Reagan støttede offentligt de historisk sorte universiteter (HBCU’er) i sin retorik, men hans tale overdrev omfanget af denne støtte. Black colleges blev oprettet som et svar på, at de hvide universiteter forhindrede afrikansk-amerikanske studerende i at blive optaget. I 1970’erne, da raceadskillelsen i højere uddannelse begyndte at falde, faldt antallet af studerende ved de sorte universiteter. New York Times beskrev, at “værdien af at bevare de adskilte sorte skoler, der blev oprettet i segregationsdagene, blev bredt tvivlet på,” og mange af de sorte universiteter kæmpede økonomisk.

For at understøtte sin påstand om, at afroamerikanere burde skabe deres egne muligheder, lovede Reagan at øge støtten til HBCU’er. Mellem 1981 og 1987 blev forskningsmidlerne udvidet med 95,4 millioner dollars, og den føderale støtte steg fra 544,8 millioner til 683,6 millioner dollars. I 1983 gav Reagan 629 millioner dollars i støtte og erklærede den 26. september som “National Historically Black Colleges Day.” Men kritikere stillede spørgsmål ved effekten af hans administrations hjælp. John Jacob, præsident for National Urban League, hævdede, at den øgede finansiering “stort set kan forklares med inflationens indvirkning.” Joyce Payne, leder af National Association of State Universities and Land Grant Colleges, udtalte, at Reagans påståede stigninger var “meget fordrejede,” da stigningen i finansieringen af de historisk sorte universiteter blev modvirket af nedskæringer i studiestøtteprogrammer. Alan Kirschner, leder af United Negro College Fund, påpegede, at nedskæringerne i studiestøtten resulterede i, at de fleste skoler modtog “meget færre midler end under de tidligere administrationer.” Payne og Kirschner refererede til nedskæringerne i Pell Grant-programmets maksimum, mens de gennemsnitlige omkostninger ved undervisning steg. I denne periode faldt kollegiansk absenteisme blandt sorte og latino studerende, og faldet i Pell Grants købekraft bidrog til ulighed i universitetsoptagelse. På trods af Reagans retoriske støtte til uddannelsesmæssig lighed faldt hans faktiske støtte til denne lighed, samtidig med at han opretholdt støtten til de sorte institutioner.

Reagan berømtgjorde sin støtte til HBCU’er som et bevis på hans engagement i borgerrettigheder. Hans måde at adressere uddannelsesmæssig ulighed på forstærkede dog middelklassens frygt for urban kriminalitet og stereotyper om race og skolepræstationer. Han fremhævede et behov for selvforsyning i indre byers skoler, hvilket han koblede til ideen om, at urbane amerikanere manglede kerneværdier. Han roste HBCU’ernes rolle i at fremme selvforsyning blandt afroamerikanere, men reducerede samtidig støtten til sorte og minoritetsstuderende. Reagan standsede håndhævelsen af borgerrettighedspolitikker og støttede statslig kontrol med skoler, et argument der lå tæt på “staternes rettigheder.” Reagan fortsatte med at skelne mellem afroamerikanske værdier og de etniske amerikaneres værdier. Kort sagt nedbrød han borgerrettighedsreglerne, samtidig med at han styrkede stereotyper om sorte studerende og spillede på racemæssige spændinger hos både hvide og etniske amerikanere. Han fortsatte med at koble stærkt arbejde, moral og familiemæssige værdier med den amerikanske identitet, som han adskilte fra værdierne i urban Amerika. Disse budskaber var rettet mod de hvide amerikanere, som han betragtede som den “ægte” Amerika.

