I det 13. og 14. århundrede begyndte afghanerne en langsom overgang fra nomadisk husdyrhold til mere stationært landbrug. Denne udvikling var i høj grad et resultat af interne samfundsprocesser. Antallet af afhængige stammer (khamsaya) steg ikke kun inden for de enkelte stammer; hele klaner og stammer blev afhængige, og khamsaya-gruppen voksede, da medlemmer fra forskellige etniske og sociale grupper, herunder både oprindelige befolkninger fra de erobrede områder og folk, der var flyttet fra Indien, sluttede sig til. Ejendomsmæssig stratifikation i flere stammer intensiverede konkurrencen om græsningsområder og underminerede de stammebaserede relationer, hvilket førte til en koncentration af velstand blandt stamme-eliten. Samtidig dannedes alliancer mellem stammer, der ikke kun bestod af beslægtede grupper, og i stammerne opstod der privilegerede familiestrukturer. I disse familier, kendt som khan-hels, blev lederne (khans) af hele stammer valgt.

Feudaliseringen af de afghanske stammer skete parallelt med en interaction med det feudale miljø i de byer og landbrugsområder, hvor feudalisme allerede var etableret. Denne overgang havde flere vigtige konsekvenser. Afghanerne gik direkte fra patriarkalske og stammebaserede relationer til feudalisme uden at passere slave-ejendomssystemet. En væsentlig faktor i denne udvikling var den uensartede feudalismens fremvækst blandt de forskellige stammer, afhængig af deres bopælsområde. Samtidig var det et kendetegn, at Afghanistan ikke havde nogen byer med en ren afghansk befolkning i den tidlige feudalisering, og at afghanerne stadig i høj grad fungerede som mellemmænd i den transkontinentale handel mellem Iran, Centralasien og Indien. Denne handelsrute førte til dannelsen af Povindah-stammer, der specialiserede sig i karavanhåndel.

Yderligere blev den afghanske feudalismes udvikling stærkt påvirket af de statslige enheder, Afghanistan var en del af. I begyndelsen af det 15. århundrede, efter Timur's død, blev hans enorme imperium delt op. Timuriderne, efterkommere af Timur, fortsatte med at styre i Herat og Centralasien. Under Timuriderne blev Herat, som blev hovedstad under Shahrukh, en central by, både økonomisk og kulturelt. Herat blomstrede som et center for kunst og videnskab, hvor kendte tænkere og kunstnere som Ali Sher Nawai og Abdurrahman Jami virkede.

Under Shahrukh, som regerede fra 1409-1447, blev der ikke ført store erobringskrige, men hans regeringstid var præget af undertrykkelsen af oprør og interne stridigheder. Herat blev et strategisk knudepunkt for handel mellem Østen og Vesten, og økonomisk var byen tæt forbundet med Mavarannahr, Samarkand og de store handelsruter, der krydsede byen. De økonomiske aktiviteter i Herat var dog ikke kun begrænset til kunst og kultur. Det var også et centrum for håndværk, som i vid udstrækning fandt sted langs hovedmarkedsgaderne og på de små markeder i byens distrikter. Handel med luksusvarer som ædelstene fra Badakhshan og varer som madder og Ghazni-æbler var udbredt.

Men selvom Herat var kendt for sin pragt og sin udvikling, var byen delt i to markante områder: den rige, velstående del, hvor paladser og fine bygninger blev opført, og de fattigere kvarterer, der var præget af overbefolkning, smalle gader og dårlige sanitære forhold. I disse områder levede den arbejdende befolkning under dårlige forhold, og sygdomme som pest hærgede i perioder. Mens kilderne fremhæver bygningernes storhed og den kulturelle blomstring, nævnes kun sjældent, hvordan byens underklasse levede i usle forhold.

I løbet af Timuriderne, og specielt under Sultan Husayn Baiqara, der styrede fra 1469-1506, blev Herat endnu vigtigere som et kulturcentrum, og byens markeder blev større og mere organiserede. Byens fremtrædende position som et handelscenter, hvor varer som fine stoffer, porcelæn og luksusvarer blev importeret, samt ædelstene og landbrugsprodukter blev eksporteret, understregede den internationale betydning af Herat i denne periode.

