Hvordan statistikker og oprindelig viden kan sameksistere: En ny tilgang

I den akademiske verden er der stadig en udbredt opfattelse af, at statistik og oprindelig viden er uforenelige. Dette synspunkt er blevet diskuteret og udfordret i mange år, men det er fortsat en holdning, der findes i store dele af den oprindelige forskningsverden. For eksempel er statistik sjældent en del af kurser om oprindelige forskningsmetoder, selvom disse kurser ofte udgør en grundlæggende del af undervisningen på både bachelor- og kandidatniveau indenfor oprindelige metodologier. Når statistik bliver diskuteret i sammenhæng med oprindelige forskningsmetoder, bliver den ofte kritiseret for sine positivistiske påstande om rationalitet og objektivitet.

For oprindelige samfund har data altid spillet en central rolle i deres selvforståelse og organisering. Spørgsmålet om, hvem der ejer og kontrollerer data, er derfor af enorm betydning. Oprindelige samfund har ofte været udsat for kolonial udnyttelse af deres viden og ressourcer, hvilket har skabt en skepsis overfor moderne dataindsamlingsmetoder. Alligevel er der voksende forståelse for, at korrekt indsamlet og forvaltet data kan være et redskab til at opnå politisk og social selvbestemmelse.

I denne kontekst er begrebet "data suverænitet" blevet et centralt tema. Data suverænitet refererer til rettigheden for oprindelige folk til at kontrollere og beskytte de data, der vedrører deres liv, samfund og kultur. Det indebærer ikke blot at have adgang til data, men at kunne styre, hvordan de indsamles, hvordan de anvendes, og hvordan de opbevares. Dette er et svar på den historiske udnyttelse af oprindelige samfunds data af både koloniale og moderne statslige aktører.

Desuden er det vigtigt at forstå, at data suverænitet ikke blot handler om beskyttelse af data, men også om hvordan data kan bruges til at styrke oprindelige samfunds positioner i det politiske og økonomiske landskab. Data kan fungere som et magtfuldt værktøj i kampen for at fremme oprindelige samfunds interesser og rettigheder. For eksempel kan oprindelige folk bruge data til at dokumentere deres økonomiske forhold, sundhedstilstand, uddannelsesmæssige niveauer og sociale forhold, hvilket giver dem mulighed for at udarbejde målrettede politiske strategier og skabelse af initiativer, der er til gavn for deres samfund.

Et centralt element i denne tilgang er et nyt fokus på, hvordan data kan bruges til at fremme oprindelige samfunds genopbygning og udvikling. Ved at bygge et fundament af lokal viden, som er blevet styrket gennem dataindsamling og -analyse, kan oprindelige samfund opnå et mere solidt grundlag for deres egen beslutningstagning. Det handler ikke blot om at have data, men om at kunne udnytte denne viden til at skabe ændringer i samfundet og forbedre levevilkårene.

Samtidig bør man erkende, at statistikker og dataindsamling ikke er et universelt redskab. De må anvendes med forsigtighed og respekt for de samfund, de stammer fra. Data skal indsamles og behandles med en forståelse af, at den oprindelige viden, der ligger til grund for dataene, er dybt forbundet med kulturelle, historiske og sociale kontekster. Når data behandles på denne måde, bliver de et kraftfuldt redskab til at styrke oprindelige samfunds selvbestemmelse.

Det er også vigtigt at forstå, at dataindsamling og -analyse er en proces, der skal styres af de samfund, som dataene vedrører. Dette indebærer, at oprindelige folk skal være medbestemmende i alle faser af dataindsamlingen, fra design og indsamling til analyse og anvendelse. På denne måde kan data blive et middel til at styrke de oprindelige samfunds ret til at definere deres egen fremtid, fremfor blot at blive et redskab, der anvendes af eksterne aktører med egne interesser.

For at skabe et effektivt samarbejde mellem statistik og oprindelig viden er det nødvendigt at udvikle nye metoder og tilgange, der tager højde for de særlige behov og kontekster, der er forbundet med oprindelige samfund. Dette kræver en åben dialog mellem akademikere, politikere og samfundsledere, hvor der ikke blot er fokus på at "tænke uden for boksen", men på at inkludere og respektere de eksisterende videnssystemer og praksisser, som oprindelige folk har udviklet gennem århundreder.

Data suverænitet kan derfor ikke kun ses som en teoretisk idé, men som en praksis, der kræver både politisk vilje og akademisk forståelse. Det er kun gennem et tæt samarbejde, at vi kan udvikle en tilgang, hvor data og oprindelig viden kan spille en gensidigt styrkende rolle.

Hvordan statistikker bliver en kampplads: Kolonialismens indflydelse på oprindelige folks dataejerskab

Når vi taler om statistikker som et socialt felt, trækker vi på Bourdieu’s begreb om “kapital” – ikke kun økonomisk, men også symbolsk og kulturel kapital. Felter som medicin, lovgivning, kunst og, relevant her, statistik, er domineret af specifikke regler og former for viden, som kræver særlig ekspertise. Dette felt af statistik er ikke neutralt; det er i høj grad præget af de interesser og magtstrukturer, der styrer det. I konteksten af oprindelige folk, kan vi se, hvordan de statistiske felter ofte fungerer som en arena for konflikt, hvor magtfulde aktører forsøger at definere, hvad der tæller som legitim viden og hvilke data der skal anses som sande.

I statistikkens felt finder vi en kamp om, hvad der tæller som “legitim” viden. Den, der sidder på den dominerende kapital – hvad der er anerkendt som sand viden – vinder den symbolske kapital, som giver magt til at definere, hvad der er sandt, og hvad der ikke er. I en sådan kontekst bliver den oprindelige viden ofte undertrykt, og de samfund, der ejer denne viden, finder sig selv i en ulig position, hvor deres perspektiver og data ikke bliver taget seriøst.

