Hvordan husker vi dem, vi elsker?

Der er et digt af E.E. Cummings, som ofte bliver læst til bryllupper, og som underligt nok også passer til denne dag. Det taler om kærlighed og minde. Det taler om den varige indflydelse, vi har på hinandens liv, og de måder, vi binder os til hinanden – usandsynligt, uforklarligt, uudsletteligt. Et uddrag lyder:

Der er også et velkendt bibelvers, der spejler Cummings’ digt. Det stammer fra Ruth-bogen og er et elokvent udsagn om venskab mellem kvinder. Ruth lover sin svigermor Naomi sin trofasthed og siger:

"Bed mig ikke om at forlade dig eller vende tilbage fra at følge efter dig; for hvor du går, vil jeg gå, og hvor du bor, vil jeg bo: dit folk skal være mit folk, og din Gud min Gud." (Ruth 1:16-17)

Jeg vil gerne dele fem korte minder om min veninde Ann, som jeg bærer med mig fra mit hjerte.

Ann var en frygtløs og frygtindgydende bilist. Jeg talte med Eric (Metcalf) om dette i går aftes, og han sagde, at det at køre på Beltway med Ann var som at overgive sit liv til Gud. Jeg er enig med ham. Kay beretter, at Ann allerede som lille var en beslutsom chauffør, når hun og Mary Jane og Patty kørte gokarts på en lille bane på Cape Cod. Kay husker, hvordan Ann fik et meget beslutsomt og alvorligt udtryk i ansigtet og derefter kørte af sted uden at tøve. Det fortsatte, da Ann som ung assistentprofessor i kommunikation på Stetson University overtog ansvaret for forensics (som hun ikke var meget begejstret for), og hun arvede en "vintage" motorhome til at køre sine studerende til og fra turneringer i sydstaterne. Ann lærte at styre det kæmpestore køretøj, men måtte samtidig leve med, at det ofte brød sammen og efterlod hende strandet med studerende, ofte i ødemarken. Hun kom altid hjem, men det var ikke let.

Mit yndlingsminde om Ann og kørsel fandt sted for måske seks år siden – Carole (Blair) var også der. Det var om foråret, da jeg besøgte Ann i Maryland, og vi besluttede at tilbringe dagen på Smithsonian Castle. Ann kørte ind i distriktet, og vi begyndte at lede efter en parkeringsplads. Vi så en ledig plads på gaden, men vi var allerede forbi, før vi kunne reagere. Uforfærdet satte Ann bremsen i, kiggede i spejlene og bakke op i trafikken på Independence Avenue. Hun parkerede, satte bilen i "Park", vendte sig mod mig og sagde: "Vær venlig ikke at fortælle det til min mor." Jeg bærer disse minder i mit hjerte.

Ann troede på, at hele verden var forbundet – at der var langt færre end seks grader af separation mellem sig selv og andre. Jeg tror, at Ann, der voksede op i en militærfamilie, så og søgte forbindelser mellem livene af de mennesker, hun kendte. I militærverdenen er sådanne forbindelser relativt udbredte. I den civile verden er det måske ikke så meget tilfældet. Men det forhindrede ikke Ann i at fortsætte. Tværtimod: hun ledte altid efter fælles træk mellem mennesker, steder og erfaringer. Vi kaldte det spøgefuldt "Hele verden er forbundet-teorien."

Ann var den mest ærlige person, jeg nogensinde har kendt. Så vidt jeg ved, fortalte Ann Burlin aldrig en løgn: hun var konstitutionelt ude af stand til at lyve. Det betyder, at Ann aldrig fortalte selv de små hvide løgne ... ikke én. Aldrig. Hun kunne måske undvige et emne, skifte emne, kun fortælle en del af historien, men hun ville ikke lyve. Konsekvensen var selvfølgelig, at Ann var den person, man altid spurgte om information i en svær situation. Det betød også, at hun gennemgik mere end sin retfærdige andel af svære øjeblikke. Men hun var en sandhedens fortæller, helt igennem. Jeg bærer hendes ærlighed i mit hjerte.

Ann var en ivrig læser med en usædvanligt bred smag. Hun læste nutidig skønlitteratur med en appetit, som jeg har set hos få andre. Hun ville, som hun sagde, "læsse en bog af" på en dags tid. Hun elskede gode mysterier, slugte biografier og selvbiografier, og i en underlig drejning havde hun et kærlighedsforhold til Kinky Friedmans værker. Men Ann læste ikke kun skønlitteratur. Hun læste bredt om internationale problemer, om økonomisk teori og altid om nutidig politik. Hun var en "regular" på Politics and Prose, den berømte boghandel i Washington, D.C., og mødested for mange. Hun gav mig engang en bogtaske derfra. Den sagde: "Så mange bøger, så lidt tid." Så lidt tid, virkelig.

Ann stoppede aldrig med at være en akademiker, selv efter hun skiftede karriere. "Jeg vil læse nogle mere seriøse bøger," sagde hun: "Jeg skal engagere mig mere i mit sind." Jeg kunne altid regne med, at Ann gav mig den nyeste bog inden for mit fagområde eller sendte mig en reference til en artikel, jeg burde læse, eller serverede et avislink med spørgsmålet, "Er det noget til dit næste forskningsprojekt?" Jeg bærer disse minder i mit hjerte.

