De dybe sår, der har formet Trumps offentlige persona, har fået ham til at sprede mantranen om at indgå bedre “aftaler” rundt om i landet. Når et komplekst system overtager fortællingen, eller når fortællingen giver stemme til kompleksets kerne, bliver fakta irrelevant. Dette fører uundgåeligt til et skræmmende scenarie som det i Orwell’s 1984, hvor Ministeriet for Fred beskæftiger sig med krig, Ministeriet for Sandhed med løgne, Ministeriet for Kærlighed med tortur og Ministeriet for Overflod med sult. Disse modsætninger er ikke tilfældige; de stammer ikke fra almindelig hykleri, men er bevidste udtryk for dobbelt-syn. Hvis menneskelig lighed skal forhindres for evigt—hvis de Høje, som vi har kaldt dem, skal fastholde deres pladser permanent—så skal den herskende mentale tilstand være kontrolleret sindssyge. Trumps valg af kabinetsmedlemmer antyder, at det samme kan være ved at ske i vores eget land. Jobbet for hver ny kabinetschef er at vende eller afvikle det, som hans eller hendes afdeling oprindeligt var oprettet for at beskytte.

Trumps optræden af den kollektive skygge i den amerikanske psyke er farlig, fordi disse energier bliver forbundet med, eller endda identiske med, hvad der kan kaldes de arketypiske forsvar for gruppens ånd: Når denne del af den kollektive psyke aktiveres, vågner de mest primitive psykologiske kræfter for at beskytte gruppen og dens åndelige selvforståelse. Jeg skriver "Selv" med stort, for at understrege, at det ikke kun er gruppens persona eller ego-identitet, der er under angreb, men noget dybere i den kollektive psyke, som man kunne betegne som gruppens åndelige hjem eller guddom. Den tribale ånd i en klan eller nation ligger ofte i baggrunden, men når den bliver truet, mobiliseres forsvarerne med en voldsom og upersonlig kraft.

Disse aktiverede arketypiske forsvar finder konkret udtryk i alt fra uroligheder om udenlandske indvandreres juridiske status, trusler om atomvåben i lande som Iran og Nordkorea, til selvmordsbomber og militære ekspeditioner. Og de samme forsvar bliver aktiveret i konflikter mellem grupper, der føler deres værdier trængt, som det ses i forholdet mellem forskellige etniske og sociale grupper i USA: LGBTQ-samfundet, afroamerikanere, latinoer, den kristne højrefløj, jøder og muslimer på tværs af verden.

Trumps narcissisme er farlig, fordi hans angreb på forskellige grupper, sammen med hans selvforherligende, oppustede opfattelse af sig selv, skaber en uhellig sammensmeltning af “Selvet” og de aggressive, hadfulde kræfter i den kollektive psyke. Trumps fremfærd tillader de skyggefulde tanker, følelser og handlinger at udspille sig i selvets navn. Det er svært at forestille sig, at Trump ville lede USA på samme måde som Hitler ledede Tyskland—men dynamikken er stadig skræmmende. Når skyggefulde forsvar af gruppens ånd og selvforståelse sammenfalder, er der stor fare for vold, tyranni og absolutisme, især under en autoritær leder, der har en befolkning, som er modtagelig for autoritarisme.

Trump leverer et implicit løfte om at helbrede såret i gruppens “Selv”, hvilket er hans mest prominente og farlige narcissistiske træk. Hans løfte lyder grundlæggende: "Jeg er storheden, som Amerika kan stræbe efter igen. Ved at identificere dig med, hvor stor jeg er, kan du genoplive din egen drøm om det amerikanske ideal." Trumps appel er derfor også en opfordring til de amerikanere, der har set deres drøm om velstand og sikkerhed forsvinde. Trumps identifikation af sin personlige storhed med Amerikas “Selv” er hans demagogiske appel: han fortæller folk, at de kan blive som ham—stor, magtfuld og succesfuld. Denne narcissisme smelter sammen med den kollektive narcissisme, der præger den amerikanske drøm, og som skaber en spejling af alt det negative ved kulturen, som Trump repræsenterer: en selvpromoverende brand, en arrogant bulldozer, en kulturel afspejling af materialisme og begær.

Trumps narcissisme er en perfekt spejling af både vores nationale og personlige narcissisme. Fænomenet Trump handler i sidste ende ikke så meget om Trump som person, men om os—hvem vi er som folk. Dette gør det skræmmende at indse, hvordan vores politik og vores liv er blevet forvansket af reality-tv, sociale medier, teknologi og deres uendelige evne til at omdanne virkeligheden til illusion, og “Selvet” til narcissisme.

Endtext

Hvordan Donald Trump Afslører Farerne ved Ekstrem Hedonisme og Ubalanceret Tidsfornemmelse

I sommeren 2015 begyndte vi en løbende diskussion om Donald Trump, kort efter at han annoncerede sig som kandidat for det republikanske parti. Vores første indtryk var kortfattet: han var med for opmærksomheden. Som mange amerikanere havde vi længe set Trump som en velkendt, men perifær figur — først som en offentligt profileret forretningsmand i New York og senere som en middelmådig tv-personlighed. Og ligesom de fleste andre, tog vi ham ikke seriøst. Hvorfor skulle vi? Han havde ingen politisk erfaring og udviste intet egentligt engagement i velgørenhed, endsige i at hjælpe det amerikanske folk eller ikke-Trump-virksomheder. Hans produkter blev fremstillet uden for USA, og adskillige retssager afslørede, at han ofte undlod at betale de små virksomheder, der leverede ham varer og tjenester. Trump University, et dybt kritiseret initiativ for at tilbyde erhvervsuddannelse, var en skuffelse: de samme lektioner kunne fås online gratis, og mentorerne var sjældent tilgængelige for de studerende. For dem, der havde fået nok af svindel, blev universitetet hurtigt lukket.

