Hvordan har præsidenter håndteret etnicitet og race i deres taler siden 1964?

Når vi ser på udviklingen af etnisk og racemæssig retorik i præsidenternes taler, bliver vi vidne til en bemærkelsesværdig ændring i den måde, hvorpå ordet “etnicitet” er blevet brugt. I begyndelsen af 1960'erne, da præsidenterne Eisenhower og Kennedy talte om etnicitet, var ordet ofte forbundet med udenlandske konflikter og immigration. Eisenhower anvendte for eksempel termen for at beskrive det amerikanske folks mangfoldighed, mens Kennedy brugte det i forbindelse med nationale symboler som flaget. Indtil da var etnicitet i præsidenternes taler primært relateret til fremmede grupper eller konflikter i udlandet, men dette ændrede sig markant i løbet af 1970'erne.

Det er i denne periode, vi ser en markant stigning i brugen af etnisk retorik. Tidligere havde præsidenter sjældent brugt ordet “etnicitet” i deres taler, men fra 1964 til 1976 blev termen brugt oftere og mere konsekvent. Dette kan ses i forhold til en stigning i hyppigheden af ord som "italiener", "jøde", "hispaner", "muslim" og "chicano" i præsidenternes taler under valgår. På samme tid var der en ændring i forholdet mellem etnicitet og race, hvilket kan måles i statistikkerne for, hvordan disse begreber blev brugt i tale.

Særlig interessant er det, at præsidenterne efter Nixon begyndte at bruge etnisk og racemæssig retorik mere parallelt. Under Lyndon B. Johnsons præsidentskab blev race og etnicitet nævnt med stor forskel, hvor Johnson nævnte race langt mere end etnicitet. Men fra Nixon og frem begyndte brugen af “race” og “etnicitet” at følge en mere jævn fordeling. Det er i denne periode, vi ser et skift i den politiske samtale, hvor etnicitet ikke længere kun refererede til udenlandske grupper, men også blev brugt som en måde at adressere den mangfoldighed, der præger USA som nation.

En vigtig observation er, at præsidenter som George W. Bush i højere grad brugte etnisk retorik end tidligere præsidenter. Dette skift blev markant i 2000'erne, hvor brugen af ordet "etnicitet" i Bush’ taler oversteg brugen af ordet “race”. Denne udvikling indikerer en ændring i den måde, etnicitet blev forstået politisk, hvilket peger på et større fokus på kulturelle og nationale identiteter frem for etniske grupper, der defineredes ud fra race.

Det er nødvendigt at forstå, hvordan etnicitet og race ikke blot er akademiske begreber, men politiske værktøjer, der har konsekvenser for magtstrukturer i samfundet. Et sådant skel mellem begreberne etnicitet og race kan have politiske implikationer, da etnicitet ofte forbindes med kulturel oprindelse og identitet, mens race i højere grad relateres til spørgsmål om magt og social ulighed. Denne skelnen førte til, at spørgsmål som “Er jøder en race?” eller “Er mexicanske amerikanere hvide?” blev centrale diskussioner, hvor svarene havde direkte indflydelse på, hvordan disse grupper blev anerkendt i samfundet.

Derudover førte denne blanding af race og etnicitet til oprettelsen af nye sociale kategorier. Eksempelvis kan termen "afroamerikaner" ses som en etnisk og racemæssig betegnelse, der giver en identitetsramme for en gruppe, der historisk set har været forbundet med slaveri og ulighed i USA. Bevægelser som dem der forsøgte at få afroamerikanere anerkendt som etnisk gruppe, viser, hvordan navngivning og identitetspolitik kan være tæt knyttet til politiske mål.

For at forstå udviklingen af etnisk og racemæssig retorik i amerikansk politik er det nødvendigt at overveje, hvordan disse begreber, når de anvendes i taler og politisk diskurs, kan fremme eller hæmme politiske beslutninger og sociale forandringer. Ændringerne i den måde, etnicitet og race er blevet behandlet, spejler de dybere sociale og politiske transformationer, der har fundet sted i USA siden midten af det 20. århundrede. Hvordan disse begreber fortsætter med at udvikle sig vil fortsat være en central faktor i amerikansk politik og samfundsstruktur.

Hvordan har præsidenter adresseret race siden 1964?

Siden 1964 har præsidenters retorik omkring race og etnicitet været præget af skiftende politiske og sociale landskaber. Et centralt aspekt ved præsidenternes tilgange til disse emner er, hvordan de har forsøgt at transformere diskurser om race til etnisk sprog for at skabe nye betydninger af krav om lighed. Dette fænomen blev især tydeligt i valgår som 1972 og 1996, hvor race og etnicitet spillede en central rolle i politiske strategier.

Lyndon B. Johnson, Jimmy Carter og Bill Clinton er nogle af de præsidenter, der i deres genvalg henvendte sig til befolkningen med ændrede termer for at omtale de sorte amerikanere. Johnson brugte ordet "Negro", Carter brugte "Black", og Clinton benyttede "African American", som blev mere fremtrædende end nogen tidligere præsidenter havde gjort. Clinton, der i 1996 indførte en markant stigning i bruken af termer som "African American" og "ethnicity", ændrede dermed ikke blot den politiske diskurs men også den kulturelle forståelse af race. Clinton brugte ordet "African American" hele 106 gange pr. million ord i sine offentlige taler, mens ingen tidligere præsidenter brugte det mere end 9 gange pr. million ord. Denne forandring af retorikken blev synlig i forholdet mellem de to ord "ethnic" og "African American", som på en måde blev tættere forbundet i 1996, hvor etnisk sprogbrug steg parallelt med bruken af termen "African American".

