Hvordan opbygger man et fællesskab i et samfund, der ikke accepterer os?

Valentina havde længe overvejet sine muligheder, men hun følte, at hun var nødt til at tage springet. Hendes forhold var en perle, som hun havde været forsigtig med at vise frem i et samfund, der ikke nemt kunne forstå hendes valg. "Hvordan ved vi, at perlen kun er lykkelig omkring den bestemte hals?" havde hun engang hørt, og det blev ved med at rumstere i hendes tanker. Det var en fin metafor, men samtidig også et skrøbeligt spørgsmål om accept og identitet. For i et samfund, der ikke accepterer lesbiske, var det svært at finde den frihed, der skulle til for at vise den perle frem uden frygt.

På den anden side af byen, i et diskotek som Central Park i Parco delle Cascine, var stemningen intens og elektrisk. Musikken, der var så høj, at det næsten var umuligt at tænke klart, fyldte rummet, og de multicolore lys, der fløj gennem mængden, gav den en næsten surrealistisk atmosfære. Pino Ricci, en mand der havde levet sit liv i politiets verden, stod alene med et whiskyglas i hånden, mens han forsøgte at holde sig selv lidt adskilt fra den verden, han var blevet en del af. Han var vant til rygterne om hans fritidsarbejde som dørvagt i Central Park, men han blev ikke påvirket af dem. Som han ofte sagde, "Vi er vant til det, det er en del af jobbet."

I en verden, hvor det var svært at finde forbindelser, der var ægte og uden dagsordener, var Pino en af de få, der kunne give et glimt af noget mere ægte. Hans gamle ven, Fabio Nuti, som nu var blevet en pusher, havde et helt andet syn på livet. Han havde tilpasset sig et system, hvor overlevelse krævede tilpasning og lydighed over for de mørkere kræfter i samfundet. Men når gamle venner mødtes, var det som om, fortiden stadig havde en stemme, der kunne få dem til at overveje, hvem de var, og hvordan de var blevet de mennesker, de var blevet.

Mødet mellem Pino og Fabio var en påmindelse om, hvordan forbindelser kunne dannes, selv i de mest usandsynlige omgivelser. Selvom Fabio havde været i fængsel og havde betalt prisen for sine handlinger, var han stadig en del af et system, der tilsyneladende aldrig rigtigt kunne adskille det gode fra det onde. I deres samtale afsløredes en opgave, der kunne ændre deres liv: overvågning af Antonio Salustri, en mand der så ud til at være en frontfigur for noget langt mere mørkt.

I denne verden, hvor hver bevægelse kunne være farlig, var det nødvendigt at kende de rigtige mennesker og holde sig tæt på dem, der kunne give værdifuld information. Salustri var en mand, der var dygtig til at skjule sine intentioner, og de, der var tættere på ham, vidste, at han havde forbindelser til mafiaen. Salustri var blevet forbundet med mordet på en assistent, der angiveligt havde opdaget noget, han ikke skulle have set. Denne morderiske verden var kompleks, og i den var der få, der havde mulighed for at ændre deres skæbne.

Fabio, med sin erfaring fra den mørkere side af samfundet, forsøgte at hjælpe Pino med information, der kunne føre til en opklaring af et mord, men selv i dette ødelagte system var tillid en sjælden vare. For Pino var det klart, at der var meget mere på spil end bare et mord. Der var de dybere lag af magt, hvor antikviteter og mafiastrukturer spillede en rolle, og der var også de liv, der var blevet knust af systemets brutalitet.

Det er i sådanne møder, at man bliver klar over, hvor svært det er at finde noget rent og uforfalsket i en verden, der er gennemsyret af korrupte forbindelser og manipulerende kræfter. Når man står over for at skulle vælge mellem sine egne principper og det pres, som samfundet sætter på en, bliver det tydeligt, at ikke alle mennesker er i stand til at vælge den rigtige vej. Uanset hvor dygtige vi er til at tilpasse os, vil vi altid blive testet af de mørkere kræfter i samfundet. Det, der er afgørende, er at finde de perler, der giver os styrken til at fortsætte, selv når vi er omgivet af mørket.

Er der en forbindelse mellem mordene og okkulte ritualer i Firenze?

