Hvordan reflekterer Taxila og Sanchi den tidlige buddhistiske arkitektur og religiøse praksis?

Taxila, især byen Sirkap, repræsenterer en kompleks kulturarv præget af indflydelser fra indo-græske, shaka og partiske perioder. Arkæologiske fund herfra, især fra den sene fase, afslører en sammensmeltning af græske og indiske kunstneriske elementer. Den ødelagte buddhistiske apsidal-temple i Block D, med sin skærm mellem apsis og forsamlingsområde, er et centralt eksempel. Fundet af stenhovedskulpturer med både indiske og græske træk, herunder mulige bodhisattvaer, understreger denne kulturelle fusion. De firkantede baser af stupas foran templet indikerer tidlig religiøs praksis dateret til første halvdel af det 1. århundrede e.Kr.

En bemærkelsesværdig struktur i Sirkap er “dobbeltørnens helligdom” i Block F, sandsynligvis opført i slutningen af det 1. århundrede f.Kr. Dens baser prydet med reliefskærerier af søjler og pilastre med akantusblade kombinerer tre portaltyper: torana, chaitya-buer og klassiske hellenistiske pedimenter. Dobbeltørne-symbolikken på chaitya-buerne og enkeltørne på toranerne illustrerer en religiøs og kunstnerisk symbolik, som kan have haft betydning for både buddhistiske og sekulære aktører.

Sanchi i det centrale Indien repræsenterer en anden, men ligeså vigtig dimension af buddhistisk arkitektur og religiøs liv. Her spænder levnene over næsten femten århundreder, og stedet har bevaret en række stupas, søjler og helligdomme i relativt god stand. Den oprindelige murstenskerne af Stupa nr. 1 stammer fra Ashokas tid, og i det 2. århundrede f.Kr. blev den beklædt med lokalt sandsten, hvilket demonstrerer en overgang fra enkel til mere varig og udsmykket arkitektur.

Stupas ved Sanchi var omgivet af en stenbeklædt cirkelsti til circumambulation (pradakshina-patha), med flere trapper og omfattende stenskræmmere (vedikas) på forskellige niveauer, samt et symbolsk paraplyformet element (chhatra) på toppen. Selv om ingen relikvier er fundet i Stupa nr. 1, har Stupa nr. 2 og nr. 3 indeholdt betydelige relikviekasser med knogler og perler fra berømte munke, hvilket understreger stupas rolle som relikvietempler og vigtige centre for hengivenhed.

Billedkunst og skulpturel udsmykning var især koncentreret om stupaernes rækværk og indgangsportaler (toranas), som syntes at efterligne oprindelige træstrukturer i sten. Bevaringsspor af kalk og rød maling antyder, at overfladerne engang var farverige og dekorerede med guirlander, hvilket bryder med nutidens opfattelse af buddhistiske monumenter som monumentalt enkle.

Det omgivende landskab ved Sanchi rummer mange arkæologiske spor, der dokumenterer et veludviklet monastisk miljø med landbrug og vandforvaltning. De mange dæmninger og reservoirer, dateret til samme periode som klostrene, viser munkenes aktive rolle i vandopsamling og irrigationsprojekter, hvilket må have øget landbrugsproduktiviteten og dermed det materielle grundlag for samfundet. Naga-figurerne, der ofte er placeret ved disse vandelementer, vidner om en fortsat kultisk dyrkelse af vandånder, som eksisterede parallelt med buddhismen og lokale religiøse praksisser som Vaishnavismen.

Den dybe integration af arkitektur, religiøse symboler og dagligdags praksis i både Taxila og Sanchi illustrerer, hvordan buddhismen i oldtiden manifesterede sig som en levende, kulturelt integreret kraft, der influerede både spirituelle forestillinger og samfundets materielle og sociale strukturer. At forstå denne kontekst giver en mere nuanceret indsigt i, hvordan tidlige buddhistiske samfund formede deres rum og ritualer i en verden præget af kulturel udveksling og politisk forandring.

Hvordan kan segmentære stater og feudalismemodeller forstås i tidlige middelalderlige Sydindiske samfund?

Tidlige middelalderlige sydindiske stater er blevet analyseret gennem flere teoretiske linser, herunder segmentære og feudale modeller. Begrebet segmentær stat, som først blev introduceret af antropologen Aidan W. Southall, giver en forståelse af politiske systemer, der ikke er centraliserede, men består af en pyramide af segmenter, som er knyttet sammen af modstand mellem højere niveauer. Southall påpegede, at i mange samfund har den politiske organisation været segmenteret frem for enhedlig, og at magten i en segmentær stat er delt mellem forskellige centre, der hver især udøver kontrol på deres respektive niveauer.

Feudalismemodellen, derimod, forsøger at beskrive magtforholdene i samfund, hvor jordbesiddelse og vassalforhold er de centrale elementer. I de tidlige sydindiske stater kan nogle aspekter af relationerne mellem kongerne og deres underordnede muligvis forstås i feudale termer, men de specifikke forhold mellem kongerne og modtagerne af deres landgaver stemmer ikke overens med den klassiske forståelse af feudalismens struktur. Feudalisme er ofte forbundet med et system, hvor lokale adelsmænd har magt over jorden og de mennesker, der arbejder på den, og hvor kongens autoritet er begrænset til visse territorier. I den tidlige sydindiske kontekst var kongens magt dog ikke fuldstændig decentraliseret, men snarere en sammensmeltning af forskellige former for kontrol og indflydelse.

