I de fleste forskningsområder om oprindelige folk er det blevet almindeligt at betragte befolkningsstatistikker som neutrale og objektive data, der blot afspejler virkeligheden. Denne forståelse er dog blevet kraftigt udfordret i de senere år. Den vigtigste kritik af denne tilgang er, at statistikker ikke er neutrale tal; de er i stedet kulturelt indlejrede fænomener. De statistikker, som anvendes i forskningen om oprindelige folk, er blevet formet af de magtstrukturer, der er ansvarlige for indsamlingen, analysen og fortolkningen af dataene. Dette betyder, at de data, vi ofte ser, ikke nødvendigvis afspejler den komplekse virkelighed, som oprindelige folk lever i, men i højere grad reflekterer de interesser og antagelser, der ligger bag statistikkernes indsamling.

For oprindelige folk i anglo-koloniserede lande som Australien, Canada, Aotearoa New Zealand og USA, har statistikker ofte været præget af et narrativ om "mangel". Denne tilgang til data har ikke kun defineret forskningen om oprindelige folk, men også det forhold, som oprindelige befolkninger har til deres respektive nationer. Den nedladende fremstilling af oprindelige folk som ’mangelfulde’ har ført til en fortsat marginalisering, hvor befolkningsdata bliver brugt til at styrke koloniale fortællinger om manglende udvikling og værdi.

Derfor er det ikke kun selve statistikkerne, der er problemet, men den metode, hvormed disse data indsamles og analyseres. Metoderne, der benyttes til at indsamle og analysere dataene, er ikke neutrale, og det er i disse metoder, at de kulturelle forforståelser og biaser ofte indlejres. Metoderne er de værktøjer, som forskeren bruger til at indsamle og bearbejde data, men de er også indlejrede i et større paradigme, der bestemmer, hvad der er vigtigt at undersøge, hvem der skal undersøges, og hvorfor det er relevant. Dette skaber data, der på mange måder er "kulturbelastede", og som i mange tilfælde ikke tager hensyn til den virkelighed, oprindelige folk lever i.

For at forstå og håndtere disse problemer har forskningen om oprindelige statistikker udviklet sig til at omfatte et fokus på data-sovereignty, eller dataretter for oprindelige folk. Dette betyder, at oprindelige folk ikke kun bør være genstand for statistik, men aktivt bør være involveret i både indsamlingen, analysen og fortolkningen af deres egne data. Data-sovereignty drejer sig om at give oprindelige folk kontrol over, hvordan deres data indsamles og bruges, og dermed sikre, at deres egne livsformer og kulturer bliver korrekt afspejlet.

Et konkret eksempel på, hvordan disse tanker kan anvendes, findes i arbejdet med Métis-befolkningen i Canada. I mange år har Métis-folket været overset i nationale befolkningsstatistikker, hvilket har ført til en underrepræsentation i forskning, politiske beslutninger og samfundsmæssige diskurser. Gennem en ny tilgang til dataindsamling og et tæt samarbejde med Métis-samfundet er det blevet muligt at få en langt mere nuanceret og præcis forståelse af deres befolkningsdynamik.

Denne tilgang kan anvendes på tværs af forskellige oprindelige folk, herunder i Aotearoa New Zealand og Australien, hvor oprindelige folk har arbejdet for at få kontrol over deres egne data. Denne form for involvering er nødvendig for at undgå, at fremmede interesser skaber et forkert billede af oprindelige samfund og for at sikre, at dataene afspejler de faktiske behov og udfordringer, som oprindelige folk står overfor.

Statistik og dataanalyse er dermed ikke neutrale processer, men snarere værktøjer, der kan bidrage til at enten bekræfte eller udfordre de magtstrukturer, der har eksisteret i århundreder. Det er vigtigt at forstå, at data i sig selv ikke fortæller hele historien, og at den metode, der bruges til at skabe data, kan have stor indflydelse på, hvordan oprindelige samfund opfattes og behandles.

En grundlæggende del af denne diskussion handler om, at oprindelige folk skal have mulighed for at bruge data som et redskab til selvbestemmelse, snarere end som et redskab til yderligere marginalisering. Dette kræver en omstilling i både den måde, forskere arbejder på, og den måde, samfundet forstår og anvender data. Det handler ikke kun om at tilføje oprindelige folk i forskningen, men om at lade dem have kontrol over, hvordan deres egne liv bliver beskrevet og analyseret.

