Hvordan skygger og skikkelser påvirker vores opfattelse af virkeligheden

Der er øjeblikke, hvor selv den mest naturlige af menneskelige oplevelser bliver forvandlet til noget uhyggeligt og uforklarligt. Når skyggerne i et rum ikke længere blot er mørke, men i stedet synes at få en livlig og næsten legende karakter, som om de er aktiveret af en usynlig kraft, der har til formål at ryste vores forståelse af verden. Det er disse skygger, som dukker op om aftenen, når lyset falder og vinden begynder at hyle gennem træerne, der gør det til en sjælden, næsten magisk oplevelse at stirre ind i flammerne i et bål.

I et rum, hvor kun det svage lys fra ilden gør væggene synlige, begynder disse skygger at danse. De er ikke længere blot et fravær af lys, men tager form og begynder at efterligne de objekter omkring dem. Den gamle husmor kan blive til et uhyggeligt væsen, og den rolige barnestol transformeres til et farligt monster. Børn, der kigger på, er både bange og fascinerede af de forvrængede billeder, de ser, som om hele verden omkring dem har mistet sin faste struktur.

Men dette er ikke kun et fænomen, der påvirker børn. De, der har levet længere og har oplevet mere, ser også en dybere betydning i disse skygger. De ser ikke bare formerne på væggene og lofterne, de ser også ansigterne fra fortiden, mennesker der er borte, men hvis billeder stadig hjemsøger deres sind. Skyggerne virker som et spejl for alle de liv, der aldrig blev levet, og de tabte muligheder, som stadig hænger i luften som uopfyldte drømme.

Alt omkring ham skaber en dyb stilhed, som kun er brudt af de sporadiske lyde: vinden, der brøler i skorstenen, et fjernt og træt kald fra en fugl udenfor, eller måske en klokkeslag, der minder ham om tidens konstante gang. Det er som om disse lyde kun understøtter den overordnede følelse af en verden, der er ved at falde fra hinanden, hvor intet er fast, og alt er i bevægelse.

Men så, i denne tilstand af dyb meditation og mørk refleksion, brydes stillheden. En ukendt figur træder ind i rummet og gør sig bemærket. Det er ikke noget, han har set før, og dog er det noget, der virker uundgåeligt. Hvem er denne person? Hvor kommer han fra? Det er ikke nødvendigt at stille disse spørgsmål, for det, der er vigtigt, er ikke svarene, men den følelse, der vækkes ved mødet med denne figur, som om han har været der hele tiden, skjult i mørket og kun ventet på at blive set.

Mødet er hurtigt, en kort bemærkning fra den fremmede, og så er han væk igen. Men rummet er ikke længere det samme. Den stumme tilstedeværelse, der blev bragt med ham, hænger stadig i luften, og mens skyggerne fortsætter deres spil, er der en fornemmelse af, at noget dybere er blevet afsløret. Dette møde er en påmindelse om, at vi aldrig er helt alene i rummet, selv når det ser ud som om vi er. Der er altid en anden tilstedeværelse – hvad enten det er skyggerne fra vores fortid, de ting, vi aldrig har set, eller den udefinerbare følelse af noget andet, der lurer i mørket.

Udover skyggerne og figurerne er det vigtigt at forstå den dybde, som disse begivenheder åbner for vores perception af virkeligheden. Når vi ser på et rum og oplever det som levende, som når skyggerne danser og skaber nye former, er det et tegn på, at vores sanser er mere åbne for verden, end vi måske tror. Dette er ikke blot et spil af lys og mørke, men en refleksion af vores indre sindstilstand og den måde, vi forholder os til verden omkring os. Det, vi ser, er ikke nødvendigvis det, der er, men det, vi er i stand til at forestille os.

Så næste gang du ser på flammerne i pejsen, eller når mørket begynder at sænke sig omkring dig, kan det være, du opdager, at det ikke kun er rummets fysiske vægge, du ser. Måske ser du også væggene af din egen fortid, dine egne skygger, som venter på at blive anerkendt.