Kritikken af segmentære og feudale modeller i relation til Sydindien har ført til et behov for en mere nuanceret tilgang. Ifølge forskere som Karashima og Veluthat bør det forstås, at Sydindien, som et område, ikke bør behandles som en homogen enhed. Der var markante forskelle mellem de historiske processer, der fandt sted i de centrale områder som Kaveri-dalen, hvor Chola-riget var centralt, og i de mere perifere områder som Kerala, Karnataka og Andhra. Dette betyder, at en mere præcis analyse bør tage højde for de regionale forskelle og de specifikke historiske og politiske kontekster, der spillede en rolle i hver del af Sydindien.

Det er vigtigt at forstå, at de tidlige sydindiske stater, selvom de ikke var fuldstændig centraliserede, stadig havde en reel magt, der kunne udøves effektivt på visse niveauer. Denne magt var dog ikke absolut, og relationerne mellem kongerne og deres underordnede var præget af et netværk af diplomatiske og ritualiserede relationer, der ikke altid passede ind i de strenge rammer af segmentære eller feudale modeller.

Hvad er den symbolske betydning af Mahabodhi-templet i det asiatiske buddhistiske samfund?

Mahabodhi-templet har en uvurderlig symbolsk betydning i den asiatiske buddhistiske verden, hvilket afspejles i dets gentagne rekreationer i forskellige dele af Asien og dets hyppige fremstilling på buddhistiske plaketter og tabletter i flere lande. Denne religiøse struktur, hvis oprindelse går tilbage til Buddhas oplysning, blev i middelalderen omdannet til et kraftcenter for buddhistisk læring og tilbedelse. Et af de mest imponerende vidnesbyrd om Mahabodhis betydning er dens repræsentation i kunst og arkitektur på tværs af forskellige kulturer og tidsperioder.

Det enorme Nalanda-kompleks, som var en af de mest betydningsfulde buddhistiske læreskoler i middelalderen, bestod af en stor stupa, fem templer og op til elleve klostre. Her blev der fundet en stor mængde skulpturer i sten, bronze og stucco fra den tidlige middelalder, sammen med inskriptioner på sigiller, som bærer oplysninger om klosterets og de kongelige patroners forhold. Den buddhistiske praksis under Pala-dynastiet i Østindien, som har ry for at have fremmet og støttet buddhismen, afspejles tydeligt i de kongelige inskriptioner, hvor dharmachakra-emblemet ofte ses flankeret af hjorte, symboliserende Buddhas lære.

Men på trods af de omfattende optegnelser om buddhistisk støtte, er det nødvendigt at forstå, at støtten til buddhismen ofte kom fra en række forskellige kilder: underordnede herskere, munke og donorer, der søgte kongens godkendelse af deres landoverdragelser. Skønt de Pala-kongelige fortsatte med at favne gaver til brahmanerne, var buddhismen langt fra at være i tilbagegang i Bihar og Bengal. Dette vidner om en kompleks dynamik, hvor religiøse praksisser eksisterede parallelt og undertiden komplementerede hinanden.

Ratnagiri, en anden betydningsfuld buddhistisk lokalitet, var et stort monastisk kompleks på en bakke nær floden Keluo i Odisha, og dens historie strækker sig fra det 5. til det 13. århundrede, med spor af aktivitet helt frem til det 16. århundrede. De arkæologiske udgravninger her afslørede en enorm stupa, flere templer og små stupas samt et væld af skulpturer og indgraverede stenplader. Monastret blev tydeligt associeret med Mahayana-buddhismen, som blandt andet har et rigt ritual og symbolsk indhold, der inkluderer anvendelse af mantraer og besværgelser som en vej til åndelig oplysning.

Fra et arkæologisk synspunkt var Ratnagiri en af de vigtigste indikationer på den vedvarende betydning af buddhismen i Odisha. Den 12. århundredes kobberplader og de mange fundne artefakter giver et klart billede af et rigt buddhistisk liv i regionen. Særligt den overleverede beretning om en Mahayana-tekst, der blev sendt til den kinesiske kejser, viser den kulturelle udveksling og påvirkning, som buddhismen havde på tværs af grænserne i Asien.

I Odisha kan man også finde store buddhistiske steder som Udayagiri, Lalitagiri og Ratnagiri, som sammen viser buddhismens lange og varierede tilstedeværelse i regionen. I denne periode blev buddhistisk tilbedelse også mere rituelt orienteret, hvilket reflekteres i den detaljerede beskrivelse af praksis som den i Shantidevas Bodhicharyavatara. Ritualer som at bade billedet af Buddha i duftende vand, tilbyde blomster og røgelse, samt musik og sang, var centrale i den religiøse udøvelse.

Perioden vidnede også om fremkomsten af tantrisk buddhisme, eller Vajrayana, som med sin koncentration på magi, meditation og mantraer blev et afgørende aspekt af den buddhistiske tradition i denne tid. Mantraer som Om mani padme hum blev betragtet som en effektiv metode til at opnå åndelig oplysning. Vajra-scepteret og klokken blev essentielle elementer i tantriske ritualer, og dets symbolik omkring styrke og magt spejlede den spirituelle udvikling, man stræbte efter.

For læseren er det vigtigt at forstå, at den buddhistiske verdens udveksling af ideer og praksis ikke kun var geografisk begrænset. I det tidlige og middelalderlige Indien var der et komplekst netværk af buddhistiske klostre, kongelige gavmildhed, og transregionale forbindelser, som ikke kun påskønnede buddhismens åndelige værdi, men også dens kulturelle og politiske betydning. Det er vigtigt at anerkende, at buddhismen ikke kun var en religion for en bestemt gruppe mennesker, men et væsentligt kulturelt element, der præger samfundet som helhed, fra konger og monarker til de almindelige borgere og pilgrimme.