I den teoretiske diskussion om begrebet "fake news" har flere forskere forsøgt at definere, hvad der præcist udgør falske nyheder, og hvilke elementer der adskiller dem fra andre former for information. Et væsentligt aspekt i disse definitioner er spørgsmålet om, hvorvidt fake news nødvendigvis er usande, eller om de blot er vildledende eller manipulerende på en eller anden måde. En af de mest markante synspunkter kommer fra Mukerji, som definerer fake news som "bullshit, der fremsættes i form af en nyhedsudgivelse". Denne tilgang skiller sig markant fra de fleste andre definitioner ved at udelade sandhed som en nødvendig komponent og i stedet fokusere på "bullshit" og det, der kunne kaldes en "illusion af sandhed". Ifølge Mukerji er det ikke nødvendigt, at fake news er objektivt falske, men de skal være fremsat på en måde, der lader til at udtrykke bekymring for sandheden, selvom de faktisk ikke gør det.

En af de mest problematiske konsekvenser af Mukerji's definition er, at den åbner op for muligheden for, at nogle nyheder, der faktisk er sande, kan betragtes som fake news. Dette kan virke kontraintuitivt, da man traditionelt forbinder fake news med usande påstande. Et tankeeksperiment kan illustrere dette: Hvis en nyhedshistorie om en politisk figur viser sig at være sand – for eksempel en rapport om, at en offentlig person er involveret i en kriminel aktivitet – men historien bliver sendt ud med det formål at vildlede eller manipulere offentlighedens opfattelse af situationen, vil den kunne betragtes som fake news ifølge Mukerji, selvom den ikke er falsk. I denne forståelse af begrebet ligger fake news ikke nødvendigvis i en mangel på sandhed, men i forlæggerens manglende engagement i den sande præsentation af fakta.

Men som kritiseret i flere artikler, herunder de tidligere diskuterede, er der vigtige elementer af sandhed og bedrag, som ikke bør udelades. Fake news kan ikke blot defineres ud fra den form, de præsenteres i, eller intensiteten af deres vildledning. Det er centralt at forstå, at fake news ofte er forbundet med en intention om at bedrage. Dette understøttes af Frankfurts teori om "bullshit", hvor en "bullshitter" udtaler sig uden bekymring for sandheden, men i stedet er optaget af at fremstå på en bestemt måde i forhold til sine lyttere. I en politisk kontekst betyder det, at fake news ofte udgør et strategisk forsøg på at påvirke opinionen uden hensyn til, hvad der faktisk er sandt. Det er i denne sammenhæng, at fake news bliver et alvorligt samfundsproblem, idet de kan manipulere folks tro på, hvad der er sandt, og dermed påvirke deres handlinger og beslutninger.

For at forstå "fake news" som et samfundsproblem er det derfor nødvendigt at fastholde en definition, hvor både sandhed og bedrag spiller en central rolle. Den simple vildledning af modtageren, uden nogen intention om at overbevise om noget specifikt, er ikke tilstrækkelig til at beskrive de skadelige virkninger, som fake news kan have. Et eksempel på dette er, hvordan nyhedskanaler som Breitbart eller RT aktivt bruger falske oplysninger som led i politiske strategier, der sigter mod at forme offentlighedens opfattelse af vigtige begivenheder. I sådanne tilfælde er formålet klart: At sprede usandheder for at fremme et bestemt politisk mål. Dette er et klassisk eksempel på fake news, hvor bedrag og mangel på sandhed er grundlæggende for at forstå mekanismen bag dem.

Et andet element, der ofte overses i diskussionen om fake news, er den præcise rolle, som journalistik spiller i samfundet. Traditionelt set har nyhedsmedier haft som deres hovedformål at informere offentligheden om fakta og hændelser i verden med objektivitet og troværdighed som grundpiller. Fake news underminerer dette fundament, idet de bevidst fordrejer virkeligheden for at fremme en agenda. Derfor er det vigtigt at holde fast i et normativt syn på nyheder som noget, der bør stræbe efter sandhed, selvom det er svært at opnå objektivitet i alle tilfælde.

Samtidig skal vi også være opmærksomme på, at der findes en gråzone mellem det, der kan betragtes som fake news, og de mere komplekse former for information, som måske ikke nødvendigvis er falsk, men som stadig har potentiale til at manipulere. Dette gælder særligt i den digitale tidsalder, hvor algoritmer og social media-platforme spiller en enorm rolle i at bestemme, hvad der når offentligheden. I denne kontekst bliver grænserne for, hvad der kan betragtes som "falsk", ofte sløret, og det kræver en dybere refleksion over, hvad vi som samfund ønsker at fremme i forhold til medieforbrug og information.

I sidste ende må enhver definition af fake news, uanset hvilken dimension den prioriterer, tage højde for de komplekse samspil mellem sandhed, bedrag og politisk manipulation, som karakteriserer de moderne former for falsk information. Fake news er ikke kun et spørgsmål om objektiv sandhed, men om den måde, information bliver præsenteret på, og hvilken intention der ligger bag denne præsentation.

