Deutsch
Francais
Nederlands
Svenska
Norsk
Dansk
Suomi
Espanol
Italiano
Portugues
Magyar
Polski
Cestina
Русский
Harlow House, som i mange år har været betragtet som et spøgelseshus, er hjemstedet for en mærkelig og speciel figur kendt som geitemanden. Han boede her med sine geiter og havde aldrig rigtig troet på husets spøgelseshistorier, selvom han havde hørt om dem. Der var tegn på, at huset kunne være hjemsøgt, men intet håndgribeligt. Spøgelserne i området var noget, som geiterne kunne forstå, men ikke frygte. For geitene var det som at følge en uset figur, som de gjorde med mennesker, eller lege med en fantasifigur. Geiter har et særligt talent for at se ting, som mennesker ikke ser, og deres fantasi kan gøre spøgelser til noget ganske almindeligt.
Geitemanden beskrev ofte Harlow House, men det var kun hans ord, der kunne bekræfte, hvad huset var og ikke var. Bygningen var gammel og forfalden, og dens kælder var stort og dybt, som en labyrint under husets forfaldne struktur. På gulvet var det eneste, der ikke var ødelagt eller fjernet, pejsen – stadig et vidnesbyrd om husets forhenværende prakt. Geitemanden havde flere gange sat ild til pejsen og varmede sig sammen med sine geiter i de lange, kolde vinteraftener. Spiseværelset var geiternes domæne; de dansede på de gamle møbler, som var brudt og slidte, som alt andet i huset. Der var ingen tvivl om, at huset havde været et hjem for både mennesker og dyr, men hvem havde det virkelig været for?
Biblioteket i Harlow House var rigt på litteratur, men stort set alt havde været stjålet eller ødelagt, dog var der stadig noget tilbage. Geitene havde længe været blevet opdraget i, hvad de kunne spise: kun bøger om religiøse emner, gamle romaner, og taler fra døde poeter og oratorer. Bøgerne blev ikke blot opfattet som underholdning, men også som næring for geiternes sind, som var både skarpe og opfindsomme. Geitemanden havde udviklet en god sans for litteratur og havde sammen med sine geiter indsamlet et udvalg af bøger, der kunne opfylde deres behov – bøger om det gamle Amerika, ville vesten, bankrøvere og indianerjagtere. Det var bøger, der talte til geitene, som også på en eller anden måde kunne relatere sig til historien og eventyrene, der blev fortalt.
Der var også franske bøger, som geitemanden læste højt for sine geiter, noget han gjorde for at mindes sin ungdom og for at give sine geiter en forbindelse til deres forfædre. Les Contes Drolatiques var en særlig favorit – en bog, der var både beskidt og gotisk, en roman som geitemanden indså var uhensigtsmæssig for de unge geiter, men som de dog elskede at høre om. Geitene blev tiltrukket af de franske sprog og de komplekse plot, som fandt deres resonans i deres eget dyreliv.
Geitemanden var ikke kun en læser, men også en skikkelse, der forsøgte at forstå sin egen eksistens gennem humor. Han forsøgte at få Finnegan til at forstå sine spøg og vitser, selvom de ofte var svært at forstå. Hans mærkelige natur gjorde ham til en sær figur – endda blandt geitene. Han var en enspænder, som tilbød Finnegan at blive hans arving, hvilket kunne have givet ham et anderledes liv, men Finnegan afviste denne mulighed. Geitemanden forblev dog en mystisk og gådefuld karakter, selv for de geiter, som havde været tæt på ham i mange år.
Denne verden af geiter og spøgelser, af forfaldne bygninger og glemte bøger, danner en dyb forbindelse mellem mennesker og naturen, hvilket viser, hvordan fantasi og virkelighed kan sammenflette sig i de mest uventede former. Geitene, med deres enkle livsstil, var ikke kun et symbol på naturens uforudsigelighed, men også på den menneskelige sjæls kompleksitet – hvordan den kan blive forført af både det jordnære og det transcendente.
Geitene er ikke kun dyr i en bog; de er skabninger, der lever i et dybt samspil med verden omkring dem, som vi mennesker ofte misforstår. At forstå deres adfærd kan give os en ny måde at reflektere over, hvordan vi relaterer til vores egen verden. Og selvom geitemandens eventyr og hans spøgelser måske kun er fantasifulde fortællinger, rummer de alligevel en dyb sandhed om vores forhold til både naturen og de historier, vi vælger at tro på.