Dette kapløb om at kontrollere viden og data er tæt knyttet til begrebet “dataejerskab”. For oprindelige folk betyder ejerskab af data ikke kun at have kontrol over, hvilke oplysninger der bliver indsamlet om deres samfund, men også at kunne definere, hvordan disse data skal forstås og bruges. Når disse samfund ikke er i stand til at have kontrol over deres egne data, kan de ikke effektivt forsvare deres rettigheder, deres kultur eller deres fremtid.

Statistikernes verden kan synes langt væk fra de daglige erfaringer i oprindelige samfund, men den er en vigtig arena, hvor disse samfund kan blive marginaliseret eller styrket. På et praktisk niveau, hvor oprindelige eksperter og politikere ikke har kontrol over hele dataindsamlingsprocessen, kan de stadig finde måder at indsætte deres perspektiv i cyklussen. Dette kan gøres ved at insistere på, at deres viden og erfaringer bliver anerkendt som en vigtig del af den data, der bliver indsamlet, og ved at arbejde for at ændre de måder, statistikker bliver indsamlet og brugt på.

Det er vigtigt at forstå, at statistikken som socialt felt ikke blot er et neutralt system, der samler og organiserer data. Den er et magtfuldt værktøj, der har potentialet til at enten opretholde eller udfordre de eksisterende magtstrukturer. Oprindelige folk, der står i en subordineret position i disse felter, skal derfor arbejde for at forstå, hvordan de kan navigere i dette system og på hvilken måde de kan udfordre den eksisterende videnproduktion. Det er i denne kamp, at dataejerskab og oprindelig suverænitet over viden bliver centrale begreber.

Endtext

Hvordan raceforhold former livet for de oprindelige befolkninger i Australien?

Raceforhold er de sociale, politiske, kulturelle og økonomiske relationer mellem forskellige racemæssige grupper i samme samfund. Disse forhold er strukturelt indlejret i samfundets opbygning og påvirker de daglige realiteter for individer samt deres livschancer. I Australien er raceforholdene især præget af relationerne mellem den Euro-australske majoritet og de oprindelige aboriginale folk, som har været til stede på kontinentet i mere end 40.000 år. Den britiske kolonisering, som begyndte i slutningen af det 18. århundrede, reducerede kraftigt antallet af de oprindelige folk, og i dag udgør aboriginale mennesker kun omkring 3 procent af Australiens samlede befolkning.

Selvom Australiens officielle politik og lovgivning har ændret sig over tid for at afskaffe de mest synlige former for diskrimination, består de dybereliggende strukturelle uligheder stadig. I stedet for at se disse uligheder som et resultat af fortsat racisme, bliver det ofte hævdet, at de er et resultat af individuelle valg og manglende evne hos de oprindelige befolkninger til at udnytte de samme muligheder som den ikke-indfødte majoritet. Denne opfattelse understøttes af politiske narrativer, der fremstiller Australien som et racemæssigt lige samfund, hvor alle har de samme muligheder, og de, der ikke lykkes, er dem, der ikke stræber tilstrækkeligt.

En af de mest udbredte politiske rammer til at tackle denne ulighed er initiativet "Closing the Gap", som blev lanceret i 2008. Målet med denne politik er at reducere forskellene i sundhed, uddannelse og beskæftigelse mellem den oprindelige befolkning og resten af befolkningen. Imidlertid viser flere års forskning og evaluering, at initiativet har haft begrænset succes. På trods af de officielle målsætninger om at forbedre livsvilkårene for aboriginale australiere, er det tydeligt, at den underliggende årsag til disse forskelle – race og racisme – ikke tilstrækkeligt adresseres i politikken.

Det er også afgørende at forstå, at raceforhold ikke kun handler om individets holdninger, men også om strukturelle uligheder, der er dybt indlejret i samfundet. Denne ulighed er ikke blot et spørgsmål om økonomiske forskelle, men også om kontrol over land og ressourcer, kulturel identitet og politisk repræsentation. Den fortsatte marginalisering af de oprindelige befolkninger er ikke bare et resultat af individuel adfærd, men er tæt knyttet til de historiske uretter, som blev begået under koloniseringens tid og de langsigtede virkninger af disse uretter.

Den politiske diskurs, som fremstiller Australien som et land uden racisme, er dybt problematisk, da den overser de systematiske uligheder, der stadig findes. Denne diskurs er med til at legitimere de privilegier, som stadig er forbundet med at være en del af den euro-australske majoritet, samtidig med at den negligerer den fortsatte undertrykkelse af de oprindelige befolkninger. Det er vigtigt at se bort fra den forenklede fortælling om, at sociale og økonomiske problemer kan løses gennem individuelle valg og i stedet forstå, hvordan disse problemer er forbundet med dybereliggende strukturer af racisme og magtforhold.

Raceforholdene i Australien er derfor ikke kun et spørgsmål om at forbedre socioøkonomiske forhold for aboriginale mennesker. Det er nødvendigt at forstå den racebind, som definerer forholdet mellem den oprindelige befolkning og den ikke-indfødte majoritet. Dette bind er et selvforstærkende system, hvor de oprindelige befolkningers nederlag og underordning bliver opretholdt gennem politiske, økonomiske og sociale systemer, som er designet til at favorisere den ikke-indfødte befolkning.

Denne forståelse er essentiel for at kunne arbejde mod en mere retfærdig fremtid, hvor de oprindelige befolkningers rettigheder og værdighed anerkendes i hele samfundet. Udfordringen ligger i at bryde den eksisterende racemæssige hierarki og skabe en social orden, hvor alle mennesker, uanset deres oprindelse, har lige muligheder for at udfolde deres potentiale.