Kan man tro på en konspirationsteori, der ikke kan falsificeres?

Når en konspirationsteori fremsætter en meget præcis hypotese, som kan testes, åbner det samtidig op for muligheden for at blive falsificeret. Hvis en sådan hypotese er mere detaljeret og indeholder konkrete påstande om, hvordan konspirationen blev udført og hvilke aktører der er involveret, så kan den ikke kun afgive forklaringer, men også lave testbare forudsigelser. Dette medfører dog, at teorien bliver sårbar over for modbeviser. For eksempel kan man se på en konkret version af en konspirationsteori, der hævder, at det var regeringsrepræsentanter, der orkestrerede angrebet på Twin Towers den 11. september 2001, og at bygningerne blev ødelagt gennem kontrolleret sprængning. Her påstår teorien, at jetbrændstofets brande ikke kunne have smeltet stål, og at nano-termite blev smuglet ind i bygningerne for at destruere dem. En sådan hypotese er tilstrækkelig præcis til at give en forklaring på hændelsen og lave testbare forudsigelser. Men netop fordi teorien gør specifikke påstande, åbner den sig for modbeviser, som for eksempel, at der blev fundet utilstrækkelige mængder af sprængstofrester på stedet, eller at eksperter generelt er enige om, at kollapsen skyldtes strukturelle skader forårsaget af brande.

Når konspirationsteorien bliver så specifik, at den kan falsificeres, betyder det, at teorien ikke længere kan modstå virkeligheden, uden at den begynder at ændre sig i en ad hoc form. For at beskytte troen på teorien kan den troende ændre sin forklaring på, hvordan konspirationen fandt sted, eller hvem der var involveret i at dække det op, når modbeviser opstår. Disse ændringer gør dog teorien irrationel, da troen ikke længere reagerer passende på evidens. I stedet for at justere sine forudsigelser og forklaringer, finder troende måder at afvise modbeviser på, hvilket ikke stemmer overens med den rationelle tilgang til videnskabelige teorier.

Dette betyder, at jo mere præcis og detaljeret en konspirationsteori er, desto mere kan den udsættes for falsifikation. Hvis modbeviser opstår, bør teorien justeres, men hvis det sker på en ad hoc måde, bliver det irrationelt at fastholde den. Samtidig kan det argumenteres, at meget generelle, ubestemte konspirationsteorier, som ikke fremsætter specifikke påstande om, hvordan konspirationen blev udført, aldrig kan være rationelle. Disse teorier giver ikke nogen reel forklaring på virkeligheden, men er blot et udtryk for skepsis overfor de officielle forklaringer, uden at det er baseret på noget konkret bevismateriale.

Derfor er det muligt at fastholde en meget generel og uklar konspirationsteori, men kun som en form for skepsis uden at kunne konkludere noget konkret om en virkelig konspiration. Uden klare forudsigelser og uden konkrete beviser, som støtter teorien, kan man ikke på en rationel måde tro på en sådan teori. I modsætning hertil er specifikke teorier, der gør konkrete forudsigelser, langt mere tilbøjelige til at blive testet og falsificeret, hvilket skaber en naturlig udvikling, hvor teorien enten tilpasses eller forkastes. Den rigtige tilgang til konspirationsteorier må derfor nødvendigvis indebære en åbenhed for modbeviser, og en konspirationsteori, der ikke kan falsificeres, er irrationel i al sin essens.

En vigtig overvejelse, når man beskæftiger sig med konspirationsteorier, er, at ikke alle teorier nødvendigvis lever op til kriterierne for at være videnskabelige eller rationelle forklaringer på begivenheder. Mange af de konspirationsteorier, som vi ser i dagens samfund, kan ses som en form for "ny konspiracisme", som ikke fremsætter konkrete hypoteser, men derimod blot et væld af løsrevne skepsis uden substans. Disse teorier bidrager ikke til at forklare, hvad der virkelig skete, men kan snarere føre til yderligere forvirring og misforståelse af de faktiske begivenheder.

Endelig er det vigtigt at forstå, at konspirationsteorier ikke nødvendigvis er irrationelle i sig selv, men at de bliver irrationelle, når de afviser modbeviser og nægter at justere deres påstande i lyset af nye oplysninger. En konspirationsteori bør være åben for revision og falsifikation. Når den bliver beskyttet mod kritisk vurdering, enten ved at ændre på sine påstande ad hoc eller ved at afvise beviser som irrelevante, falder den udenfor de rationelle rammer, der kræves for at være en troværdig teori.

Er Echo Chambers en Fare for Epistemisk Kvalitet i Nyhedsforbrug?

Echo chambers, som politisk fænomen, er blevet et centralt begreb i diskussionen om nyhedsforbrug og politisk polarisering, især efter præsidentvalget i USA i 2016. I denne kontekst er Fox News ofte blevet nævnt som et primært eksempel på, hvordan konservative synspunkter bliver forstærket i et medielandskab, hvor alternative perspektiver ikke blot ignoreres, men aktivt udelukkes. Dette fænomen er ikke kun et spørgsmål om, hvilken information der formidles, men hvordan informationen opfattes og internaliseres af både medierne og deres publikum.

