Enzo så på hende, hans stemme en smule anspændt, som om han kunne mærke, at noget ikke var helt, som det skulle være. "A tavola?" spurgte han, næsten med en let angst, som om han vidste, at hun holdt noget tilbage. Giuli tvingede sig selv til at tage en dyb indånding og mærke duften af timian og citron, som hun forsøgte at placere sig selv i et øjeblik af normalitet, i det velkendte rum, hvor hun sad ved bordet med ham. Men i stedet for den tryghed, hun normalt ville have følt, kom panikken frem. Er det her mig? tænkte hun. Hører jeg virkelig til her?

Hun tog en bid af maden og prøvede at tvinge sig selv til at smage den, at presse angsten væk. Enzo skulle ikke mærke hendes indre uro. Du er sulten, sagde hun til sig selv. Klar dig igennem det. Da hun løftede øjnene, kunne hun mærke, hvordan Enzo langsomt slappede lidt af, men hendes egen spænding forsvandt ikke. Hun havde brug for at spørge ham om noget. Om Flavia. Om Niccold Rosselli. Om deres forhold, som var blevet betragtet som ubrydeligt. Havde han set noget, som kunne afsløre en revne i deres evige sammenhold? Men hun kunne ikke spørge. Ikke nu, hvor han begyndte at føle sig mere afslappet.

Giuli forsøgte at gøre samtalen let. "Så han tror, det er noget med babyen," sagde hun. Enzo nikkede, men hans ansigt var bekymret, og han kunne ikke lade være med at dele sine tanker om Flavias situation. Enzo vidste noget, som Giuli ikke havde fanget før: Flavia havde ingen mor. Det havde hun aldrig fortalt nogen. Ikke, at hun skulle have haft nogen til at trække hende tilbage til et trygt sted. Niccold var alt, hvad hun havde. Og det, der fik Giuli til at stoppe op, var den pludselige erkendelse af, at Flavia – ligesom hende selv – ikke kunne vende sig til nogen for støtte. Ingen forældre, ingen fælles historie med en opvækst, der kunne give dem en tryg base.

Enzo begyndte at fortælle, hvordan han havde mødt Flavia og Niccold. Han var kun 25 år gammel, da de deltog i en demonstration mod Golfkrigen, og han havde set dem kæmpe for deres sag. Det var en uventet vinkel for Giuli, som havde levet et liv i kaos siden slutningen af 80'erne, så meget, at hun ikke engang havde registreret, hvad der skete i verden omkring hende på det tidspunkt. Det var noget, hun måtte acceptere nu: hendes liv var blevet formet af fravær, både i personligt og politisk henseende. Det, hun savnede, var det, Flavia havde haft - en tid med idealisme, et håb for fremtiden.

Så kom tanken: Hvis jeg var gravid, hvordan ville det være for mig? Ville Enzo være der? Selvom han ikke var sentimental, vidste hun, at han ville være der. Det var ikke noget, hun skulle tvivle på. Men tanken skubbede sig hurtigt til side – hun kunne ikke blive gravid. Det var et faktum, som hun havde accepteret.

Da Enzo stillede sin gaffel ned og kiggede på hende med et bekymret blik, vidste Giuli, at han var bekymret, men ikke kun for Flavia. Der var noget større på spil, noget, de ikke kunne tale om. Det var ikke bare Flavias pludselige forsvinden, der hængte over dem. Det var den dybere frygt, der opstod, når man indså, at noget kunne gå galt, uden man kunne forudse det.

For Giuli, der ikke havde haft en normal opvækst med kærlige forældre, og for Flavia, der heller ikke havde haft den mulighed, blev tanken på at være alene, uden nogen til at støtte, et mere klart billede. Flavia havde ikke haft nogen til at løbe til, da hun var blevet mor. Hvad gjorde hun så, når ingen var der for hende? Og hvorfor føltes det, som om hun havde mistet sig selv?

At føle sig alene i et forhold, uanset om man har familie eller ej, kan være et af de mest smertefulde og ensomme oplevelser. Giuli indså, at uanset hvordan vi prøver at dække vores følelser over for andre, er vi ofte alene med vores egne tanker. Vi har ikke kontrol over, hvordan vores liv og vores relationer udvikler sig. Nogle gange må vi acceptere, at vi ikke kan ændre fortiden eller forstå, hvorfor mennesker handler, som de gør. Vi skal bare navigere i nuet og forsøge at finde mening i de små øjeblikke, vi har. Det er i disse øjeblikke, at vi kan vælge at blive forbundet med os selv og andre, eller lade os opsluge af frygten for det, vi ikke kan forstå.

Men hvordan undgår vi at miste os selv, når vi konstant forsøger at holde sammen på vores liv og relationer? Hvordan kan vi finde den indre styrke til at acceptere, at vi nogle gange er alene, selv når vi er sammen med andre? Det er vigtigt at forstå, at den menneskelige eksistens, med dens mangler, frygt og længsler, er kompleks. Det er ikke kun noget, vi skal "gøre noget ved" - det er noget, vi skal lære at være med.

Kan et menneskes indre sammenbrud være det mest logiske svar?

Tabet, efterfulgt af graviditeten, tegnede et billede, som var alt andet end harmonisk. En affære kunne have været en forklaring, hvis ikke det havde drejet sig om Flavia Matteo – og barnet var jo Rossellis. En konfrontation med ægtemanden, rækker af skænderier om, hvorvidt man overhovedet skulle have et barn? Svigermoderen, der naturligvis stikker sin næse i alt. Facaden af den lykkelige familie, der smuldrer bag lukkede døre.