Desuden er det væsentligt at forstå, at overgangen fra et nomadisk til et mere bybaseret samfund ikke kun var et spørgsmål om landbrug og økonomi, men også en proces, hvor sociale relationer ændrede sig markant. Det betød blandt andet, at den magt, der tidligere var koncentreret i stammeledere og nomadiske chefer, nu i stigende grad blev distribueret til de nyopståede feudalstrukturer i byerne og handelscentrene. Feudalismen i Afghanistan var således et resultat af både interne og eksterne faktorer, hvor statslige og økonomiske ændringer i hele regionen spillede en væsentlig rolle i omformningen af afghansk samfundsstruktur.

Hvordan britisk besættelse af Afghanistan førte til opstanden og modstand i 1839-1842

I april 1839 begyndte britiske tropper deres invasion af Afghanistan, og de forberedte sig på at marchere gennem Qandahar. Den britiske styrke, kendt som "Arméen ved Indus", bestod af cirka 20.000 soldater, men den samlede styrke var meget større, da den blev ledsaget af omkring 38.000 transportarbejdere og 138 camp-arbejdere. Hovedlederen for ekspeditionen var Sir William Macnaghten, der fungerede som ambassadør og minister for den anglo-indiske regering under shah Shuja. Tropperne begyndte deres march mod Qandahar i midten af april, og til at begynde med mødte de minimal modstand fra afghanske styrker. Desuden blev nogle af de afghanske sardars, der var blevet bestukket af briterne, loyale over for Shuja, hvilket lettede fremrykningen.

Kort efter briternes ankomst til Qandahar blev shah Shuja genindsat på tronen. Den 7. maj 1839, umiddelbart før ceremonien, underskrev han en aftale, der effektivt ophævede Afghanistans uafhængighed og bekræftede en tidligere traktat fra 1838, som tillod britisk militær tilstedeværelse og indblanding i landets indre anliggender. Denne aftale understregede Afghanistan som en vasalstat for Storbritannien, og begyndelsen af besættelsen var dermed etableret.

Dost Muhammad Khan, som var den oprindelige hersker, og som havde været den primære modstander af den britiske invasion, forsøgte at samle styrker for at afværge den udenlandske besættelse. Han sendte sin søn, Muhammad Akbar Khan, til Khyber-passet og samlede sine soldater i Ghazni og Kabul. Afghanernes modstand mod Shah Shuja, der nu var blevet installeret med britisk støtte, var fra starten intens, og modstanden tog form af en religiøs krig mod de britiske styrker.

Den 21. juli 1839 nærmede de britiske tropper sig Ghazni-fæstningen, som man troede var uindtagelig. Men forsvarerne blev forrådt, og briterne udnyttede en svaghed i byens forsvar. De angreb byen og gennemførte et massakre på befolkningen. Ugen efter satte de kurs mod Kabul, efter at de havde efterladt en garnison i Ghazni. Samtidig rykkede en 11.000 mand stor britisk styrke frem mod Kabul gennem Khyber-passet. Snart blev Jalalabad erobret.

Trods flere tilbageslag og problemer med sine egne styrker, som svigtede ham, formåede Dost Muhammad Khan at trække sig tilbage til Bamiyan og senere videre til Hulm. Hans hær spredte sig, og den 7. august 1839 kunne britiske styrker uforstyrret indtage Kabul, hvor Shah Shuja blev installeret som marionet-hersker under britisk kontrol. Macnaghten, der som britisk udsending og "minister" havde de facto magt i landet, troede på, at situationen var sikker. Dog blev det snart klart, at modstanden mod besættelsen voksede i styrke, og en geriljakrig tog fart i landets mange områder.

I mellemtiden begyndte Dost Muhammad Khan at forene kræfter med flere af de centrale aserbajdsjanske khanater og de persiske styrker i et forsøg på at skabe modstand mod briterne. Hans opfordringer til hjælp fra emir Nasrullah Khan af Bokhara viste sig at være forgæves, da han blev fanget under surveillance og hindret i at modtage støtte. Efter en lang flugt gennem Centralasien, formåede Dost Muhammad Khan at samle en hær i Shakhrisyabz og begyndte at samle modstand mod de britiske styrker i Afghanistan.