En vigtig observation vedrørende echo chambers er, at de ikke kun forstærker de eksisterende synspunkter, men skaber en illusion af konsensus og objektiv sandhed. Et centralt aspekt af et echo chamber er, at de opfattede kilder til information ikke er uafhængige, men snarere gentager samme synspunkter og kilder. I praksis betyder det, at når man møder nyheder gennem en begrænset vifte af kilder, risikerer man at få en forvrænget opfattelse af, hvad der er sandt, simpelthen fordi de kilder, man konsulterer, ikke bringer noget nyt eller uafhængigt ind i diskussionen.

Et godt eksempel på dette fænomen er, hvordan Trump-administrationen og Fox News skaber et lukket system, hvor deres nyhedsforbrug forstærker et fælles synspunkt, og hvor alternative synspunkter, som dem fra CNN eller andre medier, ikke får plads i diskursen. Dette skaber ikke blot et ensidigt billede af virkeligheden, men risikerer også at underminere evnen til at tænke kritisk og selvstændigt. Når man i et echo chamber kun bliver præsenteret for én vinkel, kan det give en falsk opfattelse af, at den holdning, der fremmes, er den mest vidt udbredte og dermed den mest valide.

Et centralt problem i denne sammenhæng er, at opfattelsen af uafhængighed i informationskilder er meget begrænset. I stedet for at udfordre deres synspunkter ved at søge uafhængige kilder, ser mange brugere på sociale medier, som eksempelvis Facebook og Twitter, kun de samme synspunkter gentaget af deres netværk af venner og forbindelser. Dette skaber en form for intellektuel feedback-loop, hvor én holdning konstant forstærkes af andre, som allerede deler den samme holdning. Et eksempel på dette kan ses i, hvordan Millennials i stigende grad henter deres politiske nyheder fra Facebook, hvor deres feeds ofte er præget af indhold, som de allerede er enige i.

Problemet med echo chambers er ikke kun den manglende uafhængighed i de synspunkter, der deles, men også den manglende bevidsthed om, at man kun bliver udsat for en bestemt, ofte ensidig information. Det er som at læse flere udgaver af den samme avis og tro, at man får et bredt spektrum af synspunkter, mens man reelt set bare bliver præsenteret for den samme version af virkeligheden.

Der er dog en nuance i denne problemstilling. For eksempel, hvis en gruppe på 200 personer på sociale medier deler samme synspunkt om Brexit, fordi de alle har fået informationen fra den samme kilde, som fx The Guardian, betyder det ikke nødvendigvis, at disse personer ikke udviser en form for autonomi i deres tro. Mennesker kan vælge at stole på en bestemt kilde baseret på deres vurdering af dens pålidelighed og troværdighed. Det, der adskiller denne form for afhængighed fra en simpel gentagelse, er, at individet har gjort et aktivt valg om at stole på den pågældende kilde. Dette kan dog kun kaldes autentisk afhængighed, hvis individet er opmærksom på kildens begrænsninger og er i stand til at overveje alternative synspunkter.

En vigtig del af denne diskussion om epistemisk uafhængighed er at forstå, hvordan vi som individer aktivt skal vurdere kilder og deres troværdighed. Et centralt aspekt af kritisk tænkning er at kunne håndtere modstridende synspunkter på en måde, der ikke blot bekræfter vores egne holdninger, men udfordrer dem. Hvis vi kun konsulterer kilder, der allerede bekræfter vores verdensbillede, risikerer vi at miste evnen til at tænke kritisk og udvikle vores synspunkter.

Det er også vigtigt at bemærke, at afhængighed af én kilde ikke nødvendigvis er epistemisk problematisk, hvis der tages højde for de kritiske processer, der er involveret i at vælge og stole på den pågældende kilde. Det bliver problematisk, når vi ikke er opmærksomme på de mekanismer, der former vores kilder, og når vi ikke overvejer, om vores synspunkter er blevet formet af uafhængige eller afhængige kilder.

Samtidig er der et etisk element i at forstå, hvordan medierne, især i tider med intens politisk polarisering, kan udnytte vores kognitive biaser. Ved at præsentere information på en måde, der forstærker vores eksisterende synspunkter, kan medierne bidrage til at forstærke de kognitive barrierer, der eksisterer mellem forskellige politiske grupper. Dette skaber ikke kun intellektuelle siloer, men kan også føre til en nedbrydning af den demokratiske samtale, da vi bliver mere tilbøjelige til at opfatte modstandere som fjender frem for som mennesker med alternative, men legitime synspunkter.

Endtext

Hvad betyder automatiseret reklame for fremtidens annoncering?
Hvordan defineres dimensionen af et vektorrum, og hvorfor er kardinalitet central i denne definition?
Hvad skete der med Walter Huntington?
Hvordan håndteres gamle svigt og uventede møder med fortiden?