk mønster: Jorden → Månen → dybt ud i rummet uden for Jordens-måne-plan → Månen → Jorden → dybt ud i rummet i Jordens-måne-plan → Jorden. Det er en gentagende cyklus, hvor hver etape tager syv dage. Men denne proces bliver langt mere kompleks af den kendsgerning, at Månen ikke står stille, men bevæger sig rundt om Jorden en gang om måneden.

Denne dynamik skaber en udfordring, som kræver en grundig forståelse af orbital fysik for at kunne planlægge effektive rejser i dette system. For at forstå disse bevægelser, kan man simpelthen følge grundlæggende matematiske formler, der beskriver planeternes bevægelser, men når man anvender disse formler på virkeligheden, opstår der hurtigt flere praktiske problemer, som ikke er umiddelbart indlysende. Således bliver det ikke bare et spørgsmål om at kunne regne på det, men også at kunne forstå, hvordan den dynamiske bevægelse af Jorden og Månen påvirker rejseplanlægning. Beregningerne kan være enkle i teorien, men de involverer meget mere, når man ser på de faktiske forhold, som kræver præcise målinger og detaljeret planlægning for at sikre, at rumskibet kan følge sin ønskede rute.

En ting, som ofte ikke tages højde for, er den menneskelige faktor i sådanne rumrejser. Eksempelvis, mens én person måske har mulighed for hurtigt at forstå disse beregninger, kræver det betydelig indsats og dedikation at implementere denne viden effektivt i praksis. Som én person i denne sammenhæng skriver, "Jeg arbejder hårdt i stedet for at være så klog som dig," hvilket understreger, at selvom intellektuel forståelse er vigtig, er det at arbejde målrettet og konsekvent det, der adskiller succes fra fiasko i rumoperationer.

Desuden er rumrejser ikke kun en intellektuel øvelse; de har også meget menneskelige, fysiske og sociale dimensioner. For eksempel beskriver personen, hvordan hun tilbringer natten på et hotel i Artemis, en rumstation, og nyder komforten af et privat badeværelse og et lækkert sengelinned. Denne tilværelse, der omfatter isolerede rumforhold og en øget opmærksomhed på teknologiske detaljer, understreger det moderne menneskes behov for både teknologisk raffinement og psykologisk komfort under ekstremt hårde forhold.

På samme måde, i forbindelse med rumrejser, er praktisk anvendelse af teknologi, som f.eks. kontrol af luftslusemekanismer, et afgørende element. For at manøvrere luftslusekontrolpaneler kræves det, at man er medlem af EVA Guild, en organisation for personer med specialiseret uddannelse i rumvandring. Systemet er designet til at forhindre, at inkompetente personer forårsager alvorlige problemer i et miljø, hvor selv små fejl kan være katastrofale. På trods af det er der stadig huller i systemet, som folk kan udnytte, hvis de er opfindsomme nok. Eksempelvis, for at operere et luftslusepanel kræves det, at man har en godkendelse via et teknologiudstyr som en Gizmo, men der er ingen kontrol over de ydre døre af luftslusen, hvilket åbner mulighed for potentielt farlige situationer, hvis nogen formår at operere systemet fra den forkerte side.

Når vi ser på eksempler som dette, bliver det klart, at selv den mest avancerede teknologi og de bedste beregninger ikke nødvendigvis gør alt nemt i rummet. Faktisk er det ofte de praktiske, uforudsete udfordringer, der udgør de største forhindringer i den moderne rumrejse. Hvordan navigerer man i et system, hvor teknologien kan fejle, og hvor menneskelig fejl kan få fatale konsekvenser? Svaret er klart: gennem både teknologisk forberedelse og menneskelig snilde, hvor man lærer at udnytte systemernes indbyggede svagheder og skaber løsninger, der kan håndtere de opståede problemer. I dette rumlige landskab er det både det teoretiske og det praktiske, der er nødvendigt for at overleve og trives.

I denne forbindelse er det også værd at bemærke, at rumrejser ikke kun handler om det fysiske og teknologiske aspekt af missionen. Den menneskelige dimension spiller en enorm rolle. Sociale relationer og psykologiske faktorer er lige så vigtige som den tekniske viden og færdigheder, der kræves til at operere et rumskib eller en station. Det viser sig tydeligt i de personlige interaktioner, der beskrives i teksten, som inkluderer venskaber og relationer, der til tider er humoristiske, til tider mere intime. Disse menneskelige forbindelser er med til at skabe en menneskelig dimension i et miljø, der ellers kunne være meget sterilt og teknologisk. Derfor er den sociale og psykologiske støtte fra de mennesker, man arbejder med, af stor betydning i sådanne ekstreme forhold.

