Religiøs mangfoldighed inden for den hvide nationalistbevægelse, særligt Alt-Right, udgør en betydelig udfordring for bevægelsens sammenhængskraft og image. En central figur, som trak sig fra Alt-Right, beskriver sin rejse fra en liberal og hippie-inspireret paganisme til en mere konservativ, kristen baseret etnonationalisme. Denne udvikling var ikke kun politisk, men dybt forankret i en personlig og moralsk søgen, der afviste bevægelsens mere ekstreme og uetiske elementer.

Bevægelsen led under stigende stigmatisering, især efter begivenhederne i Charlottesville, hvor tilknytning til Alt-Right næsten automatisk blev lig med nazistiske sympatier i offentlighedens øjne. Denne negative branding skabte en splittelse blandt medlemmerne, hvor flere – inklusive hende – følte, at bevægelsen havde mistet sin moralske og strategiske retning. Det var ikke blot ydre angreb, men også interne skandaler som seksuelle overgreb og utroskab blandt ledende skikkelser, der underminerede bevægelsens troværdighed.

Religiøse konflikter var centrale for denne splittelse. Trods bevægelsens offentlige præsentation som værende baseret på en fælles hvide identitet, fandt mange kristne medlemmer sig i en konfliktfyldt position, hvor ateistiske og paganistiske elementer blev betragtet som en trussel mod deres egen tro og værdier. Et eksempel på denne konflikt var reaktionen på en artikel om påskens hedenske rødder, som en kristen medlem fandt dybt fornærmende. Samtidig blev religiøse fejltolkninger og hån mod kristne praksisser almindelige, hvilket fremmede en følelse af fremmedgørelse.

Trods denne afvisning af Alt-Right-mærket fastholdt de tidligere medlemmer deres engagement i etnonationalisme, nu under en ramme som de opfattede som mere moralsk og teologisk sammenhængende. De betonede betydningen af at bevare kulturel og etnisk arv, opretholde grænser, og beskytte samfundets kerneværdier, som de fandt støtte til i bibelske tekster. De anså deres kamp som en del af en guddommelig ordning, hvor beskyttelse af familie, kultur og race var en moralsk pligt, der også inkluderede et modsvar til forestillinger om egalitarisme, som de anså som bibelsk forkastelige.

Denne splittelse inden for Alt-Right illustrerer bredere problemstillinger i amerikansk hvid nationalisme, hvor religion både kan fungere som et samlingspunkt og en kilde til dybe interne konflikter. Forsøget på at opretholde en bevægelse med vidt forskellige religiøse overbevisninger har været en svær balancegang, som i høj grad har bidraget til bevægelsens fragmentering. Det er samtidig et udtryk for, hvordan religion, moral og identitet er tæt forbundne i politiske bevægelser, hvor enhver uoverensstemmelse hurtigt kan føre til splittelse.

Det er væsentligt at forstå, at den religiøse dimension ikke blot er en baggrundsdetalje, men en fundamental faktor, der former bevægelsens interne dynamikker og dens relation til den bredere offentlige sfære. Bevægelsens nedtur kan ikke alene forklares ved ydre pres eller skandaler, men må ses som resultat af dybere uenigheder om moral, tro og identitet. Dette understreger, hvor svært det er at forene ideologisk mangfoldighed, når centrale værdier som religion og moral står i konflikt.

Hvordan reagerede Southern Baptist Convention på Alt-Right bevægelsen, og hvilke konsekvenser havde det for racemæssig inklusion?

I 2017 blev Southern Baptist Convention (SBC) konfronteret med en krænkende og splittende politisk virkelighed, da bevægelsen kendt som Alt-Right, med dens klare bånd til hvidt overherredømme, kom under øget opmærksomhed. En særlig resolution, udarbejdet af Rev. McKissic og underskrevet af en bemærkelsesværdigt racemæssigt balanceret gruppe af kirkeledere, gik direkte til angreb på Alt-Right og krævede en offentlig fordømmelse af denne bevægelse. Den indledende handling med at adressere Alt-Right i SBC’s rammer var ikke blot en reaktion på en aktuel politisk strømning, men også et forsøg på at adressere de dybereliggende racemæssige problemer, som længe havde plaget organisationen og bredere amerikanske kristne fællesskaber.

Resolutionen blev fulgt op med en opfordring til bøn og ydmyghed over for Gud med håbet om, at mennesker fra alle racemæssige baggrunde kunne leve i enhed. Denne appell var ikke blot teologisk, men også socialt betinget, idet man ønskede at se den velsignelse, der ifølge Salme 133:1 strømmer fra samliv i fred og harmoni. Det var et klart signal om, at kampen mod racisme og hvidt overherredømme var en afgørende og moralsk nødvendighed, der måtte tages alvorligt på alle niveauer af kirkelig ledelse.

Konsekvenserne af denne resolution blev mærkbare allerede året efter. Strukturændringer blev implementeret i SBC’s resolutionsudvalg, hvor et nyt udvalg blev sammensat med markant større etnisk diversitet, herunder både afroamerikanske og asiatisk-amerikanske ledere. Formanden for udvalget, Duesing, understregede i interviews, at procedurerne for behandling af resolutioner blev mere transparente – herunder at forklaringer for afvisning af resolutioner nu blev offentliggjort for at skabe større forståelse blandt de delegerede. Disse tiltag illustrerede en bevægelse væk fra blot retorisk fordømmelse mod reel institutionel reform og diversificering af lederskabet.