Under George H. W. Bush’s 1992 præsidentvalg var der et markant skift i brugen af eksplicit raceretorik. Hvor Reagan ofte brugte direkte racemæssige henvisninger, brugte Bush sjældent sådanne henvisninger i sine taler. Hvorfor var der et skarpt fald i anvendelsen af eksplicit raceretorik fra Reagan til Bush? Under Bush’s retorik i 1988, før præsidentvalget, brugte han en strategi med kodede racebudskaber. Et af de mest kendte eksempler på dette var “Willie Horton”-annoncen, der spillede på den hvide frygt for sort kriminalitet. Imidlertid tog Bush en meget mere indirekte tilgang til race i 1992, selvom kerneelementerne i hans strategi ikke ændrede sig.

Før 1992-valget begyndte medierne at fokusere på racemæssige spørgsmål på grund af de Los Angeles-riots, og dette forblev det primære racemæssige spørgsmål gennem året. Selvom Bush ikke talte meget om race i 1992, brugte han stadig kendte kodede begreber, der forbandt velfærd og kriminalitet med den amerikanske identitet. Under sin 1988 valgkampagne var Bush’s angreb på Michael Dukakis’ rehabilitering af kriminelle som guvernør i Massachusetts et af de centrale emner. Bush beskrev, hvordan en dømt forbryder ved navn William (eller Willie, som Bush kaldte ham) opnåede midlertidig løsladelse gennem et ferieprogram og begik flere forbrydelser. Bush’s kampagne spillede på hans vælgeres frygt for kriminalitet. En annonce kontrasterede Bush’s hårde holdning til kriminalitet med Dukakis’ tilgang, der ifølge Bush “lod mordere få weekendpas.” En anden annonce kaldet “Revolving Door” fokuserede på en sort fange, der blandt en gruppe overvejende hvide fanger gik gennem en roterende fængselsdør, mens en voiceover beskrev Horton’s forbrydelser.

Analyser af denne annonce viser, at den spillede på en kodet raceappell. Bush-kampagnen forsøgte at kommunikere racemæssige signaler uden at nævne race eksplicit. Det centrale i denne strategi var at finde en måde at tale om race på, som kunne transmittere det racemæssige budskab, samtidig med at man kunne benægte dets intensjon. Kampagnen forsikrede, at Horton-annoncen ikke havde nogen racemæssig hensigt, men Horton’s billede var alligevel synligt i hele annoncen og på flere pro-Bush foldere.

Annonceanalytikere påpegede, at reklamen spillede på hvide vælgeres frygt for sort kriminalitet. Det blev en mulighed for Bush’s kampagne at spille på en frygt, som var vanskelig at benægte, mens de stadig kunne holde sig til normen om raceligestilling, som var etableret i 1960'erne.

Endtext

Hvordan Bill Clinton Formulerede Velfærdsreformen og Håndterede Politisk Modstand i 1990'erne

Clinton's beslutning om at støtte velfærdsreformen i 1996 blev først og fremmest drevet af hans politiske strategi. Hans kampagneleder, Dick Morris, havde gjort det klart for ham, at han havde brug for at gennemføre en reform, hvis han ønskede at blive genvalgt. De tidligere vetos af to velfærdsreformlove havde allerede skabt politisk modstand, og et tredje veto kunne være katastrofalt. Derfor lovede Clinton at ændre velfærdssystemet som en del af sin bestræbelse på at opfylde sit valgløfte fra 1992 om at være en centristisk demokrat. Washington Post beskrev hans plan som et forsøg på at "afslutte velfærd, som vi kender den," et udtryk Clinton ofte brugte.

Denne reform mødte voldsom modstand fra venstreorienterede grupper, især de grupper der havde udgjort en kerne i hans politiske base: fagforeninger, religiøse grupper og organisationer, der repræsenterede kvinder, minoriteter og immigranter. I virkeligheden mødte Clinton mere modstand fra sine egne partifæller i Kongressen end fra republikanerne. På trods af den interne modstand blev loven vedtaget med en delt demokratisk stemme og næsten samtlige republikanere stemte for den.

