Hvordan Ekspertledede Interventeringer Kan Skabe Uønskede Effekter i Velfærdsprogrammer

I analysen af økonomiske beslutninger og velfærdsinterventioner, især i relation til hvad der virker bedst for modtagerne, er der en betydelig interesse for, hvordan eksperters valg af politik kan afvige fra de reelle behov og ønsker hos de individer, der modtager hjælp. Et eksempel på dette ses i et episode af Planet Money fra 2013, hvor Mariana Ochoa diskuterer sin beslutning om at bruge en skatterefusion på $3,000 på en ferie til Disney World med sin søn. Dette valg blev set kritisk af nogle, der mener, at sådan en beslutning er et eksempel på, at folk fejler i at bruge offentlige midler korrekt. Kritikere af kontant velfærd hævder, at modtageres valg bør være begrænsede for at fremme "bedre" resultater. Dog afslører episoden, at hendes beslutning ikke kun handlede om økonomisk forbrug, men om at opfylde et løfte, hendes eksmand havde givet. For Ochoa var turen til Disney World et vigtigt øjeblik for hendes søn, som senere besluttede at studere grafisk design, hvilket blev betragtet som et værdifuldt livsvalg.

Den kritiske pointe her er, at velfærdspolitikker, der er baseret på ekspertvurderinger og generelle økonomiske modeller, kan være for simplificerede og ikke tage højde for den dybde af viden og erfaring, som den enkelte modtager besidder. Den individuelle viden, også kaldet lokal viden, er svær at indfange i store dataanalyser, men den er ofte af afgørende betydning for at forstå, hvordan mennesker træffer beslutninger i deres daglige liv. Denne form for viden kan være implicit og bygget op gennem praksis og intuition, og den er ofte umulig at formidle helt præcist til en ekspert, som kun ser på aggregater og målbare resultater.

Problemet bliver endnu tydeligere, når man ser på, hvordan ekspertindgreb kan føre til en form for lock-in, hvor velfærdspolitiske beslutninger forstærkes af eksisterende institutionelle og teknologiske kræfter, og dermed skaber stabilitet og modstand mod forandring. I udviklingsøkonomisk teori beskrives dette fænomen som en form for dynamisk stabilitet, hvor ændringer bliver forhindret af sammensatte sociale og institutionelle kræfter. Et konkret eksempel på dette er i udviklingsprojekter, hvor de teknologier og løsninger, som eksperter foreskriver, kan vise sig ikke at passe til de lokale forhold, hvilket kan føre til uønskede resultater som f.eks. øget afhængighed af skadelige alternativer.

Denne dynamik kan skabe et gap mellem eksperternes intentioner og modtagernes faktiske behov. Eksperter ønsker ofte at fremme politiske løsninger, der reducerer ulighed eller forbedrer livskvaliteten, men deres interventioner kan ende med at tvinge modtagerne ind i en skuffende og ineffektiv situation, simpelthen fordi eksperterne ikke har tilstrækkelig viden om de lokale forhold. Det kan føre til en situation, hvor individer, der modtager hjælp, afviser ekspertvurderinger eller reagerer på en måde, der synes irrationel for eksterne observatører.

For at skabe mere effektive velfærdsprogrammer bør der være et større fokus på at integrere lokal viden og tacit viden i beslutningstagningen. Ved at anerkende, at velfærdspolitikere og eksperter ikke kan have fuld viden om alle de faktorer, der påvirker modtageres liv, kan man undgå fejlinvesteringer og fremme løsninger, der er mere tilpasset de faktiske behov. I stedet for at stole blindt på aggregerede data og generelle modeller, bør vi åbne op for en mere menneskelig tilgang til velfærd, hvor modtagerens personlige og sociale kontekst tages med i beslutningsprocessen.

Endtext

Hvilken rolle spiller priser og private ejendom i økonomisk beregning og markedsdannelse?

