Hvad er en Vigil, og hvordan ændrede NCW alt?

Der er noget særligt ved det, når man møder nogen, der kan afsløre en sandhed uden ord, simpelthen ved at se på én. "Er der mange kvinder her?" spurgte hun, og smilet bag hendes ord afslørede en form for sjov, men også en vis alvor. Jeg kunne ikke lade være med at give et smil tilbage, det var som en ubesværet flirten, men samtidig meget mere. Vi var to mennesker, der forsøgte at finde en balance i et møde, hvor de usagte ord kunne være lige så væsentlige som de, der blev talt højt.

"Jeg ved ikke rigtig, hvad du mener med 'mange'," svarede jeg. Jeg mærkede, at der var noget vigtigt i hendes spørgsmål, noget underliggende, som hun ikke sagde, men som hun håbede, at jeg ville forstå. Det var som om, hun forsøgte at måle, om jeg kunne forstå hendes sande hensigter, uden at hun skulle forklare dem for mig. Det var et uformelt spil, men under det skjulte en dybere forståelse af, hvad vi begge var blevet formet af.

Selv efter den indledende samtale, da vi havde opfyldt vores stiliserede, men stille samtale med små ubetydelige bemærkninger, kunne jeg ikke ryste følelsen af, at vi var på kanten af noget. Et emne, der kunne være en ubevidst test, en slags markør for, om vi virkelig kunne forstå hinanden. NCW, den Neuro-Kemiske Krig, havde ændret alting for os alle. Det var ikke bare en politisk markør, men noget, der havde ristet fundamentet for den menneskelige oplevelse.

Hendes øjne, der først havde set på mig med en vis forsigtighed, afslørede en smertefuld oplevelse fra en tid, der var længere væk for mig. "Du var nok bare en dreng under NCW," sagde hun. Jeg nikkede og svarede: "Ja, det må jeg have været." For mig havde det været noget, der kunne aflæses, men for hende? Det var en oplevelse, hun ikke kunne undslippe. Som et barn på seks år, blev hun formet af terror og frygt, mens jeg som ældre bare kunne bevidne begivenhederne fra en meget anderledes synsvinkel.

Hun talte, og jeg lyttede. Det var det, vi gjorde som Vigiler. Vi lyttede til de mindre fortællinger, dem der normalt blev overset, men som rummer den største sandhed. For en Vigil er verden ikke kun formet af de store begivenheder, men af de små, næsten usynlige spor af menneskelig oplevelse, der sætter sig fast i sjælen. NCW havde forandret os alle på måder, vi ikke kunne forstå. Jeg havde måske været en del af det, men hendes fortælling afslørede noget, jeg ikke kunne forstå. Det var på sin vis et andet slags mareridt.

Jeg følte en mærkelig samhørighed med Daphne. Jeg forstod hendes indre smerte, den måde, hvorpå hun forsøgte at skjule den, selv når vi var alene. Det var ikke noget, hun kunne undslippe, ikke noget, der kunne heles med tid. Jeg havde mærket, hvordan det var at leve med en konstant intens opmærksomhed, en opmærksomhed, der aldrig kunne dæmpes. Det var en byrde, som vi Vigiler bar, en byrde, der ikke kun handlede om at overvåge verden, men om at være overvåget af den.

Men hvad betyder det egentlig at være en Vigil i den moderne verden? Er vi kun dem, der ser, eller er vi også dem, der forstår? At være en Vigil handler ikke kun om at forblive opmærksom på ydre trusler, men også om at konfrontere den indre konflikt, der opstår i et samfund, der er ændret for evigt af kemisk krig. Det er et liv, der er præget af en konstant tilstand af beredskab og introspektion, hvor hver bevægelse, hver tanke, er noget, man skal vurdere, før man handler. Og alligevel, til tider, vil vi, som alle mennesker gør, søge en flugt fra den overvældende opmærksomhed, vi er underlagt.

Der er meget mere at forstå om, hvordan livet som en Vigil ændrer sig med tiden. Det er ikke et liv for alle, og ikke alle vil have styrken til at bære det. Men det er et liv, der tvinger en til at konfrontere de mest fundamentale sandheder om menneskets natur – både vores styrke og vores sårbarhed. At forstå, hvordan vi reagerer på den konstante trussel om det ukendte, hvordan vi lærer at leve med frygten og samtidig finde vores menneskelighed i det, er noget, der er vigtigt at overveje, når man prøver at forstå, hvad det egentlig betyder at være en Vigil.

Hvad sker der, når kød og stål mødes i vakuum?

Kogt blod eksploderede ind i det frie, frøsne vakuum, store stykker sprøjtede i alle retninger som mørke meteorer. Maxx dykkede ind i blodskyen for at skjule sig og affyrede sin pistol, men projektillets korte skrig afslørede bare det sted i universet, hvor han gemte sig. Pamir foldede armene til en askeagtig, gullighvid glød; G’lene var væk. Pamir vred sig, råbte — og forsøgte dumdristigt at sparke sig fri af gangplankens fastgørelser, men glemte bindestrammene. Klodset som en forvreden bold støddede han fremad, faldt igen, og G’lene ramte ham med en serie kinetiske ladninger. Livsdragterne kunne bære gennembrud af høj hastighed, men de hjemmelavede projektiler bar hyperfiberhylstre finspidset til nåle, der gennemborede dragten, sank ind i mandens flænsede legeme med stumper af tungsten og jern som julepynt i blødt kød. Plasma-våbnet forlod Pamirs greb, snoede sig og fløj væk langs gangplanken. En kvinde trådte ud af skyggerne, greb først efter våbnet og sikrede det; hun græd og hun lo på én gang. De værst tænkelige udfald var undgået, men den triste pligt at samle legemsdele tilbage lå tungt på hende. Plasmaet havde ikke ramt tvillingernes hoveder; de forblev bevidste, slangede fornærmelser ud på deres private sprog, mens afrevne lemmer stillede sig i ro og samlede energi til en palet af mulige fremtider.

