Hvem elsker, hvem dræber, og hvem bliver tilbage?

De skriver breve om dig, når noget som dette sker. Jeg ved, at de gør det. Alle de ting, Michael kunne have været – og alt det, han ikke blev. Den grove stemme afbrød hende hårdt og bevidst. Du ser vel, hvorfor jeg ikke lod dig gå foran juryen? Du bliver sådan her, alt for oprørt, og du lyder, som om du selv kunne have dræbt nogen. Gør det roligt. Du gør det dér i retten, og du bygger D.A.’ens sag for ham. Lad os i det mindste tvinge ham til at arbejde en smule.

Hun så på ham med en stille, næsten konstrueret værdighed. Kvinder spiller uskyldige ofre bedre end mænd, tænkte Laura. De ser dramaet i rollen. Mænd ser kun uretfærdigheden, og de hyler. Han sagde: Jeg tror, du kunne have gjort det. Jeg er ret sikker på, at du ikke gjorde det. Men jeg er aldrig helt sikker på noget. Det må være sørgeligt. Nej, det har holdt mig fra at blive gift, slået ihjel eller ekskluderet. Det er kun sørgeligt, hvis du tror, at der findes én eneste sikkerhed i verden, som du skal blive ved med at lede efter. Ellers holder det meget godt.

Det er ved at blive en ganske moderne tanke, sagde han. Tidligere skrev folk bøger om kvinder, der sov med ismanden, fordi de flød over af kærlighed til menneskeheden og måtte starte et sted. Nu er det omvendt. Nu har alle ondt af kvinden, der ikke kan elske nogen. Nu sover hun med ismanden for at ødelægge sig selv. Det gør ikke den store forskel for ismanden. Under alle omstændigheder ville jeg ikke føle mig alt for dårlig tilpas over ikke at have elsket din mand. Han elskede dig ikke.

Hun vendte sig mod ham så hurtigt, at hun ramte en af roserne med foden. Det er ikke sandt. Michael elskede mig. Hvis han elskede noget i verden, elskede han mig. Han sagde det til mig dusinvis af gange hver dag. Det skræmte mig, for jeg vidste, jeg ikke fortjente den slags kærlighed. Jeg advarede ham mod at elske mig så meget. Den bløde stemme var blevet højere, og det smalle ansigt helt blegt. Sig aldrig, at Michael ikke elskede mig. Du ved ikke alt om Michael. Eller om mig.

Hun stod stille, hænderne knyttet mod siderne, og bad ham være tavs. Hun ville blot stå der et øjeblik. Hendes hoved var bøjet, hænderne nu åbne og bevidste om deres egen nyttesløshed. En vind løftede en løs lok af hendes hår, men hun rørte den ikke. I det øjeblik var al hendes sensualitet væk. Hun kunne have været en nonne ved vesper. Selv den tunge mand virkede et øjeblik imponeret.

Laura betragtede hendes læber forme Michaels navn og tænkte, Michael’s Sandra, du er en hykler, og du kan lige så naturligt være en morderinde. Jeg håber, du er det. Tilgiv mig det, og tilgiv min misundelse over de gyldne linjer i dit ansigt, men jeg håber, og fordi jeg håber, tror jeg, at du dræbte din mand. Jeg har intet imod dig som person, bortset fra at du måtte advare en mand mod at elske dig for meget. Det virker som et spild af ressourcer. Jeg, med mit lige og kedelige hår, der dansede som Washington-monumentet, kan kun håbe, du forstår.

Laura blev tilbage. Hun havde egentlig planlagt at besøge sin egen grav, ikke Michaels. Men hun ville ikke følge dem. Hvad skulle hun med de levende? Hvis hun gjorde det, ville hun aldrig glemme livet, aldrig få lov at sove. Hun var nødt til at holde op med at se på levende ting, selv myrens hastværk var forræderi, selv mælkebøtten bedrag og forførelse. Døde har intet med mælkebøtter at gøre. De døde ønsker ikke. Hun måtte gå til sin egen grav og lægge sig igen.

Vigtigt er det at forstå, at kærlighed og skyld ikke nødvendigvis kan adskilles i menneskets forestillinger. Når en person bliver anklaget, opstår en slags teater, hvor rollerne – offer, morder, vidne – blandes, og hvor den ydre opførsel ofte vurderes strengere end selve handlingen. Læseren må også overveje, hvordan døden ikke blot markerer en afslutning, men fungerer som et spejl, hvori de levende ser deres egne motiver og masker. Det er netop i dette spejl, at spørgsmål om skyld, selvbedrag og længslen efter at blive set uden masker træder tydeligst frem.

Er kærlighedens styrke stærkere end døden?

Der var en mærkelig ro på kirkegården, som om selve luften ventede på et tegn. To tynde vinger af jord bredte sig ud fra graven som åbne arme, mens arbejdet fortsatte i tavshed og pludselige udbrud af anstrengelse. Spaderne gik ned i jorden igen og igen, næsten hektisk, uden tid til at trække vejret. De fire mænd skiftedes, to med bare hænder og blanke pander, to andre drikkende sparsomt af et nærliggende vandrør. Der var noget rituelt over det – som en mineoperation udført uden forståelse for dens egentlige mål.

