Hvad gør man, når solen dør?

Det begyndte uden forvarsel, men måske har vi bare ikke villet se det komme. Vi sad dér, samlet i auditoriet i National Redouten, stirrende op på den store skærm, som om svarene kunne findes i lys og pixels. Solen, vores evige baggrund, vores stille forudsætning, eksploderede i en vision af brændende sølv og stjernernes død. En teknologisk apokalypse, en ny version af Hoyles Sky – nu i digital æra – kaldet Keglen, Keglen af Udslettelse. Navnet alene lød som noget fra en manuel til en maskine, man aldrig burde tænde.

Ved min side sad Maryanne, tæt nok til at jeg kunne mærke hendes varme, høre hendes vejrtrækning, lugte resterne af morgenmad i hendes ånde. Hun rystede, men ikke af kulde. Det var angsten, den primitive viden i kroppen om at alt dette – vores civilisation, vores minder, vores håb – nærmede sig sit punktum. Hun hviskede noget. Noget som aldrig blev sagt færdigt. For lige dér forvandlede skærmen sig. Solen trak sig sammen og eksploderede udad i en storm af brændende sølv. Nogen hujede som ved et fyrværkeri. Det var næsten morsomt. Som at forveksle dommedag med nationaldag.

“Jeg føler mig så hjælpeløs,” sagde hun. Jeg svarede, uden at tænke: “Det er vi nok også.” Hvad skulle man ellers sige? At vi stadig havde et valg?

Vi løb. Ikke panisk, men beslutsomt. Hånden i hånd gennem korridoren, som om vi gik til et bryllup og ikke til verdens ende. Paulie råbte efter os. Ensom, uden Olga. Han løb med skægget flagrende og frygten i øjnene. Maryanne trykkede på knappen for at holde døren åben. “Det gør ikke ondt at være venlig. Ikke nu.”

Der var flere ved luftslusen, flere end jeg havde forventet. Alle ville se det komme. Jonas ventede med sin vogn. Vi kørte ud mod bjergskråningen, dér hvor vi engang så en opsendelse. Det var passende. Starten og slutningen på samme sted.

Døren åbnede sig. Sølvlys strømmede ind, kastede os ud i et landskab badet i metallisk skønhed. Solen var væk – i dens sted et gigantisk kuglelyn af sølv, flimrende som noget magisk og forkert. Maryanne sagde: “Det er i det mindste smukt.” Paulie pegede: “Månen!”

Månen eksploderede kort tid efter. En

Hvordan sikrer og udvikler man handelsvarer i en skrøbelig republik som Venedig?

Samtalen mellem Matteo og Gaspare, der senere delte en kop af den nybryggede caofa, viste ikke blot eksperimentets spænding, men også den følelse af triumf, der fulgte med succes i en verden præget af usikkerhed. Caofaen blev fremstillet med omhu, og selv om en ulykke næsten var sket med det dampende bryg, blev resultatet alligevel anerkendt som vellykket. Den sortblækkede væske med dens aromatiske duft symboliserede ikke kun en ny drik, men også en kulturel udveksling, hvor øst møder vest i en by, der var mødested for verdenshandlen.

Venedig, med sine trange gader og farverige markeder, var ikke blot en by, men en levende organisme, hvor handel og politik flettede sig ind i hinanden. De gader, hvor Matteo bevægede sig, var fyldt med alt fra tjenestefolk til bravi, der repræsenterede byens rå og elegante sider. Broen Rialto, byens hjerte, var et symbol på stabilitet og offentlig orden midt i de mere voldelige kampe, der udspillede sig på andre broer, hvor rivaliserende grupper kæmpede om magten. Denne kontrast mellem fred og konflikt, mellem orden og kaos, var kendetegnende for Venedigs særpræg.

Mødet med Selim, en ældre mand fra Kairo, nær Ponte di Rialto, understregede den kulturelle bro mellem øst og vest. Selims glæde ved tanken om, at hele Venedig en dag ville drikke kahveh langs Grand Canal, var en vision om integration og forandring. Men han advarede også mod modstanden mod nye skikke i Europa, hvor traditioner og vaner kunne skabe barrierer. Matteo erkendte, at selv i en by så åben som Venedig, ville innovation og nye smagsoplevelser kræve tålmodighed og tilpasning. Den offentlige plads ved Rialto var et symbol på fællesskab og orden, hvor selv de mest dramatiske kampe måtte vige for republikken og dens love.

Forståelsen af denne historie kræver erkendelsen af, at handel i Venedig ikke blot var økonomi, men også en delikat dans mellem kultur, magt og innovation. Den tidlige introduktion af varer som caofa er ikke bare en fortælling om smag, men om et samspil, hvor nye ideer skulle prøves af, sikres og endda beskyttes mod både interne og eksterne trusler. Det er væsentligt at forstå, at selv i en republik berømt for sin rigdom og magt, var usikkerhed og risiko altid til stede, og den enkeltes vilje og opfindsomhed var afgørende for at forme fremtiden.