Privat ejendom er nødvendig for at foretage rationelle økonomiske beregninger. Markedet, som vi definerer som et netværk af udvekslinger, opstår kun, når der er ejendom, der kan købes og sælges. Private ejendomsretter gør det muligt at udføre økonomisk beregning, idet de definerer rettighederne til at kontrollere en vare og gøre den til genstand for en transaktion. Uden klare ejendomretter ville det være umuligt at udføre økonomisk beregning effektivt, da der ikke ville være noget klart signal om, hvad det koster at beholde eller sælge en vare. Det er først, når markedet er i stand til at fastsætte en pengepris for en vare, at vi kan tale om rationel økonomisk beregning. I mere avancerede økonomier bliver økonomisering – brugen af knappe ressourcer – uløseligt forbundet med beregning, hvilket kræver, at alle varer er prissat.

Der er en væsentlig forskel mellem at økonomisere og at beregne. Alle mennesker vil på en eller anden måde økonomisere på deres forbrug af knappe ressourcer, men økonomisk beregning kræver noget mere: det kræver, at vi forudser og måler profit og tab. Økonomisk beregning er et værktøj, der gør økonomisering mere effektivt, og den kan kun nå sit fulde potentiale i et marked, hvor varer har pengepriser. Beregning er ikke kun en måde at styre ressourcer på, men også en måde at forstå og forudse markedsdynamik.

En vigtig sondring bør også gøres mellem primær og sekundær økonomisk beregning. Primær beregning henviser til den klassiske profit-and-loss-kalkulation, hvor vi forudsiger og måler økonomisk gevinst eller tab ved hjælp af markedspriser i et miljø, hvor ejendom er godt defineret. Sekundær beregning derimod refererer til beslutningen om, hvorvidt man skal etablere ejendomretter eller stole på markedet i forskellige stadier af produktionen. Et eksempel på dette kan ses, når en producent af stole skal beslutte, om de skal købe træ fra eksterne leverandører eller producere det internt. Dette valg afspejler en sekundær beregning, som kræver, at man afvejer omkostningerne ved at oprette og opretholde ejendomretter internt mod fordelene ved at købe træet fra markedet.

På samme måde som i det økonomiske eksempel med tobaksretter, vil beslutningen om at etablere eller opretholde private ejendomretter i enhver proces være afhængig af de konkrete omkostninger og fordele ved at gøre det. For eksempel kan en producent af varer vælge at udvide sin virksomhed og internt producere de nødvendige input, eller de kan vælge at købe dem på markedet, afhængigt af omkostningerne ved at oprette ejendomretter i den interne produktion kontra omkostningerne ved at købe varerne eksternt. Det er denne balance mellem primær og sekundær beregning, der afgør, hvordan en virksomhed struktureres og hvor effektivt den opererer.

Den centrale pointe i denne analyse er, at priser i et marked ikke blot er et spørgsmål om at reflektere subjektiv værdi, men også en vigtig mekanisme for økonomisk beregning. Hvis priserne ikke er tilgængelige, vil det være svært at forstå de muligheder og omkostninger, der er forbundet med at eje og bruge en given ressource. Det er derfor, at etablering og sikring af private ejendomretter er så fundamental for et effektivt økonomisk system: de skaber de rammer, der gør det muligt at bruge beregning og markedstransaktioner til at finde de mest effektive løsninger.

Hvad er sekundær beregning og hvordan påvirker det beslutningstagning i markedet?

Sekundær beregning refererer til beslutningen om, hvilket sæt af alternative ejendomssystemer der skal vedtages, når man opererer i ufuldstændige markeder. Det adskiller sig fra primær beregning, hvor beslutningstagning sker gennem markedspriser. I sekundær beregning har beslutningstagere ikke direkte og klare feedback-signaler i form af markedspriser, hvilket gør beregningen mere kompleks. Et eksempel på sekundær beregning kan ses i reguleringen af smitsomme sygdomme, hvor spørgsmålet er, om man skal lade mulige smittebærere forhandle om sygdomsrelaterede eksternaliteter eller om adfærd bør reguleres.