Modstand mod britisk besættelse voksede i hele Afghanistan i løbet af foråret og sommeren 1840. Især Ghilzai-stammerne begyndte at rekruttere soldater og udfordre den britiske kontrol. I august begyndte Dost Muhammad Khan at marchere mod Bamiyan, og britiske tropper, som var overlegen i artilleri, besejrede hans oprørsstyrker i september. Men snart begyndte modstanden at tage form af en bredere populær oprør mod britisk styre.

Trods sejrene for de britiske tropper begyndte utilfredsheden at vokse i Kabul, hvor bønderne led under hungersnød og inflation på grund af de britiske indkøb af forsyninger. I september 1841 begyndte det afgørende opgør at tage form, da Ghilzai-stammerne under ledelse af deres opstandne ledere begyndte at true de britiske kommunikationslinjer. Den 1. november 1841 brød oprøret ud i Kabul, og britiske officerer som Alexander Burnes blev angrebet i deres boliger.

Det, der begyndte som et ukritisk britisk fremstød i et forsøg på at opretholde kontrol, udviklede sig hurtigt til en katastrofe. Afghanerne, samlet under Dost Muhammad Khans banner, havde udholdt år med britisk undertrykkelse og opnået en afgørende moral sejr. Selvom britisk overlegenhed i teknologi og militærstyrker stadig var til stede, forandrede situationen sig hurtigt til et spørgsmål om folkelig vilje og modstand. Denne opstand satte en stopper for briternes håb om en sikker og stabil besættelse af Afghanistan.

Det er vigtigt at forstå, at modstanden i Afghanistan ikke kun var en militær kamp mod en udenlandsk besættelsesmagt, men også et udtryk for et dybere ønske om at bevare national identitet og religiøs uafhængighed. Den islamiske religiøse ledelse spillede en central rolle i at mobilisere folket mod de britiske "kufr" (kættere), og folket i Afghanistan reagerede på det, de opfattede som en fremmed, okkupationsmagts trussel mod deres tro og livsstil. Den folkelige opstand og dens vedvarende karakter afslørede en grundlæggende fejlvurdering af de britiske styrker, som undervurderede den afgørende betydning af lokal modstand, kulturelle faktorer og befolkningens vilje til at kæmpe for deres frihed.

Hvordan skabtes tidlige samfund i Afghanistan og Centralasien?

I perioden fra den sene bronzetid opstod et militært aristokrati, hvor de ledende krigere, kendt som ratayshtars (bogstaveligt talt "de der står i vognen"), blev centrale figurer i magtstrukturen. Denne samfundsgruppe, som hurtigt udviklede sig til en form for kongelige småherskere, repræsenterede en ny form for autoritet, hvor magten ikke længere kun var forankret i traditionel ældreskab eller religiøs overhøjhed, men i den militære dygtighed, som kunne kontrollere både ressourcer og territorium. I denne periode begyndte de indoeuropæiske stammer, der talte gamle indiske sprog, at bosætte sig i det nordlige Indien, muligvis i to bølger, og de blandede sig med den lokale dravidiske befolkning. Dette skabte en markant indflydelse fra dravidiske sprog på de ariske sprog i det nordlige Indien.

De tidligste spor af de ariske sprog, især Rigveda, som er den ældste bevarede tekst på disse sprog, kan dateres til mellem det 12. og det 10. århundrede f.Kr., men det antages, at disse sprog allerede var i brug i den første halvdel af det 2. årtusinde f.Kr. Denne udvikling påvirkede naturligvis ikke kun Indien, men også Afghanistan og de omkringliggende områder. Mange historikere mener, at forfædrene til de indoeuropæiske indiske stammer boede i Centralasien og Afghanistan sammen med forfædrene til de iranske stammer. Det er også i denne periode, at ariske navne og begreber begynder at dukke op i Mellemøsten, hvilket peger på et kulturalt og sprogligt sammenfald mellem disse folk.

I løbet af det 1. årtusinde f.Kr. var Afghanistan og det større Centralasien allerede bosat af iranske talende stammer. De navne, disse stammer gav til regionerne, blev ofte hængende i århundreder og vidner om den tidlige bosættelse og den iranske kulturelle indflydelse i området. I denne periode kan man også se, hvordan de indoeuropæiske og iranske stammer begyndte at assimilere sig med de lokale folk og deres sprog, som muligvis allerede var præget af indiske sprog.