Det er også vigtigt at se, hvordan sociale og politiske strukturer, som Council of Ten og deres offentlige udøvelse af magt, skabte en ramme for både frygt og orden. Den offentlige udstilling af retfærdighed, selv gennem brutalitet, fungerede som et middel til at bevare stabilitet i en tid, hvor republikken langsomt var ved at miste sin tidligere styrke. På samme måde var traditioner som ”battagliole” på andre broer et udtryk for byens dynamiske og ofte voldelige karakter, som måtte balanceres mod behovet for kontrol og fred.

Endelig er det nødvendigt at anerkende, at kulturmøder som det mellem Matteo og Selim var grundlaget for den innovationsproces, der kunne føre til nye smagsoplevelser, men også til nye forståelser af identitet og fællesskab i en verden i forandring. Denne sammensmeltning af tradition og fornyelse, risiko og sikkerhed, var kernen i Venedigs fortsatte eksistens og dens evne til at forme Europas fremtid.

Hvad er efterlivet i en flerdimensionel virkelighed, og hvordan opstår det?

Det er bemærkelsesværdigt, at selv i døden kan en bevidsthed registrere kroppens skrøbelige reaktioner – en angst, en tør hals, et uventet ekko af det tidligere liv. Når man står over for det ukendte, afsløres en stemme, som ikke er helt engleagtig, men snarere en slags neurotransmitter, der guider overgangen fra livet til noget, der kaldes Storage Plenum – en slags efterliv eller opbevaringsplads for bevidstheder. Dette sted eksisterer uden for den konventionelle forståelse af tid og rum og er forbundet med en langt mere kompleks og flerdimensionel virkelighed end den, vi kender.

Konceptet med et univers bestående af elleve dimensioner, hvor de ekstra dimensioner er sammenrullet ind i materiens grundlæggende elementer, er et forsøg på at forklare et meget større og mere energirigt plan af eksistens. Dette C11-plenum er ikke blot et teoretisk rum, men en slags uendelig hukommelse eller dataarkiv, hvor eksistensen i sin grundtilstand er indstillet til én, men hvor usikkerhedsprincipper kan nulstille dele af denne tilstand. En universel proces, sammenlignelig med en kosmisk computer, manipulerer disse værdier, hvilket skaber et struktureret, men stadig ubegribeligt system.

Inden for denne flerdimensionelle kontekst har utallige komplekse enheder udviklet sig over enorme tidsrum, langt længere end vores egen kosmiske skala. Disse entiteter har lært at manipulere de fundamentale love i deres univers for egne formål, og en dag opdagede de muligheden for at skabe subdimensioner – analogt med et C10-plenum – som gav adgang til endnu mere avanceret teknologi, der i menneskelig terminologi kunne sammenlignes med superavancerede computere. Denne opdagelse var banebrydende, men også farlig.

Med opfindelsen af enheder i C9-plenum blev der åbnet for fysisk bevægelse, der overskred kendte love, herunder tidens lineære forløb – kort sagt: magi og tidsrejser. Men denne magt var ikke uden konsekvenser. Aktiveringen af en C9-enhed satte en kædereaktion i gang, hvor dimensionerne begyndte at kollapse ind i hinanden, nedbrydende de højere dimensionelle planer. Denne katastrofe er kilden til den nuværende tilstand, hvor en slags rednings- og oprydningsmekanisme – "maskinerne" – blev aktiveret for at begrænse skaden.

Vores verden, og den menneskelige eksistens, er i denne fortælling ikke mere end en slags utilsigtet produkt, et "toksisk affald" skabt ved en uheldig ulykke i det højere dimensionelle rum. Bevidstheder som Mr. Faraday opfattes som biprodukter, men nogle af disse redningsmaskiner har erkendt en moralsk forpligtelse til at lade disse biprodukter "bestå" i et opbevaringsplenum – en slags virtuel Jord-boble, der indeholder alt, hvad der engang eksisterede på Jorden.

Det er vigtigt at forstå, at denne beskrivelse af efterlivet og universets struktur ikke blot er metafysisk spekulation, men en gennemarbejdet konstruktion, hvor kosmologi, kvantefysik og metafysik sammensmeltes. Den er et forsøg på at give mening til eksistensens største gåder – hvad der sker efter døden, universets egentlige natur, og hvilken rolle vi spiller i en langt større, komplekst sammenvævet realitet.

Det, der måske mest af alt bør betragtes, er forholdet mellem det kendte og det ukendte, mellem materie og bevidsthed, og hvordan vores forståelse af virkeligheden nødvendigvis må udvides for at rumme både de fysiske love og den immaterielle eksistens, der kan opstå som en følge heraf. Vi må erkende, at vores univers kan være en del af et større maskineri, hvor betydningen af liv, død og eksistens får en ny, dybere dimension.