Hvordan ændrer kunstig intelligens krigens natur og karakter?

Den stigende integration af kunstig intelligens (AI) og autonome våbensystemer i moderne militær kapaciteter rejser fundamentale etiske og juridiske spørgsmål vedrørende anvendelsen af magt uden menneskelig indblanding. Selvom der er bred enighed om, at krigens karakter er under forandring, er det væsentligt at sondre mellem krigens karakter og dens natur. AI’s indflydelse på krigens natur afhænger af flere faktorer, herunder de etiske og juridiske rammer for brugen, den teknologiske udviklingsgrad samt staters og aktørers handlinger.

Selv om AI kan reducere menneskelige faktorer i taktiske sammenhænge, vil den grundlæggende usikkerhed, friktion og kaos, som altid har præget krig, bestå. Krigens natur er dybt forankret i menneskelige dimensioner – psykologi, etik, politik og de menneskelige følelser omkring smerte og død. Disse aspekter kan ikke overdrages til maskiner. AI er ikke strategisk autonom, men et redskab, der kan manipuleres og vende sig imod sine brugere. Menneskelige biaser vil fortsat være til stede i militære beslutningsprocesser, og AI er ikke fri for disse. Desuden gør krigens “tåge” og dens indbyggede usikkerhed det umuligt fuldstændigt at overvinde friktion og tilfældighed med teknologi alene. Trods uovertrufne datamængder og avancerede analysemetoder vil AI-teknologier fortsat være sårbare over for velkendte metoder som bedrag, benægtelse og kamuflage. Teknologiske fremskridt kan ikke erstatte menneskelig genialitet og intuition, som vil forblive afgørende for succes i fremtidige konflikter.

Det er vigtigt at forstå, at AI i krigsførelse ikke blot er en teknologisk nyskabelse, men også en udfordring for de politiske og etiske rammer, der regulerer brugen af magt. Det menneskelige element – viljen, dømmekraften, ansvaret og moralske overvejelser – forbliver uundværligt. Den fulde automatisering af krig ville kunne fjerne den sociale og politiske dimension, som konflikter er bundet til, og derved underminere krigens funktion som en social og politisk mekanisme. At bevare menneskelig kontrol og forståelse i anvendelsen af AI er afgørende for at sikre, at teknologien understøtter og ikke undergraver det politiske formål med krig.

AI’s indflydelse på krig er således en kompleks blanding af teknologisk kapacitet og menneskelige begrænsninger. Teknologien udvider mulighederne, men kan ikke fjerne de fundamentale vilkår for krig: usikkerhed, kaos og menneskelige faktorer. En dybere indsigt i denne balance mellem maskinernes potentiale og menneskets uberegnelighed er nødvendig for at navigere i fremtidens konflikter, hvor AI vil spille en stadig mere fremtrædende, men aldrig fuldstændig dominerende rolle.

Hvordan håndteres udfordringerne ved fuld autonomi i ubemandede militære systemer?

Særligt i fjendtlige eller kommunikationsbegrænsede miljøer, hvor båndbredde er begrænset og forbindelsen kan være ustabil, kan UGV’er opleve store problemer, hvis de er afhængige af cloud-baseret AI. Det er derfor essentielt, at den nødvendige databehandling foregår lokalt – på enheden selv – for at sikre lav forsinkelse og næsten øjeblikkelig respons. Her har kommercielle, off-the-shelf (COTS) teknologier gjort det muligt at integrere praktisk og kraftfuld indlejret edge-computing i ubemandede systemer. Det giver disse systemer den nødvendige kapacitet til at køre avancerede AI-algoritmer, som holder både ubemandede luftfartøjer (UAV), undervandsfartøjer (UUV) og landkøretøjer i operation.

Militærindustrien ser store muligheder i at udstyre eksisterende robotter med AI, så de kan træffe egne beslutninger. Denne integration har både fordele og begrænsninger. Robotudvikling kræver en sammensmeltning af flere ingeniørdiscipliner, såsom elektrisk, mekanisk, elektronik samt informations- og kommunikationsteknologi. Nutidens AI fungerer som intelligente beslutningsstøttesystemer, der kan vurdere alt fra vej- og terrænforhold til angriberens kapaciteter og mulige angrebsmønstre, hvilket skaber en høj grad af situationsbevidsthed.

En særlig kontroversiel kategori inden for militær AI er de dræbende autonome våbensystemer, kendt som LAWS (Lethal Autonomous Weapon Systems). Disse systemer kan selvstændigt identificere, vælge og destruere mål uden menneskelig indgriben. På nuværende tidspunkt er mange af disse våben i form af ‘fire-and-forget’ systemer, der aktiveres og selvstændigt engagerer mål. Denne autonome beslutningstagning har skabt etiske og moralske debatter blandt videnskabsfolk og industriledere, da det rejser spørgsmål om ansvar og kontrol over liv og død.

