Det er en tid på året, hvor hver dag synes at have sit eget sæt af udfordringer og muligheder, men det var lørdag aften, da idéen om at bygge et liv på det, der i realiteten var skyggen af loven, begyndte at tage form. Jeg tænkte på, hvordan alt, der havde gjort mig opmærksom på det potentielt profitable liv, kunne blive til virkelighed. Normalt skulle vi skaffe penge på den lette måde, men nu var det anderledes. Pengene kunne stadig komme hurtigt, men vejen til dem blev bare lidt mere kompliceret.

Norm havde ikke været med denne gang, men da han senere kom forbi, var han klar til at tage del i arbejdet. Vi havde to store leverancer af levende kalkuner, og med en hastig bevægelse af nakken fik vi dem overført fra den ene varevogn til den anden. Jeg undgik at tænke for meget over det. Der var ikke plads til følelser i denne forretning – kun præcision. Vi solgte kalkunerne hurtigt, og efter en hel dag med arbejde kunne vi afslutte. Vi havde haft travlt, men vi havde også haft succes. Jeg kunne mærke pengene i hænderne, og selvom det var hårdt arbejde, var der en tilfredsstillelse i at gøre det, der skulle gøres for at overleve.

Da vi sad og diskuterede mulighederne for at udnytte huset, havde Elaine sine egne indvendinger. Jeg vidste godt, at hendes ægtemand, selvom han ikke havde noget imod, at vi fik huset betalt, ville blive vrede, hvis han vidste, hvad der foregik. Alligevel kunne jeg ikke give op på ideen. Jeg havde allerede undersøgt, hvordan vi kunne ændre bygningens struktur, og selvom det kunne være farligt, hvis vi ændrede fundamentet, så var der stadig muligheder for at udnytte rummet. Jeg kunne mærke, at planerne kunne komme til at fungere.

Vi talte om muligheden for at åbne et lille klubsted i kælderen, hvor vi kunne tilbyde både bar og underholdning. Det kunne være en lukrativ løsning, men også en, der kunne sætte os på kanten af loven. Elaine havde sine tvivl, men samtidig så jeg en ny interesse i hendes øjne. Hun havde været nervøs i starten, men snart begyndte hendes tanker at dreje sig om, hvordan vi kunne få udstyr og forsyninger til billige penge. Jeg kunne mærke, at ideen havde grebet hende, og hun begyndte at se mulighederne. Det var en proces, der startede med et simpelt, lidt oprørsk forslag og udviklede sig til en reel drøm om profit.

Jeg havde altid tænkt på mig selv som en, der kunne bruge min opfindsomhed til at skabe noget fra ingenting. Når der ikke var penge at hente på den åbne marked, kunne man stadig finde måder at presse de gråzoner på og tjene penge. Jeg vidste godt, at når man først trådte ind i de mørkere områder af samfundet, var der ikke nogen vej tilbage. Jeg havde ikke tid til at vente på, at tingene blev ordnet med den rette måde. Jeg havde mål, og de skulle nås, selvom det betød at arbejde med de mennesker og den verden, som samfundet ofte vender ryggen til.

På en underlig måde havde jeg også formået at indse, at det hele ikke kun handlede om penge. Der var noget ved at udfordre samfundets regler, ved at opbygge en verden, hvor reglerne var skabt af mig selv, som gav mig en følelse af magt. Jeg kunne kontrollere, hvad der skete, og hvordan det skete. Det gav mig en følelse af kontrol over mit liv, der havde været fraværende i mange år. Jeg kunne næsten ikke vente med at få det hele til at fungere.

Det, der begyndte som en simpel ide om profit og overlevelse, blev hurtigt til noget langt mere komplekst. Det handlede ikke kun om at finde en vej til penge, men om at finde sin vej i en verden, hvor de moralske linjer var flydende. Der var ikke noget klart svar, kun beslutninger, som skulle træffes, når man blev konfronteret med virkeligheden.

Det er vigtigt at forstå, at i en sådan situation er beslutninger ikke altid baseret på det rette eller forkerte, men på det, man føler giver mening i øjeblikket. For de fleste mennesker er det en balancegang mellem det, de ønsker at opnå, og de konsekvenser, de er villige til at betale for at nå deres mål. Et menneskes valg kan aldrig forstås uden at tage højde for, hvad der driver ham – hvad der får ham til at vælge den ene vej frem for den anden. Dette kan skabe både succes og fiasko, men mest af alt skaber det en forståelse af, hvad det vil sige at leve uden at følge de etablerede normer.

Hvordan kan ens forventninger skabe skuffelser og fare?

Med den sidste portion varer og personlige ejendele i bilen, kørte jeg tilbage til lageret. Det var som om, jeg havde besluttet mig for at give slip på de drømme, der var blevet til fantasi. Men som så ofte før, ringede hun med den samme besked: "Jeg er stadig din pige, og du kan komme til min mor når som helst." Det var hendes måde at sige, at alt kunne blive godt igen, og at vi kunne starte noget ordentligt, når huset var solgt. Der var noget rart ved hendes støtte, men samtidig vidste jeg, at hun stadig var involveret i de ting, der kunne blive ubehagelige.

