Hvad skete der, da Reck fandt Doc Shanley?

Reck var kommen for at slå et slag ind til en patient, men hestens skeletynede grå stod løst i den lille fold bag huset. Han sprællede i sadlen, den åbne bagdør hængte på klem. Noget spændte hans nerver; han kunne ikke bestemme, om det var et fremmed lydindtryk eller et instinkt. Med pistolen trukket sneg han sig ind i huset og stod i det mørke køkken. Et øjeblik overvejede han at tænde en lampe, så droppede han det. “Doc,” kaldte han sagte. Kun stilhed svarede.

Han tænkte, at Doc havde gjort det af sig selv. At manden, som aldrig kunne bære sin skam over en nat i flasken, endelig havde trukket vejret sit sidste for at undgå sig selv. Men så ramte en lyd hans øre — et andet, fremmed skift, som ikke hørte til huset. En kold tanke bredte sig: døren til det skab, hvor Tay Gillis engang havde gemt sig, stod på klem. Han bevægede sig langsomt mod gangen, spillede roligt som for at gå ud. Så vendte han sig brat, træk pistolen op, og en mand sparkede skabslågen op, råbende: “Få ham, Luke!”

I et øjeblik var alt klart; han stod i et krydsild. Han forstod straks, at de havde myrdet Doc Shanley. En mand affyrede først — et smalt, stramt ansigt lyste i pistolglimtet — glas knuste, skud mod køkkenvinduet. Reck pressede sig mod væggen, skød to gange mod manden i døren; manden sank sammen med et dump, et legemligt svar på to kuglers arbejde. Et løb i gangen havde skjult ham et øjeblik, men så kom endnu en mand ind fra stuen, kaldte “Blacky!” og hylet i stemmen tvang Reck til at skyde igen. Han ventede, lyttede til fjerne stemmer langs vejen; en enkelt skudlyd i Apache rejste ikke straks nysgerrighed, men flere ville tilkalde mængden.

Frontdøren revnes op; en mand styrtede ned ad trinene. Reck sprang ud på verandaen, affyrede et skud, men manden svigtede, forsvandt bag husets hjørne. Skygger samlede sig i mørket omkring huset. En lygtemand kom pludselig rundt om en skurkrog, barrikaderede et gevær — Reck ramte mandens hatkande med pistolens nordiske kant, manden faldt, og lanternen gik i stykker. Skud flænsede natten bag ham. Hestens løsdrift blev brudt af et fladskud, Reck kastede sig fra sadlen, rullede i det varme støv og hørte hestens voldsomme karambolage mod en højbaler. Støv og støvler nærmede sig — mænd med hævn i øjnene.

Han kunne være blevet, søge efter den skjulte Luke i krattet, men han var Reck Corstain; i Apache ville mængden lynsnart hænge ham uden rettergang. Han sprang op, red ud i de stille gader med hatten trukket ned i skyggen og mødte en kvinde på en bagtrappe — “Nogle fulde pralede,” sagde han, stemmen neutral. De andre troede på fulde sjover. Han lod som ingenting, gled ind i mørket bag Bulwar’s Saloon, rystede, rullede en cigaret men lod den falde — en match var en invitation.

Hvem er den mand, der ligner ham selv?

Reck stands stille foran Corstain‑villaens store dør, en blytung fornemmelse i maven som om en ukendt vægt trak ham ned mod jordens midte. Frygtens kolde hånd kneb hans lår; han huskede skuddet i vognen, den højlydte enkeltstående lyd som havde åbnet døren til en gammel rædsel. Han gik op ad den brede sti uden at skille sig af med billedet af Ivis: hendes smil, øjnene — en dyb blå, som nu syntes at gløde af bøn og frygt på én gang. Inden han trådte ind i stuen var han is igen; hver fiber i kroppen ventede på et nyt slag.

Stuen var halvmørk, gardinerne trukket for. Et par støvlede fødder stak frem fra en vinkel i gangen — Sandy Hillard. Blodet havde gjort et brunt aftryk på tæppet. Et øjeblik var Reck alene med den fortættede stilhed, så glimtede Ivis i lænestolen borte ved vinduet, hænderne knuget, så skrækslagne at selv hendes øjnes blå var blevet hård som glas. Zoe stod stiv som en planke, øjnene store, en indre rysten læste sig langs læberne.

Ordene fra Old Sam hvæsede gennem rummet som en dom: »Han kom tilbage. Jeg håbede han var død. Men—« Et gardin røg til side og afslørede en mand af samme statur som Reck: mørkt smil, uplettede træk, det perfekte modstykke til Recks ar og brudte næse. Den fremmede beholdt et hånligt drag over ansigtet, pressede tønden mod Ivis' tinding og talte med en ligefrem ondskabsfuld lystighed, om fortidens svig, om stjålne barndomsroller og om en hjemkomst, der skulle gøre krav på alt.