Hvad sker der, når vi virkelig lytter? En oplevelse af naturens ukendte kraft

"Nej," sagde hun og rødmede lidt. "Og jeg vil aldrig gøre det igen! Ærligt, Jack, jeg... Jeg ved ikke, hvad der kom over mig. Jeg lyttede til fuglene... Jeg har aldrig hørt noget som det før... og jeg hørte dig ikke, før du lo. Jeg ved ikke, hvad det var, men det føltes som om, jeg måtte fortsætte med at høre på fuglene... som om det var forkert at høre noget andet. Jeg ved ikke..." Hendes ansigt var alvorligt, og øjnene var fyldt med den uundgåelige forvirring, som følge af hendes umulige forsøg på at forklare sig.

Han kyssede hende hurtigt og grinede: "Mærkeligt barn, du!" Han trak hendes arm ind under sin og begyndte at gå mod skovens kanter. Mens de gik videre, rørte han ved nakken og sagde: "Jeg bliver glad for lidt skygge. Nakken begynder at blive øm." De havde kun få skridt til skovens rand, da hun pludselig stoppede. Han vendte sig mod hende, og så, at hun atter var spændt i hver muskel og havde hovedet strakt frem, som om hun koncentrerede sig på noget langt væk. Han rynkede panden og smilede, men hans smil forsvandt hurtigt. Han mærkede en følelse af noget mærkeligt, noget han aldrig ville forstå—en følelse af noget ubehageligt, som de fleste mennesker ville kunne relatere til. Uforvarende fandt han sig selv også anstrengt på at lytte.

De gik videre gennem skovens yderste række af træer, og han følte sig snart køligere. Det var som at træde fra helvede ind i et paradis. Solens varme blev erstattet af en mild og beroligende skygge, som fyldte ham med en ubeskrivelig ro. Men hun rystede svagt. "Åh, her er næsten koldt!" sagde hun. Han opfattede ikke ordene, da fuglesangen blev så høj og altopslugende, at hendes stemme forsvandt i støjen. "Dra' til fuglene!" sagde han. "Hvad sagde du?"

Nu var de dybt inde i skoven. Solens varme var blevet til en fjern, ubekymret tanke, og fuglesangen var blevet til en næsten uoverkommelig kaskade af lyde. Han følte sig pludselig rastløs, som om noget stærkt plukkede i hans nerver, men han kunne ikke finde ord til at beskrive det. Han stirrede på hende, der stadig var stiv og ubevægelig, som om hun stadig var fanget i noget, som han ikke kunne forstå. Og samtidig begyndte fuglesangen at aftage. Efterhånden som den langsomt forsvandt, blev hans nervesystem lettere, og han kunne igen mærke roen, men nu var han meget opmærksom på, at den eneste sang, han nu kunne høre klart, kom fra én fugl alene. Og dens stemme var fuld af noget, han ikke havde lagt mærke til før: en ren og uforstyrret skønhed, der fyldte ham med en følelse af ærefrygt.

Det er vigtigt at bemærke, at lytning ikke kun er en passiv proces; det er en aktiv opmærksomhed, som kræver, at vi stopper op og virkelig indfanger nuet. Som læsere kan vi blive mindet om, at naturens lyde—de, vi ikke altid bemærker—kan afsløre dybere lag af oplevelsen, hvis vi giver os tid til at lytte. Denne proces kræver ofte, at vi overgiver os til noget uden for vores kontrol, og det er her, vi virkelig begynder at forstå verden på en mere nuanceret måde. Følelserne af irritation, af ikke at kunne høre klart, skaber rum for indre refleksion. Når vi stopper med at forstyrre eller forsøge at kontrollere lyden, åbner vi os for dens sande skønhed.

Hvad skete der med katten og Greys skæbne?

Ikke desto mindre skaffede han sig selv en dyr kurv til at transportere den gule kat fra loftet til hans nyerhvervede, og i kontrast, luksuriøse lille lejlighed. Den var indrettet i en forfærdelig smag, men reaktionen på ren fattigdom havde sin effekt. Og så var han begyndt at drikke mere, end der var godt for en mand, der havde brug for et klart hoved og et fast sind, mindst for en del af en dag, der i virkeligheden var nat.

