Hvordan Teknologi og Effektiv Altruism Kan Være Blinde for Vigtige Menneskelige Kvaliteter

Med den globale sammenhængskraft og den næsten øjeblikkelige kommunikation, som internettet giver os, kan vi se ind i livene på næsten hvem som helst i verden. Vi har adgang til webcams og direkte beskeder, og denne 21. århundredes teknologiske syn er som at se verden gennem et meget sofistikeret teleskop. Når vi ser på andre mennesker på afstand, ved hjælp af teknologi, bliver nogle ting meget tydelige, men vi mister også andre. Denne dikotomi mellem, hvad vi ser klart, og hvad vi ikke ser, er afgørende, når vi taler om global velgørenhed og især det nyere fænomen effektiv altruism (EA), der sigter mod at bruge evidens og fornuft til at gøre velgørende donationer mere effektive.

Dette fænomen er en af de væsentlige udfordringer ved effektiv altruism, især når den bliver anvendt som et universelt værktøj til at tackle alle sociale problemer på en ensartet måde. Problemet med denne tilgang er ikke nødvendigvis ønsket om at gøre godt, men den måde, hvorpå man abstraherer fra den individuelle og lokale virkelighed. EA har tendens til at overse de epistemiske og motivationsmæssige realiteter for dem, der er "hjulpet". Forståelsen af disse realiteter kan gøre os opmærksomme på de iboende problemer, der opstår, når vi forsøger at løse globale problemer gennem aggregater og standardiserede metoder. Effektiv altruism reducerer menneskelige handlinger til noget, der kan måles, vejes og optimeres, men glemmer ofte, at mennesker er drevet af mere end bare rationelle beregninger og måling.

Der er en tendens til at overkorrektion i denne tilgang, en hvad man kunne kalde "hyperopi", som indebærer, at man ser alt gennem et objektivt, datadrevet prisme. I stedet for at forstå de menneskelige følelser, handlinger og kulturelle forhold, der gør, at mennesker handler på en bestemt måde, forsøger man at standardisere og kontrollere udfaldet gennem statistikker og evidensbaserede metoder. Det er her, at moralfilosofien kan spille en rolle. Vi må ikke glemme de moralske følelser, som mennesker handler ud fra. Det er netop i forståelsen af disse følelser, at vi kan komme tættere på den sande natur af altruistisk handling.

Eksperimentel økonomi og især "humanomics"-tilgangen, som blev fremført af Vernon Smith og Bart Wilson (2019), giver os et værktøj til at forstå, hvad der mangler i ekspertbaserede tilgange. Ved at inddrage moralske følelser og menneskelige relationer kan vi få et mere nuanceret billede af, hvad der faktisk sker i velgørende handlinger. Et ekspertbaseret synspunkt overser de menneskelige elementer, som er essentielle for at forstå de virkelige årsager til velgørenhed, og hvad der motiverer folk til at handle på bestemte måder.

Med denne kritik af EA er det vigtigt at forstå, at velgørenhed og altruistiske handlinger ikke kan reduceres til bare evidens og effektivitet. De menneskelige forhold, der er på spil, bør ikke nedvurderes. Det betyder ikke, at vi ikke skal bruge data og forskning til at vejlede vores beslutninger, men vi skal huske på, at data aldrig kan erstatte den menneskelige følelse af medfølelse og forståelse for de faktiske liv og omstændigheder, som vi forsøger at hjælpe.

Hvordan delvis afregulering kan øge den samlede reguleringsbyrde i en blandet økonomi

I en blandet økonomi kan regeringsreguleringer ofte være sammenvævede, hvor én regulering forsøger at imødegå de negative konsekvenser af en anden. Et centralt eksempel på dette kan ses i et scenarie, hvor en regering indfører to væsentlige reguleringer, der begge påvirker bankernes adfærd. Den første regulering fastsætter et krav om, at private banker skal have en kapitalreserve på 10 procent af de aktiver, de forvalter. Den anden regulering fungerer som en "långiver i sidste instans" (LOLR), hvor regeringen træder til for at redde banker, der er på randen af konkurs, og finansierer disse redningsaktioner gennem skatter.

I tilfælde af delvis afregulering, hvor regeringen hæver den ene regulering, men beholder den anden, kan det føre til uforudsete konsekvenser. Hvis regeringen for eksempel fjerner kapitalreservereguleringen, men beholder redningsfunktionen, vil bankerne have incitament til at tage større risici. De vil vide, at de vil blive reddet af regeringen, hvis de nærmer sig konkurs, hvilket giver dem mulighed for at opføre sig mere risikabelt uden frygt for markedsstraffe. Skatteyderne vil stå for de økonomiske tab, hvilket betyder, at bankerne vil føle kun marginale økonomiske tab. I dette tilfælde, selvom reguleringen delvist er blevet lettet, vil den samlede reguleringsbyrde faktisk kunne stige, fordi balancen mellem de to reguleringer forstyrres. Den oprindelige regulering, der begrænser bankernes risikovillighed, bliver undermineret, og de risikofyldte adfærdsmønstre, som den tidligere regulering havde modvirket, får lov til at blomstre.