Senere, delt mellem små platforme under skibets stævn, stod de med den racede fremmed, der kravlede gennem en adgangsportal hvor intet før var gemt. Glastrådene havde vævet platformen som rød, lykkelig græs — Pamir hadede farven nu. Fremmedens øjne var klare; han så kun på den mest døde menneske. “Hver af os har en rolle,” sagde Tailor. “Du hjalp dem,” sagde kaptajnen. “Aldrig,” svarede personen. “Eller du undlod omhyggeligt at hjælpe, men undlod at advare mig.” “Jeg kunne have gjort mere,” indrømmede skabningen. “Men hvorfor er du forstyrret? De planlagde en kort død for dig, nok tid til at genoverveje.” Muligheder fletede sig; kaptajnens første opgave var at feje de svageste muligheder væk. Det, der blev tilbage, var ubarmhjertigt. “Jeg skulle måske dræbe dig også,” sagde han. “Kan du flyve skibet alene?” “Det er et eksperiment, jeg vil prøve,” sagde Tailor; få valg stod tilbage, og kun ét var rimeligt: “Sikre mig,” bad han. Bind mig til et sted hver dag; det vil vise hvad jeg gør.

Hvordan påvirker den kollektive intelligens relationerne mellem mennesker og intergalaktiske civilisationer?

I et univers, hvor forskellige arter og civilisationer eksisterer side om side, fremstår intellektuelle udfordringer som et nødvendigt onde for at opretholde harmoni. Hos de galaktiske civilisationer, som har opgivet fysisk form og eksisterer gennem et cyberelektronisk netværk, er det klart, at den menneskelige hjerne ikke kan matche deres kollektive hjernekapacitet. Alligevel er den menneskelige psyke en kompleks organisme, der ikke blot eksisterer som et biologisk apparat, men som et væsen, hvis adfærd er præget af både medfødte instinkter og langvarig sociale påvirkninger. En af de vigtigste elementer i interaktionen mellem disse civilisationer er, hvordan hver art forholder sig til sin egen eksistens og til de andre, herunder deres forhold til dem, der har opnået en næsten uendelig intelligens.

I denne intergalaktiske sammenhæng udgør begreber som ære, formel opførsel og respekt stadig fundamentet for kommunikationen. Når en empress taler til sine besøgende i et ceremonielt rum, viser hendes ord en blanding af magt og respekt for de fremmede. Dette er et udtryk for, hvordan, selv i mødet med ekstremt avancerede civilisationer, menneskelige værdier som respekt og høflighed stadig bevarer deres betydning. Det er en påmindelse om, at på trods af forskelle i teknologisk udvikling og intellektuel kapacitet, forbliver de sociale og kulturelle værdier essentielle for forståelsen af hinanden.

Samtidig påpeges det, at den kollektive intelligens, der er opnået af disse civilisationer, ikke nødvendigvis udgør løsningen på alle problemer. Deres "Earth mind", et orbitalt cybernetisk arkiv af generationer, der har opgivet fysisk form, rummer ikke svar på det, der gør mennesket til menneske: følelser, instinkter og de komplekse relationer, der opstår i et fysisk miljø. At forstå og navigere disse relationer kræver derfor ikke kun intellekt, men også en dyb forståelse af det biologiske og psykologiske væsen, som er menneskets kerne.

Men hvad sker der, når sådanne civilisationer, der har opnået denne teknologiske højde, forsøger at relaterer sig til de individer, der endnu ikke har gennemgået samme udvikling? Her opstår konflikten mellem det, der er praktisk og effektivt, og det, der er menneskeligt og følelsesmæssigt. Det bliver tydeligt, at mens den store intellektuelle kapacitet kan overskride menneskets individuelle forståelse, så er det de sociale og emotionelle dimensioner, der kan skabe forvirring og ubehag. En af de fremstående prinsesser i denne fortælling viser dette, da hun uforvarende bryder med protokollen og forårsager en følelsesmæssig reaktion, der reflekterer hendes egen begrænsede forståelse af menneskelig etikette. Hendes handlinger afslører de kulturelle kløfter, som selv den mest avancerede civilisation ikke kan undgå at støde på.

Afslutningsvis er det vigtigt at forstå, at i denne sammenhæng er det ikke kun den teknologiske udvikling, der er vigtig, men også de sociale strukturer, adfærdsmønstre og følelser, der former den menneskelige oplevelse. For uden disse menneskelige elementer risikerer vi at miste forbindelsen til, hvad det betyder at være menneskelig, selv når vi står overfor væsner med langt større kapaciteter. Menneskets psykologi, især når den er underlagt kollektive krav og magtstrukturer, danner en unik kompleksitet, som ingen teknologisk fremskridt kan fuldstændigt forstå eller erstatte.