Hvem vender tilbage fra graven – og hvorfor?

Alt hvad der var tilbage af ham, var seks kistehåndtag i sølv. Det var sådan, de troede, de havde lukket sagen. Men Reck Corstain var ikke færdig med verden – eller med de mennesker, der havde fældet hans dom. Han blev hængt, naglet fast i sit sidste hvilested, forrådt af sin egen, og efterladt til glemsel i en kiste, som byen Apache mente var vel fortjent. Men under mørkets kappe og blandt støvede gader vendte han tilbage – ikke som manden, de kendte, men som det, de havde skabt: en mand med hjertet af en død og hånden fast om en seksløber.

Apache er ikke nogen undtagelse i det vestlige landskab, hvor vold og hævn smelter sammen til et tavst sprog mellem mænd. I en by, hvor navne bliver slidt ned ligesom læderet på støvlerne, forblev ét navn dog ætset i murværket: Corstain. For selv døden var ikke nok til at kvæle det navn. Og mens han lå stille i sin kiste – kroppen lammet, men sindet vågent – begyndte hævnen at tage form. Ikke som et højt råb, men som en knugende kulde, en uro i mørket.

Lothar Trancas, med sine hårde øjne og sin selvsikre mine, stod med hånden på den kiste, han selv havde bidraget til at fylde. Han var ikke bare en mand, der fjernede forhindringer – han var en mand, der gjorde det med stil og med ambition. Hans begær rakte både til sporerne og til enken – begge dele Reck Corstain havde haft. At tage sporerne fra en død mand var ikke blot symbolsk – det var en demonstration. Og Zoe Corstain, mørk og iskold i sin sorg, stillede ikke spørgsmål. Hun lod lamperne tegne glans i hendes hår og ventede på det nye spil, der skulle begynde.

Doc Shanley, som bar på byens fortid og havde vasket både nyfødte og døde, forstod, at noget ikke stemte. I en by hvor ondskab maskeres som nødvendighed, og retfærdighed bliver til folkets stemme med et reb, var det kun de gamle mænd og skæve samvittigheder, der mærkede den sagte skurren i jorden. Han havde stadig de seks sølvhåndtag, Corstain engang vandt i Hermosillo – som et løfte. Og han valgte at ære det løfte. Ikke for byen, ikke for de skyldige, men for manden, som fortjente mere end mørke og forræderi.

Der er en tyngde i det vestlige mytologi, hvor mænd bliver dømt og hængt ikke for deres forbrydelser, men for at stå i vejen. Apache er ikke anderledes – kun mere nøgen i sin skæbne. Her får ondskab navne, og hævn får ansigt. Reck Corstain rejste sig ikke fra graven som et spøgelse, men som en mand, der havde mistet alt – undtagen sin vilje.

For læseren er det vigtigt at forstå, at denne historie ikke handler om opstandelse i religiøs forstand, men om hævnens uundgåelighed i en verden, hvor samfundets love er et tyndt slør over personlig magt og svigt. Når loven svigter, og de skyldige bærer stjerner på deres veste, bliver hævnen det sidste retfærdige valg. At leve videre efter døden bliver ikke et mirakel, men en mission. Og når Corstain vender tilbage, er det ikke som et offer – men som dommer.

Hvem kan Reck stole på?

Reck vågnede uden fortid i Seawright‑truppens vogn, med sortmalede greb som ingen skulle tro havde værdi og med en hukommelse som var blevet slået i stykker. Doc Shanley sagde, at slaget mod hans hoved kunne have udslettet alt; han rullede ærmerne op, mærkede Reck’s kranium med fingerspidserne og fandt intet mirakuløst, blot et menneske, der havde overlevet mere end fornuften burde tillade. På hans ryg sad et grimt ar — sidste vidnesbyrd om den spids, der havde spændt ham fast mod en ladevæg; lægen pegede på den rustne jernstump som årsag til, at Reck stadig levede, og bad ham beholde den som lykkeamulet.