Er det virkelig muligt at skjule sandheden, eller er vi altid nødt til at afsløre vores hemmeligheder?

Han udstødte et lettelsens suk. "Tak Gud. Jeg ville ikke ødelægge dig."
"Du har allerede ødelagt mig."
Han klemte ansigtet sammen ved stikket. Godt. Han trak sin Gizmo frem og tastede.
"Bob? Er du stadig derude?... Okay, jeg tjekker bare ind. Jeg er på Besøgscenteret og er ved at klæde mig på... Ja, jeg tog det første tog. Jeg har gennemsøgt hele centeret. Ingen er her, bortset fra mig og et par arbejdere, der starter deres dag."
Han lyttede til Gizmoen i et stykke tid, og sagde så: "Okay, jeg er ude om femten minutter... Jeg ringer, når jeg er udenfor." Han lagde på.
"Nå, jeg går på jagt efter den mystiske saboteur."
"Held og lykke med det," sagde jeg.
"Tirsdag, kl. 20.00 hos Hartnell’s."
"Okay," mumlede jeg.
Jeg blev færdig med at få min dragt af med Dales hjælp. Derefter hjalp jeg Dale i hans.

Da jeg kom hjem, faldt jeg ned på ryggen. Gud, hvor var jeg træt. Selv min dårlige kiste virkede behagelig. Jeg trak min Gizmo frem fra alibi-o-maten. Jeg tjekkede nettet og email-historikken. Enheden havde gjort sit arbejde. Jeg åndede lettet op. Jeg var kommet af sted med det. Næsten. Jeg kunne forvente nogle spørgsmål fra Rudy og guilden, men jeg havde min historie på plads.
Der var en besked på Gizmoen fra Trond: "Den sidste levering, du lavede, manglede en vare."
Jeg svarede tilbage: "Beklager forsinkelsen. Jeg arbejder på at få den sidste pakke til dig nu."
"Jeg forstår."
Jeg havde brug for en plan for den sidste harvester, før jeg talte med Trond igen. Men hvad kunne jeg egentlig gøre? Tid til en ny plan. Jeg havde ingen idé om, hvilken form den ville tage, men jeg måtte finde på noget.
Pludselig vågnede jeg op fra en uplanlagt lur. Jeg havde stadig skoene på og Gizmoen i hånden. Dagens udmattelse og den dårlige søvn fra natten før havde indhentet mig. Jeg tjekkede tiden og opdagede, at jeg havde sovet i fire timer. Nå, i det mindste var jeg udhvilet. Jeg gik rundt på Conrad Ground i næsten en time. Det var ikke for min sundheds skyld. Jeg skulle ind i Conrad-luftslusens antechamber uden at blive set. HIB’en var stadig i et skab i den antechamber. Jeg havde lovet Zsoka, at jeg ville returnere den til hende indenfor to dage, og den deadline nærmede sig hurtigt. Men hver gang jeg passerede den forbandede luftsluse, var der nogen i nærheden. Så jeg fortsatte bare med at gå.
Jeg ville også gerne holde mig væk fra EVA Guilden et stykke tid. De havde opgivet eftersøgningen efter fem timer. Lige nu ville de være ved at efterforske alle, der havde adgang til en EVA-dragt. Jeg havde min Gizmo-aktivitet som alibi, men jeg foretrak ikke at svare på spørgsmål overhovedet. Det var bedst ikke at interagere med folkene nær luftslusen.
Efter at have gået rundt i fire hele omgange, fik jeg endelig et vindue, hvor der ikke var nogen omkring. Jeg smuttede hurtigt ind, vinkede med Gizmoen for at åbne skabet, tog HIB’en og dens fjernbetjening, og kom hurtigt ud derfra.
Jeg havde et smålig smil på læben, da jeg forlod antechamberen. Den perfekte forbrydelse. Så gik jeg direkte ind i Rudy. Det var som at gå ind i en mur. Nå, ikke helt. Hvis du går hurtigt nok, kan du faktisk skade en mur.
Jeg tabte HIB-sagen, fordi jeg er en klodset idiot. Rudy så på den et øjeblik, før han afslappet tog den op fra luften.
"God eftermiddag, Jazz," sagde han. "Jeg har ledt efter dig."
"Du får mig aldrig levende, kæreste politimand," sagde jeg.
Han kiggede på sagen. "Er det en skrog-inspektionsrobot? Hvorfor skulle du have brug for en sådan?"
"Feminine hygiejne. Du ville ikke forstå."
Han gav den tilbage til mig. "Vi skal snakke."
Jeg satte HIB’en under armen. "Har du hørt om Gizmoer? Du kan tale med folk fra hvor som helst."
"Jeg formoder, du ikke ville svare, hvis jeg ringede."
"Åh, du ved hvordan det er," sagde jeg. "Jeg bliver altid helt forvirret, når en flot fyr ringer. Nå, det var rart at tale med dig."
Jeg gik videre. Jeg forventede, at han ville gribe fat i min arm eller noget, men han fulgte bare med ved siden af mig.
"Ved du, hvorfor jeg er her, ikke?"
"Ikke den fjerneste idé," sagde jeg. "Er det noget med Canada? Skal du undskylde for noget, der ikke er din skyld? Eller holde døren åben for nogen, der står tyve meter væk?"
"Jeg formoder, du har hørt om Sanches-harvesterne?"
"Du mener den store nyhed på alle de lokale hjemmesider? Ja, jeg har hørt om det."
Han lagde hænderne bag ryggen. "Gjorde du det?"
Jeg satte min bedste chokerede mine på. "Hvorfor skulle jeg gøre sådan noget?"
"Det ville have været mit opfølgende spørgsmål," sagde han. "Er der nogen, der har anklaget mig?"
Han rystede på hovedet. "Nej, men jeg holder øje med, hvad der sker i min by. Du har en EVA-dragt og du er en kriminel. Det virkede som et godt sted at starte min efterforskning."
"Jeg var i min kiste hele natten," sagde jeg. "Tjek min Gizmo-aktivitet, hvis du ikke tror mig. Jeg giver dig hermed lov til at tjekke den ud – bare for at spare dig besværet med at få Administrator Ngugi til at godkende det."
"Jeg tager dig op på det," sagde han. "Jeg har også fået en anmodning fra Bob Lewis fra EVA Guilden. Han vil have lokationsoplysninger for alle, der ejer en EVA-dragt. Giver du mig lov til at give ham dine data?"
"Ja. Gør det. Det burde få det hele til at falde på plads."
"Måske for Bob," sagde han. "Men jeg er lidt af en mistænksom sjæl. Bare fordi din Gizmo var i din kiste hele natten, betyder det ikke, at du var der."
"Har du nogen vidner?"
"Nej. Modsat hvad folk tror, sover jeg normalt alene."
Han hævede et øjenbryn. "Sanches Aluminum er rasende. EVA Guilden er også ked af det."
"Det er ikke mit problem."