Den viden, der opnås gennem primær beregning, er en økonomisk vare, da den er kostbar at tilegne sig. Sekundær beregning er en beregning af, hvor meget og hvilken type primær beregning der er værd at have. Der er således et rekursivt forhold mellem de to former for beregning. Primær beregning fortæller producenten, om han har skabt værdi gennem sine produktionsbeslutninger, mens sekundær beregning fortæller ham, hvor meget primær beregning han bør stole på. Den eneste måde en iværksætter kan vide, om han har skabt værdi ved at ændre på sin række af indkøb og produktionsinput, er ved at kigge på hans bundlinje—det vil sige ved at engagere sig i primær beregning.

Make-or-buy beslutningen handler om, hvor meget måling producenten skal udføre. Sekundær beregning består i den indirekte feedback om beslutningen om, hvor meget måling der er nødvendig. Som Piano og Rouanet konkluderer, "det må være sådan, at beslutningen om at prissætte eller ikke at prissætte er resultatet af en bevidst beslutning fra iværksættere, der reagerer på relative transaktionsomkostningsbegrænsninger. For at vurdere disse begrænsninger må iværksættere have adgang til, hvad vi kalder sekundær beregning." Denne pointe anvender de for at præcisere Mises' arbejde: Socialisme fejler, fordi det forhindrer muligheden for både primær og sekundær beregning. Der er en optimal firmastørrelse, men den fuldstændige mangel på markeder gør det umuligt at beregne værdien af at bruge prissystemet. Priser bærer værdifuld viden, og afsløringen af denne viden kræver omkostningstung virksomhedsintegration.

I tilfælde af sekundær beregning reflekteres værdien af nye ejendomretter—eller af at reducere ejendomretter gennem virksomhedsintegration—ikke umiddelbart på bundlinjen. Feedbacken om beslutninger om privatisering må derfor være indirekte, på samme måde som feedback om de marginale produktiviteter af input altid er indirekte. En iværksætter ved fra sin bundlinje, om han har skabt eller ødelagt økonomisk værdi, men han kan ikke direkte udlede fra sin bundlinje, på hvilken måde de forskellige komponenter af hans produktionsproces har bidraget til denne bundlinje.

Privatiseringsbeslutninger kan ikke træffes effektivt uden adgang til sekundær beregning. Uden denne viden er beslutninger om privatisering ikke informerede—der er ikke den nødvendige viden til at træffe økonomisk rationelle beslutninger. Det betyder, at aktører i avancerede økonomier, som beskæftiger sig med privatisering, har brug for at kunne udføre sekundær beregning for at kunne vurdere, om privatisering vil skabe værdi.

Endelig er det centralt at forstå, at beslutningen om privatisering eller integration ikke bare handler om økonomisk værdi i form af direkte overskud eller tab. Det handler også om de indirekte konsekvenser af ændringer i ejendomretter og hvordan disse påvirker virksomhedens evne til at generere værdi. Derfor kræver forståelsen af sekundær beregning, at man ser på de mere subtile og langsigtede effekter af beslutningstagning—ikke kun de umiddelbare økonomiske resultater.

Hvordan privatisering og markedssystemer påvirker økonomisk beslutningstagning

Privatisering og valget mellem at producere eller købe ressourcer er centrale beslutninger i en økonomi, især når det drejer sig om vurdering af værdi og effektivitet. Tag for eksempel en elektriker, der arbejder med ledninger. En elektriker, der køber kabler og derefter installerer dem, har en enkel opgave: at vurdere forskellen mellem prisen på ledningerne og hans servicegebyr, som primært afspejler hans arbejdskraft. Denne elektriker har et direkte forhold mellem omkostninger og indtægter, som gør det muligt at forstå den marginale værdi, hans arbejde tilfører.