Reck bevægede sig langsomt, hvert skridt målt som på en knivsæg. Han lod hammeren falde på sin revolver, lod den synke ned i det bløde tæppe — et skjult signal om afvejning. Den fremmede kørte fortidens knive rundt i ordene: San Diego, Hermosillo, en sarkastisk beretning om bytte og svigt. Når han talte om Zoe, blev stemmen smal og snerrende; ejerskab var en patina over hans grusomhed.

Midt i optrapningen lå den kølige, juridiske detalje som en trussel med eget liv: kontrakten med Nevada Central, en bestemmelse så fin i sit ordelag at hele fremtiden for dalen hang på formuleringen — toget skulle selv ankomme under egen kraft inden midnat. Det var en døgnfrist og et spørgsmål om ord, en måde at programmere skæbne på gennem papir. Den fremmede lo af formler; Reck smilede isende, men øjnene målte muligheder. Noget var sprækker i aftalen, et råddent hjørne som kunne åbne sig og lade andres hænder gribe ind i legemet af planer.

Samtalen blev til et spil om identitet: hvem var den mand, der kaldte ham Jim Bryan? Hvem havde forsøgt at tage hans skjebne ved hånden og hænge den til skue? Reck holdt fast ved en kølig arrogance — en stilhed der var et våben. Selv ved synet af pistolen ved Ivis' tinding svandt hans stemme ikke; den foldede sig ud i sarkastiske kommentarer, i antydninger om løgn og modstand. For ham var ikke kun hævn på spil, men noget bredere: retten til at blive genkendt, retten til at få sin historie tilbage.

Tilføjelser der bør indsættes for at fuldende kapitlet: et kort kronologisk overblik over Recks sidste kendte perioder — hvilke byer, hvilke nøglerelationer (Trancas, Pete DeSand, Jube Canavan) — for at læseren kan følge brudstykkerne af hukommelsen. En præcis gengivelse af kontraktens formulering om »tog ankommer under egen kraft inden midnat« med juridisk forklaring på, hvordan en sådan bestemmelse kan omgås; eksempler på mulige tekniske fortolkninger (lokomotivets definition, magttransport, tredjepartsmanipulation). En udvidet psykologisk skildring af Ivis og Zoe: deres indre motivationer, hvordan frygt og loyalitet former deres ansigtsudtryk og kropssprog i nuet. En kort sceneopmåling af huset (indgangsparti, gang, stue, gardiner, placering af møbler) der lader forfatteren foretage dramatiske forflytninger uden at miste overblik. Et par linjer med sanselige detaljer — lugten af krudt, metallisk blod, gardinernes stof mod fingrene — til at intensivere nærværet. En note om temaet identitet og dobbeltgængeri, der forbinder Recks ar med den fremmedes umærkelige helhed, for at læseren kan forstå konflikternes symbolske lag. Og endelig et forslag til alternativer i handlingen: korte forløb hvor Reck forsøger list frem for konfrontation, eller hvor kontrakten udfordres gennem sabotage af spor eller tidsindstilling — begge muligheder åbner for andre moralske og narrative konsekvenser.

Hvordan påvirker fortidens skygger vores nutid?

Han ønskede ikke at mindes. Købte en billet til Frisco-stagen og ventede med stigende utålmodighed på afgangstiden. Sent på eftermiddagen fangede hans blik et skilt: rødt og hvidt med et billede af en dansende pige – Tivoli. Med vilje havde han undgået at lede efter Ivis, men et halvt dusin whiskyer havde skyllet hans fornuft bort, og i hans svækkede tilstand virkede alkoholen usædvanligt stærk. Kun én kunde sad ved den lange bar, og bagvæggen var domineret af en optrædende scene. Et trommesæt og en kornet var fastgjort til et firkantet klaver med en tung kæde. Tivoli havde tydeligvis ikke tillid til sine gæster.

“Hvad tid kommer pigerne?” spurgte Reck den skaldede og svedige bartender. “Klokken seks, ven,” blinkede han til den høje, magre mand, der lænede albuerne mod bardisken. “Vores piger her synger kun. Vil du have den anden slags, prøv Madam Cocteaus. Sig, at Fred sendte dig, så får jeg en cut.” “Jeg tager sangpigerne,” sagde Reck og bestilte en drink. Efterhånden som whiskyen lagde en bomuldsagtig tåge over hans syn, hørte han en dør smække i en mørk træbeklædt korridor i barens ende. Ivis Drakes vrede stemme steg op til ham: “Det var slet ikke sådan, hr. Tooney!”

En mands stemme, tung af insinuation, sagde: “Du har vel ikke været i denne forretning længe. I går tog jeg dig med hjem. I dag, da du skulle finde nyt sted, kom du til mig. Jeg troede, du så på mig med velvilje.” “Jeg kom her for at øve sange,” sagde Ivis. “Jeg – jeg troede ikke, det ville ende sådan. Jeg vil stoppe, hr. Tooney.” Reck vendte sig om og så hende i korridoren, høj, med skuldrene trukket tilbage. Hun bar en grøn kjole, der fremhævede de kobberrøde hårs snoede lokker.