Samtidig kæmpede Valentina med sine egne personlige relationer, som på et tidspunkt havde virket helt separate fra hendes akademiske arbejde, men nu syntes at være tættere knyttet til det. Hendes ven, Mike Ross, som hun i starten havde troet var en uskyldig, amerikansk ven, begyndte at fremstå som en mere kompleks figur, måske endda en, der havde noget at skjule. Dette blev ikke lettere, da hun overhørte samtaler om okkulte ritualer og mørke, skjulte elementer i hans hjem. Hun måtte vælge at konfrontere ham og få svar, selv om hun vidste, at det kunne bringe hende tættere på faren.

Samfundet omkring hende var præget af både åbenlyse og skjulte trusler, og hendes videnskabelige undersøgelse kunne afsløre en verden, som mange helst ville glemme. I det hele taget var det tydeligt, at det var en tid og et sted, hvor historien og nutiden smeltede sammen på den mest ubehagelige måde, og hvor opdagelserne, som hendes undersøgelse kunne bringe, kunne blive livsfarlige.

Hvordan førte en parkeringsbøde til et gennembrud?

Han havde solbriller på, selvom klokken kun var syv om aftenen. En af de høje, lyshårede typer fra modemagasinerne — den slags ansigt, man genkender fra plakater, men som alligevel forbliver fremmed. Ferrara lyttede ikke i starten; beskrivelsen gentog Politos ord til punkt og prikke. Kun én detalje satte sig fast hos ham: Rita havde solgt manden en pen. Hun havde set ham nøje. Hendes stemme var rolig, men ordene var præcise: over seks fod, atletisk, kort lyst hår — farvet, mente hun — isgrå øjne, udenlandsk accent, sandsynligvis amerikansk; velklædt, velhavende, og vigtigst: en Porsche parkeret så længe, at en parkeringsbøde måtte have været uundgåelig.

Ferrara slog til samtidig med, at han holdt sig fra at afsløre sin begejstring. Han vidste, hvordan held får fingre til at ryste. Han beordrede Serpico til at kontakte trafikkontrollen. Femten minutter senere kom Sergi med beskeden: bøde kl. 19.05 den 1. oktober 1999. Nummerpladen: AP 286 XS. Registreret i Firenze på navn af Lorenzo Ricciardi, adresse Via della Campora 36, Bellosguardo. Ricciardi — navnet ringede som en klokke. Den gamle antikhandler, tidligere ejer af butikken, hvor Lupi var blevet myrdet; hans død i en brand i villaen i Bellosguardo var ikke glemt.

Ferrara kortlagde straks: stakeout, telefonaflytning, kontrol af mobiltelefon. Han bad Polito medbringe ligfotos og ballistikrapport. Natten blev kort; morgenen mørk som før et stormvejr. Huset var mørkt, tjenestepigen havde fri, Porsche'en stod som fast forankret bevis. På hans bord lå fotografierne — ansigter forstørret under forstørrelsesglasset. Han fandt bogstavet 'A' på Cinzia Robertis ansigt, delvis skjult i sårene; spændingen voksede, ikke fordi tegnene passede perfekt, men fordi de begyndte at danne et mønster.

Planen forblev ubøjelig: omringning, opretholdelse af rækkevidde, klar instruks om, hvad man gør ved tavshed. Ferrara noterede sig hver nuance — tidspunkter, hvem der skulle rykke frem, hvem der træk sig tilbage. Han vidste, at en enkelt fejl kunne sløre forskellen mellem fangst og forsvinden af en mand, hvis ansigt var set fra en pen-butik og indkodet i en parkeringsbødes nummerplade. Han vidste også, at heldet hidtil havde været usandsynligt, men nødvendigt; nu skulle det gøres håndgribeligt af plan og magt.

Ved bordet lå fotografierne og rapporterne som små domme, der ventede på at blive afsagt. Ferrara sluttede ikke med høj stemme; han opretholdt en kølig autoritet, lod rummet fyldes af forståelsen af, at næste skridt var risikofyldt, men uundgåeligt. Ingen romantik, kun procedurer: anmodning om ransagningskendelse, koordination med retsvæsenet, afdækning af mulige forbindelser mellem Ricciardi og tidligere ofre. Ingen enkelt detalje blev udskudt; selv parkeringsbøden blev til et søm i planken, et spor der kunne spænde et helt netværk ud.