Hvad ville de have fra mig?

Jeg havde lige tabt en femtiér tilbage til Evelyn Huntington, og tusind dollars var lige blevet til tusind treoghalvtreds i min bankbog — og knap nok de treogtyve cent, der raslede i lommen. Jeg tog en droske, byens puls trykkede mod karrosseriet, og chaufføren, en kort, skægget mand, kæmpede os langsomt op ad Wall Street som om hver fodgænger var en personlig fornærmelse. Trafikken var en levende mur; man kunne føle byens åndedrag blive smallere for hvert lyskryds, til man næsten troede, at byen holdt os som gidsler. Der er kun én løsning på New Yorks trafik, tænkte jeg — send alting på hjul gennem New Jersey og flyv resten. Eller lad byens trafiktegnere betale mine taxature.

Pengene var særligt rene i min hånd, lige indsat i banken, tre hundrede ud igen, en kvartflaske Seagram’s under armen og en lystig melodi i munden, indtil døren til mit kontor åbnede sig på klem og sangen fladede ud. Først var der én ved mit skrivebord; bredskuldret, ansigtet som om det var presset fladt mod en kødstå; hatten var lagt fladt på hovedet med skyggen opad, præcis som fra bokserens kasse. Han lugtede af kamp og gammelt sved. Så en til — en italiener, skarp i vrisserne, med violetblå hat og negle han morede sig med. Ingen talte. Stilheden var tung nok til at skære igennem.

Den tredje kom nærmest som en skygge, lille men kvik, en hvidgrå hat på skråt og et smil der aldrig nåede øjnene. Før han gjorde andet, satte han flasken på mit bord og begyndte at føle på mig, som om min krop var en ting at inspicere. Hans stemme var hul og kold. De var her for noget, og ikke for høflighedens skyld. De vidste mere, end de lod høre; hvert ord var et stykke af en instruktion, hver bevægelse et træk i et spil, jeg ikke havde bedt om at deltage i.

Det er en særlig form for truende stilhed, når en mand ikke helt ved, hvor han vil gå hen — når dolkens spids hviler mod kødet, men beslutningen endnu ikke er truffet. Man hører sin egen vejrtrækning som en dårlig vittighed. De små ord mellem dem afslørede et hierarki: Rocky Castel var manden bag, men han ville ikke nødvendigvis have mig skåret op; han ville have mig holdt i skak, kørt væk fra en kvinde, holdt væk fra navne der kunne falde som sten i hans have. Deres frygt for, hvad der ville ske, hvis “Rocky hørte”, var større end deres lyst til blod. Og endnu større: frygten for konsekvensen når de selv tabte kontrollen.

Jeg husker hvordan jeg rejste mig, hvordan min krop endnu kendte gamle vaner; hvordan en hånd, der har følt en .45 i tusind nætter, reagerer selv når pistolens metal er i andres opbevaring. Jeg tænkte på byens lyd udenfor: klakser af heste fra en tidligere tid, bilhorn der skreg, fodtrin på Broadway — alle små trommer i en by, der aldrig tilgiver. Jeg tænkte på, hvordan et enkelt budskab, leveret med en hæl i ribbenet, kan ændre retningen på et menneskes nat. Jeg tænkte på Evelyn Huntington og på de tusind der var vendt tilbage til hende; i hendes navn kunne mænd blive vrede, og i hendes navn kunne mænd blive blinde.

Det, der ikke blev sagt direkte, lød i rytmen mellem deres ord: disse mænd var ikke kun huggere — de var træt af at blive huggere. De var fanger af et system af loyalkæder og frygt, og de var klar til at rykke sig, hvis nogen trak den rigtige snor. Deres metoder var primitive, men effektive; deres frygt for “Rocky” var lige så konkret som dolkens klinge. Når der er en organisation med et navn, er magten altid et navn væk fra en beslutning. Og det navn koster blod.

Hvordan Huntington blev fanget: En udforskning af en plan og dens sammenbrud

Castel satte sig tilbage i sin stol og rynkede panden, mens han kiggede på mig. "Jeg sendte ikke Jamieson til baren. Det kom senere. Jeg ville bare have, at han skulle tro, han skulle følge denne Huntington rundt i byen," sagde han og trak på skuldrene. "Jamieson gjorde det."

"Men hvorfor?" spurgte jeg.

"Det er min sag, ven. Min personlige sag."

"Er det en af de gamle 'shakedown' ting?"

Castel rystede på hovedet. "Det ord kan jeg ikke lide," svarede han. "Det lyder ikke godt."

Vi kom til at tale om detaljer, som var vanskelige at forstå, og den mærkelige og komplekse rolle, Jamieson spillede i hele scenariet. Jamieson var blevet sat på en opgave, han troede var ganske simpel: at følge Huntington. Det, han ikke vidste, var, at hans virkelige opgave ikke var at afsløre Huntington, men snarere at få andre til at tro på, at han gjorde det. Jamieson havde ikke forstået, at han blev brugt som brik i noget langt større og farligere.

"Så du mener, at Jamieson ikke vidste, hvad han gik ind til?" spurgte jeg og kiggede på Castel.

"Han var god til at følge folk. Ikke så god til at forstå, hvad der virkelig foregik," sagde Castel med et skævt smil.

Jamieson havde, som det viste sig, ikke bare fulgt Huntington den aften. Han havde også været tættere på ham, end han burde have været. På en eller anden måde var han blevet en del af noget, der ikke var beregnet til at blive afsløret.