Et væsentligt aspekt ved denne dynamik er, at delvis afregulering ikke nødvendigvis reducerer reguleringsbyrden, som mange måske ville forvente. I stedet kan det føre til et system, hvor den økonomiske adfærd bliver mere forvrænget, og markedet bliver mindre laissez-faire. I mange tilfælde kan grupper med særlige interesser, som f.eks. banker i det beskrevne eksempel, aktivt lobbye for delvis afregulering, fordi de kan drage fordel af de lettede reguleringer, samtidig med at de bevarer en form for sikkerhedsnet. Dette er et centralt element i forståelsen af, hvordan afregulering kan fange visse interesser.

Ydermere kan innovation og ændringer i teknologi også spille en rolle i, hvorfor grupper kan søge afregulering. Når teknologi, der tidligere var beskyttet af regulering, bliver forældet, kan de regulerede virksomheder finde sig selv hæmmet af de samme regler, der oprindeligt beskyttede dem. I sådanne tilfælde kan disse grupper ønske at ændre reglerne for at imødegå den nye virkelighed, hvilket kan føre til delvis afregulering som et middel til at tilpasse sig et ændret økonomisk landskab.

Dette fænomen beskrives i teorier om reguleringsfangst, som blev udviklet af økonomer som George J. Stigler og videreudviklet af Sam Peltzman og Fred S. McChesney. Reguleringsfangst opstår, når de regulerede grupper får indflydelse på reguleringens udformning, så den i sidste ende gavner deres egne interesser fremfor det fælles bedste. Dette kan også ske i forbindelse med afregulering, hvor grupper, der tidligere har været begrænset af regulering, lobbyer for at få lettet reglerne til deres egen fordel.

Derfor er det vigtigt at forstå, at afregulering ikke nødvendigvis fører til en reduktion af den samlede reguleringsbyrde. I mange tilfælde kan det tværtimod føre til, at den resterende regulering bliver mere skadelig for økonomien, hvilket understreger kompleksiteten i beslutningen om at afregulere. Reguleringsdynamikken er sjældent lineær, og de langsigtede effekter af delvis afregulering kan være både utilsigtede og kontraproduktive. I stedet for at skabe et mere effektivt marked kan delvis afregulering forstærke de uønskede konsekvenser af de eksisterende regler og føre til øget økonomisk ustabilitet.

Hvordan Mikro-Målretning og Persondatabrug påvirker Valgkampagner

Mikro-målretning og brugen af personlige data har de seneste år været genstand for intensiv debat, især med fokus på, hvordan disse metoder anvendes til at påvirke vælgernes adfærd. Kampagner, der benytter sig af disse teknologier, sigter mod at målrette specifikke vælgergrupper med præcist designede budskaber. Men selvom virksomhederne bag disse metoder ofte hævder, at de kan sikre høj præcision og effektivitet, er der betydelige spørgsmål om, hvorvidt mikro-målretning faktisk virker i praksis.

For det første er det vigtigt at forstå, at der er en grundlæggende forskel mellem de data, som disse firmaer bruger til at identificere målgrupper, og den faktiske effekt af reklamerne på vælgeradfærd. Mange undersøgelser har peget på, at selvom målrettede reklamer kan reducere omkostningerne ved kampagner, kan de ikke nødvendigvis garantere, at de rent faktisk ændrer vælgeres adfærd. For eksempel viser undersøgelser, at reklameeffekten ikke nødvendigvis er størst blandt de politisk uafhængige eller dem med svage partiske tilknytninger, som ofte anses for at være de mest sårbare over for påvirkning. I stedet er det ofte de stærkt partiske vælgere, der reagerer mest på reklamer, hvilket sætter spørgsmålstegn ved den universelle antagelse om, at reklamer er en effektiv måde at manipulere vælgerne på.

Derudover har disse dataanalysefirmaer tendens til at supplere de offentlige data med private kilder som Facebook-profiler, personlighedstests og brugeradfærd på sociale medier. Men disse private kilder er langt mindre pålidelige, da de kun giver et fragmenteret billede af individets præferencer og adfærd. I sidste ende er der derfor ikke noget datasæt, der pålideligt kan forudsige en vægers præferencer på den måde, som mange af de store firmaer hævder.