Reck skubbede sin bunke af ligkister til side og gik gennem den store sal, hvor en høj mand stod over for pigen. En lysekrone lyste korridoren op, og Reck kunne se mandens aristokratiske træk i det gule skær. Fred, den fede bartender, greb en savtakket poolkø og fulgte med ham langs baren. “Reck!” Det var Ivis, der hørte skridtene. Hun vendte sig, hendes mørkeblå øjne skarpe af bekymring. Hun forsøgte at gribe fat i hans arm, men han rystede hende af sig, så hun snurrede mod et bord, og hendes røde hår faldt løs.

Vreden klarede hans sind, og han så, at han var gået i en fælde. Den fede bartender var lidt bag ham, og byttede poolkøen ud med en savtakket shotgun. Tooney, stadig med hånden under frakken, virkede til at more sig over situationen. Pludselig, da Reck stod direkte under lysekronens skær, mistede Tooney sit smil. Han stirrede længe på den høje mand. Så hævede han begge hænder som for at vise, at han ikke ønskede ballade. “Jeg har taget fejl,” sagde han blidt. “Hvis du holder så meget af denne pige, at du vil kæmpe, har jeg åbenbart misforstået hende.”

Reck holdt øje med ham, klar til at gribe pistolen, hvis Tooney lavede en bevægelse. Men manden mistede pludselig det hånende smil og virkede fredelig. Det forvirrede Reck og gjorde ham forsigtig. Tooney var en mand, der klædte sig pænt, med aristokratiske træk, urørt af solen, men det barske liv havde sat sine spor. Hans hår var gråt ved tindingerne, og øjnene vurderede skarpt, som om hans sikkerhed hang på hans bedømmelse af folk. Bitterhed trak hans læber i et skævt smil, da han sagde: “Når jeg finder en eftertragtet kvinde, er hun allerede taget.” Han rørte let Reck på armen. “Vær min gæst til middag, jeg vil gøre det godt igen.” Til Ivis sagde han: “Og jeg vil ikke have, at du stopper dit job her.”

De sad ved et bord dækket med en hvid dug, da Reck huskede sin bunke af ligkister. Han gik hen til baren, hvor Fred nægtede at have set dem. “Typisk Virginia City-saloon,” sagde Reck med sammenbidte læber. “De stjæler endda guldet fra en mands tænder.” Hans hjerne snurrede. Guldet i tænderne. Den sætning tændte en svag flamme i hans bevidsthed. Han huskede vagtsomt to mænd, der talte om guld og tænder, men da han forsøgte at trække tanken frem i lyset, var barrieren stadig der.

Tooney gik hen til baren og sagde: “Dette er min ven, Fred. Hvis han har glemt noget, giv det til ham.” Fred kiggede på sin chef og fandt pakken, som han gav til Reck.

Hun lagde sin hånd på hans håndled, hendes fingre kølige mod huden. “Der er én ting, jeg aldrig kan gøre,” sagde hun blidt, “og det er at hjælpe dig med at huske din fortid.”

Mark Tooneys kontor var lille, men smagfuldt møbleret. Han rodede utålmodigt i et bundt papirer, indtil han fandt et hundefoldet fotografi. Hans hazelbrune øjne blev eftertænksomme. Over skrivebordet hang beviser for hans ret til at praktisere jura i Nevada Territory. Joe Wilder, en tynd, rødhåret mand, hang sin hat i gangen, da Tooney gav ham et tegn. Wilder var en mand med kolde, blå øjne og en stram mund – hans erhverv var at dræbe. Hans nærvær vækkede afsky i Tooney.

Det, der ligger under overfladen i dette drama, er en kompleks kamp om tillid, bedrag og fortidens vægt. Whiskyens sløvende kraft, kvindens skjulte kampe, og mandens aristokratiske facade dækker over dybere konflikter og skjulte intentioner. De forbindelser, der bindes i denne fortælling, er ikke blot personlige, men spejler en verden, hvor grænserne mellem ret og retfærdighed ofte udviskes, og hvor fortiden ikke blot forfølger, men definerer nutiden.

Det er væsentligt at forstå, at denne historie ikke blot skildrer en konfrontation mellem enkeltpersoner, men også illustrerer hvordan sociale roller, magtbalancer og personlige traumer influerer beslutninger og menneskelige relationer. Når man navigerer i denne verden, er det nødvendigt at være opmærksom på, hvordan alkohol, frygt for ensomhed, og behovet for kontrol kan forvrænge virkeligheden. Ligeledes er det afgørende at erkende, at fortidens hemmeligheder og skjulte motiver ofte fungerer som usynlige kræfter, der driver handlingerne – ikke altid til forståelse for de involverede, men som brændstof for konflikt og nødvendighed.