De fleste sorte karakterer i voksenfilm fra denne tid blev konstrueret som den racemæssige "Anden," ofte portrætteret ved at tale i "dialekt," og i roller som husassistenter, bartender, prostituerede, svindlere og andre genkendelige servile figurer. Producenterne havde lidt interesse i at tilfredsstille den sorte forbruger og fokuserede i stedet på at sikre, at hvide publikum blev komfortable med deres fantasier om sort seksualitet, som skulle forblive genkendelige og tilgængelige. Donald Suggs argumenterer for, at begrænsningen af mennesker af farve til stereotyper var en strategi for at få hvide tilskuere til at føle sig trygge ved interracial begær. Porno-producenterne forstod, at dette var, hvad forbrugerne ville have, eftersom de jo faktisk købte videoerne. I en typisk anmeldelse af en helt sort film som Black Dynasty (1985) gav Alvin Zbryski filmen en "Under middel"-vurdering for historien og kun en "Fair"-vurdering for den seksuelle indhold. Zbryski udtalte, at han ikke var imponeret over de sorte pornofilm på markedet og mente, at producenterne antog, at det kun var nødvendigt at fylde sættet med sorte skuespillere og levere et par dumme replikker og sexscener. Han opfordrede til, at der blev gjort mere med det talent, der var til rådighed.

Denne kritik er ikke uden grund. Flere kritikere, herunder Paul Fishbein, påpegede, at sort pornografi ofte led under dårlig produktionskvalitet og den stereotypiske fremstilling af sorte. I sin anmeldelse af More Chocolate Candy og Chocolate Bon Bons (1986) konstaterede Fishbein, at situationen for sorte skuespillere i voksenfilm var "dødelig." Filmerne var ofte præget af dårlige manuskripter, stive skuespilpræstationer og dårligt klipning, hvilket resulterede i et markant lavt niveau. Han kritiserede producenterne for at ikke at give sorte skuespillere de samme muligheder i voksenfilm som i mainstream-kinoen, på et tidspunkt hvor sorte skuespillere som Whoopi Goldberg og Eddie Murphy var ved at få succes i Hollywood. Fishbein bemærkede, at nogle videoer var så dårligt lavet, at de ikke kunne kaldes racistiske, men kun blev betragtet som dårligt udførte projekter.

Det blev klart, at stereotyperne, sammen med lav produktionskvalitet, drev væksten af både sorte og interracial porno-genrerne, og de førte sorte voksne skuespillere ind i en substandard tilstand. Mange af disse videoer blev lavet af amatører uden tekniske færdigheder, og de resulterede ofte i uheldige komiske situationer, der understregede de racemæssige stereotype relationer i filmene.

Mange af de tidlige sorte pornofilm blev lavet med en voldsomt komisk vinkel. Bill Margold, en af de første forfattere og producenter af sorte hardcore-film som Hot Chocolate (1984) og Black Taboo (1984), indrømmede at han ikke blev tændt af disse film, men han beskrev dem med en blanding af stolthed og foragt. Margold argumenterede for, at han havde stor succes med filmene, men han havde svært ved at finde noget "varmt" i produktionerne, som han betragtede som vanskelige at belyse og udføre. På trods af det latterlige indhold og de stereotyper, der blev fremført i filmene, blev de alligevel populære, især for deres humoristiske indslag, selvom de ofte var både stødende og problematiske. Et af de mest kendte elementer var scenen, hvor skuespillerne kæmpede med grillkoteletter i Hot Chocolate. I Hotter Chocolate var det vandmelon og kylling, en markant reference til de stigmatiserede racemæssige stereotyper, som ofte blev set i hvide instruktørers fremstilling af sorte mennesker.

På trods af sin interesse i at lave "underholdning," som Margold selv beskrev det, blev den måde, hvorpå de sorte skuespillere blev portrætteret, et forvrænget spejl af sort kultur og historie. Margold beskrev, hvordan han og andre producerede film, der latterliggjorde sorte og deres kultur, mens de samtidig ikke kunne undgå at bruge racemæssige stereotyper i deres humor og plot. Dette skabte et indtryk af, at sorte mennesker kun kunne eksistere i en verden af seksualitet, vold og humor, som ikke havde nogen forbindelse til deres virkelige liv eller samfund.

Black Taboo (1984) er et eksempel på dette problem. Filmen spillede på ideen om en dysfunktionel sort familie og incest, indpakket i racemæssig komedie. Når Sonny Boy, en soldat hjemvendt fra Vietnam, møder sin familie, falder han i seksuelle leg med både sin mor og sine søstre, indtil det afsløres, at han ikke er hendes søn, og denne kommentar "Vi ser alle ens ud" blev brugt som en sarkastisk enhed til at formidle, at de seksuelle aktiviteter ikke udgjorde incest, da han "bare var en anden sort mand." Denne bemærkning understregede den racemæssige overdrivelse af at behandle sorte som en homogen gruppe uden individuelle træk.

Selvom denne type racemæssig humor kan virke som en del af de gamle filmtraditioner, var disse film langt fra uskyldige eller enkle underholdning. De bidrog til at cementere det billede, som hvide, der lavede disse film, havde af sorte som en underlegen race, der kun kunne eksistere som objekter for hvid seksuel begær. Denne forvrængning af realiteterne og den manglende respekt for de faktiske liv og erfaringer blandt sorte mennesker var, hvad der ofte blev overset i både kritikken og forbrugernes opfattelse af disse film.