Det er ikke bare teknisk muligt at skjule en sandhed, men det er også et spørgsmål om, hvor dygtig man er til at manipulere sin omverden. Selv i en verden fuld af teknologi og avancerede enheder som Gizmoen, vil den virkelige udfordring for dem, der forsøger at skjule deres spor, være selve interaktionen med deres omgivelser. Rudy, der er vant til at analysere og stille spørgsmål, er et glimrende eksempel på en person, der aldrig tager noget for givet. I en verden, hvor alt kan overvåges og spores, er det umuligt at være helt usynlig – men med det rette alibi og de rette argumenter kan du måske få folk til at se bort fra dine handlinger.
Det er i sidste ende ikke de teknologiske barrierer, der definerer en forbrydelse, men de relationer og den tillid, der opbygges. Den, der holder på sandheden, kan udnytte disse relationer på en måde, som gør det muligt at narre selv den mest erfarne efterforsker.

Hvordan kan man udfordre et magtfuldt selskab som Sanches Aluminium?

Jeg havde ikke meget tid, og derfor var der kun én løsning: Jeg måtte finde en måde at bekæmpe Sanches Aluminium på, og det hurtigt. Efter timer med research var det blevet klart for mig, at deres smelteproces, den såkaldte FFC Cambridge Process, var både innovativ og effektiv, men den var også en kæmpe trussel, som måtte stoppes. Jeg kunne ikke bare sidde passivt og vente på, at situationen løste sig selv. Hver eneste beslutning skulle tages med omhu, og hver eneste handling måtte føre mig et skridt nærmere at afslutte det, jeg havde startet.