I byen blev alting hurtigt klart: vennerne til Corstain‑familien var få. Glover havde nævnt navnet og peget Reck i retning af huset; det var sådan han begyndte at ane, hvem han var. Hvor meget, han huskede af før‑dagen, var intet — blot fragmenter og et navn, der brændte: Zoe. Shanley sagde det direkte: kun Zoe kunne vække den mand, Reck havde været — alt andet ville forandre ham til noget værre eller et ekko af sig selv. Men Shanley advarede også: Sam Corstain var blevet en anden mand siden konens død; han var gemt i den gamle adobe, og kun få kendte stedet. Lægens skitserede kort blev brændt efter at være indprentet; der måtte være sparsommelighed i viden, for fjender lyttede, og den forkerte vejledte fod kunne betyde døden.

Mødet mellem Trancas, Giliis og Canavan i skyggerne bar al den skrøbelighed, en pagt kan have: myntstøjlet betaling, truende ord, den knugende følelse af, at loyalitet kan købes og sælges, men aldrig uden restgæld. Canavan krævede sin frihed og sin hævn; Trancas tilbød kold opgørelse. Sætningen hang mellem dem: “Som længe Sam Corstain trækker vejret, vil jeg være efter ham.” Det var en beslutning, ikke en trussel, og det satte scenen for den næste bevægelse — for at vende en uafsluttet historik til åbent sammenstød.

Reck, som endnu kæmpede med hvad han havde været og hvad han var blevet, fandt sin vilje i de navne Shanley nævnte: Trancas, Tay Giliis, Jube Canavan. Det var ikke nok blot at huske dem; han måtte forstå deres motiver, deres transaktioner og de små dråber af magt, der kunne væltes til blod. Zoe stod der som en pivot — ikke blot en kvinde, men en nøgle til Reck’s egen genopdagelse. Shanley truede næsten med, at alt andet var forgæves: hun kunne bringe ham tilbage eller lade ham fare videre som et bandemenneske med et bristet hjerte.

Det, der ikke blev sagt af mændene i natten, men som hang som røg i byen, var at selv den mindste handling — en ar, en løgn, en enkelt mønt — kunne rykke på andre menneskers skæbner. Ranchernes hævnlyst over Canavan, prisen på hans hoved, den diskrete handel med heste, Broken Wheel‑bandenes beskyttelse: alt det udgjorde et net, hvor enhver bevægelse fik ringe i vandet. Reck stod midt i dette net med et navn, en gash i ryggen og en beslutning, der måtte træffes hurtigere end hukommelsen kunne finde ham.

Yderligere materiale som bør tilføjes for at fuldende denne episode: en præcisering af Zoës forhold til Reck før og efter den dag — hendes motiver, hendes svagheder og den magt hendes tilstedeværelse udøver; en tydeliggørelse af Sam Corstains sindstilstand og de konkrete grunde til, at han skjuler sig i den gamle adobe; en kort, faktuel beretning om Jube Canavans tid i Yuma, der forklarer hans hævntørst og hans særlige metoder; detaljer om Broken Wheel‑bandens struktur og Lothar Trancas’ materielle interesser i hestehandlen; et kort etnologisk præg på dalens ranchere — hvorfor de ville hænge en mand uden rettergang; og en beskrivelse af arret og spidsens placering med præcis anatomisk reference for at underbygge dens betydning for Recks fysiske minder. Der bør desuden indarbejdes en psykologisk skildring af amnesiens konsekvenser: hvordan tabet af fortiden ændrer tidlige relationer, beslutningsmodeller og moral; og endelig et kort notat om strategi og skalkeskjul — hvordan få, velvalgte oplysninger og et enkelt øjebliks vold kan omforme byens magtbalance.

Hvordan formår en mand at genfinde sig selv efter tabet af sin fortid?