Afghanistan og Centralasien var beboet af en række stammer, som oprindeligt stammede fra de steppede områder mellem Donau og Urals, og som langsomt begyndte at sprede sig i forskellige retninger. Nogle af disse stammer nåede Mellemøsten via Kaukasus, mens andre bevægede sig øst for det Kaspiske Hav. Denne migratoriske bevægelse af stammer fra den eurasiatiske steppe kombineret med kulturelle påvirkninger fra den mesopotamiske og vestiranske civilisation skabte en kompleks kulturarv i området.

Arkeologiske udgravninger har afsløret, at der eksisterede tre hovedtyper af kulturkomplekser i denne periode. Den første type af kulturkomplekser fremmede udviklingen af lokale traditioner for fast landbrug og bidrog til dannelsen af tidlige orientalske civilisationer. Disse komplekser findes blandt andet i områderne omkring Namazga-5 og Namazga-6 i det sydlige Turkmenistan samt langs Amu Daryas midterste løb. Her kan man finde genstande, som viser kunstneriske påvirkninger fra Mesopotamien og det vestiranske område, som for eksempel billeder af vingede løver og krigere der bekæmper vilde dyr, samt bronzegenstande som økser og dolke.

Den anden type af kulturkomplekser tilhører steppens bronzealder og er kendetegnet ved groft håndlavet keramik med enkle indridser. Disse artefakter er fundet i det sydlige Turkmenistan, samt langs Amu Darya. Den tredje type er en form for synkretisme, hvor elementer fra både den bronzetidskultur, som stammer fra stepperne, og fra den lokale fastlandskultur blev sammenflettet. Monumenter af denne type er blevet udforsket i Sydvest-Tadsjikistan, og det ser ud til, at de afspejler de processer, hvor de steppestammer, der var genetisk beslægtet med de eurasiatiske stepper, begyndte at assimilere lokale, proto-indoeuropæiske folk og deres kultur.

Disse tidlige perioder var yderst vigtige for forståelsen af de stammer og folkeslag, der beboede Afghanistan og Centralasien, og deres kulturelle og etniske udvikling i denne periode gav grobund for de samfund, vi ser i dag.

Den ældste skrevne kilde om Afghanistan og de omkringliggende områder er Avesta, som giver os vigtige informationer om de tidlige iranske stammer og de samfundsstrukturer, der fandtes i området. I Avesta finder vi beskrivelser af de politiske og sociale enheder, der eksisterede i de øst-iranske samfund, som de stammer, der boede i Afghanistan. Det sociale hierarki var opdelt i flere enheder: den patriarkalske familie (nmana), klanen (vis), stammen (zantu) og landet (dahyu), som var styret af en lokal leder eller hersker. Denne struktur var med til at forme de tidlige samfund i området og spillede en væsentlig rolle i udviklingen af de kulturer, vi i dag kender som en del af det iranske og afghanske historiske landskab.

Det er vigtigt at bemærke, at den tidlige samfundsstruktur i Afghanistan ikke kun var præget af de iranske stammers indflydelse, men også af de oprindelige befolkningers landbrugstraditioner, som blev absorberet i en større kulturel og økonomisk udvikling. Denne udvikling dannede grundlaget for de tidlige statsdannelser i området, som så småt begyndte at vokse frem under indflydelse af både iranske og lokale traditioner.

Hvordan Afghanistan blev indblandet i de store geopolitiske kræfter efter 2. verdenskrig

Efter 2. verdenskrig gennemgik Afghanistan en kompleks politisk udvikling, hvor både interne og eksterne faktorer spillede en central rolle i landets sociale og økonomiske transformationer. De oppositionelle bevægelser, som opstod i landet, afspejlede en voksende utilfredshed med styrets politik, og samtidig blev Afghanistan en vigtig brik i de geopolitiske magtkampe mellem supermagterne. Et af de centrale spørgsmål for landet var dets forhold til de store økonomiske og politiske aktører, især USA og Sovjetunionen, samt hvordan det balancerede sin neutralitet på den internationale scene.

Khalq-partiet, grundlagt af Dr. Mahmmudi, var en af de første politiske kræfter, der forsøgte at udfordre den etablerede orden i Afghanistan. Partiets leder, Mahmmudi, og de få medlemmer af partiets ledelse havde et begrænset folkeligt grundlag og deres propaganda var primært rettet mod de studerende på Kabul Universitet. I foråret 1952 ophørte partiet med at eksistere. Imidlertid havde det sat gang i en politisk bevidstgørelse blandt Afghanistans intellektuelle, især studerende, som begyndte at kræve økonomiske, sociale og kulturelle reformer.

