Kan grænser retfærdiggøre eksklusion? En analyse af retfærdighed og migrationsret

Retfærdighedsbegrebet, som John Rawls fremfører, afviser vilkårlige forskelle, især når disse forskelle berører grundlæggende rettigheder og materielle goder. I migrationskontekst er eksklusion netop en sådan vilkårlig forskel. Når en stat som USA nægter indrejse til en person fra et økonomisk udsat land, frarøver den vedkommende adgang til en velstand, som ellers kunne have været en del af livet der. Når staten nægter adgang til personer, der lever under undertrykkende politiske regimer, fratager den dem muligheden for politisk frihed. Ydermere begrænser eksklusion individets evne til at forfølge egne livsprojekter og skabe værdi for sig selv og sine nærmeste. Denne eksklusion sker på baggrund af grænser, der moralsk set er fuldstændig tilfældige — ingen har fortjent at blive født på “den rigtige” side af en tilfældig linje i sandet. Ofte afspejler disse grænser ikke blot økonomiske forskelle, men også en historie præget af kolonial udnyttelse, hvor velstående tidligere kolonimagter udelukker folk fra tidligere kolonier.

Selvom denne tilgang til åbne grænser har stærke liberale rødder, finder jeg den problematisk, fordi den overser den unikke relation, der eksisterer mellem en suveræn stat og de personer, der lever under dens juridiske og politiske kontrol. Argumenter for åbne grænser antager ofte, at alt, hvad der er en borgerret, automatisk også er en menneskeret, og denne antagelse ignorerer statens særlige forpligtelser overfor sine egne borgere.

Diskussionen kan skærpes gennem fire retfærdighedsargumenter, som ofte præsenteres som selvstændige, men som i virkeligheden overlapper: argumentet om vilkårlighed, om distributiv retfærdighed, om sammenhæng med eksisterende mobilitetsrettigheder, og om tvang. Disse argumenter anvender principper fra liberal retfærdighed for at påvise, at en ekskluderende stat handler uretfærdigt ved at behandle individer forskelsbehandlende. Det centrale budskab er, at respekt for lighed og ligeværd indebærer, at man ikke må tvinge mennesker til at blive væk fra steder, hvor de ønsker at opholde sig.

Argumentet om vilkårlighed understreger, at grænser er moralsk irrelevante linjer, der primært afspejler en voldelig og kolonial historie snarere end legitime kriterier for rettigheder. At tillade udelukkelse baseret på fødested er i sig selv en form for uretfærdighed, fordi det tilskriver nogle privilegier uden reel fortjeneste, mens andre udelukkes. Joseph Carens har sammenlignet statsborgerskab i et rigt land med feudale fødselsrettigheder, som tilfældigt forbedrer nogle menneskers livsvilkår betydeligt.

Det er ikke nødvendigt for argumentet, at der er forskelle i velstand eller udvikling mellem stater. Selve det, at rettigheder tildeles efter hvor man er født, er nok til at rejse alvorlige retfærdighedsspørgsmål. Når vi anerkender denne grundlæggende uretfærdighed, udfordrer det hele systemet med migrationskontrol som moralsk problematisk.

For at forstå migrationsretfærdighed er det afgørende at se både eksklusionens vilkårlighed og de legitime hensyn, der knytter sig til staters suverænitet. Det handler ikke kun om at afskaffe grænser, men om at omforme dem i overensstemmelse med principper om lighed og respekt for individets frihed, uden at negligere statens ansvar for sine borgere.

Er det retfærdigt at udelukke de, der ikke har arbejdet for vores institutioner?

Pevnicks synspunkt, som anvender teorien om ejendom og arbejde på spørgsmålet om migration, søger at retfærdiggøre udelukkelsen af de, der ikke har arbejdet for opretholdelsen af de institutioner, der regulerer samfundet. I hans opfattelse er der en intergenerationsfællesskab, hvor de nuværende medlemmer har opbygget og opretholdt de politiske institutioner, der er grundlaget for deres samfund. Disse institutioner anses som ejendom for de personer, der har investeret tid og arbejde i deres skabelse og vedligeholdelse, og dermed har de ret til at udelukke dem, der ikke har deltaget i denne opbygning.

I denne kontekst bliver det muligt at skelne mellem de "indfødte" og de "udenforstående", idet de førstnævnte har ret til at udnytte og kontrollere de institutioner, der er blevet opbygget gennem deres fælles arbejde. Hvis man skal følge denne tankegang, kan udenforstående ikke besidde samme rettigheder, eftersom de ikke har været med til at bygge disse institutioner op. De har ikke den samme ejendom i forhold til de fælles ressourcer, samfundet har arbejdet sig frem til. Udelukkelsen af dem, der ikke har arbejdet for institutionerne, kan derfor betragtes som moralsk forsvarlig.

