Hvordan afslører man et dødbringende bedrag uden selv at blive offer?

Jeg handlede uden varme, mekanisk, som om mine hænder ikke længere tilhørte mig selv. Værten lå for mine fødder, og jeg slog hans hænder, fugtede en serviet i vand og lagde den mod hans pande. Bevidstheden vendte tilbage til ham som en langsom skygge, og han undskyldte sig, mens tjeneren bragte bøffen ind. Det var på dette tidspunkt, han begyndte at fortælle mig sin historie, næsten med en vis iver, som om det hele var en anekdote snarere end et drama, han havde overlevet.

Laemmel havde inviteret ham til Tyskland, og fristelsen havde været reel. Dokumenter, adgang til fronten, indblik i noget større end et menneske selv – alt dette blev lagt frem som en gave. Men bag jovialiteten, bag den næsten rørende tyske humor, lurede noget andet. En tone i Laemmels stemme afslørede, at dette ikke blot var et eventyr, men en fælde. Den galgenhumor, han gjorde sig skyldig i, havde en klang af rebet, der ventede ved grænsen.

Da Laemmel efter et par dages fravær vendte tilbage med en invitation til en tur ud i det tågede landskab uden for Zürich, vidste fortælleren, at han ikke kunne afslå uden at vække mistanke. Han gik med ham ud til højderne over byen, hvor udsigten over søen lå som et koldt maleri, og fulgte ham uden at fortrække en mine. Men bag hver bevægelse lå en beregning: ikke gå først på stien, ikke vende ryggen, ikke drikke af den grønligt skummende kaffe, som pludselig blev sat foran ham i det lille kurhus’ have.

Det var et spil i skygger og blikke. Mens Laemmel og værtsparret betragtede ham bag vinduet, lod han sine læber røre koppen, men lod væsken sive ned i jorden under bordet, udviskede sporene med hælen, alt sammen uden at bøje hovedet. Da intet skete, kom Laemmel tilbage, ophidset og bleg, og de vendte tilbage til byen i hastig march. Der var ikke længere nogen samtale, kun den kolde viden om, at en grænse var overskredet.

Men om natten kom giften tilbage som en skygge. Feber, kulderystelser, svaghed og en dråbe rødlig væske på vindueskarmen, en stank, der trængte ned fra værelset ovenover. Han kæmpede mod sin egen krop, mod frygten for at have indtaget en dødelig dosis. Alligevel overlevede han. Ved daggry forsvandt symptomerne lige så pludseligt, som de var kommet, og han stod tilbage med svagheden som efter en lang sygdom – men med et klarsyn, han ikke tidligere havde haft.

Denne episode er ikke blot en spionhistorie. Den afdækker den fine linje mellem overlevelse og undergang, mellem opmærksomhed og uagtsomhed. Den viser, hvordan en kold sans for observation, en vilje til at handle mekanisk og uden følelser, kan redde et menneske i situationer, hvor enhver fejl er fatal. For læseren er det væsentligt at forstå, at spillet med bedrag, gift og mistro ikke kun hører til krigens år; det er et mønster, som opstår, hvor magt, information og menneskelig svaghed mødes. Det er ikke heltemod i klassisk forstand, men en disciplin, en kunst i at leve på kanten uden at falde ned.

Kan man overtage en fjendtlig kommunikationslinje uden at blive opdaget?

»To faste, erfarne telegrafister søges. Skal være særdeles intelligente, ædru, stille vaner, og fuldstændig diskrete og pålidelige uden opsyn.« Det tog dem ikke to minutter at tænke på Hans og mig. Vi var ikke som de unge, spredte gutter, der først kunne gøre noget, når der blev råbt. »Du er en af mine bedste mænd,« siger Herr Hauptmann,« tænkte den gamle, mens han hældte te i underkoppen og slugte det. »Han sendte altid efter mig, når der var noget særligt.« Jeg skrev, at jeg var interesseret i denne vigtige opgave, og så så jeg den lille mand blæse sig op af tilfredshed. »Gæt, hvem der er i den anden ende af telefonen,« hviskede han med en stemme, der ville være hemmelighedsfuld. »Noget højtstående på staben?« skrev jeg. Han lo nærmest hånligt. »Stab! Jeg er beskæftiget med noget vigtigere. I den anden ende sidder en såkaldt præst bag fjendens linjer.«
Jeg spillede undren og beundring med øjet. »Sender han meget?« skrev jeg. »Hver dag,« svarede han. »Hvad britene vidste om, hvad Hans og jeg ved, ville de sende os i graven!«

Hvordan bedrag og mistillid kan ændre spillet

“Vel, min dreng, så er du her endelig,” grinede han. “Overrasket over at se mig her, uden tvivl. Jeg holdt det som en overraskelse for dig. Jeg er kommet for at lykønske dig med din succes og for at hjælpe dig med at fejre den. Vi skal have lidt sjov sammen, hvad siger du?” Uden et ord rakte Hartley tasken til sin onkel, der tog nogle nøgler frem. “Du skal ikke bekymre dig om nøgler, Onkel. Tasken er åben.” “Hvad! Hvad!?” Det virkede som om Major Witham næppe kunne tro sine egne ører. “Du laver sjov, dreng.” Han låste op, og låsen sprang op. Så vidste Major’en, hvad der var sket. “Så de har slået dig, Hartley. Frøken Mystery har vundet,” sagde han stille. “Jeg burde have vidst det. Hun er en heks, en tryllekunstner. Fortæl mig så.” Og Hartley fortalte sin historie, hvordan han var faldet i søvn, kun for at vågne op ved Paris’ terminal og opdage, at hans taske var blevet tømt. Alt var væk – bortset fra Marie Arnaud og duften af hendes parfume, som han ikke nævnte. “Jeg prøver ikke at undskylde mig, Onkel,” sagde han afslutningsvis. “Det var simpelthen kriminel uforsigtighed.” Major’en rystede på hovedet. “Nej, det var ikke uforsigtighed. Lad være med at plage dig selv sådan. Mange mere erfarne mænd har tabt mod den snedighed, som Frøken Mystery besidder.” “Men at falde i søvn, når jeg var der for at beskytte tasken—”

“Efter alt, Onkel, tror jeg ikke, vi skal have det sjovt i aften.” Major Witham mumlede noget uforståeligt. “Ser du, jeg har et tidligere engagement.” “Hvad?” spurgte Onkelen hurtigt, nu mistænksom. “Med hvem?” “Med Frøken Mystery,” forklarede Hartley sødt.

Det er netop denne form for bedrag og strategisk manipulation, som kan vende spillet på hovedet, hvor intet er, som det ser ud til at være. Hartley, som troede han var blevet svigtet og var klar til at opgive, finder ud af, at han faktisk har overlistet sin onkel og de andre, hvilket åbner op for et nyt kapitel i hans egen kamp mod de kræfter, der forsøger at trække i trådene bag kulisserne.