Sanches Aluminium var et privat ejet firma under Santiago Holdings, og som sådan var der ikke meget offentlig information at finde. Jeg dykkede dybere i Loretta Sanches' forskning, og det blev hurtigt tydeligt, at hendes bidrag til smelteindustrien var revolutionerende. Hendes arbejde med højt-temperatur smeltning var blevet en milepæl, ikke kun på Jorden, men også i forhold til månebaserede industrier. Hun havde skabt en proces, som var både effektiv og praktisk, tilpas til de ekstreme forhold på Månen.

Jeg kunne ikke lade mig imponere af hendes videnskabelige resultater – jeg havde andre planer, og dem skulle jeg følge, uanset hvad. Jeg måtte finde en måde at få fat i smeltningsprocessen selv, ikke blot skovle harvesterne, som de allerede havde bevogtet. Jeg var nødt til at udtænke en plan, og som det ofte er tilfældet, ville det betyde, at jeg skulle finde nogen at samarbejde med. Jeg hadede tanken om at bede om hjælp, men omstændighederne var, som de var, og jeg måtte gøre det, jeg kunne.

Svoboda, som jeg var blevet nødt til at stole på i denne voldsomme tid, kom hjem og tilbød mig sin hjælp. Selvom han var alt andet end den mest erfarne indenfor smeltning og højteknologi, kunne han noget, jeg ikke havde. Et friskt perspektiv, en mulighed for at tænke uden for boksen. Det var ikke det, jeg havde håbet på, men jeg kunne ikke vende mig væk fra, at han kunne være en værdifuld allieret. Hans naivitet kunne måske være hans største fordel.

Men at få fat i en ny allieret krævede mere end bare en venlig anmodning. For at kunne besejre Sanches Aluminium var jeg nødt til at få flere ind i kampen, og jeg måtte tale med Lene, Tronds datter, som nu var blevet en del af mit netværk. Trond var død, og hans affærer var blevet min byrde. Lene havde ikke længere tid til at sørge; hun var allerede i gang med at vurdere, hvordan hun kunne overtage Tronds plads i denne industrielle krig. Hun var et offer for sine omstændigheder, men alligevel en værdifuld allieret. Sammen kunne vi finde en måde at stoppe Sanches på, og måske endda få fat i deres teknologi.

Sanches Aluminium var mere end et selskab; det var et imperium. At gå op imod dem krævede ikke kun mod, men også intelligens og ressourcer. Jeg kunne ikke bare angribe dem frontalt og håbe på det bedste. Jeg måtte forstå deres struktur, deres svagheder og deres afhængigheder. Jeg måtte finde ud af, hvordan jeg kunne manipulere dem, uden at de opdagede min plan, før det var for sent. Den eneste måde at gøre det på var at få fat i deres smeltningssystem, som var det primære i deres produktion.

Lene spillede en vigtig rolle i min plan. Trond havde haft sine egne mål med Sanches Aluminium, og nu kunne Lene fortsætte hans arbejde. Jeg havde et klart mål: at stoppe Sanches' produktion af ilt og dermed afbryde deres kontrol over hele markedet. Med Lene som min allierede kunne vi sammen overtage kontrakten, og når vi havde gjort det, ville vi være i stand til at presse Santiago Holdings til at sælge os deres aktier i Sanches Aluminium.

For at kunne vinde denne krig, skulle jeg ikke blot stole på mine egne evner. Jeg måtte finde de rigtige personer, de rigtige alliancer. Forstå Sanches’ styrker og svagheder, og udnytte dem til min fordel. Dette var ikke en simpel opgave, og det krævede tålmodighed og strategisk tænkning. Men det var den eneste vej frem.

Det, som Lene havde opdaget om sin fars virksomhed, var ikke kun interessant – det var afgørende. Der var ikke noget romantisk over hendes syn på Tronds forretning. Hun vidste, at han havde gjort ting, der ikke var lovlige, men han var stadig hendes far, og hendes interesse var ikke drevet af hævn, men af overlevelse. Hun forstod, at hun skulle handle hurtigt for at sikre sin fremtid, og hendes mulighed for at overtage Tronds position var lige foran hende.

Det er vigtigt at forstå, at i en situation som denne, hvor man står overfor magtfulde og skruppelløse organisationer, er der ingen plads til tvivl eller langsomme beslutninger. I kampen for overlevelse er alliancer afgørende, og det er ofte dem, der virker mindre i starten, som viser sig at være de mest pålidelige. Samarbejde og strategisk tænkning er vejen frem, især når man står overfor fjender, der har ressourcerne til at udmanøvrere én på mange måder. Man må konstant være på vagt, analysere situationen, og reagere hurtigt.