Denne tilgang til spørgsmålet om ejendom og udelukkelse har en vis styrke i forhold til at retfærdiggøre forskellen mellem indfødte og udenforstående, men den er ikke uden sine problemer. Der er to hovedproblemer, der kan opstå, når man anvender denne teori på samfundet. For det første er det problematisk at forstå politiske institutioner udelukkende som noget, der tilhører dem, der har arbejdet for dem. Det kan synes at oversimplificere den komplekse dynamik, som samfundsforhold indebærer. Det er ikke nødvendigvis rigtigt, at den enkelte arbejdsindsats automatisk giver ejendomsret over de institutioner, man bidrager til.

For det andet, hvis man ser på ejendomsteorien i forhold til politiske samfund, er det svært at undgå at linke nutidige rettigheder til fortidens arbejdsindsats. Dette kan føre til et moralsk problem, da det kan medføre uretfærdige situationer, hvor nogle individer udelukkes, ikke på baggrund af deres egne handlinger, men på baggrund af noget, der blev opnået af tidligere generationer.

Denne konflikt er vigtig, når vi ser på det politiske fællesskab og spørger, hvordan vi bør forstå og forsvare udelukkelse. De institutioner, der udgør en stat, er ikke blot noget, der eksisterer som et resultat af fortidens arbejdsindsats; de er et udtryk for de relationer, der eksisterer mellem mennesker i nutiden. At udelukke nogen fra disse relationer bør ikke kun baseres på den historiske arbejdskraft, men på de nuværende sociale og politiske forhold, der definerer, hvem der hører til i et samfund og hvem der ikke gør.

I denne sammenhæng kan vi spørge, om det virkelig er rigtigt at hævde, at retten til at udelukke en outsider er noget, der er grundlagt i fortidens arbejde. Hvis en stat begynder at eksistere på et givet tidspunkt, vil den kunne udøve retten til at udelukke folk straks, uanset om det er en gammel eller ny stat. Dette antyder, at retten til at udelukke ikke nødvendigvis skal hænge sammen med en længere historisk proces, men i højere grad bør ses som et resultat af de institutioner, der findes nu, og de relationer, der eksisterer i nutiden.

For at forstå retfærdigheden i en sådan udelukkelse bør vi derfor fokusere på de relationer, der eksisterer i et samfund, og hvordan disse relationer kan begrunde, hvem der har ret til at være en del af institutionerne, og hvem der ikke har det. Fortidens arbejdsindsats kan give nogle ledetråde om, hvordan institutionerne blev til, men det bør ikke være den eneste grund til at retfærdiggøre, at folk bliver udelukket fra dem.

Hvordan retfærdighed kan begrunde undtagelser i udvisninger og betydningen af familieforening

Vi tillader til tider, at mennesker bærer konsekvenserne af deres egne valg, men vi tøver ofte med at acceptere, at nogen fuldstændig ødelægger deres egen evne til at træffe valg. Dette rejser et komplekst spørgsmål inden for retfærdighed og migration: hvornår bliver udvisning mere end blot en straf – når bliver den en ødelæggelse af personen selv? Det er indlysende, at deportation til steder, hvor mennesker risikerer at blive udslettet, er uretfærdigt. Eksemplet med Thomas Mann, der i 1933 blev advaret om, at det ikke var sikkert for ham at vende tilbage til Tyskland, illustrerer tydeligt, at en udvisning kan være en direkte dødsdom.

Men der er også mere subtile aspekter. For mange er det en næsten umulig opgave at genopbygge et liv i et nyt land, særligt for ældre, der i takt med alderen mister evnen til at tilpasse sig nye sprog og kulturer. Et livsvilkår, som for dem kan føles som en gradvis destruktion af deres personlige identitet og handlekraft. Marguerite Grimmonds’ sag, der næsten blev udvist som 80-årig til USA, efter hun som barn flyttede til Skotland, fremhæver netop denne dimension. Hendes ret til at blive, kunne forsvares ikke alene på grund af hendes lange tilknytning til Skotland, men også fordi udvisningen ville have været en ødelæggelse af hendes handlekraft. På samme måde illustrerer Francis Anwanas sag, en døv mand med kognitive vanskeligheder, hvorledes deportation til et land uden familie eller socialt netværk kan være en eksistentiel trussel mod personens livsprojekt og velbefindende.

Samtidig må vi erkende, at migranter ofte tilpasser sig nye omgivelser, og ældre mennesker til tider også kan vælge at migrere frivilligt. Men det afgørende er, at for nogle kan kravet om at begynde forfra i en fjern kultur være så krævende, at det nærmer sig en destruktion af deres person. Derfor bør vi i vurderingen af udvisninger tage højde for både den praktiske mulighed for at opretholde et meningsfuldt liv og den moralske forpligtelse til at beskytte menneskers handlekraft.

