Hvordan den Alternative Højrebevægelse har Formet Kristendommens Forhold til Racisme og Nationalisme

Den Alternative Højrebevægelse, som opstod i et onlinefællesskab blandt højreorienterede dissidenter, har i sin kerne været en modreaktion mod den progressive venstrefløj og en samlet front mod den globale lighedsideologi. Ifølge Murray bør den bedst forstås som en eklektisk sammensætning af bevægelser og ideer, der har fundet fælles fjender i alle former for egalitarisme. Bevægelsen har haft sin største synlighed online, hvor forskellige websteder som Occidental Observer, Daily Stormer, Alternative Right, VDare og American Renaissance har spillet en central rolle. Dog har relationerne mellem disse influencere været anstrengte siden Murrays oprindelige artikel, og flere af de oprindelige mærker er blevet ændret eller rebrandet, som det er tilfældet med Alternative Right, der nu er kendt som Affirmative Right.

Denne udvikling var på ingen måde uventet. Greg Johnson, en anden markant figur i den hvide nationalistiske scene, hævdede allerede i 2016, at Richard Spencer, der havde været med til at lancere mærket Alt-Right, måske uforvarende havde ødelagt det. Johnson mente, at Spencers fejltagelse med hensyn til hans offentliggørelse af Trump-tilhængerskabet kun havde forstærket mediernes negative billede af bevægelsen som en samling af nazister. Denne episode, mente Johnson, havde haft reelle konsekvenser, og selvom nogle medlemmer af bevægelsen glædede sig over, at flere modererede figurer nu forlod mærket, mente han, at det kunne blive selvdestruktivt.

Dette afspejler en bredere erkendelse blandt nogle højreorienterede grupper om, at Alt-Right som et brand var blevet beskadiget, og det er ikke klart, hvad det betyder for fremtiden for hvid racisme og etnonationalisme. Men selvom mærket som sådan er blevet slidt, er hvid nationalism stadig levende og fortsætter med at udvikle sig i nye former. Johnson påpegede, at bevægelsen, på trods af tilbageslaget, stadig kunne finde nye veje, så længe dens medlemmer var villige til at lære af deres fejl.

Denne debat om Alt-Right-bevægelsens ideologi førte også til større refleksion blandt kristne ledere i både Southern Baptist Convention og Latter Day Saints Church (LDS) om deres kirkers fortid med racisme, og hvordan de nu kunne tage aktivt ansvar for at inkludere folk af farve i deres kirkelige hierarkier. Hvad der var på spil for mange af disse kristne var ikke nødvendigvis den direkte politiske magt, som Alt-Right kunne opnå, men hvad opkomsten af bevægelsen i 2016 afslørede om tilstanden i USA og i deres egne kirker og institutioner.

Debatten, der fulgte i kirkernes kredse, handlede ikke kun om, hvordan de skulle forholde sig til etnisk og racemæssig diskrimination, men også om, hvordan de skulle respondere på nye samfundsproblemer, som LGBTQ+ fællesskabet og andre kulturelle ændringer, der udfordrede de konservative værdier, som disse institutioner havde stået for i mange år.

Som vi ser i de kommende kapitler, er forholdet mellem kristendom og den hvide nationalistbevægelse ikke kun et spørgsmål om racisme, men også om den kulturelle og religiøse kamp, der finder sted, når folk søger at beskytte eller genopfinde deres etniske og nationale identiteter. Denne kamp om værdier, tro og tilhørsforhold har været afgørende for udviklingen af den nye højrefløj, og hvad der startede som en reaktion mod progressiv lighedstænkning er nu blevet et af de mest markante politiske og sociale fænomener i Amerika.

Hvordan skal man forstå religiøs mangfoldighed inden for Alt-Right-bevægelsen?

Religiøse synspunkter har fungeret som et redskab til at skabe og håndhæve grænser for, hvem der betragtes som ægte medlemmer af Alt-Right, og hvem der afvises som såkaldte “cucks” — et nedladende udtryk brugt om dem, der anses for at være for liberale eller forrædere mod den “autentiske” højrefløj. Specielt kristendommen har været genstand for intens debat, især spørgsmålet om hvorvidt en kristen kan betragtes som Alt-Right, hvis vedkommende udviser en vis grad af racemæssig bevidsthed eller “pro-hvid” holdning. Denne diskussion opstår blandt andet på baggrund af Alt-Rights forbindelse til ældre former for amerikansk hvid nationalisme, som ofte var fjendtligt indstillet overfor kristendommen.

Historisk set har forholdet mellem hvid nationalisme og kristendom i USA ofte været præget af konflikt og mistillid. Mange af bevægelsens grundlæggere, såsom Revilo Oliver, Ben Klassen og William Pierce, betragtede kristendommen som en trussel mod hvid racemæssig overlevelse. Klassen og Pierce gik så vidt som til at etablere nye religiøse bevægelser, der åbenlyst var anti-kristne, som et middel til at styrke racemæssig identitet. Mange hvide nationalister, der identificerede sig som hedninger, argumenterede for en tilbagevenden til for-kristne europæiske traditioner som en måde at genvinde en ægte hvid identitet. For disse grupper var kristendommen en hindring for opbygningen af en politisk bevægelse baseret på racebevidsthed.

Det er væsentligt at forstå, at religiøs mangfoldighed inden for Alt-Right ikke blot er tilfældig eller uorganiseret, men snarere en del af de komplekse forhandlinger, der foregår internt i bevægelsen. Den fungerer som et område, hvor tilhørsforhold og loyalitet testes, samtidig med at forskellige religiøse og ikke-religiøse aktører forsøger at finde fælles fodslag omkring bevægelsens overordnede mål. For læseren er det vigtigt at erkende, at Alt-Rights tilsyneladende fragmenterede religiøse landskab ikke er udtryk for svaghed, men en strategisk dynamik i en bevægelse, der søger politisk og kulturel dominans.

Endvidere er det centralt at forstå, at for mange inden for bevægelsen er religion ikke primært en personlig tro, men et politisk værktøj. Den bruges til at markere grænser, styrke gruppetilhørsforhold og fremme et fælles narrativ om racemæssig overlevelse og etno-nationalisme. Samtidig skal man være opmærksom på, at Alt-Rights religiøse diversitet også indebærer en konstant forhandling af identitet og magt internt, hvilket kan føre til både splittelser og alliancer. Denne kompleksitet gør, at ethvert forsøg på at forstå Alt-Right må tage højde for, hvordan religion integreres i deres ideologiske konstruktioner og politiske strategi.