Valget om at købe frem for at producere egne input er i denne sammenhæng ikke blot en beslutning om, hvordan man får adgang til nødvendige ressourcer, men også om, hvilken type feedback man får på sin produktion. Når ressourcerne købes i stedet for at blive produceret internt, er feedbacken umiddelbar og lettere at analysere. En elektriker, der køber sine kabler, kan hurtigt forstå den økonomiske effektivitet af hans arbejdsproces, mens en elektriker, der selv producerer kablerne, står overfor en mere kompleks evaluering.

Dette bringer os til spørgsmålet om privatisering i en økonomi. Når et samfund vælger at privatisere en tidligere kollektiv ressource, kan beslutningen være svær at tage, da de økonomiske fordele og omkostninger ikke altid er lette at vurdere. Hvis en regering vælger at overgå til privat ejendom, er det ikke kun et spørgsmål om at skabe ny viden om værdien af ressourcerne; det handler også om at ændre incitamentstrukturerne. For eksempel kan privatisering af jagtretter føre til en reduktion i overjagt, da ejendomsejere får direkte incitamenter til at bevare dyrelivet for fremtidig profit. Denne ændring i incitamenter kan være af stor værdi, selv om den viden, der opnås gennem prissætning af ressourcer, ikke nødvendigvis er den primære drivkraft.

Historiske eksempler på privatisering i overgangsøkonomier understøtter denne teori. Økonomier i Baltikum som Estland og Litauen, som hurtigt åbnede sig for international handel og gennemførte markedsorienterede reformer, oplevede hurtigere vækst efter Sovjetunionens sammenbrud, delvist fordi de havde adgang til markedspriser, som kunne informere deres økonomiske beslutningstagning. I modsætning hertil mislykkedes andre post-sovjetiske stater, hvor privatiseringstiltagene var mere forsigtige og til fordel for tidligere embedsmænd og oligarker, der ikke havde de nødvendige markedsinformationer til at træffe effektive beslutninger.

Disse forskelle i privatiseringens effektivitet kan tilskrives adgangen til markedspriser og den økonomiske feedback, som disse priser giver. I de lande, hvor markedspriser var fraværende, kunne privatpersoner og virksomheder ikke effektivt vurdere, hvordan de skulle omdanne offentlige ressourcer til privat ejendom. Dette resulterede i ineffektive privatiseringer og dårlig økonomisk vækst. Derimod kunne de baltiske lande, der hurtigt opnåede markedsadgang og etablerede klare ejendomretter, lettere træffe beslutninger, der førte til økonomisk udvikling.

Det er vigtigt at forstå, at privatisering ikke blot handler om at overføre ejendom fra staten til private hænder. Det handler også om at ændre incitamentstrukturerne på en måde, der skaber mere effektiv ressourceanvendelse. Når ejendom bliver privat, ændres aktørernes incitamenter, hvilket kan føre til en mere effektiv forvaltning af ressourcerne, især når markedspriser kan fungere som indikatorer for ressourcernes værdi.

Derfor bør beslutningstagere og økonomer ikke kun fokusere på de umiddelbare økonomiske resultater af privatisering, men også på de langsigtede effekter på incitamentstrukturer og ressourceforvaltning. Effektiv privatisering kræver, at man har adgang til markedsinformation og forstår, hvordan man bruger denne viden til at træffe bedre økonomiske beslutninger.

Er profitmaksimering det egentlige formål med forretning? En kritik af Friedmans doktrin

Når man taler om økonomisk aktivitet, må man erkende, at profitterne ofte bliver det endelige mål for virksomheder, snarere end de varer, tjenester og menneskelige relationer, der understøtter denne aktivitet. En af de mest markante teorier i økonomi, som fremhæver profitmaksimering som hovedformålet for enhver virksomhed, stammer fra Milton Friedman. I hans synspunkt er virksomhedens eneste sociale ansvar at maksimere profitterne for sine aktionærer. Dette synspunkt er dog problematisk, da det reducerer menneskelige relationer, økonomisk produktion og markeder til ensidige mål om økonomisk gevinst.