Familieforening udgør et andet vigtigt område, hvor retfærdighed og migration krydser hinanden. I USA har familieret været et centralt element i migrationspolitikken, og retten til at genforenes med nære pårørende har ofte været set som en retfærdighedskrav. Kritikere, især under Trump-administrationen, har modsat sig dette med begrebet ”chain migration,” hvor familiegenforening ses som en udstrakt og uretfærdig immigration.

Familien kan forstås på flere måder. Den ene er som et netværk af afhængighed, hvor børn er afhængige af voksne for at udvikle deres handlekraft og selvstændighed. Den anden er som et sted for kærlighed og dybe relationer, som i sig selv har en moralsk værdi. Fra det første perspektiv er det klart, at børn har ret til omsorg og støtte, der er nødvendig for deres udvikling som autonome personer. At adskille børn fra deres forældre uden tungtvejende grunde kan derfor ses som en alvorlig krænkelse af deres rettigheder.

Den moralske status af kærlighed i familieforhold er mere kompleks. Hvis familieenhedens værdi kun handler om kærlighed, er det påfaldende, at visse relationer, som ægteskab, får særlig beskyttelse i migrationslovgivningen, mens andre betydningsfulde relationer som venskaber eller samarbejdsforhold ikke gør. Nogle forskere argumenterer for, at denne særlige beskyttelse ikke nødvendigvis har et stærkt filosofisk grundlag, men snarere skyldes historiske og kulturelle tilfældigheder.

Det er dog uomtvisteligt, at familieforening understøtter menneskers evne til at leve meningsfulde liv og til at udøve deres handlekraft. Derfor er det essentielt at anerkende, at både afvisning af familiegenforening og tvangsudvisning i visse tilfælde kan ramme fundamentalt på personers ret til at bevare og udvikle deres identitet og autonomi.

Ud over det, der her er fremhævet, bør læseren også overveje, hvordan begrebet retfærdighed i migrationsspørgsmål må indbefatte en forståelse for de psykologiske, sociale og kulturelle dimensioner af menneskelig eksistens. Udvisning er ikke kun en juridisk handling, men en handling der påvirker personers livsprojekt, deres relationer og deres mulighed for at bidrage til samfundet. At fastholde en retfærdighedsforståelse, der omfavner disse elementer, kræver en dybere refleksion over, hvad det vil sige at være menneske, og hvordan samfundet skal beskytte individets mulighed for at føre et værdigt liv.

Har migranter en pligt til at overholde migrationslove?

Murphys argument er, at der ikke nødvendigvis er nogen gældende ret for staten til at straffe på baggrund af et sådant lovsystem, men han rejser også et væsentligt spørgsmål om de individer, der står udenfor det politiske fællesskab: Hvad er deres forpligtelse til at følge lovene i et samfund, der ikke anerkender deres deltagelse i udformningen af dets love? Dette gælder især for migranter, som måske ikke føler, at de skylder noget samfundet, da de ikke deltager i dets skabelse af fordele. Hvis vi insisterer på, at loven om eksklusion er blevet udformet for at gavne dem, kunne de helt legitimt spørge: "Skylder jeg samfundet noget, og hvad er det i så fald?"

Denne diskussion peger på en bredere udfordring ved Rawls’ teori om retfærdighed som fairness, som har været kritiseret for at efterlade de, der ikke deltager i samfundets grundlæggende struktur, udenfor betragtninger om retfærdighed. For eksempel kan personer med svære handicap, der ikke kan deltage i økonomien eller politisk diskussion, ifølge Rawls' teori være usynlige i relation til, hvordan samfundets fordele bliver distribueret. Sådan et synspunkt kunne få konsekvenser for, hvordan vi forstår rettigheder og pligter, både for de, der deltager i samfundet, og de, der ikke gør det.

Når vi taler om lovens legitimitet, kan vi få den tanke, at en lov kun gælder for dem, der har haft en aktiv rolle i udformningen af den. Men hvis vi kun baserer vores forståelse af lovgivningens moral på gensidighed – dvs. at vi kun er forpligtet til at overholde lovene, hvis vi har deltaget i at forme dem – kan vi komme til den konklusion, at dem, der ikke har været med til at skabe lovene, ikke har nogen pligt til at følge dem. Dette kan dog føre os til den problematiske opfattelse, at lovens moral kun vedrører dem, der aktivt deltager i dens udformning. Dette vil vi naturligvis gerne undgå.

Dette eksempel understreger, at lovens legitimitet ikke nødvendigvis afhænger af, om vi modtager direkte fordele fra den. Vi kan have en forpligtelse til at følge lovene, ikke fordi de er nødvendigvis kloge eller retfærdige i vores øjne, men fordi vi respekterer den politiske proces, der har skabt dem. Denne respekt for lovgivningens processer kan være en vigtig del af, hvad det betyder at leve i et retfærdigt samfund, selv når man ikke deltager aktivt i skabelsen af lovene.