I de sene 1940'ere var Kabul Universitet blevet en vigtig platform for oppositionen, hvor studerende forenede sig i et fælles krav om reformer i statens administration og borgerlige frihedsrettigheder som ytringsfrihed og pressefrihed. Denne opvågning blandt intellektuelle førte til dannelsen af en række politiske grupper og bevægelser, som forsøgte at vælte det absolutistiske monarki, herunder en radikal religiøs gruppe ledet af Haji Nairn, der drømte om at erstatte monarkiet med et kalifat. Denne bevægelse blev hurtigt knust af myndighederne, og dens medlemmer blev fængslet.

Et andet betydningsfuldt politisk initiativ var oprettelsen af Nationalklubben, som blev ledet af Sardar Muhammad Daoud, kongens fætter. Nationalklubben var et forsøg på at forene forskellige oppositionsgrupper med det formål at svække kongens regering og placere Daoud selv som premierminister. Dog mødte gruppen stor modstand fra kongens regering og formåede aldrig at få afgørende politisk magt. Da oppositionens indflydelse voksede, opstod der også splittelser mellem de forskellige oppositionsgrupper, hvilket kom til udtryk i valget til parlamentet i 1952, hvor ingen af oppositionens kandidater blev valgt.

Regeringens svar på oppositionens aktiviteter var hårdt. Flere uafhængige aviser som Angar, Watan og Nida-yi Khalq blev lukket ned, og oppositionens ledere blev fængslet eller sendt i eksil. Babrak Karmal, en ledende student i Kabul, blev fængslet, og andre oppositionelle ledere som Nur Muhammad Taraki blev sendt til USA, hvor han blev udnævnt til presseattaché ved den afghanske ambassade. På trods af de hårde repressionsforanstaltninger havde oppositionen alligevel en varig indflydelse på Afghanistans politiske og sociale udvikling.

I midten af 1950'erne ændrede Afghanistans udenrigspolitik sig, hvilket havde vidtrækkende konsekvenser for landets økonomi og politiske uafhængighed. Efter Anden Verdenskrig indgik Afghanistan flere aftaler med USA, som i den tidlige kolde krig forsøgte at øge sin indflydelse i regionen. USA indgik aftaler om økonomisk samarbejde, herunder en kontrakt med Morrison-Knudsen-firmaet, som skulle bygge infrastrukturprojekter i Afghanistan. Denne aftale blev dog kritiseret, da firmaet ikke overholdt sine forpligtelser og overskred både tidsrammer og økonomiske rammer, hvilket førte til økonomisk skade for Afghanistan. Dette medførte, at Afghanistan blev stærkt afhængigt af amerikansk økonomisk bistand, og l

Hvordan Afghanistan Søgte at Opbygge et Nytt Samfund gennem Den Demokratiske Revolution

Babrak Karmal åbnede konferencen ved at understrege den historiske betydning af den politiske transformation, Afghanistan gennemgik efter April-revolutionen. Revolutionens hovedmål – at skabe et nyt samfund, der kunne bryde med århundreders undertrykkelse – var blevet opnået med oprettelsen af en demokratisk republik. Den afghanske folkepartis (PDPA) handlingsprogram var nu den vigtigste rettesnor for at videreføre revolutionens ideer og sikre, at alle folkeslag og stammer i Afghanistan skulle deltage i landets økonomiske, sociale og kulturelle udvikling. Revolutionen havde muliggjort et system, hvor det tidligere oprørske og udbyttende feudalvæsen var blevet udfordret, og folkets magt skulle være drivkraften i den videre forandring af samfundet.

Karmal mindede deltagerne om, at det første strategiske mål i PDPA's program – at opnå politisk magt – var blevet realiseret. Nu skulle nye opgaver formuleres, og løsninger skulle findes på de sociale og økonomiske udfordringer, landet stadig stod overfor. Ifølge Karmal var den primære opgave nu at sikre, at revolutionens gevinster blev forsvarret, og at den politiske magt kunne styrkes yderligere. For dette formål var der behov for et nyt handlingsprogram, som kunne samle partimedlemmerne og engagere hele nationen i den fortsatte opbygning af det nationale-demokratiske projekt.