Ann delte sin kærlighed til Cape Cod med mig, tog mig med til Hardings Beach, hvor hendes far tog sine døtre for at lege i "det rigtige hav, det store hav." Hun introducerede mig til Chatham Candy Manor, hvor hun arbejdede i flere somre som teenager, og hun insisterede på, at vi gav efter for hendes passion for friturestegte muslinger (både muslingerne og deres indhold) på Cooke’s Seafood. Lad mig være klar: Ann spiste hele muslingen. Det er en smag, man lærer at elske.

Ann troede, at alt ville være godt på Cape Cod. I sine sværeste tider blev Cape Cod hendes tilflugt. Atlanterhavet var hendes hellige vand; udsigten over Pleasant Bay var hendes glimt af himlen. Jeg bærer disse minder i mit hjerte.

Disse er blot nogle få af mine minder om Ann, min veninde i 37 år. Måske deler du nogle af disse minder, og jeg stoler på, at du har mange andre af dine egne. Jeg troede, at vores venskab ville føre os til endeløse dage med afslapning på Cape Cod, til utallige flere diskussioner om politik og langt ind i en bekymringsfri alderdom. Men sådan skulle det ikke være. Ikke desto mindre er mine minder stærke, og jeg har til hensigt, at de skal vare: de hjælper mig med at fremkalde Anns smil, hendes latter, hendes intelligens, hendes godhed og hendes kompleksitet. Jeg bærer hende – vi bærer hende – i vores hjerter.

Hvordan man strukturerer en præsentation for maksimal effekt: Organisering og tilpasning til publikum

Når man står foran et publikum, er det vigtigt at vælge den rette organisering af ens præsentation for at sikre, at budskabet bliver forstået og værdsat. De fire hovedmetoder til at organisere indholdet – kronologisk, problem-løsning, spatial og topisk – har hver deres fordele afhængig af, hvad formålet med præsentationen er, og hvem der lytter.

Problem-løsning ordning er effektiv til præsentationer, hvor der er behov for at adressere et specifikt problem og derefter tilbyde en løsning. Først præsenteres problemets omfang og alvor, og dernæst fremlægges en løsning. Denne organisering er ideel til overbevisende eller motiverende præsentationer, hvor taleren ønsker at engagere og inspirere sit publikum til handling. Det skaber en naturlig dynamik, hvor lytterne ikke kun forstår udfordringen, men også ser en vej fremad.

Spatiale ordninger derimod anvendes i præsentationer, hvor visualisering spiller en central rolle. Her organiseres indholdet i forhold til fysiske retninger – fra venstre mod højre, oppe mod ned, indvendigt mod udvendigt og lignende. Denne metode er nyttig, når man ønsker at hjælpe lytterne med at forstå relationer mellem forskellige objekter eller begreber gennem rumlige forestillinger. Det er især effektivt i situationer, hvor det visuelle aspekt er essentielt for forståelsen, som for eksempel i arkitektoniske eller geografiske præsentationer.

Topisk orden er en fleksibel og tilpasningsdygtig metode, hvor indholdet organiseres efter de forskellige underemner, der hører til det overordnede emne. Hvert underemne behandles som et selvstændigt hovedpunkt i præsentationen. Denne form for organisering fungerer godt, når emnet er komplekst eller består af flere aspekter, der kræver individuel behandling. Topisk orden er derfor anvendelig i langt de fleste typer præsentationer, da det giver taleren mulighed for at tilpasse strukturen efter behov.

Valget af den rette organisering afhænger i høj grad af publikums karakter og formålet med præsentationen. En præsentation, der er vellykket i én kontekst, kan mislykkes i en anden, hvis man ikke tager højde for publikums behov og forventninger.

Det er derfor afgørende at forstå, hvordan man bedst kan analysere sit publikum. En empatisk tilgang er nødvendig, hvor taleren undersøger, hvilke præferencer og opfattelser publikum har. Hvis man taler til en apatisk gruppe, der måske ikke har en stærk mening om emnet, kræves det, at man vækker deres interesse og skaber en forbindelse gennem klar og engagerende kommunikation. Omvendt, når man står overfor en overbevisende eller troende målgruppe, kan man forvente, at de er modtagelige for yderligere bekræftelse og argumentation for deres eksisterende holdninger. Ved at bruge fælles grund og psykologiske analyser af publikum, kan taleren sikre, at hans eller hendes budskab lander korrekt og effektivt.

For mere udfordrende situationer, hvor man står overfor et modvilligt publikum eller et publikum med modstridende holdninger, er det vigtigt at bruge teknikker som "dog-whistle rhetoric", hvor taleren subtile inkluderer ord eller begreber, der taler direkte til en lille del af publikum, uden at alienere resten. Feedback fra publikum er også et essentielt redskab. Ved at reagere på nonverbale signaler som nik, klapsalver eller ansigtsudtryk kan taleren justere sin præsentation i realtid og dermed opnå større engagement og forståelse.

I denne forbindelse er det også vigtigt at være opmærksom på forskellige former for levering af taler. Ad-libs, hvor taleren improviserer, kan tilføre en spontan og engagerende dimension til præsentationen, mens en extemporaneous tale, der forberedes men ikke er skrevet ned ordret, ofte giver et mere naturligt flow og giver mulighed for en tættere forbindelse med publikum. Fleksibiliteten i levering er en vigtig del af en dygtig talers værktøjskasse, da den muliggør tilpasning til forskellige situationer og publikumstyper.