Men hvorfor ændrede retorikken sig så markant fra 1960'erne og frem til Obama? Hvilken politisk betydning havde denne ændring? Clinton, der havde en meget pragmatisk tilgang til sprogbrug, brugte ofte ordet "race" som en mere universel betegnelse for de spørgsmål, der vedrørte minoriteter, men samtidigt styrkede han brugen af udtrykket "African American" som en specifik politisk kategori. Denne strategi kan ses som et forsøg på at appellere til den voksende stemmeskare blandt sorte amerikanere, samtidig med at han fastholdt en bredere appel til etniske grupper.

En anden interessant observation er, hvordan disse ændringer i retorik relaterer sig til ændringer i de etniske og racemæssige identiteter i USA og mønstrene for immigration. For eksempel, hvordan Nixon introducerede etnisk sprogbrug i sin valgkamp i 1972 og hvordan dette sprog fortsatte med at udvikle sig i de følgende år. Hvorfor brugte George W. Bush sjældent ordet "ethnic"? Og hvad forklarede den stigning i etnisk retorik, som vi så i 1970'erne? Hvordan relaterede denne udvikling sig til ændringer i de racemæssige og etniske identiteter i USA?

Der er også en vigtig politisk dimension at forstå. I nyere tid, med den republikanske partis bevægelse mod en bredere etnisk og racemæssig sammensætning af sine offentlige ansigter, bliver det tydeligt, at den nuværende GOP’s retorik og strategi bygger videre på den kodede raceretorik, der stammer fra 1970’ernes appel til hvide etniske grupper som italienere og irere. Denne udvikling i retorikken har til formål at skabe en politisk koalition, hvor hvide vælgere med racemæssige forbehold spiller en central rolle. Således kan man spørge sig selv: Er det muligt, at partiernes koalitioner i USA er ved at gennemgå en omstrukturering, hvor etnisk og racemæssig politik spiller en større rolle?

Endelig skal man bemærke, at de nuværende diskurser omkring race og etnicitet ikke kun handler om identiteter men også om magt, ulighed og politisk strategi. Når retorikken omkring "race" og "etnicitet" ændres, ændres også de politiske landskaber, og måden, hvorpå amerikanerne opfatter og reagerer på spørgsmål om lighed og retfærdighed. De skiftende termer og den måde, de anvendes på, viser, hvordan politikere i høj grad tilpasser deres sprogbrug i takt med de demografiske ændringer og de ændrede forventninger i samfundet.

Hvordan Trump Brugte Trolling som en Politisk Taktik

Flere artikler påpegede denne fortolkning, herunder en på Nate Silver’s FiveThirtyEight, som forklarer begrebet "trolling." Silver definerer en troll som en person, der skaber splid ved bevidst at starte diskussioner eller provokere folk med den hensigt at fremkalde en følelsesmæssig reaktion eller på anden måde forstyrre normale samtaler. Artiklens beskrivelser af Trump som en "dygtig troll" viser, hvordan han brugte pressen til at få mere opmærksomhed. Men Trump’s forhold til internet-trolls—individer, der anvender denne taktik for at skabe kontrovers på internettets kommentarsektioner og diskussionsfora—slutede ikke med hans egne handlinger. Der var en aktiv og organiseret gruppe af internetkloge individer, der støttede Trump. Internet-trolls, pro-Trump eller ej, tog symboler og sproglige signaler i brug, der ofte kun kunne forstås af andre medlemmer af deres fællesskab. Dette fællesskab overlappede ofte med den såkaldte "alt-right."

Et konkret eksempel på, hvordan internet-trolls understøttede Trump, var brugen af meme’et Pepe the Frog. Selvom det oprindeligt ikke havde nogen politisk betydning, blev det populært blandt alt-right efter anonyme brugere skabte pro-Trump billeder med figuren. Trump-holdet begyndte gradvist at omfavne disse billeder. Mange medier forbød dog meme’et og forbinder det med hvidt overherredømme, selvom mange af dem, der brugte det til ikke-politiske formål, afviste tanken om, at en tegning af en frø kunne være racistisk.

Trods dette kunne Trump og hans tilhængere bruge et nyt taktisk element: plausible deniability. Dette koncept handlede om at fremføre ekstreme synspunkter og derefter afvise dem som overdrivelser eller satire. På den måde kunne han undgå at blive direkte ansvarlig for racistiske udtalelser ved at insistere på, at hans kommentarer var satiriske eller sjove. Dette minder om, hvordan Nixon og Reagan tidligere brugte kodede udtalelser for at dække over deres racemæssige undertoner, men Trump forøgede denne taktik ved at angreb medierne som "fake news," når de forsøgte at afsløre hans udtalelser.

Et af de mere slående eksempler på Trump’s brug af trolling i sin valgkamp var hans konstante påstand om, at valget var "manipuleret." Han nævnte også konspirationsteorier om alt fra Ted Cruz’s far til vacciner og autismen. På denne måde var Trump ikke kun i stand til at undergrave sine modstandere, men han fik også medierne til at reagere på mindre relevante emner, hvilket afledte opmærksomheden fra de mere substantielle politiske spørgsmål.

En vigtig pointe, som fremgår tydeligt i denne sammenhæng, er, at Trump formåede at udnytte mediernes opmærksomhed på symbolske eller provokerende emner, samtidig med at han fik lov til at distancere sig fra de politiske implikationer af sine handlinger. Ved at bruge trolling som en strategisk taktik kunne Trump både beskytte sig mod kritik og forstærke sin appel til de vælgere, der følte, at de var blevet overset af mainstream-medierne. Herved kunne han fremstå som den, der var "mod strømmen," og samtidig stille sig i en position, hvor han kunne afvise enhver kritik som værende overdrevet eller politisk korrekt.