En dag havde han grund til at glæde sig over sit nye hjem. For første gang i sine godt og vel tredive år mødte han en kvinde. Grey opdelte kvinder i to kategorier. Der var "de regelmæssige" – sjælløse væsener med spillerens feber og den kriminelles alfabet – og "duerne", tåbelige kvinder, nogle unge, de fleste gamle, som fremviste deres dumme, men værdifulde fjer, for at blive plukket af sådan én som ham. Men Elise Dyer var anderledes. Hun vækkede en mærkelig og uventet følelse i ham. Hendes utrolig lyse hår, høragtigt som bølgende korn, hendes hvide hud, hendes dybe lilla øjne og hendes delikate carminfarvede mund fik ham til at blive forvirret på en måde, han aldrig før havde oplevet. De talte en nat om maskotter. Grey, der aldrig havde nævnt den gule kat til nogen, hviskede, at han, hvis hun ønskede det, ville vise hende den maskot, der havde bragt ham hans nu velkendte held. Pigen gik med på hans forsigtige forslag og fulgte ham til hans lejlighed; og han, i sin underlige enkelhed, stammede, at hun ville ære ham.

"For Guds skyld, tag den væk!" skreg hun. "Jeg kan ikke være tæt på den. Tag den forbandede kat væk!" Og hun begyndte at græde vildt, tragisk, mens hun trak sig mod døren. På dette tidspunkt mistede Grey al kontrol, og han, rasende, råbte bestialske ting til det kommende dyr og greb det om halsen.

Næste dag indså han, hvad han havde gjort. Først var han bange, halvt håbende, at den overtroiske frygt ville passere. Men et klart billede dukkede op foran hans øjne, den brudte overflade af en langsom drøm… “Du er en feje,” drillede hun ham. “Hvorfor handler du ikke som en mand? Gå til bordene og se selv, at du stadig kan vinde, på trods af dine skøre katteforestilling!” Først nægtede han kraftigt, men det gik langsomt op for ham, at det måske var hans chance for at få fred. Hvis han først kunne kaste udfordringen og vinde, ville hans sind være i ro.

Den nat fik han et højlydt velkommen, da han vendte tilbage til Green Baize Club. Det var som han havde frygtet. Han tabte støt. Så kom en idé til ham. Hvad nu hvis katten stadig var i live? Hvorfor havde han ikke tænkt på det før? Der var jo et ordsprog, der sagde, at alle katte havde ni liv. For alt, han vidste, kunne den have svømmet sikkert til bredden og forsvundet. Hans rastløse impuls blev til handling. Hastigt forlod han klubben og vinkede insisterende til en taxa. Efter hvad der virkede som en evighed, nåede han stedet, hvor han vildt havde kastet katten. Stillheden i vandet mindede ham om, hvor meningsløst det var at lede efter dyret her. Det var ikke sådan, man satte sig for at finde en kat. Det plagede hans sind de følgende dage. Udtømmende undersøgelser afslørede ikke den mindste spor af den gule kat. Nat efter nat gik han til bordene, lokket af den maddende tanke, at hvis han bare kunne vinde, ville han dulme kvalen og finde fred. Men han tabte. Og så skete der noget mærkeligt. En nat, da han vendte hjem gennem den forladte park, følte han en sær og uimodståelig trang til at løfte sine fødder fra græsset og følge den grusbelagte sti. Han modstod trangen, kæmpede imod den; han var kold og udmattet, og ved at gå over græsset kunne han spare mange minutter på sin trætte gang. Men trangen – som en mystisk blind instinkt – holdt ved, og til sidst fandt han sig selv løbe, forsigtigt trædende på den fugtige jord. Han forstod ikke, hvorfor dette var sket.

Hvem er manden med halen?