Hvordan Indfødte Statistikker Fremmer Koloniale Narrativer og Skaber Diskurs

Statistikker om de indfødte befolkninger er ikke kun et objektivt mål for deres sociale forhold; de udgør et politisk værktøj, som staten anvender til at opretholde og legitimere en eksisterende magtstruktur. Som Walter og Russo-Carroll (2020) påpeger, er der en ideologi om "velfærds-kolonialisme", hvor statens magt, kombineret med autoritær kontrol, skaber et fundament for at omforme de indfødtes samfund. Denne proces, som oprindeligt blev ansporet af kolonialisering, vedligeholdes stadig gennem den måde, staten indsamler og fortolker data om indfødte befolkninger.

De statistikker, der vedrører de indfødte folk, måler kun det, som staten ønsker at vide om dem. De sociale og kulturelle realiteter, som kendetegner deres liv, bliver reduceret til forsimplede, målbare enheder, der ignorerer den kompleksitet og dybde, der præger de indfødtes eksistens. Denne reduktionistiske tilgang skaber et skævvredet billede af indfødte, hvor de ofte bliver set som "mangelfulde" eller "trængende", et narrativ, der er blevet normaliseret gennem århundreder af kolonial diskurs.

Der er en klar politisk funktion i, hvordan disse statistikker anvendes. Når staten vælger at fremhæve forskelle mellem de indfødte og den dominerende befolkning, understøtter den en national fortælling om indfødte som en "deficit-gruppe". Omvendt, når staten vælger at undertrykke de strukturelle problemer, som kolonialiseringen har påført disse samfund, bliver de indfødte reduceret til en gruppe, hvis problemer kan afhjælpes gennem de samme koloniale praksisser, som oprindeligt skabte dem. Dette skaber en cirkel af politisk og social marginalisering, hvor de indfødte aldrig får mulighed for at definere deres egen fremtid, men tværtimod bliver tvunget til at indgå i de definerede rammer, staten pålægger dem.

I denne kontekst bliver statistikker et værktøj til at skabe og fastholde en bestemt opfattelse af virkeligheden. Som Foucault (1972) argumenterede i sine diskursteorier, fungerer sprog – og dermed også statistik – ikke blot som et neutralt middel til at beskrive verden, men som et kraftfuldt redskab til at forme vores forståelse af den. Når staten anvender statistik til at definere de indfødtes liv, skaber de ikke kun et billede af, hvem disse folk er, men også et billede af, hvem de ikke kan være. Denne form for diskurs skaber en "statslig virkelighed", hvor de indfødte folk konstant bliver set gennem en linse af mangler og behov, uden at man tager højde for de historiske og sociale faktorer, der har formet deres situation.

En yderligere problematik opstår, når man ser på, hvad disse statistikker ikke indfanger. Den brede mængde data om indfødte befolkningers "mangler" – såsom lav uddannelse, dårlig sundhed og høj kriminalitet – er alt, hvad staten har valgt at måle. Men disse data giver et ensidigt billede, som udelader de mere komplekse og potentielt positive aspekter af de indfødtes liv. Der er stort behov for data, der måler aspekter som kulturel kompetence blandt lærere og ledelse i skoler, samfundsmæssig sammenhængskraft og de ressourcer, som de indfødte samfund selv skaber for at modstå de sociale udfordringer, de står overfor. Disse elementer kunne give et langt mere nuanceret billede af indfødte folks liv og ville muligvis afsløre positive faktorer, der kan være med til at modvirke de negative effekter af mange af de sociale problemer, der er blevet målbare gennem de eksisterende statistikker.

Den politiske natur af de indfødte statistikker betyder, at de både afslører og skjuler. De fremhæver forskellene, når det er nødvendigt for at understøtte statens egen magtposition og skjuler de strukturelle problemer, som stammer fra kolonialiseringen. Statistikkerne er dermed ikke blot objektive målinger, men en form for "narrativ skabelse", hvor staten definerer, hvad det betyder at være indfødt og hvad det ikke betyder. Dette er ikke en neutral proces, men en aktiv konstruktion af en gruppe, der bliver set som en konstant "forandringens objekt", fremfor som en aktiv deltager i at forme sin egen skæbne.