Revolutionens sociale, økonomiske og politiske ændringer blev anerkendt som historisk vigtige. Afghanistan var tidligere domineret af en lille, udbyttende gruppe af feudale aristokrater og låntagere. Denne klasse havde stået i vejen for enhver form for social fremgang, og det var netop dette system, der var blevet nedbrudt af folkets opstand. Revolutionens største politiske resultat var etableringen af folkets magt, som ifølge Karmal var revolutionens vigtigste politiske instrument, da det sikrede, at forandringerne kunne udbredes til hele samfundet og beskyttede dem mod både interne og eksterne modstandere.

Afghanistan havde været økonomisk og socialt tilbagestående, men ifølge Karmal var dette kun midlertidigt. PDPA’s mål var at gennemføre progressive reformer, der ville muliggøre den økonomiske og sociale udvikling af Afghanistan, og det krævede, at befolkningens aktivering og deltagelse var central i denne proces. Partiet fokuserede på at gennemføre et demokratiske jordbrugsreformer og skabe en moderne industri, der kunne give økonomisk vækst og stabilitet. Det var dog ikke kun økonomi, der skulle forbedres – det var lige så vigtigt at sikre kulturel og social fremgang, som kunne løfte alle samfundsgrupper i Afghanistan til et højere niveau af civilisation.

Karmal understregede, at det var nødvendigt at sikre en politisk sammenhæng mellem PDPA og befolkningen. Uden et solidt forhold mellem partiet og dets folk ville revolutionens gevinster være truet. PDPA's mål var klart: at sikre lykken for folket og skabe et blomstrende Afghanistan. Dette var den egentlige opgave, som både revolutionen og partiets aktiviteter skulle tjene. At gøre folket lykkelige og sikre nationens velfærd var fundamentet for alle politiske beslutninger.

Men Afghanistan var langt fra et fredeligt land på dette tidspunkt. Der var modstand mod revolutionen, og Karmal henviste til den store uro, som de kontrarevolutionære kræfter havde skabt i landet. Modstandere af den nye regering forsøgte at undergrave revolutionen gennem vold og terrorisme. Desuden var Afghanistan under angreb fra udenlandske kræfter, som ønskede at genoprette et system, der favoriserede de udbyttende grupper, som var blevet væltet. Det var derfor nødvendigt at besejre disse kræfter for at sikre en vedvarende stabilitet i landet og kunne fortsætte reformerne.

Derfor, påpegede Karmal, var det vigtigt at afslutte den væbnede modstands kamp og sikre et varigt politisk klima, hvor fred og stabilitet kunne blive grundlaget for Afghanistans fremtid. Kun ved at styrke den revolutionære magt og opnå intern fred kunne Afghanistan begynde at opbygge et samfund baseret på social retfærdighed og lighed.

Internationalt set var Afghanistan og PDPA's tilgang orienteret mod at opnå fred og samarbejde med de omkringliggende lande. Afghanistan, sagde Karmal, ville kun kunne sikre sin suverænitet og uafhængighed gennem tæt venskab og samarbejde med Sovjetunionen og de socialistiske lande. Samtidig forpligtede PDPA sig til at følge de internationale principper for ikke-indblanding og respekt for nationale suveræniteter. Afghanistan ønskede at spille en konstruktiv rolle på den globale scene, ikke kun i forhold til de direkte naboer som Pakistan og Iran, men også som en del af det større internationale samfund.

Karmal afsluttede med at understrege, at alle nationer måtte stå sammen for at bekæmpe imperialisme og aggression. I denne sammenhæng understregede han den vigtige rolle, som Afghanistan kunne spille i kampen for verdensfred, nedrustning og social fremgang. Det var denne vision om international solidaritet og fælles handling, der kunne sikre, at Afghanistans revolution ikke kun var en lokal begivenhed, men en del af en global bevægelse for fred og retfærdighed.

Hvad Er Det, Vi Bærer? Tvivl, Tro og Begyndelsen af Rejse
Hvordan stofbrug kan føre til afhængighed og psykologiske risici
Hvordan man forholder sig til automatiske tanker: Fra kamp til accept