Afhængighedsspørgsmålet stod stadig og glødede som en uløst tråd. Det var ingen indbildning, Sandro havde det nedskrevet med store bogstaver på sine noter, gentaget flere gange, indtil det stod tydeligt frem. Men Giuli havde rystet på hovedet: “Det er vanskeligt. Patientfortrolighed,” havde hun sagt, og hendes ansigt lukkede sig. Hun ventede på svar. Sandro sad i sin undertrøje og stirrede på det, han havde skrevet, som om ordene selv kunne forklare alt.

Det ville være så let at slutte sig til den almindelige opfattelse: Flavia Matteo havde aldrig været lykkelig, hun var en kvinde, der fornægtede sig selv, der undertrykte sine følelser. Et barns fødsel er et jordskælv i enhver tilværelse, endnu mere for en sky, tilbagetrukken kvinde. Hvorfor var det så svært at tro på, at hun kunne få en fødselsdepression? Det var stadig den mest logiske forklaring – og syntes også at være den mindst skadelige. Burde man ikke bare lade den ligge, som centret havde foreslået? Men Niccolò Rosselli ville have sikkerhed, ikke rygter. Han ville have de hårde fakta.

I nattens spøgelsesagtige gader genkaldte Sandro sine noter under køkkenlampen: Giovanni Bastone, rig jordbesidder, soldaten der havde sagt “Se på forretningsinteresserne.” Chiara, navnet skrevet ned og streget ud igen. Pietro, som Giuli mente, han skulle ringe til, men som han frygtede ikke ville svare – også streget ud. Selv drømmen havde han skrevet ned: morderen der jagede Flavia, den ansigtsløse mand, der ville hugge hende i stykker. Ingen havde klatret op på balkonen på Stella Maris, men drømmens nøgne skelet blev ved med at hjemsøge ham: den svingende arm, de sønderlemmede ofre, de skyggefulde korridorer i et palads af luksus.

Han havde fortalt Luisa, Giuli, Enzo om Stella Maris: ikke et palads, kun et falmet, solbeskinnet hotel. Calzaghe, manden som Luisa mistænksomt havde indsnævret øjnene ved at høre om. Sandro havde rystet på hovedet. Han troede ikke, Calzaghe havde haft noget med sagen at gøre. “Han havde nøglerne,” sagde Luisa. Selvfølgelig havde Sandro tænkt på det: hotellets ejer kunne til enhver tid have skaffet sig adgang – eller solgt muligheden videre for en håndfuld penge. “Jeg nævnte det,” sagde han, og Luisa havde næsten smilet. “Vesna holder nøglerne,” havde Calzaghe sagt, bange, “ikke mig.” Vesna nikkede bekræftende, mens hun iagttog Sandro nøje.

Efter noterne var deres vilje sivet ud, én efter én. Giuli rejste sig først, abrupt, sagde blot til Luisa at hun skulle videre. Hendes blik flakkede mod Enzo: “Vi ses dér, caro.” Sandro drejede ind i Via dei Malcontenti, mørk gade langs Santa Croce, hvor kun sporadiske vinduer lyste. På væggen havde nogen skrevet Frazione = Azione, og overmalet Gandhi med “Niccolò è nostro re”. Fra helgen til konge. Det ville ikke ende godt, tænkte Sandro.

På piazzaen, under Dantes statue, så han de tre unge: pigen på bænken, drengen ved hendes fødder, en anden bagved med hænderne i lommerne og en flaske vin ved stenen. Mobilen i hans lomme summede – en besked fra Giuli: De skal gennemgå Niccolòs lejlighed. “Så snart som muligt. Vil han være ok med det?” Hun havde skrevet det til morgenen, ikke til nu. Han ville svare, men lod være.

Han vendte sig om og så pigen læne sig ned for at kysse drengen på knæ foran sig, mens den bagved trak hænderne længere ned i lommerne. Sandro tænkte: Vent bare. Hun bliver træt af den knælende dreng og går til dig – og da er der allerede en anden. I skyggerne genkendte han pludselig den vilde kraft i den rasende stund, hvor pigen ikke tager telefonen eller kysser en anden. Hormonerne der får én til at kunne gøre hvad som helst, kaste en sten, knuse knoerne på en mur, springe fra en motorvejsbro.

En bølge af lettelse over ikke at være ung blev straks fulgt af uro. Giuli var jo heller ikke ung. Og kærlighed syntes at gøre hende fortræd. Måske findes der ingen sikker alder. Hvis han troede, han kunne miste Luisa til en anden – eller til noget, han ikke engang kunne sætte ord på – ville det rasende øjeblik komme over ham, før han anede det.

Denne dobbelthed mellem indre kontrol og den skjulte voldsomhed i mennesket er det, der ligger under historien. Det, der sker bag facaderne, er sjældent enkelt. Fødsel, tab, hemmeligheder, drømme og frygt – alt dette kan skabe et tryk, som bryder igennem på uventede måder. Det er vigtigt for læseren at forstå, at sandheden ikke nødvendigvis er et enkelt svar, men et net af handlinger, følelser og valg, som ofte forbliver skjulte, selv når man tror, man har alle fakta.

Hvad var betydningen af James Cooks rejse til Stillehavet for videnskaben og opdagelsen af nye lande?
Hvordan Aromaterapi Kan Forbedre Dit Velvære og Helbred
Hvordan beskyttelsen af whistleblowere påvirkede Trumps rigsretssag
Hvordan udvikles vigtigste sampling i kvante Monte Carlo metoder?