For at forstå de indfødtes situation fuldt ud, er det nødvendigt at udvide perspektivet. Det er ikke nok at kigge på data om sociale problemer; der bør også samles data om de ressourcer, netværk og kulturelle praksisser, der understøtter indfødtes liv. Uden en sådan udvidelse af dataindsamlingen forbliver de indfødte folks virkelighed forsimplet og reduceret til en ensidig opfattelse af mangler og behov.

Endtext

Hvordan kan oprindelige folkeslag genvinde kontrol over deres data og statistik?

Oprindelige befolkningers data og statistik har historisk set været underlagt eksterne magter, som ofte har udnyttet og fejlinformeret informationer for at opretholde koloniale strukturer. For oprindelige folkeslag er det ikke bare et spørgsmål om at bruge statistikker, men om at have kontrol over, hvordan data bliver opbevaret, klassificeret og delt. Statistikernes magt ligger ikke kun i indsamlingen og fortællingen af data, men også i beslutningen om, hvor data lagres, og hvem der har adgang til det. For at kunne udnytte denne magt er der behov for betydelige investeringer i både datainfrastruktur og menneskelige ressourcer.

I en tid, hvor data kolonialisme, overvågningskapitalisme og invasive teknologier udgør reelle trusler mod både individuel og kollektiv privatliv, tilbyder oprindelige folkeslags måder at tænke på data og statistik som alternative tilgange og modstandsstrategier. Et eksempel på dette er den øgede indsats fra oprindelige samfund, der arbejder på at tage kontrol over deres egne data gennem udviklingen af egne databeskyttelsesteknologier. Disse teknologier inkluderer “privacy-first” lagringssystemer, brugerrettigheder og apps, der er designet til at overholde principperne om oprindeligt datasuverænitet, og som prioriterer samfundets datarettigheder.

I Aotearoa, New Zealand, har den uafhængige stamme-datatrust Te Kāhui Raraunga udviklet et distribueret, decentraliseret datalager, “Te Pā Tūwatata,” som gør det muligt for stammer at indsamle, opbevare, beskytte, tilgå og kontrollere deres egne data tæt på deres egne samfund. Denne tilgang giver dem mulighed for at tage kontrol over deres data på en måde, der respekterer deres kulturelle og samfundsmæssige strukturer, samtidig med at de undgår de farer, der kan opstå ved at overlade data til eksterne aktører.

Hverken oprindelige folks lande, sprog eller identiteter er indenfor den koloniale stats rammer. De radikale forestillinger om oprindeligt blomstrende samfund er ikke knyttet til kolonialstatens strukturer, men findes i de oprindelige folks hjerter, sind og hænder. Dette gælder ikke kun for deres lande og sprog, men også for deres data og statistik. Gennem selvbestemmelse og ved at genvinde kontrollen over deres egne data, kan oprindelige samfund beskytte deres kulturelle værdier og styrke deres modstand mod kolonialisme.

For at forstå betydningen af disse initiativer er det vigtigt at erkende, at data ikke bare er information; det er et magtredskab. Når oprindelige samfund tager kontrol over deres egne data, gør de mere end at beskytte privatlivets fred. De styrker deres ret til at definere deres egen skæbne og modstår de koloniale strukturer, der historisk har undertrykt dem. Det er en anerkendelse af, at data og statistik er tæt forbundet med magt, kontrol og selvbestemmelse.

Dette betyder, at der ikke kun er behov for teknologiske løsninger, men også for en ændring af den måde, vi forstår og håndterer data på. Der skal arbejdes på at skabe datainfrastruktur, der tager højde for de unikke behov og rettigheder for oprindelige folkeslag. Det kræver både politisk vilje, kulturel følsomhed og en anerkendelse af, at oprindelige folks tilgang til data og statistik rummer vigtige alternativer til den dominerende koloniale logik.

Hvordan kan statistisk forskning bidrage til at forbedre sundhed og velvære blandt oprindelige folk?

Der er et presserende behov for, at oprindelige folk i Canada har de nødvendige institutionelle, organisatoriske og menneskelige ressourcer, der gør det muligt for dem aktivt at kritisere, deltage i og lede teknisk forskning med klare politiske implikationer. Uden disse ressourcer risikerer oprindelige perspektiver at blive ignoreret, undervurderet eller stereotyperet, især når det kommer til evidensbaseret politisk beslutningstagning. Forskning i sociologi, økonomi, politisk videnskab og, mere for nylig, oprindelige studier, har i stigende grad antaget kvantitative metoder. Derfor er det afgørende, at oprindelige forskere og samfund forstår de forskellige forskningsmetoder, herunder både kvalitative og kvantitative metoder, som anvendes af universiteter, regeringer og konsulenter. At lære disse færdigheder kan styrke selvbestemmelsen i forskning og hjælpe med genopbygning af nationer. Akademiske forskere har en central rolle i at lede denne proces, især ved at fremme relationer med oprindelige samfund og nationer, opbygge kapacitet og integrere oprindelige forståelser og tilgange til sundhed og velvære.