Hvordan håndterer man en krisesituation med begrænset tid og ressourcer?

Jeg kravlede hurtigt væk fra den forulykkede position og vendte mig mod ham. Han lå sammenkrøllet på gulvet og hostede voldsomt. Som jeg havde håbet, havde han sat tanken ned for at kvæle mig. Da jeg havde trukket ham frem, var luftslangen sprunget ud af hans mund. Han kunne enten holde fast i røret eller tage fat i luftslangen. Han havde valgt røret. Måske havde han håbet på, at han kunne kvæle mig og derefter få luft tilbage, før han selv mistede bevidstheden. Han rakte bagud med én hånd efter luftslangen, men jeg greb hans krave og trak ham hen ad gulvet. Han gispede og farven forsvandt fra hans ansigt. Jeg bøjede mig ned og tog røret ud af hans hænder én gang for alle. Hans ansigt faldt ned mod gulvet – han var endelig nede for tælling. Jeg trak vejret dybt i et øjeblik og rejste mig op. Vreden kogte indeni mig. Jeg trådte frem med den skarpe ende af røret foran mig. Alvares lå hjælpeløs på gulvet – en kendt morder, der lige havde forsøgt at dræbe mig. Én stik mellem de fjerde og femte ribben… lige ind i hans hjerte… Jeg overvejede det. Jeg overvejede det virkelig. Det var ikke noget, jeg var stolt af. Jeg trampede hans højre overarm med hælen. Knoen knasede under. Det var mere min stil. Jeg havde ikke tid at spilde, men jeg kunne ikke lade den svin slippe væk igen. Jeg trak hans bevidstløse krop ind i Rudys kontor. Jeg skubbede Rudy til side og ransagede hans skrivebord, indtil jeg fandt håndjern. Jeg satte Alvares’ raske arm fast til luftbeskyttelsesgrebet og kastede nøglen ud i gangen. Du er velkommen, Rudy. Jeg tjekkede min Gizmo for at se, hvor meget tid jeg havde tilbage: femogtredive minutter. Og det var ikke som om jeg havde tid indtil 0:00. Det var bare et estimat. Forhåbentlig på den sikre side. Ikke desto mindre, med over to tusinde mennesker i byen, ville nogle uden tvivl dø før tid. Jeg ”skubbede” røret ind i bæltet på min dragt. Alvares var slået bevidstløs, indåndede chloroform, havde et brækket arm og var håndjernlåst. Men jeg tog stadig ingen chancer. Ingen flere overfald. Jeg løb mod Life Support. Jeg gispegede mere og mere, og min hals hævede op – jeg var stadig vred over den nylige kvælning. Jeg havde nok en frygtelig blå mærke der, men det var ikke hævet til at lukke helt. Det var alt, der betød noget. Jeg kunne smage gallen på min ånde, men havde ikke tid til at hvile. Jeg kæmpede mig igennem forhindringsbanen af kroppe. Jeg skruede op for lufttankens flowhastighed for at få mere ilt ind i mine ømme lunger. Det hjalp ikke meget (det virker ikke, når hele atmosfæren allerede er ilt). Men i det mindste holdt det lette overtryk mig fra at trække chloroformfyldt luft ind langs kanterne. Det var noget. Jeg nåede Life Support og viftede med Rudys Gizmo foran døren. Den klikrede op. Bevidstløse vietnamesere lå overalt. Jeg kiggede hurtigt på de vigtigste status-skærme langs væggen. For de automatiserede systemer var alt fint! Godt tryk, masser af ilt, CO2-separation fungerede perfekt… hvad mere kunne en computer ønske sig? Mr. Doans plads ved hovedpanelet var tom. Jeg hoppede op i den og kiggede på luftstyringskontrollerne. Skriften var på vietnamesisk, men jeg fik hurtigt fat i den generelle idé. Hovedsageligt fordi én væg viste et kort over alle rør og luftlinjer i systemet. Som man kan forestille sig, var det et ret stort skema. Jeg gav det et langt, intenst blik. Straks fandt jeg nødsystemet for luft. Alle dens linjer var markeret med rødt. “Okay… hvor er aktiveringsventilen?” Jeg trak min finger langs de røde linjer, indtil jeg