En anden væsentlig udfordring ved brugen af sociale medier i politiske kampagner er, at platformenes egne algoritmer spiller en central rolle i at identificere og engagere vælgere. For eksempel anvender både Cambridge Analytica og Revolution Messaging algoritmer fra platforme som Facebook, Instagram og Twitter til at finde vælgere med bestemte træk. Men disse algoritmer er ofte langt fra perfekte og kan resultere i en skæv målretning, hvor nogle vælgere bliver overset, og andre får for meget opmærksomhed. Dette gør, at selv de mest sofistikerede digitale kampagner kan have begrænsede resultater.

Endelig er det vigtigt at forstå, at mens mikro-målretning og dataanalyse kan virke som en effektiv metode til at målrette vælgere med præcise budskaber, er der betydelige usikkerheder omkring, hvordan og i hvilken grad disse metoder faktisk påvirker valgresultaterne. Der er stadig stor tvivl om, hvorvidt disse kampagner virkelig har den ønskede effekt på vælgerne, og om de ændrer adfærd på en meningsfuld måde.

Det er vigtigt at erkende, at selvom mikro-målretning og psykologisk målretning er blevet hyldet som banebrydende teknologier, er deres succes langt fra garanteret. Det er en kompleks og usikker proces, der afhænger af mange faktorer, herunder dataenes kvalitet og den specifikke kontekst, hvori kampagnen finder sted. For vælgerne betyder det, at de ikke nødvendigvis er så sårbare som mange medier og politikere måske antager. Samtidig understreger det behovet for en mere kritisk tilgang til, hvordan data anvendes i politiske kampagner og valgprocesser.

Hvordan Marxismens syn på vækst og teknologi kan forvride løsninger på klimaændringer

Denne idé om “degrowth” (tilbagegang) er blevet en populær doktrin blandt mange på venstrefløjen, især i forbindelse med miljødebatten. Ifølge Saito og hans ligesindede er den uendelige vækst under kapitalismen en af de primære årsager til den klimakrise, vi står overfor i dag. Det er dog vigtigt at forstå, at det grundlæggende problem med denne tankegang ligger i dens forståelse af både vækst og teknologi.

For Saito og mange i den marxistiske tradition er vækst og teknologi noget, der i sig selv forværrer udnyttelsen af arbejdere og skaber øget ulighed. Derfor bliver løsningen ifølge dem at reducere både produktion og forbrug. Men denne tilgang overser den virkelige løsning på klimaændringer – nemlig at skabe og implementere lavemissions-teknologi, der kan forandre produktionsmåderne, uden at der er behov for at reducere de levestandarder, som millioner af mennesker har kæmpet for at opnå. Den slags innovation er præcist, hvad vi har brug for, hvis vi vil opnå net-zero emissioner.

Samtidig er der en dobbeltmoral i det marxistiske syn på økonomisk tilbagegang. I teorien skulle en post-kapitalistisk økonomi gøre arbejderne lykkelige ved at reducere forbruget af materielle varer og omfavne en mere “tilstrækkelig” livsstil. Saito foreslår, at mennesker, der i dag lever med en årsindkomst på $60.000, ville være lykkeligere med en indkomst på $15.000. Dette synspunkt overser de materielle behov og ønsker, som mange mennesker har – især dem i udviklingslande, som kæmper med at opnå selv basale livsstandarder. Det er en form for idealisme, der ignorerer de virkelige, praktiske problemer, som folk står overfor i dag.

Endvidere er et af de mest problematiske aspekter ved denne tankegang, hvordan Marxismen – på trods af dens dybe kritik af kapitalismen – undgår at anerkende de faktiske forbedringer, som kapitalismen har bragt for millioner af mennesker. I USA har produktiviteten for eksempel været ni gange højere de sidste 120 år, mens arbejdernes levestandard også er steget markant. Det er ikke et resultat af en “dygtig udnyttelse af arbejderen” – det er et resultat af kapitalismens evne til at forbedre arbejdsforhold og produktivitet. Denne simple realitet er en af de vigtigste grunde til, at der ikke har været nogen revolutioner, som Marx forudså.

Selv om Marx og Saito ser kapitalismen som den drivende kraft bag overforbruget og uretfærdigheden i samfundet, overser de, at markedsøkonomier og innovation i virkeligheden har forbedret livskvaliteten og reduceret fattigdom i stor skala. Kapitalisme, for alt sin fejl og sine uligheder, har i sidste ende bidraget til, at millioner af mennesker har fået en bedre livskvalitet.

Det er derfor nødvendigt at forstå, at kampen mod klimaændringer ikke kan forveksles med en simpel kamp mod vækst. I stedet kræver det innovative løsninger, der gør det muligt at opnå økonomisk vækst samtidig med, at vi reducerer vores miljøpåvirkning. Et tilbagegangs-synspunkt som det, Saito promoverer, ignorerer de komplekse realiteter i både den økonomiske og teknologiske udvikling, som er nødvendige for at tackle de udfordringer, verden står overfor i dag.