Michael betragtede scenen uden at blinke. Hans stemme var dæmpet, men ikke uden ironi. Han talte om rationalisering før handling, om at ville eje et halvtimes kærlighed, fordi det var alt, han kunne få. Laura svarede stille, som om hun allerede kendte svaret. Hun accepterede hans vilkår, men mellem ordene lå en kamp, der var større end begge. For mens mændene gravede, var det ikke blot jord de flyttede – det var også tiden, som gled væk, sten for sten, spadestik for spadestik.

En fugl talte, som om det var det mest naturlige i verden, og nævnte Mount Merrill – et navn så ubetydeligt, at det blev betydningsfuldt. Et sted, hvor Yorkchesters forladte blev sendt hen. Michael reagerede ikke, som om selve lyden af navnet ikke kunne nå ham. Han sagde, at det ikke betød noget, at hans afgang kun efterlod Laura tilbage. Alt andet var allerede forladt, længe før kroppen blev flyttet. Som et rødt sekunds glød efter en slukket lampe, beskrev han deres venskab – kortvarigt, men intenst.

Så styrtede gravstenen. Uden lyd, uden advarsel, gled den som en forglemt tanke ned i hullet. Selv jorden syntes hul under dens fald. Laura reagerede som om stenen havde ramt hende, og Michael betragtede scenen med en mærkelig form for forundring. “Som en kuffert der smækker i,” sagde han. “Meget symbolsk. Selv stenen råber.” Det var som om selve navnet – Morgan – blev begravet sammen med stenen. Michael sagde, at alle burde have en sten med navn og datoer, for uden det opløses identiteten. Kroppen er ligegyldig, men stenen gør døden virkelig.

Laura protesterede, hendes stemme barnlig og gammel på én gang: “Det er ikke retfærdigt.” Michael svarede mildt, at ingen havde gjort det mod ham, at han engang selv havde ønsket dette. Men hun nægtede trøsten. Hun nægtede at gøre sin kærlighed lille. Hun ville ikke have en perfekt, afmålt halvtime. Hun ville have alt, selvom alt var umuligt. Hendes stemme var ikke længere spøgelsesagtig. Den var menneskelig, stolt, sulten.

Hun vendte sig mod Mr. Rebeck, krævede et svar. “Er det uåndeligt at ville have mere? Er det forkert at ønske?” Han vidste ikke, hvad han skulle svare, men han så en kvinde foran sig, ikke et væsen uden kød og blod. Han svarede nej. Der findes en slags kærlighed, sagde han, der kun kan ødelægges af fuldbyrdelsen. Hans ord hang i luften som støvpartikler over en åben grav.

Hvad sker der, når hjælpen ikke kommer?

Laura var på sine knæ foran ham. Han kunne ikke bære at se det. Hans blik flakkede, og han udstrakte sin hånd mod hende, vel vidende at det var forgæves, men han håbede stadig, at hun ville rejse sig. "Laura," sagde han, altid glad for at sige hendes navn, "venligst rejse dig, Laura. Jeg ville hjælpe dig, hvis jeg kunne. Jeg har prøvet, men jeg kan ikke passere porten. Jeg har forsøgt. Laura, hør på mig." Men hun svarede ikke, hendes hoved var stadig bøjet mod jorden. Han havde prøvet, men kunne ikke, og det var som om hendes stilling, hendes fuldkommenhed i lidelsen, afslørede, hvor lidt han kunne gøre.

"Jeg kan ikke hjælpe dig," sagde han, og ordene lød tomme i den stille luft. "En mand kunne hjælpe, men jeg er som Michael og som dig. Der er ikke noget, der kan skade mig på samme måde, som det skader et menneske. Men der er heller ikke noget, jeg kan gøre. Jeg kan ikke gå igennem porten og tage dig med til Michael. Det er som at gå ind i vinden. Du tager det samme skridt igen og igen, og lidt efter lidt bliver du pustet væk fra dit mål."

Han vendte sig bort, uden at se hende rejse sig. Hun var væk. Kun lyden af hendes stemme kaldte på Michael, som en håbløs, men udholdende længsel. "Michael, vent på mig!" Hendes ord flød hen over hans sind, og han kunne ikke undslippe indtrykket af, at hun ville nå frem til ham, selvom han aldrig ville kunne følge hende.

Han vidste, hvad der måtte gøres, og hvorfor han ikke kunne gøre det. Hvad kunne han sige til hende? Hvorfor havde han ikke hjulpet, da hun havde bedt om det? Var det ikke hans opgave at finde et ord, der kunne trøste? Men i sin egen usikkerhed havde han intet ord at give. "Jeg kunne ikke hjælpe dig," sagde han igen, som en forsvarsmekanisme mod hans egen svaghed. "Skulle jeg have lovet dig noget, jeg ikke kunne holde? Jeg måtte erkende, at jeg var den forkerte til at hjælpe dig."