Da de nåede udkanten af Carson City, kunne han med besvær støtte sig til en stok og gå. De andre kvinder i truppen viste ham først ingen interesse, indtil han lånte en barberkniv og fjernede sit skæg. For første gang begyndte han at vise interesse for sine omgivelser, lagde mærke til de skarpt stigende fyrretræsklædte bjerge og forårets duft i luften. En aften spurgte han Ivis, hvordan hun var havnet i truppen. Hun fortalte, at hun havde forladt New York med mod i brystet, sejlet til New Orleans, hvor hun forgæves havde forsøgt at finde arbejde som sangerinde. I desperation havde hun sluttet sig til Seawrights selskab på en rejse gennem vesten.

Den nat hørte han Seawrights stemme, der rungede beruset fra hans vogn. ”Vi er næsten blottede for penge. Vi tager videre til Frisco. Og vi rejser let. Jeg skal tage mig af din ven Reck en gang for alle.” Han stivnede, da lette skridt nærmede sig vognen, og så Ivis Drake mod lyset fra lejrbålet, hendes ovale ansigt med høje kinder. Der var varme og bekymring i hendes mørkeblå øjne, hendes røde læber stod let åben. Hun nærmede sig og trykkede en derringer i hans hånd. ”Skynd dig,” hviskede hun. ”Seawright er beruset. Du må komme væk, ellers slår han dig ihjel.”

Trods faren var han klar over, at hun var den smukkeste kvinde, han nogensinde havde set. Han kravlede stift ud af vognen, knæene dirrede. Seawright dukkede op med en flaske i den ene hånd og bevægede den anden mod bæltet. Han blev advaret: ”Rør ikke ved en pistol, ellers slår jeg dig ihjel.” Seawright lo pludselig og kastede en lærredspakke ved hans fødder. Inden i lå seks metalgenstande, som han straks genkendte som kistehåndtag, dækket af billig sort maling. Han samlede dem op med et støn, mens Ivis pakkede dem ind igen.

De gik sammen mod Carson City, han med sin stok, pistolen stadig svedende i hånden, hun bar kistehåndtagene. Vejen foran dem var oplyst af byens lys, og månens skær viste sne på bjergskråningerne. Vandringen var anstrengende, og hun fik stoppet en forbikørende vogn, som bragte dem til byen. Næste morgen rejste de videre mod Virginia City, hvor de fandt værelse i et faldefærdigt hus nedenfor "C" Street. Da Ivis gik tilbage til sine egne gemakker, mærkede han ensomheden for første gang.

Han trak hende til sig, mærkede hendes varme krop, men smerter i nakken og tindingerne gjorde det umuligt at tænke klart. Hun bad ham lade være med at forsøge at huske. Han følte sig utilstrækkelig for hende, utilstrækkelig for enhver kvinde, indtil han kunne genfinde sin fortid. Udenfor lyttede han til byens puls, til larmen fra stampemøllerne og gadernes stemmer. På sengen foran sig havde han spredt de seks kistehåndtag, som han i vrede kastede ud ad vinduet – det sidste bånd til hans fortid. Fra nu af var det en ny begyndelse.

Ivis, med sin faste og yndefulde holdning, havde ikke levet et let liv, men hendes sår var skjulte. Hun talte lige ud af posen og havde en styrke, som han beundrede. Da hun gik, bad hun om held og han mærkede et stik af jalousi, da hun stod sammen med en anden mand.

Det var første gang, hans hukommelse ikke blot var tom, men begyndte at blive udfordret af følelser – en begyndelse på at genfinde sig selv.

Det er væsentligt at forstå, at menneskets identitet og styrke ofte findes i overvindelsen af fortidens tab og smerte, i evnen til at genopbygge et selvbillede på trods af usikkerhed og mørke minder. Den sande rejse begynder, når fortiden ikke længere styrer, men inspirerer til at skabe en ny begyndelse. Mødet med andre, med medmenneskelig omsorg og støtte, kan blive redningen i denne proces. Det er også vigtigt at erkende, at tabet af hukommelse ikke blot er en fysisk begrænsning, men et eksistentielt spørgsmål, der kræver mod til at konfrontere og acceptere sig selv på ny.