fandt én, der gik ind i Life Support selv. Så fandt jeg noget, der lignede et ventilikon. “Nordvesthjørnet…” Rummet var et kaos af rør, tanke og ventiler. Men nu vidste jeg, hvilken jeg skulle bruge. Den tredje fra venstre i nordvesthjørnet. På vej derhen, passerede jeg Mr. Doan, som lå på gulvet. Fra udseendet at dømme, havde han forsøgt at komme til ventilen selv, men var ikke nået frem. Jeg greb ventilen med begge hænder og drejede. Den brummende lyd af trykaflastning rungede i hele rummet. Min Gizmo ringede i lommen. Det var så uventet, at jeg trak mit rør frem, klar til kamp. Jeg rystede på hovedet over min egen dumhed og stak mit våben væk igen. Jeg tog opkaldet. “Jazz?!” lød Dales stemme. “Er du okay? Vi faldt bevidstløse et øjeblik.” “Dale!” sagde jeg. “Ja, jeg er okay. Jeg er i Life Support, og jeg har lige åbnet affaldsventilen. Er du okay?” “Vi er vågne. Føles som lort, dog. Ingen idé om, hvorfor vi vågnede.” Sanches talte i baggrunden. “Vores lunger absorberede chloroformen fra roverens luft. Når ppm’er faldt under toogtyve hundrede, stoppede det med at virke som bedøvelsesmiddel.” “Du er på højtaler, forresten,” sagde Dale. “Sanches,” sagde jeg fladt. “Så glad for, at du har det godt.” Hun ignorerede min ironi. “Er flushen i gang?” Jeg løb tilbage til status-skærmene. Hver boble havde nu flere blinkende gule lys, der ikke havde været der før. “Jeg tror det,” sagde jeg. “Der er advarsels- og forsigtighedslys overalt. Hvis jeg læser det rigtigt, er de sandsynligvis aflastningsventiler. Det ventilerer.” Jeg stak til en tekniker i stolen ved siden af mig. Han rørte sig ikke. Selv med perfekt luft ville det tage et stykke tid, før disse folk vågnede. De havde indåndet nitratbedøvelse i en halv time. “Vent et øjeblik,” sagde jeg. “Jeg vil tage et hurtigt indånding.” Jeg fjernede masken fra mit ansigt et øjeblik og tog et meget lavt åndedrag. Jeg faldt straks til jorden. Jeg var for svag til at stå. Jeg ville kaste op, men holdt det tilbage. Jeg pressede masken mod mit ansigt igen. “… ikke godt...” mumlede jeg. “... luften er stadig dårlig...” “Jazz?” sagde Dale. “Jazz! Ikke besvime!” “Jeg er okay,” sagde jeg og kom op at stå på knæ. Hver indånding af den dårligt iltede luft fik mig til at få det en smule bedre. “Jeg er… okay... Jeg tror bare, vi skal vente. Det tager et stykke tid at erstatte al denne luft. Vi er godt på vej. Vi klarer det.” Jeg formoder, at guderne hørte det og lo højt. Lige så snart jeg sagde det, blev lyden af luft gennem rørene dæmpet og faldt til stilhed. “Øh… guys… luften stoppede.” “Hvorfor?” spurgte Dale. “Jeg arbejder på det!” Jeg kiggede på status-skærmene igen. Der var intet tydeligt at se. Så gik jeg tilbage til linjeskemaerne på væggen. Hovedventilen var lige der i Life Support, og den førte til en opbevaringstank i dette rum. Den var tom. “Argh!” sagde jeg. “Vi løb tør for luft! Der er ikke nok!” “Hvad?!” sagde Dale. “Hvordan kan det være? Life Support har luft til at vare i flere måneder.” “Ikke helt,” sagde jeg. “De har nok luft til at fylde en eller to bobler og nok batteristrøm til at omdanne CO2 til ilt i flere måneder. Men de har ikke nok ilt til at rense hele byen. Det er bare noget, ingen havde tænkt på.” “Åh Gud...” sagde Dale. “Vi har én chance,” sagde jeg. “Trond Landvik lagde store mængder ilt

Hvordan man håndterer fluktuationer og potentiale i kvantemekaniske systemer
Hvordan opsætter man et udviklingsmiljø og skriver programmer til Arduino Nano 33 IoT med Arduino Web Editor?
Hvordan Lyndon B. Johnson Brugte Rhetorik til at Fremme Borgerrettigheder og Økonomisk Ligelighed