Jeg havde dog taget en beslutning. Huset var ændret. De tidligere opbevaringsrum var blevet til et rigtigt hjem. Jeg havde forvandlet mit værelse og købt en ny dobbeltseng og tæppe. Jeg havde tilmed købt et sæt dyner og sengelinned som en gestus til min mor, for at vise min påskønnelse. Der var ikke nogen pengeproblemer for nu, og min fitness var stadig på plads. Jeg følte mig friere, roligere, og mere mig selv, end jeg havde gjort på lang tid. Det var på tide at gøre noget godt igen, så jeg foreslog at tage alle med til Chester Zoo. Min far nægtede, men det var ikke en overraskelse. Han havde altid været imod rejser, så det var naturligt, at han ville blive hjemme. Jeg fik overbevist min mor, og vi tog afsted – det blev en dag uden bekymringer.

Det var noget helt andet end tidligere ture, hvor min mor altid havde pakket en stor taske med sandwiches, fordi vi ikke havde råd til at spise på cafeer. Denne gang kunne vi tage på caféer og nyde maden, og det var en stor ændring. Vi gik rundt blandt dyrene i en solrig, varm dag, og pludselig kunne jeg mærke, at vi havde det godt sammen. Det var første gang i mange år, at jeg hørte min mor grine, og det var som en bekræftelse på, at vi endelig gjorde noget rigtigt. Jeg ville tage mig af dem – alle tre.

Der er en dyb moral her: Forventningerne, vi sætter op for os selv, kan være en stor byrde, især når de ikke afspejler den virkelighed, vi møder. Skuffelser kan være en uundgåelig del af livet, men de åbner også op for nye muligheder, hvis vi tillader os selv at slippe de gamle forestillinger og begynde at leve på en ny måde. At forstå, at der er en balance mellem drømme og virkelighed, er noget, vi alle skal lære. Vi skal ikke lade vores ideer om, hvordan tingene skal være, overskygge det, der faktisk er muligt. Det kræver tid og mod at ændre sig, men det er en nødvendig proces for at kunne finde roen i sit eget liv. Og nogle gange handler det om at give slip på de ting, vi troede, vi ønskede, og acceptere, hvad vi faktisk har.

Hvordan begår man en forbrydelse uden at blive fanget? En introspektion om begær, magt og ansvar

I en verden, hvor grænserne mellem moral og umoralsk opførsel ofte overskrides, finder vi et komplekst landskab af ønsker, begær og forbudte tanker. Denne historie, fortalt gennem en mands indre monolog, afslører, hvordan begær kan forvride vores opfattelse af ret og forkert, især når vi konfronteres med begær, der synes både fjernt og nært på samme tid. Hvad sker der, når man ikke kun ønsker en anden, men nærmest ejer tanken om denne person? Og hvordan kan et ønsket mål føre til en så farlig villighed til at bryde love og normer?

Hovedpersonen beskriver sine følelser for en ung pige, Cath, som han ser som et objekt for sine egne ønsker. Han reflekterer over hendes uskyld og uerfarenhed og projicerer sine egne fantasier på hende. Hans tanker er mørke og kontrollerende, og han beskriver sig selv som en mand, der ville give hende "alt, hvad hun ville have", uden at erkende den farlige magtdynamik, der er på spil. Han ønsker at beskytte hende, men på sin egen besættende og dominerende måde, en måde der helt overser hendes egen autonomi og menneskelige værdighed.

Historien giver et indblik i, hvordan sådanne forvrængede følelser kan opstå, og hvordan de forbliver skjult under en maske af venlighed og beskytterinstinkter. Denne forvrængede opfattelse af kærlighed og beskyttelse, hvor magten og ønsket om kontrol er central, er ikke kun farlig for den unge pige, men også for manden selv, da det afslører hans manglende forståelse for grænser og respekt for andre mennesker. Hans handlinger bliver en metafor for det, der sker, når man ikke ser et andet menneske som et individ med egne rettigheder, men som en forlængelse af ens egne ønsker og begær.

Denne historie er ikke bare en fortælling om en mands tanker, men en påmindelse om, hvordan farlige tanker kan skabe et fysisk og psykologisk fængsel for både den, der er ramt af begæret, og den, der bliver genstand for det. Det er vigtigt at forstå, at begær ikke kun handler om fysisk tiltrækning, men om magt og kontrol, som kan udspille sig på både subtile og mere åbenlyse måder.

Der er et fundamentalt spørgsmål, der bør stilles, når vi ser på sådanne begivenheder: Hvordan undgår vi at blive fanget i vores egne begær, som kan forvride vores moral og føre os til handlinger, vi aldrig havde forestillet os? At forstå grænser og etik er essentielt i enhver relation – fra venskaber til romantiske forbindelser. Begær kan være en stærk drivkraft, men det er vores ansvar at sikre, at vores handlinger aldrig pålægger andre mennesker noget, de ikke har valgt for sig selv.