Blomsterblade, hvis farve først blev til skinnende guld, ændrede sig langsomt til glitrende sølv, efterhånden som deres takkede spidser blev nået. Disse takkede ender var cirkulære, og de sølvfarvede kanter rammede op mod brillante, skarlagenrøde munde, der mindede om den sugende åbning, som den enorme og slimede heste-lus bruger til at mætte sin modbydelige tørst efter blod. Mændenes arme var usædvanligt lange, og hans negle var aldrig blevet klippet; hans tæer, især mellem storetåen og den næste, var usædvanligt brede. Den ene hånd greb stadig barkrebet, mens den anden hang løst ved hans side. På trods af at han var høj, med en statur på cirka fem fod og ti tommer, og tungt bygget, bevægede han sig let, som en kat. Forsigtigt slap han rebet og strakte sine to lange arme mod sin bevidstløse bytte. Nattens stillhed blev brudt af et kald fra en nattergal, og den søvnige vagt blev uroligt rystet, da lyden nåede hans hjerne. På et enkelt spring var manden over ham. Med én hånd på hans mund og den anden arm rundt om hans bryst, klemmede han hans arme fast mod hans side. Med en utrolig hastighed nåede han den modsatte side af træet, slap grebet om vagtens mund og begyndte at klatre op ad træet, trin for trin, med en utrolig smidighed, mens han brugte rebet som støtte.

Nær kanten af junglen, tæt ved bilian-træet, fløj Dennis og korporalen hen. "Se, Tuan, et reb!" gasped korporalen. "Min Gud!" hviskede Dennis. "Hvad betyder det?" "Det er lavet af bark og…" korporalen stoppede, da et højt skud ekkoede. "Jaga! Tuan, Jaga!" råbte han, da en forvirret skikkelse væltede ned fra træet, og de slappe ender af rebet snoede sig omkring dem. Et knæk fra en gren ovenfor og et rygerifle faldt ned til jorden. Da skikkelsen ramte jorden med et væmmeligt bump, faldt de to figurer fra hinanden og blev derefter stille. "Fang den mand og bind ham!" råbte Dennis, mens han bøjede sig ned over den bevidstløse Si Tuah. "Forsigtigt, mænd, forsigtigt," tilføjede han, da fire politimænd løftede ham og bar ham over til deres kajang-skjul. Hans venstre arm hang løst ved hans side, to ribben var også brækket, men hans hjerte slog stadig svagt. Dennis hældte en smule brandy ned i hans hals. Langsomt vågnede Si Tuah. Han forsøgte at rejse sig, men faldt tilbage med et støn af smerte.

"Se Tuan, se!" gasped korporalen og pegede med rystende finger. "Han har en hale—det er ikke en mand—han har en hale!" Og febrilsk rørte han ved de amuletter, der hang om hans hals. Dennis kiggede, fulgte den pegede finger, og bøjede sig derefter ned for at se tættere. Det var, som korporalen sagde. Manden havde en hale—en lang, hård fremspringende del, der strakte sig omkring fire tommer fra hans rygsøjle.

"Bring ham til lejren," beordrede Dennis. "Sæt to vagter; en over ham, en ved lejren. Han er kun bedøvet; der er ingen brækkede knogler. Når Tuah er bedre, vil vi få mere at vide." Dennis gik hen til sin seng. Frygten var væk, men mysteriet var stadig uopklaret. Lejrbålet brændte lystigt og gav en lugt af skarp trærøg. Den beroligende duft af aromatiske urter fra en time siden var forsvundet. Fra politimændene kom periodiske hvisken; fra manden med halen kun tung vejrtrækning.

Da Dennis kaldte på korporalen, gik de hen til den grædende mand. Ved Dennis' nærvær kiggede han op og, med et skrig, begravede sit ansigt i sine bundne hænder og rystede sin krop frem og tilbage. Han var bange—bange for en hvid mand, som han aldrig havde set før. "Rolig nu, fjols," sagde korporalen hårdt, idet han ubevidst talte på Murut. "Stop din jamren, Tuan er ikke et spøgelse, men en mand, omend almagtsfuld." Langsomt stoppede den halemænd gråden og kiggede op. "En mand!" mumlede han. "En mand og farven af guderne!" Han talte et blandet Murut og Malay, som fik Dennis til at rykke og korporalen til at rynke panden i forvirring, for hans betydning var klar, selvom mange af ordene, der kunne minde om begge sprog, var anderledes.

"Og dit navn?" spurgte Dennis på malaysisk, men manden rystede kun på hovedet i frygt, strakte hænderne ud i bøn. "Løs hans bånd," beordrede Dennis. "Spørg ham om hans navn, hans stamme og landsby."

Korporalen adlød, og oversatte. Manden hed Si Urag. Han kom fra en Murut-stamme, som for mange år siden havde fanget nogle malaysiske handlende. Alle blev