Hvordan racemæssige uligheder opretholder forskellene i løn og status i voksenfilmindustrien

I voksenfilmindustrien er kontraktansatte stjerner ofte blandt de mest eftertragtede og bedst betalte aktører. Indiske skuespillere som Ayana Angel har været i stand til at tjene op mod 50.000 dollar om året for at optræde i blot otte til ti film og lave flere offentlige optrædener. Selvom dette tal virker imponerende, afslører det samtidig den markante ulighed, der eksisterer for sorte kvinder i branchen. Mange fans og eksperter har påpeget, at sorte kvinder, der formår at få kontrakter, sjældent får den samme løn, som deres hvide kollegaer. For eksempel, ifølge Steve Hirsch, CEO for Vivid Entertainment, tilbyder hans firma kontrakter, der kan være over 100.000 dollar om året — dobbelt så meget som de mest betalte sorte kontraktansatte. Hirsch hævder, at hans virksomhed kun værdsætter skønhed og star quality, og at de ikke diskriminerer på baggrund af race. Alligevel afspejler de udvalgte "skønhedsstandarder" et racialiseret ideal, hvor lysere hud og længere hår ofte er en forudsætning for succes i industrien.

Det er klart, at de strukturelle udfordringer, sorte kvinder står overfor, går langt ud over individuelle præstationer. Udelukkelsen af sorte kvinder fra kontrakter i topstudier betyder, at de ikke blot mister økonomisk sikkerhed, men også den legitimitet og de muligheder, som kontraktbaserede stjerner får. Dette skaber en permanent økonomisk ulempe, der forhindrer dem i at opnå de samme muligheder som deres hvide kollegaer.

Lollipop, en af de sorte skuespillere, der har oplevet denne forskelsbehandling, beskriver frustrationerne ved konstant at blive undervurderet i løn. "Som sort kvinde kræver jeg mindst $1.000 per scene. De vil sige: 'Du ser godt ud, men her er $500.' Jeg er sådan, hvad med mit arbejde? Jeg bukker mig, jeg sætter det hele i gang, og gør mit bedste — men mit bedste er stadig ikke godt nok." Denne udtalelse understreger, hvordan den systematiske undervurdering af sorte kvinders arbejde ikke blot undergraver deres værdi i industrien, men også deres følelse af selvværd og ret til anerkendelse.

Sierra, en erfaren skuespillerinde, forklarer, hvordan lave lønninger tvinger sorte kvinder til at kæmpe for ordentlig løn dagligt. "Salarierne bliver ikke diskuteret, og producenterne forsøger at få dig til at acceptere hvad som helst med det samme. Jeg har talt med piger, der har fået $300-400 for en scene. Jeg kan ikke engang forlade mit hus for $300. Jeg kender mange hvide piger, der kommer ind i branchen og får $1.000 for det samme." Sierra afslører den enorme frustration, der følger med at blive tilbudt lønninger, der er langt under normen i industrien. Det er ikke kun den lave løn, der er problemet, men også det faktum, at en sådan praksis underminerer den værdi, som disse kvinder bringer til arbejdsmarkedet, og deres evne til at forhandle fremtidige lønninger.

Desuden er den manglende viden om lønforhold et stort problem. Mange nye skuespillere, især unge kvinder, som kommer ind i industrien, er ofte uvidende om de gængse lønstandarder, og bliver derfor ofte underbetalt. De konkurrerer om roller og lønninger i et system, hvor den øverste løn går til de yngre og mere "markedsførbare" skuespillere. Denne situation skaber en uholdbar arbejdskultur, hvor usikkerhed og manglende lønforhandlinger udnyttes af filmproducenter, som søger at minimere omkostningerne og få de nyeste ansigter ind i branchen til de laveste priser.

En af de mest markante udfordringer for alle voksne filmarbejdere er manglen på en organiseret fagforening. Da alle voksne filmstjerner er uafhængige kontraktarbejdere, har de ikke de samme rettigheder og beskyttelse, som faste ansatte i andre brancher. Dette gør det næsten umuligt for dem at kæmpe for transparente lønforhold eller andre rettigheder, som fx overarbejdsbetaling eller rejse- og garderobegodtgørelse. Kontraktsystemet giver virksomhederne mulighed for at skjule deres ansvar for arbejdsforholdene og undgå at implementere de samme standarder, der findes i andre former for underholdningsindustrien, som teater- og filmverdenen. De fleste filmindustriarbejdere i traditionelle medier har etableret fagforeninger som Screen Actors Guild for at beskytte deres rettigheder, men voksne filmarbejdere mangler både organisation og social anerkendelse, hvilket betyder, at de forbliver sårbare over for udnyttelse.

Det er vigtigt at forstå, at den systematiske forskelsbehandling i voksenfilmindustrien ikke kun afspejler dybe racemæssige skel i samfundet, men også skaber et miljø, hvor konkurrencen mellem skuespillere bliver skæv og arbejdsforholdene bliver udnyttende. Deres status som uafhængige kontraktarbejdere sætter dem i en position, hvor de er sårbare over for både økonomisk og fysisk udnyttelse. Dette gør det endnu sværere for disse skuespillere at opnå den respekt og de rettigheder, de fortjener, og forhindrer dem i at sikre sig en mere stabil og retfærdig karriere.

Hvordan Trump-formandens indflydelse forandrede det Republikanske Parti
Hvordan retter man fejl i akvarel uden at ødelægge billedet?
Hvordan afspejles samfundets struktur og kostvaner i arkæologiske fund fra Inamgaon og Jorwe?
Hvordan forbedrer Angular Ivy AOT-kompilering og komponentarv?
Hvad er betydningen af ord og udtryk som "drag", "dreary" og "drapery"?