Det er vigtigt at understrege, at selvom det er nødvendigt at opbygge kapacitet til oprindelig deltagelse i samfundsvidenskabelig forskning, bør ikke-oprindelige metoder ikke nødvendigvis betragtes som “bedre”. Det er snarere et anerkendende af den strukturelle magt, der tildeles de akademiske metoder, som dominerer. Hvis oprindelige forskere og samfund skal understøttes i at udvikle tilstrækkelig teknisk kapacitet til effektivt at kunne modsige, deltage i eller lede samfundsvidenskabelig forskning, er det nødvendigt at forstå de førende kvalitative og kvantitative metoder. Institutionelle og organisatoriske ressourcer er afgørende i denne proces, og det er nødvendigt, at de er i stand til at håndhæve de principper, der er fastlagt af oprindelige samfund.

I canadisk sundhedsforskning har opbygning af oprindelig forskningskapacitet været en essentiel strategi for at sikre, at oprindelige folk, samfund og nationer får en stemme og bliver partnere eller ledere i forskningen. Et godt eksempel på den praktiske anvendelse af statistisk forskning er et projekt, der undersøgte oprindelige erfaringer med digital teknologi og dens indvirkning på sundhed og velvære. Projektet, der startede i marts 2014, fokuserede på, hvordan digitale teknologier, især online afstemning, påvirker oprindelige samfunds deltagelse og selvbestemmelse. Dette forskningsprojekt var baseret på langvarige samarbejdsrelationer med oprindelige samfund og inddrog centrale aktører på tværs af regerings-, privat- og nonprofit-sektorer.

Projektet var delt op i flere faser og fokuserede på samfundsdreven forskning, hvor det var oprindelige folk, der stod for at generere viden om deres egne erfaringer. Gennem samarbejde med samfundene i Whitefish River First Nation og Wasauksing First Nation samt Tsuut’ina Nation kunne forskerne udvikle en fælles forståelse af, hvordan digital teknologi kunne forbedre samfundenes deltagelse i beslutningstagning. Hver undersøgelse blev co-designet med samfundene, og det var afgørende at sikre, at forskningen afspejlede deres præferencer og etiske overvejelser. Dette inkluderede godkendelse af etiske retningslinjer fra både universiteter og samfundene samt aftaler om deling af data.

De statistiske data, der blev indsamlet, bidrog til at forstå styrker og svagheder ved internettet som stemmesystem og digital teknologi generelt. Projektet viste, at digital teknologi kan fremme deltagelse i nationens genopbygning og støtte sundhed og velvære i oprindelige samfund. Desuden gav det indsigt i, hvordan teknologiadoption kunne påvirke samfundets sundhed på både individuelt og kollektivt niveau.

Det er vigtigt at forstå, at statistisk forskning kan bidrage til at stereotyper og stigmatisere oprindelige folk, hvis den ikke er følsom over for deres behov og kontekst. Derfor bør styrkebaseret og løsningsorienteret forskning anvendes som en alternativ tilgang, hvor fokus ligger på oprindelige folks egne styrker og deres aktivering i forskningen. Forskere skal være ansvarlige og tage højde for oprindelige samfunds perspektiver og viden. Denne tilgang bidrager ikke kun til en bedre forståelse af deres sundhed og velvære, men til en mere retfærdig fremtid for oprindelige folk.

Styrkebaseret forskning understøtter forskere i at tage de nødvendige skridt i forhold til eksisterende etiske retningslinjer og gode praksisser. Et væsentligt mål er at prioritere oprindelige stemmer i forskningen, da oprindelige folk er de primære interessenter i forskningen om deres samfund. På denne måde kan forskning, der tager oprindelige perspektiver i betragtning, skabe et fundament for et mere retfærdigt og lige samfund.

Jak impeachment prezidenta Trumpa ovlivnil Ukrajinu a americkou politiku?
Jak správně pracovat s liniemi a inkoustem při kreslení
Jak pracovat s databází a использованиe API Loader