Endtext

Hvordan holder man fast i kærligheden, når livet kræver mere end mod?

Efter en uge i himlen kørte jeg hjem for at se til Cath. Jeg anede straks, at noget var forkert — tunge blondegardiner som hos Elaines mor. Jeg flåede dem ned og smed dem ud i forhaven og råbte, at jeg ikke ville have gitter foran vinduerne. Jeg var fri af sprækken nu. Hun stod hvid i ansigtet med tårer i øjnene: "Jeg troede bare, de så pæne ud." Den undskyldning tog vinden ud af mine sejl. Hun var så ung, så køn, under et pres jeg ikke kunne bære. Gardinerne mindede mig om et cellefængsel; hvad nytter store vinduer og udsigt, hvis de skal dækkes?

Jeg forsøgte at gøre det godt igen, men hun kunne høre maskineriet indeni mit hoved. Hun hviskede små sange, som om hun bad mig gå. Jeg tænkte, at hun ville klare sig — socialhjælp, et ordentligt hjem, et barn at opdrage. Hun kunne lave finten og tage huset, hvis hun ville; det var nok af økonomi, skabene fulde, og kun jalousien mellem os truede egentlig vores ro.

Manny ringede og bad mig møde ham tidligt i 'Beehive'. Han sad med Brian London og røg Embassy, og så sagde han det: "Du er blevet nomineret til at kæmpe om det britiske mesterskab." Jeg kunne næsten ikke tro det. Ingen tak til dig, tænkte jeg. Men der var en chance — og chancer er det, vi lever af, og det, der holder os i gang, når hængslerne ude på døren knirker af fattigdom og små penge.

Hvad skete der i træningslejren?

Morgenmaden minutter efter hjemkomsten havde jeg næsten ikke appetit; klokken fire om eftermiddagen var jeg sulten som en ulv og indså, at uden ændring i mit fødemønster ville jeg møde Wembley som mellemvægt. Jeg sparkede med syreren to runder og derefter med Leon. Han forsøgte at presse mig, men han var ikke stor eller hårdslående nok; han var blot veltrimmet. Et par stive højre-hænder rystede ham, men jeg havde ikke energien til at give alt, og Manny strålede tilfredshed — vi var i god form, ville blive bedre efter seks ugers ophold. Da han rejste næste dag, forlod han mig i gode hænder; først en uge senere gik det op for mig: Leon skulle møde en mand med min højde og bygning, og jeg var hentet ind som sparringspartner. Manny havde ikke betalt en øre.

Jeg var fremmed for alle i campen; mit Yorkshire-dialekt var uforståeligt for de fleste, og jeg var den eneste hvide mand. Det bekymrede mig ikke i sig selv — det gjorde derimod, at jeg blev svagere for hver uge. De første tre sparringsessioner havde jeg sat Leon på plads; da erkendelsen om mulig kommende fjendtlighed ramte, holdt jeg igen, men løbet drænede mig, og jeg kunne ikke genoplade før sparringen. Hank Groomes havde kun ét ærinde: Leon. Musikken var en konstant nag; Leon havde et halv dusin højtalere, Northern soul bragede hele dagen, også i gymnastiksalen, og jeg længtes efter at smadre dem. Han talte ikke direkte til mig, alt gik gennem mellemled. En tutor fulgte ham — jeg troede mest han var en figur, for Leon havde sjældent øjenkontakt med skolebogen. Efter at jeg havde fladbanket syreren ved et perfekt venstre kropsslag, havde Leon nået en form for nid; han forsøgte i alle runder at få mig ned. To unge sorte trænere begyndte pludselig at interessere sig for hver af mine bevægelser: flyt foden, hold hånden der, hold hovedet. De behandlede mig, som om jeg var kommet direkte fra gaden; de var altid glade, som om deres job var en gevinstsentie.

Da Leon proklamerede, at han tog til Kalamazoo for sin ekskones fødselsdag, troede jeg, jeg ville få ro. I stedet tog hele lejren med. Vi kørte gennem fladt land, forbi drive-in biografer og faldefærdige Range Rover-typer, gennem Grand Rapids, hvor byen lignede en mineby og tidsånden fremstod som et skridt tilbage til 1926. Kalamazoo var en tidslomme; jeg vandrede gennem en indkøbsarkade og følte mig forflyttet. To triste dage af tv og chokolade i et hotelrum, postkort hjem og en voksende anger over Mannys forslag. Jeg havde "løst" Manny, som jeg tidligere havde løst Cath og andre problemer; hvorfor det gav mig ro, vidste jeg ikke.

Første morgen tilbage i Caberfea stod jeg i foyeren og gjorde mig klar til løbet, da Mitch, en af de gamle trænere, meddelte, at løbet var aflyst.