Hvordan nervøs merchandise kan ændre vores skæbne
Når vi taler om nervøs merchandise, træder vi ind i et univers, hvor selv de mindste ting kan udløse en storm af begivenheder. En gammel mand i en ukendt del af verden taler om de fire elementer, han ville vælge, hvis han blev strandet på en øde ø: syre, base, ler og gummi. Disse fire grundstoffer kunne redde ham fra alt fra nervøse fisk til nervøst møbel. Det er en tankegang, hvor det tilsyneladende banale bliver livsnødvendigt, og hvor noget, der virker simpelt, som at vælge fire elementer, kræver en intens beslutning. En beslutning, der på sin egen måde afslører noget dybere om menneskets natur, vores relationer og, måske vigtigst af alt, vores relation til døden og skæbnen.
Men hvad betyder det at være nervøs merchandise? Det betyder at være et produkt, der er modtageligt for forandring, et objekt som kan tilpasses, bearbejdes og "genoprettes". Dette fænomen bliver livsnødvendigt i et samfund, hvor alt kan blive til noget andet, og hvor det, der engang var værdifuldt, hurtigt kan miste sin værdi. Det gælder ikke kun for materialer og ting, men også for mennesker. Det er her, vi møder de "virkeligt nervøse" varer: de letfordærvelige frugter, de visne salater, de forfaldne kød og fisk. Alle disse ting kræver forarbejdning, behandling, for at blive opretholdt eller endda bare undgå at falde til grunde. De er som mennesker, der har mistet deres retning, der er blevet "forrådnet" på en eller anden måde og nu er på kanten af at falde fra hinanden.
Der er en særegen opmærksomhed på dem, der er nervøse. Selv noget så tilsyneladende uskyldigt som et smykkeskrin eller en pels kan også være nervøst merchandise. Disse ting bliver solgt og promoveret, men de er kun værdifulde, hvis vi opfatter dem som "hotte", som en vare, der har stor efterspørgsel på det rette tidspunkt. Vi er alle blevet en slags sælgere af vores egen usikkerhed, vores egen nervøsitet.
I denne verden, hvor selv de mest fremtrædende og magtfulde mennesker er nervøse, kan ingen undslippe den konstante forandringsproces. Når Finnegan afslører, at han ved, han vil blive myrdet, indser han, at der er noget særligt ved en mand, der kender sin egen død. Det er en mærkbar forskel, noget, der adskiller ham fra andre. Han bærer på noget, som de fleste ikke kender til – en skæbne, han ikke kan undslippe. I det øjeblik vi forstår, at vi er et produkt af de kræfter, der styres af andre, bliver vi alle nervøse på en eller anden måde. Vi er på en vej, der ikke er vores egen, og selvom vi ved, at den ender i død, kan vi ikke undslippe den.
Før eller senere, som Finnegan, vil vi blive stillet over for spørgsmålet om, hvad vi har gjort med vores talenter, hvad vi har udrettet. Vi vil blive målt, vejet, og det vil ikke være nok at sige, at vi har dem "klirrende i vores lommer". For i denne verden af nervøst merchandise er intet ubrugeligt, og alt kan genbruges, bearbejdes og endda opgraderes. Hvad vi gør med vores liv og vores ressourcer er altafgørende.
Men hvad betyder det så for os, når vi står overfor vores egne valg, som Finnegan? Det handler om at forstå, at ingen situation er virkelig håbløs, selv når vi er på randen af sammenbrud. For i dette univers af nervøse varer er der altid noget, vi kan bearbejde, noget vi kan forandre, noget vi kan "reconditionere" – måske ikke for at redde os selv, men for at finde en form for kontrol over det kaos, vi er i.
Mennesket er som de varer, der bliver solgt i det mærkelige marked: ikke nødvendigvis defekte, men ofte på kanten af at miste sin værdi. Men i hænderne på dem, der forstår at behandle og genoprette, kan selv det mest umulige få en ny betydning. Derfor bør vi spørge os selv, hvad vi virkelig ønsker at opnå i vores liv, og hvordan vi kan forvandle de nervøse og forfaldne dele af os selv til noget værdifuldt.
Hvad betyder det at afslutte en opgave, når der ikke er nogen fare?