De fleste eksisterende autonome våbensystemer bruges dog i forsvarsroller, såsom missil- og luftforsvarssystemer, der reagerer på trusler snarere end selvstændigt at igangsætte angreb. Eksempler på sådanne systemer er det amerikanske “Iron Dome” og anti-missilsystemer som THAAD, samt luftforsvarssystemerne S-400 og S-500. Disse systemer har AI-kapaciteter til hurtigt at identificere og afværge angreb, men de starter ikke konflikter.

Der findes også robotter som SWORDS, som har været anvendt i Afghanistan til at detektere og deaktivere bomber. Selvom sådanne systemer kan affyre våben, kontrolleres de stadig af mennesker. Fremtidige offensive LAWS, der kan affyre uden menneskelig kontrol, er teknologisk mulige, men ikke udbredte.

Robotter som South Koreas SGR-1 fungerer som grænsevagter med evne til at opdage fjendtlige mål på afstand, men menneskelig godkendelse er fortsat nødvendig for at affyre våben. Det understreger, at fuld autonomi stadig er under udvikling og underlagt stærk kontrol.

Det er vigtigt at forstå, at selvom teknologien bag autonome systemer og AI er avanceret, er den stadig begrænset af behovet for pålidelighed, præcision og ikke mindst etik. AI’s evne til at tage komplekse beslutninger i realtid er revolutionerende, men samtidig kræver det, at operatørerne og udviklerne har dyb forståelse for de mekaniske, kommunikative og moralske dimensioner i disse systemer. Det handler ikke kun om teknisk kapacitet, men også om hvordan og hvornår disse teknologier implementeres i virkelige konflikter.

Hvordan bekæmpes oprørere med robotter og droner i Indien?

Militæret erkender politiske processers overordnede betydning i håndteringen af oprør. Militær magt anses kun som en enkelt komponent i en bredere indsats, hvor moderat, gradueret anvendelse af styrke kombineres med sociale og økonomiske tiltag. Den indiske flådes doktrin understreger, at kontraterroroperationer indebærer en bred vifte af initiativer, fra kamphandlinger til politiske og psykologiske tiltag, med det formål at reducere oprørernes evne til vold og skabe et miljø, hvor oprørsbevægelsen mister støtte.

Den indiske luftvåben-doktrin, som blev udgivet i 2012, lægger vægt på ikke-kinetiske midler i sub-konventionel krigsførelse. Flyvåbnet anvender overvågning via luftrekognoscering, elektroniske støtteforanstaltninger til at lokalisere oprørernes kommunikationslinjer og baser, og hurtig mobilitet til at understøtte civile myndigheder og humanitære operationer. Når det er nødvendigt, kan militær magt dog anvendes hurtigt og præcist, som det blev demonstreret ved Balakot-angrebet i 2019.

Udviklingen inden for kunstig intelligens (AI) spiller en stadig større rolle i Indiens strategi mod oprørere. Forsvarsorganisationer, såsom Defence Research and Development Organisation (DRDO) og deres Center for Artificial Intelligence and Robotics (CAIR), forsker intensivt i teknologier som dyb læring, billed- og talegenkendelse. Disse teknologier gør det muligt at overvåge grænserne effektivt ved at genkende ansigter og læse ID-kort, hvilket kan forhindre oprørere i at bevæge sig frit over de lange og komplekse grænser til Pakistan og Kina.

Brugen af ubemandede luftfartøjer (UAV’er), eller droner, har været en central komponent i overvågning og rekognoscering. UAV’er kan flyve tættere på jorden end satellitter og levere detaljerede billeder i nær realtid, hvilket er essentielt for at opdage og følge små og mobile oprørsgrupper. Samtidig arbejder man på at forbedre UAV’ers intelligens og samarbejde, således at sværme af droner kan operere koordineret for at gennemføre komplekse operationer.

Ud over luftbårne robotter udvikles også jordbaserede ubemandede køretøjer (UGV’er), som kan bruges til at rydde miner og improviserede sprængladninger, og til indsats i bymiljøer, hvor traditionel militær indsats er farlig og vanskelig. Urban krigsførelse ventes at blive mere udbredt i takt med at verdens befolkning koncentreres i storbyer, og robotter kan give en fordel ved at operere i trange, vanskelige områder uden at sætte soldaternes liv i fare.

Det er vigtigt at forstå, at Indiens tilgang til bekæmpelse af oprør ikke blot er militær. Den bygger på en kompleks integration af teknologi, politik, psykologiske metoder og civilt engagement, som tilsammen søger at nedbryde oprørsbevægelsernes legitimitet og støtte i befolkningen. Militære operationer med droner og robotter skal derfor ses som værktøjer i en større strategi, hvor militær magt er underlagt politisk kontrol og suppleret med sociale initiativer.

Samtidig stiller anvendelsen af AI og autonome systemer i konflikt nye etiske og operationelle spørgsmål, især i forhold til graden af menneskelig kontrol og risikoen for utilsigtede konsekvenser. Udviklingen og implementeringen af disse teknologier må derfor ske under streng politisk og civil overvågning for at sikre, at de ikke overskrider de humane principper, som den indiske militærdoktrin bygger på.