"Det er der, det hele gik galt," sagde Castel. "Da Jamieson skulle ind i 'Harmony', forlod han sin position og gik direkte ind i baren for at konfrontere bartenderen." Han stoppede og kiggede på mig, som om han ventede på, at jeg skulle forstå noget. "Han vidste ikke, hvad han gik ind i. Han kom aldrig tilbage ud."

Som Castel forklarede, havde Jamieson derefter været indblandet i en voldsom hændelse, der sendte ham til hospitalet. Hospitalrapporten beskrev det som en hit-and-run-ulykke, men ingen troede på det. Det var et forsøg på at dække over noget meget mere farligt.

"Så du ville have, at jeg skulle kigge på baren og finde ud af, hvad der virkelig skete?" spurgte jeg.

"Ja, du forstod det," svarede Castel med et grin. "Jeg havde ikke tid til at få hele sandheden ud af mine folk. Jeg havde brug for at få noget konkret. Jeg betalte for information, og du var den, der kunne skaffe mig den."

Jeg havde i sinde at afsløre, hvad jeg kunne, men det hele var langt mere indviklet, end Castel kunne forstå. Det handlede ikke kun om at afsløre Huntington eller Jamieson; det handlede om at afsløre hele systemet, der lå bag.

Selv om Castel mente, at han havde kontrol over situationen, viste det sig hurtigt, at han var fanget i sin egen spil. For Jamieson var hans uheld, hans fejltrin, hvad der havde ført til hele denne situation. Og Huntington, den tilsyneladende uskyldige, var en nøglefigur, der kunne ændre alt.

Så hvorfor blev Huntington valgt? Hvorfor var han så vigtig, og hvad gjorde han, der kunne få nogen til at risikere så meget? Dette er spørgsmål, som bliver endnu mere relevante, jo dybere man graver i den virkelige årsag bag planerne, der gik galt.

Endtext

Hvad skete der på Harmony Bar, og hvad skjulte Oceanic Brokerage?

I baren var der rod, som altid, men noget var anderledes denne gang. Bartenderen, som stod oprejst og kiggede på barens ødelæggelser, virkede udmattet, som om han allerede havde set denne film flere gange før. Han forlod stedet hurtigt og lukket døren bag sig, en mand på flugt fra noget, han næppe kunne kontrollere. Jeg tog min chance, og smed forsigtigt en flaske whisky med på min vej. Den havde ikke været ødelagt, som alt andet, og dens ensomhed var næsten for tydelig at ignorere.

Mit mål var at finde ud af, hvad der virkelig foregik bag kulisserne, ikke kun med Bull, men med hele den mystiske verden, han var blevet en del af. Jeg fulgte ham ind i en mørk baggård og ind i et lager, hvor gamle kasser og filer blev opbevaret. Filene, der havde mærket sig med stempelordet "Cancelled", afslørede, hvad der kunne være forbundet med hans aktiviteter. Også Oceanic Brokerage kom på banen – et navn jeg havde hørt før. Det var et forsikringsselskab, så meget vidste jeg, men hvorfor gemte Bull sig i dette lager? Hvad havde han med denne virksomhed at gøre?

Da jeg kiggede på en af filerne, kunne jeg ikke lade være med at undre mig over forbindelserne, der blev tydeligere. En gammel polistil fra et britisk selskab, der dækkede "White Circle Tanker Fleet" for op til treogtredive millioner dollars. Det var enorme summer, og hvis Oceanic var involveret, var der noget langt større på spil end bare et par forsikringspapirer. Jeg havde ikke fået alle svarene, men jeg vidste, at Bull havde haft noget med Oceanic at gøre – måske som en brik i et større spil, en spiller i en organisation, der opererede på den anden side af loven.

En telefonsamtale med den nattevagt, der svarede på Oceanics hovednummer, afslørede en uventet forbindelse. Jocko Robinson, en tidligere kollega, var blevet claims agent på Oceanic. Jeg havde kendt Jocko i Chicago, og hans stemme var den samme, men han havde ændret sig. Han var blevet et udtryk for det "respektable" liv, et produkt af det system, som han tidligere havde været en del af. Da jeg begyndte at grave, blev det klart, at der var noget større end bare forsikringspapirer i spil her. Bull og Oceanic var på en eller anden måde forbundne, og hvad Bull havde været en del af, kunne ikke blot være tilfældigt.

Man kunne få indtrykket, at alt dette kun var en simpel kriminalitetssag, men det var langt mere end det. Bull havde ikke bare været en skurk, han havde været en brik i et større puslespil, der involverede både kriminalitet og forsikring. Og det var præcis det, der gjorde denne historie så fascinerende. Det var ikke bare en mand, der blev arresteret, det var et kig på et system, hvor folk som Bull blev manipuleret og brugt som værktøjer for de stærkere kræfter, der opererede i skyggerne.

Hvis man ønsker at forstå, hvad der ligger bag denne type kriminalitet, er det vigtigt at erkende, at der ikke altid er klare linjer mellem godt og ondt. Der er organisationer, som opererer udenfor lovens rammer, og personer som Bull bliver ofte indblandet i netværk, der ikke nødvendigvis er kriminelle i traditionel forstand, men som alligevel udnytter systemet til deres egen fordel. Man skal ikke kun se på karaktererne i historien, men også på de skjulte kræfter, der styrer deres handlinger. Bull kunne være en skurk, men han var også et offer for noget langt større end ham selv. Og det er den type forståelse, der giver et mere komplekst billede af, hvordan den kriminelle verden fungerer.