Spørgsmålet er, hvorfor Clinton støttede en lov, der provokerede hans politiske base? For Clinton var det ikke nødvendigvis en stor risiko at konfrontere de traditionelle demokratiske vælgergrupper, fordi disse grupper ikke havde noget alternativ. Der var ingen venstreorienteret modkandidat, og Clinton kunne derfor regne med at bevare støtten fra grupper, der var uenige med ham om velfærd, samtidig med at han kunne sikre sig vælgerne i midten – de hvide og etniske vælgere, som kunne være afgørende for hans valgsejr.

Men for at forstå denne beslutning er det også vigtigt at bemærke, at velfærdsreformen ikke kun handlede om at ændre et økonomisk system. Clinton måtte også navigere i et politisk landskab, hvor afroamerikanere og hvide vælgere havde meget forskellige syn på velfærd. Gallup-undersøgelser viste, at afroamerikanere var mere tilbøjelige til at placere skylden for indkomstforskelene på regeringen, mens de hvide vælgere, som i højere grad støttede en reduktion i velfærdsydelser, kunne opfattes som målgruppen for Clintons reform. Clinton havde ikke kun et ønske om at appellere til afroamerikanske vælgere, men også til de moderate hvide vælgere, der følte sig mere tiltrukket af en mindre omfattende velfærdsstat.

Michael Dawson forklarer i sin analyse, at afroamerikanske vælgeres politiske adfærd kan forklares ved begrebet "linked fate" – en følelse af, at hvad der er godt for gruppen, også er godt for individet. Derfor ville afroamerikanere ofte vælge den politiske kandidat, de følte kunne fremme gruppens samlede interesser, selvom denne kandidat ikke nødvendigvis stemte i overensstemmelse med deres egne ønsker om velfærdsudvidelse.

Derudover var det i 1990'erne blevet klart, at forsøg på at udvide velfærdsstaten, som tidligere forsøgte at adressere økonomisk ulighed, havde mistet opbakning blandt den brede amerikanske befolkning. Clinton, som mange andre demokrater, blev nødt til at tilpasse sig et politisk klima, hvor welfare-reduktion var en populær løsning. Dette gav ham mulighed for at holde kontrollen over, hvordan reduktionerne blev implementeret og samtidig beholde vælgere, der støttede en strammere velfærdspolitik.

Denne politiske strategi havde en konkret effekt: Clinton vandt ikke kun støtte fra afroamerikanske vælgere i 1996, som allerede havde støttet ham i 1992, men også fra hvide vælgere, der i tidligere valg havde stemt republikansk. I 1992 havde 10 % af afroamerikanske vælgere støttet Bush, mens 83 % stemte på Clinton. I 1996 var denne støtte mere stabil, da Clinton formåede at appellere til både afroamerikanere og moderate hvide vælgere.

Hvad Clinton havde forstået var, at selvom velfærdsreformens nødvendighed ikke nødvendigvis stemte overens med hans politiske grundlag, så kunne han sikre sig opbakning fra de moderate vælgere, der kunne være afgørende for hans genvalg. Det var en strategi, som også havde klare konsekvenser for hans måde at kommunikere på. Clinton undlod at bruge ekspllicit racemæssigt ladede udtryk i sin retorik, selvom hans politik havde stor indflydelse på de afroamerikanske vælgeres muligheder og levevilkår.

I det politiske klima i 1990'erne var Clinton’s velfærdsreform et forsøg på at forene de forskellige vælgergrupper og opretholde sin position som en centristisk leder, der kunne appelere både til venstreorienterede og konservative vælgere. I sidste ende kunne han, gennem sin politiske dygtighed, opnå det, han havde sat sig for: at bevare et solidt vælgergrundlag, samtidig med at han levede op til de krav, hans politiske situation stillede ham.

Hvad er Harlow House, og hvordan kan geitene hjælpe med at forstå det?
Er RF-linserne den nødvendige opgradering for din fotografi?
Hvilken betydning har teknologiske opdagelser i udviklingen af samfund og videnskab?
Hvordan AI påvirker robotteknologi og automatisering