Når en opgave bliver annulleret under påskud af, at jeg ikke har løbet nogen fare, at jeg har haft en behagelig ferie, er det et synspunkt, der kan opfattes som naive. På samme måde er din opgave kun halvt udført, hvis den ikke er blevet fuldført. Der findes situationer, hvor en handling kan forsinkes, men også øjeblikke, hvor man er nødt til at handle hurtigt, ofte uden tid til at tænke på konsekvenserne. En handling, der bør udføres, sker på sin egen måde, afhængigt af omstændighederne og beslutningens alvor.
I det konkrete tilfælde kunne en besked om en udsættelse nemt være kommet på afveje, men der kunne også være en ny besked dagen efter, som beder dig fortsætte. Det er ingen stor fejl at have forudset en ordre. Hvis han allerede har mistanke, så ved han formentlig, at du er henrettelsesmanden. Han så mig i øjnene og grinede, men nægtede at drikke med mig, endda ikke for gestusens skyld. "Ingen mere, før jeg drikker det på ny," sagde han. Det fik mig til at undre mig over, om de har sådan noget i Kongeriget.
I denne verden findes der to typer hævn: den lille og den store hævn. Den lille hævn blev udført, når ofret måske eller måske ikke var i en nådig tilstand – en tilstand, der ofte gav personen en chance for at opnå forløsning. Den store hævn var anderledes; her blev ofret dræbt uden nogen form for barmhjertighed, og konsekvenserne var mere dødelige. Det var dog almindeligt med svindel i dette erhverv. Mange indsamlede penge for en stor hævn, men gennemførte blot den lille hævn, og sikrede ofrets død, men ikke nødvendigvis deres fortabelse.
Men der har aldrig været nogen svindel i vores familie. Hvad vi indsamlede penge for, det udførte vi også. Nu er adskillelsen mellem de to typer hævn næsten forsvundet. Arbejdsgiverne tror ikke længere på nåde eller fortabelse. Jeg havde ikke hørt om de begreber i mange år, ikke siden jeg var dreng i det gamle land. Men i hans sidste instruktioner var det klart, at det kun måtte være den lille hævn, og det fortryder jeg ikke. Jeg blander ikke følelser med forretninger, men jeg har fået et vist forhold til fyren, mens jeg fulgte ham. Han er parat til at dø, og det bliver helt sikkert den lille hævn.
I det her liv handler det ikke om tidens mærker, men om hvad vi vælger at gøre med den tid, vi får. Hvis vi opdager, at vi står ved slutningen af noget, kan vi fortsætte og fortsætte, men ofte er det bedste at stoppe, før det er for sent, før mørket falder på. På samme måde er det også i vores valg af hævn. Hver handling i denne verden kan være en begyndelse eller en afslutning. Og som det også sker med så mange ting i livet, kan en afslutning pludselig vise sig at være en begyndelse.
Dotty er et eksempel på en person, der er i stand til at håndtere disse livets grusomheder på sin egen måde. Hun er ikke blot en aktør i en hævn, men også en, der forstår betydningen af at få afsluttet det, man påbegynder. I hendes tilfælde starter hun en jagt med en pistol og er parat til at følge sin intuition, for hun har allerede lært, hvordan det føles at være et skridt foran. Hendes reaktion på situationer i fare viser ikke kun hendes dygtighed som skytte, men hendes evne til at finde stabilitet midt i den tumult, som de fleste ville have været ude af stand til at håndtere.
Når man læser om sådanne karakterer, forstår man hurtigt, at deres valg ikke nødvendigvis er følelsesdrevne, men praktisk og rationelt baseret. Der er dog en underliggende filosofi om, hvordan man ser på livet – som et spil, hvor hver dag kan være både den sidste og den første. Det er en læring i at forstå, hvordan man behandler livet som et uforudsigeligt eventyr, og hvordan man navigerer gennem farerne, mens man beholder kontrollen.
Der er noget, vi bør overveje, når vi konfronterer de valg, vi står overfor. Dette gælder ikke kun i krisesituationer, men i vores daglige liv. Det handler ikke kun om handlingerne, men også om evnen til at forstå og reflektere over konsekvenserne af de valg, vi træffer. For nogle mennesker betyder det at afslutte en opgave hurtigt, for andre kan det være et spørgsmål om at vente og lytte til omstændighederne, før man handler.