Når virksomheden sigter mod profitmaksimering, risikerer den at overse de fundamentale kvaliteter, som produkter og tjenester egentlig repræsenterer. Ifølge kritikere, som Hirschfeld (2018), reducerer penge sig selv til en kvantitativ abstraktion, som ignorerer de kvalitative aspekter af økonomisk aktivitet. Dette betyder, at når penge bliver det eneste mål, mister vi de menneskelige værdier, der bør underbygge produktionen og samfundets velfærd. Økonomi handler ikke kun om at opnå penge, men om at imødekomme menneskelige behov og skaber værdi i en bredere forstand.

Friedman argumenterer for, at hvis virksomheder arbejder hen imod profitmaksimering, vil de som en naturlig konsekvens også imødekomme kundernes behov. Dette synspunkt bygger på antagelsen om, at markedet altid vil belønne virksomheder, der tilbyder det bedste produkt til den laveste pris, mens virksomheder, der udnytter kunderne, vil blive straffet af konkurrencen. Men denne antagelse forudsætter et perfekt marked, hvilket sjældent eksisterer i praksis. Markedet er aldrig perfekt, og derfor kan de økonomiske aktiviteter, der sigter mod profitmaksimering, ofte føre til problemer som informationsasymmetri og negative eksterne effekter.

Desuden, selv i et perfekt marked, hvor konkurrencen er intens, og hvor staten ikke griber ind, vil jagten på profit stadig have negative konsekvenser. Virksomheder, der kun har profit som mål, vil ofte overse de etiske og sociale konsekvenser af deres aktiviteter. For eksempel, i tilfælde af negative eksterne effekter som forurening, vil markedet ikke nødvendigvis sikre en socialt optimal løsning, hvor samfundet som helhed trives. Økonomiske omkostninger pålægges ofte samfundet som en helhed, uden at de ansvarlige virksomheder tager ansvar for disse omkostninger.

I en sådan økonomi reduceres mennesker til objekter, der blot eksisterer for at maksimere økonomisk værdi. Arbejdere bliver betragtet som en del af driftsomkostningerne, mens kunderne bliver betragtet som muligheder for profitmaksimering. Denne reduktion af mennesker og deres behov til økonomiske enheder underminerer det sociale netværk, der binder samfundet sammen. Virksomheder bør derfor ikke kun være fokuseret på profit, men også på de menneskelige relationer, de opbygger, og de samfundsmæssige værdier, de skaber.

Friedman selv anerkender, at virksomheder i visse tilfælde kan have en positiv indvirkning på samfundet, for eksempel når de forbedrer infrastrukturen i lokalsamfundet. Men han mener, at selv sådanne handlinger kun bør tages, hvis de stadig tjener aktionærernes interesser, og at virksomhederne ikke bør forsøge at dække over deres profitmotiv med et "socialt ansvar". Selvom en virksomhed måske skaber værdi for samfundet, er det stadig kun et middel til at maksimere profitten, og ikke et mål i sig selv.

Denne tilgang til profitmaksimering er i modstrid med Thomas Aquinas' syn på økonomisk produktion. Ifølge Thomas bør økonomiske aktiviteter ikke kun sigte mod profit, men også mod at opfylde menneskelige behov og skabe værdi i samfundet. Thomas hævder, at produktion bør være fokuseret på de faktiske varer og tjenester, der skabes, og de behov, som disse produkter og tjenester adresserer. For Thomas er det ikke nok at opnå penge; det vigtigste er, hvordan disse penge tjener et højere formål, nemlig at opfylde de behov, der er fundamentale for menneskelig velfærd.

Økonomisk produktion i Thomistisk forstand kræver, at virksomheder tænker på deres arbejde som en måde at imødekomme menneskers behov på. Det indebærer, at der er etiske og sociale overvejelser indbygget i forretningsmodellerne, som går ud over blot at skabe økonomisk værdi. Virksomheder bør derfor ikke blot være interesseret i, hvordan de kan maksimere profit, men også hvordan deres aktiviteter bidrager til et retfærdigt og menneskeligt samfund.