Ikke desto mindre afslørede mediedækningen og den offentlige diskurs en splittelse blandt Southern Baptists. For nogle var resolutionen en kærkommen lejlighed til at erklære modstand mod racisme, mens andre følte, at kontroversen omkring Alt-Right trak opmærksomhed væk fra andre centrale emner, såsom den moralske kritik af Planned Parenthood og kirkens håndtering af seksuelle overgreb. Med præsident J. D. Greear har SBC markeret en tydelig vilje til inklusion og en seriøs tilgang til både racemæssige spørgsmål og seksuelle overgreb. Han har søgt at undgå tokenisme og i stedet fremme ægte repræsentation og ansvarlighed.

Under Greears ledelse blev racisme officielt anerkendt som en synd, der kunne føre til sanktioner mod kirker, og en række forfatningsmæssige ændringer blev vedtaget for at styrke denne position. Samtidig udgav SBC en antologi, "Removing the Stain of Racism," der samlede perspektiver fra både afroamerikanske og hvide teologer og akademikere. Bogen blev rost for sin indsigt og for det håb, den udtrykte om en fremtid, hvor SBC ville være en ægte multietnisk organisation.

Det er væsentligt at forstå, at kampen mod racisme og eksklusion i religiøse institutioner som SBC ikke kun handler om at fordømme åbenlyse grupper som Alt-Right, men om en dybere og mere kompleks proces, hvor gamle strukturer udfordres og fornyes. Det indebærer både personligt ansvar, institutionelle reformer og en oprigtig vilje til at lytte til de marginaliserede. For læseren er det centralt at erkende, at den åndelige kamp mod racisme kræver både mod og vedholdenhed, og at ægte inklusion ikke blot kan opnås ved symbolske handlinger, men gennem vedvarende, konkrete tiltag, der ændrer kulturen indefra. En sådan proces er nødvendigvis smertefuld og udfordrende, men den bærer potentialet til at bringe ægte forsoning og enhed i samfundet.

Hvordan forbinder alt-right bevægelsen kristendom, race og identitet?

Alt-right bevægelsen repræsenterer et komplekst og ofte modstridende samspil mellem race, religion og kulturel identitet, hvor kristendom spiller en central rolle i konstruktionen af en specifik hvid, etnonationalistisk fortælling. Denne bevægelse omfavner en form for kristendom, som ikke blot er tro baseret på traditionelle dogmer, men en ideologisk platform, der søger at legitimere og styrke en fælles europæisk eller vestlig etnisk identitet. Her bliver kristendommen ikke bare en religiøs overbevisning, men en kulturel og politisk markør, der adskiller "os" fra "dem".

En væsentlig dimension i alt-rights kristne diskurs er den kritiske distance til det, som de opfatter som en "anti-kristen" eller "kulturmarxistisk" tendens i moderne vestlig kultur. Denne modstand manifesterer sig ofte som en afvisning af liberalisme, multikulturalisme og feministiske bevægelser, som anses for at underminere den traditionelle vestlige kultur og kristne værdier. I stedet fremhæves en form for identitetspolitik, der dyrker et kollektivt hvidt fællesskab og en "autentisk" etnisk historie, hvor kristendommens rolle understreges som bærende for nationens moralske og kulturelle fundament.

Alt-rights teologiske narrativer er også præget af en bestemt fortolkning af bibelske tekster og historiske begivenheder, som forstærker et eksklusivt syn på folk og religion. Dette inkluderer begreber som "blod- og tro-kontrakter", der antyder en gensidig forpligtelse mellem Gud og det hvide folk, og dermed skaber en følelse af hellig mission og kulturelt ansvar. Der er også en tendens til at afvise eller kritisere mainstream kristendom, som de ser som kompromitteret eller "cucked" — et slangudtryk for svækket eller forræderisk.

Denne ideologiske brug af kristendom går hånd i hånd med andre elementer i alt-rights tænkning, såsom anti-semitisme, anti-feminisme og modstand mod LGBTQ+-rettigheder. Samtidig opstår der internt i bevægelsen forskellige fraktioner, hvor nogle søger mere traditionelle religiøse rammer, mens andre adopterer en mere sekulær, men stadig kulturelt nationalistisk, tilgang.

For læseren er det vigtigt at forstå, at alt-rights appropriering af kristendom ikke blot er et spørgsmål om religiøs tro, men en strategisk kulturel konstruktion, der søger at legitimere en bestemt form for politisk og etnisk identitet. Denne bevægelse udnytter historiske myter, symbolske fortællinger og kulturelle angsttilstande for at skabe en fællesskabsfølelse, der er både ekskluderende og polariserende. Det betyder, at analysen af alt-right ikke kan reduceres til blot at være en politisk eller religiøs bevægelse, men må ses som et symptom på bredere sociale og kulturelle konflikter omkring identitet, tilhørsforhold og magt i det 21. århundrede.

Derudover må man være opmærksom på, hvordan sådanne bevægelser bruger digitale platforme til at sprede deres budskaber og skabe netværk, der går på tværs af nationale og kulturelle grænser. Dette gør dem særligt vanskelige at imødegå, da de kombinerer ideologisk radikalisering med sofistikerede kommunikationsstrategier.

For at forstå den dybere betydning af alt-rights brug af kristendom må man også anerkende, hvordan denne religiøse ramme spiller ind i bredere historiske tendenser, såsom reaktioner mod globalisering, sekularisering og modernitetens udfordringer. På denne måde kan alt-rights kristendom ses som et udtryk for en kulturel modstand, der søger at genopfinde en form for "oprindelig" og "ren" identitet i en verden, der opleves som fragmenteret og truet.

Hvordan fuglene reagerer på menneskelig indgriben i miljøet
Hvordan forståelse og unikke begreber former vores kommunikation
Hvordan Reagan brugte race og uddannelse til at fremme konservative politikker