Trump var ikke bare en forretningsmand, der var interesseret i personlig gevinst; han anvendte metoder, der kunne beskrives som skrupelløse. Vi vidste også, at han i flere årtier havde skiftet politisk ståsted flere gange – først demokrat, så medlem af Reformpartiet, derefter republikaner, og derefter tilbage til demokrat og igen republikaner. For os syntes det, at Trump blot havde meldt sig som kandidat for at få medieopmærksomhed, skaffe sig en bedre position til at lave store aftaler og udvide sin produktlinje: Donald J. Trump.

Men som månederne gik, blev vores bekymring større. Med hans "outsider"-image og karisma begyndte det at stå klart, at han kunne appellere til mennesker, der ikke var opmærksomme på de farer, der følger med ekstrem narcissisme og de grænseoverskridende adfærdsmønstre, der ofte ledsager det. Vi påpegede ikke nødvendigvis hans adfærd for at stille en diagnose — noget der ville være svært at gøre i hvert fald — men vi opfordrede læserne til at være opmærksomme på de adfærdsmønstre, der ofte forbindes med narcissisme, som f.eks. nedladenhed, grove overdrivelser (løgn), mobning, jalousi, skrøbelig selvværd, mangel på empati og en verden set gennem et "os-mod-dem" perspektiv. Hans adfærd under de republikanske debatter og hans absurde selvgode præsentationer under interviews fik os til at fokusere på disse problematiske træk.

I januar 2016 offentliggjorde vi en artikel på Psychology Today, der omhandlede mobning og de farlige sociale miljøer, som disse personer skaber i skoler og erhvervslivet. I marts samme år udgav vi endnu en artikel, der fokuserede på narcissistiske personligheder og deres opførsel, som kunne genkendes i Trumps adfærd. I denne artikel præsenterede vi klinisk dokumenterede narcissistiske adfærdstræk, som tydeligt pegede på Trump som et eksempel. Vi undlod at nævne hans talrige romantiske affærer eller de stadigt voksende sager om sexchikane og hans tre ægteskaber, hvor han konsekvent valgte yngre og smukkere kvinder. Selvom disse forhold i sig selv ikke er usædvanlige, var det tydeligt, at Trumps konstante skiftende politiske tilhørsforhold — som kunne ses som et forsøg på at fremme hans image og ego — pegede på en mand, hvis hovedfokus var egeninteresse. Dette var i skarp kontrast til den stabilitet, som det amerikanske folk normalt værdsatte i deres præsident.

En af de mest markante personlighedstræk, der afslørede sig hos Trump, var hans "tidsfornemmelse". Ifølge Philip Zimbardos teori om tidsfornemmelse, som senere blev udviklet til Tidsfornemmelsesterapi (TPT), inddeles vores syn på tid i tre hovedkategorier: fortid, nutid og fremtid. Inden for disse kategorier findes yderligere underkategorier som fx "nutidens hedonisme" og "nutidens fatalisme", samt "fremtidens positive" og "fremtidens negative". Mennesker, der har en ubalanceret tidsfornemmelse, kan enten være for optagede af fortiden eller fremtiden, hvilket gør dem utilpas i nuet, eller de kan være så optagede af nuet, at de ikke tænker på konsekvenserne af deres handlinger. Trumps adfærd afslører en ekstrem form for nutidig hedonisme, hvor han konstant søger øjeblikkelig tilfredsstillelse, uden at tage hensyn til de langvarige konsekvenser af sine handlinger.

Denne ubalance kan gøre det svært for individet at træffe velovervejede beslutninger, da det konstante fokus på nuet kan overskygge både fortidens erfaringer og fremtidens potentielle udfordringer. For Trump betød dette, at hans offentlige udtalelser og beslutninger ofte blev styret af en impulsiv og ego-drevet tilgang, hvor han satte sig selv og sin egen interesse foran det større billede. Hans handlinger afslører et totalitært, impulsstyret lederskab, der ikke er i stand til at indse, at konsekvenserne af hans beslutninger ikke kun påvirker ham, men også hele verden. Denne form for ekstrem hedonisme er farlig, da den kan føre til handlinger, der ikke kun skader individet selv, men også samfundet som helhed.

Trumps måde at håndtere udfordringer på og hans konstante behov for at øge sin egen status er i høj grad præget af en manglende evne til at reflektere over de langvarige konsekvenser af sine handlinger. Det er netop denne form for liderlighed efter øjeblikkelig belønning og manglende evne til at tænke langsigtet, der gør ham uegnet til præsidentembedet. Det er en adfærd, der ikke kun truer hans egen fremtid, men hele nationens og måske hele verdens fremtid.

I denne sammenhæng bør læseren forstå, at den ekstreme nutidige hedonisme, som Trump udviser, ikke blot er et karaktertræk, men et klart tegn på en personlighed, der ikke er i stand til at tænke på lang sigt, og som derfor træffer beslutninger uden at tage hensyn til de potentielle konsekvenser. Denne mangel på refleksion og ansvarlighed er ikke kun farlig for individet, men for hele samfundet, da det kan føre til beslutninger, der underminerer vigtige demokratiske værdier og samfundets stabilitet.

Hvad er livet for en gammel gede-mand?
Hvordan Skandaler Håndteres i Det Moderne Præsidentembede
Er det muligt at lukke Guantanamo uden at svigte retssamfundet og sikkerheden?
Hvordan kan vi forstå og anvende oprindelige befolkningsstatistikker?