Når vi vender tilbage til migranterne, kan vi derfor overveje, at deres forpligtelse til at overholde migrationslove ikke nødvendigvis skal være afhængig af, om de modtager direkte fordele fra samfundet. Selvom loven om eksklusion ikke behandler migranten som en lige deltager i samfundets fordeling af fordele, kan det stadig argumenteres for, at der er en moralsk forpligtelse til at respektere lovgivningens autoritet, fordi loven er en del af et større system af politiske processer, som vi alle er en del af, på tværs af nationale grænser.

En sådan tankegang kan føre os til at afvise den opfattelse, at der ikke er nogen forpligtelse til at overholde migrationslovgivning, blot fordi loven ikke behandler migranter som ligestillede med samfundets borgere. Denne tanke understøtter muligheden for, at vi har et ansvar ikke kun overfor vores eget lands love, men også overfor de love, der bliver udformet i andre samfund – et ansvar der stammer fra vores respekt for de politiske processer, som har skabt disse love.

Hvordan kan barmhjertighed forstås som en politisk dyd i migrationsspørgsmålet?

Migrantens position ved grænsen er i den mest bogstavelige forstand at være i andres barmhjertighed. At være ”at nåde” indebærer en dyb magtubalance, hvor den enkelte står sårbar overfor de beslutninger, som grænsevagterne træffer – beslutninger, der kan få eksistentielle konsekvenser. Denne ulighed bør ikke forties eller skjules bag vage formuleringer; den må erkendes for at kunne forstå migranters situation som en særlig moralsk udfordring for samfundet. Det er ikke blot et spørgsmål om juridisk retfærdighed, men om viljen til at lade sig bevæge af menneskelig nød, der ikke nødvendigvis kræver retfærdighed, men barmhjertighed.

Barmhjertighed i politik er historisk og kulturelt tæt knyttet til religiøse forestillinger. Begreber som den kristne ”misericordia” og islams ”rahmah” eller buddhismens medfølende bodhisattva Guanyin, illustrerer, hvordan barmhjertighed har fungeret som moralsk ideal i håndteringen af udsatte grupper, herunder migranter. I den vestlige tradition har kristne samfund ofte taget initiativer til beskyttelse af forfulgte migranter, som for eksempel Sanctuary-bevægelsen i USA, der trodsede statens udvisningspolitik ud fra en dybt forankret teologisk forpligtelse til både retfærdighed og barmhjertighed. Denne sammensmeltning af retfærdighed og barmhjertighed udgør en politisk kraft, som ikke bør overses, heller ikke af sekulære politiske filosoffer, der kan anerkende den retoriske og moralske betydning af barmhjertighed uden nødvendigvis at adoptere religiøse dogmer.

Endvidere findes paralleller til barmhjertighedslogikken i strafferetlige praksisser, hvor staten undlader at pålægge fuld straf, selv når loven tillader det. Dette sker ofte, fordi den fulde straf ville være unødigt grusom i den konkrete sag. På samme måde kan en stat handle barmhjertigt over for migranter ved at undlade at udvise eller afvise dem, selvom det juridisk set ville være retfærdigt at gøre det. Det betyder, at en handling, der er retfærdig, ikke nødvendigvis er moralsk tilstrækkelig, og at barmhjertighed kan fungere som en nødvendig supplerende dyd for at undgå unødvendig grusomhed.

Det er derfor centralt for læseren at forstå, at barmhjertighed i politisk forstand ikke blot er et spørgsmål om følelser eller vilkårlig medlidenhed, men en strukturel dimension af, hvordan vi organiserer samfundets møde med menneskelig nød og forskellighed. At afvise barmhjertighed kan vise sig som en moralsk svaghed, ikke nødvendigvis som uretfærdighed, men som en mangel på evne eller vilje til at se det menneskelige i det politiske. Samfund, der kun opererer ud fra en snæver forståelse af retfærdighed, risikerer at blive ufølsomme og umenneskelige, idet de overser de behov og relationer, der ikke kan indfanges af retssystemet alene.

Det er derfor vigtigt at erkende, at barmhjertighed indebærer en åbenhed over for den andens behov, som retfærdighed ikke nødvendigvis forpligter til. Den åbner for en politisk praksis, hvor staten og samfundet bevæger sig ud over det juridiske minimum for at anerkende menneskelig værdighed i sin mest skrøbelige form. At handle barmhjertigt betyder at tage ansvar for, at lovens bogstav ikke altid rækker til at udtrykke den fulde moral, og at den politiske praksis må rumme et rum for nåde, hvor menneskers liv ikke alene måles i ret og pligt, men også i omsorg og medmenneskelighed.