Han følte sig ikke som den stærke, han havde håbet at være, og han havde intet, men sin egen mangel på evne. Dette var ikke en lektion om, hvordan man kunne løse andres problemer, men en smertefuld erkendelse af menneskelig utilstrækkelighed.

I sin ensomhed og træthed tog han skridt tilbage mod det gamle gravsted, den tomme grav, hvor håb ikke kunne plantes. Det var som om han og Laura delte en skjult kendsgerning om livets grænser, men det var et mysterium, de begge måtte bære på alene.

Laura var kun et menneske, ligesom ham, og ingen af dem kunne være "den rette", der kunne redde den anden fra den skæbne, de var tvunget til at møde. Dette var det centrale tema i deres møde, i hendes bøn og hans nederlag. Det var ikke nødvendigvis et spørgsmål om hvad de kunne gøre, men hvad de ikke kunne.

Man kan ikke altid redde den anden, og det er måske netop denne erkendelse, som gør os mere menneskelige. Hvis vi accepterer vores egen hjælpeløshed, bliver vi i stand til at forstå dybden af, hvad det betyder at være menneske. Vi finder trøst ikke i de handlinger, vi kan udføre, men i erkendelsen af, at vi ikke er alene i vores hjælpeløshed. Og det er i denne forståelse, at der kan opstå en dybere form for medfølelse – ikke en, der forsøger at løse andres problemer, men en, der bare erkender dem.

Endtext

Hvordan håndterer vi tabet af menneskelighed efter døden?

Det kan synes som galskab, at søge selskab i en verden, hvor alle omkring én langsomt driver bort, og hvor deres behov for kontakt forsvinder. Det er dog netop denne periode, hvor sjælene ikke længere har behov for andre, som giver en sær form for trøst. Mange har tilbragt deres liv med at undgå at være afhængige, og netop derfor er deres frigørelse fra behovet for andre en slags befrielse. I denne tilstand bliver man ikke længere menneske i traditionel forstand, men en slags skygge eller aftryk af, hvad man engang var.

Det er her, et menneske som Mr. Rebeck træder ind som en ledsager, en slags borgmester i en mørk by, der oplyses af en enkelt natlampe eller lanterne i en mørk gade. Han fungerer som en ven, der kan tilbyde midlertidig selskab i en verden, hvor livets konventioner ikke længere gælder, og hvor det at være menneske langsomt mister sin betydning. Dette selskab varer kun så længe, den afdøde holder fast i sin menneskelige identitet og ønsker at bevare den. Når denne tilknytning svinder, falder man ud af menneskets form og går videre.

Der er en dyb sorg og en ironi i at være fanget mellem liv og død, hvor minder om tidligere liv begynder at smuldre. En følelse af tab og forvirring, når velkendte referencer som litteratur, egne fagområder eller personlige erfaringer bliver til fremmede elementer. Mødet med glemsel og uundgåeligheden af at give slip på alt, hvad der definerede én, er skræmmende. Her træder forsvarsmekanismer i kraft, såsom at opfinde eller skjule uvidenhed, for at bevare en rest af selvrespekt eller menneskelig identitet.

Det er også vigtigt at forstå, at det at være dødelig ikke blot handler om selve døden, men om hele den proces, hvor man langsomt mister evnen til at identificere sig som et levende menneske. Mødet med ens egen død er ikke kun et fysisk tab, men et eksistentielt tab af selvforståelse og bevidsthed om tilhørsforhold. Der er en dualitet i at ville bevare menneskeligheden, samtidig med at man må give slip på alt det, der gjorde én til menneske.

Den erfaring kan sammenlignes med at være fanget i et limbo, hvor man ikke længere kan følge dem, der er gået videre, men stadig ikke er frigjort. Det understreger betydningen af selskab, af en form for menneskelig kontakt, selv når denne kun er midlertidig og uden fysisk grundlag. Denne kontakt bliver et modtræk mod ensomhed og afmagt, en påmindelse om, at menneskelighed også rummer relationer og følelser, selv når det fysiske liv er slut.

Man må forstå, at i denne overgangsfase, er tabet ikke kun det fysiske liv, men også sproget, erindringen og evnen til at forbinde med det kendte. Dette tab sker langsomt og uundgåeligt, og det er en naturlig del af at glide videre. Den menneskelige trang til at bevare identitet og bevidsthed er dog dybt forankret og kan give både trøst og smerte. Samtidig minder det os om livets skrøbelighed og værdien af at være til stede, mens vi lever.

Endvidere bør man erkende, at processen ikke blot er individuel, men også social. Døden forandrer relationerne, og hvordan vi som levende forholder os til mindet og den fortsatte eksistens af dem, der ikke længere er blandt os. At forstå denne mellemtilstand kan skabe større indsigt i sorg, afsked og accept af livets endelighed.