Deutsch
Francais
Nederlands
Svenska
Norsk
Dansk
Suomi
Espanol
Italiano
Portugues
Magyar
Polski
Cestina
Русский
Defiance lå i ro. Keramikerne havde slukket deres ovne, redskaberne var lagt væk, og aftenluften bar duften af madlavning. Tovejs samtaler summede dæmpet gennem trækronerne, kun afbrudt af lejlighedsvis latter og knirkende rebstiger. Dagen var slut, og samfundet krøb sammen i mørket som et væsen, der havde lært at trække vejret lydløst.
Midt i denne tyste orden gik Carlos og Chris. De bevægede sig gennem landsbyen, hvor trækabiner hang som frugter mellem sorte grene, adgang kun mulig via stiger og smalle gangbroer. Chris bemærkede, at selv med over hundrede mennesker samlet ét sted, havde Unionen aldrig fundet dem. Carlos rettede ham: “Hundrede tooghalvtreds. Befolkningseksplosion.” Nye børn. Nogle reddet fra floden. Det hele skete lydløst, uden spor.
Camouflagens kunst blev udfoldet i detaljerne. Camouflagenet over markerne forvandlede åbne arealer til ubetydelige græsflader set fra luften. De termiske udslip blev holdt på et minimum: skorstenskapper, lukkede skodder, udgangsforbud efter mørkets frembrud – alt sammen for at skjule den mindste antydning af liv. Når mørket faldt på, blev Defiance til en sort plet uden konturer. En skov uden indhold.
Sikkerheden var ikke bare en strategi. Det var en livsform. Patruljer bevægede sig i stilhed, som skygger med karabiner og lag på lag af genbrugstøj. En mand som Ron Schmidt – engang URS-soldat, nu klædt i en serape af katteskind – var blevet en del af natten. Ingen gadebelysning. Ingen varmeudslip. Intet tegn på civilisation. Kun de indviede kunne se, hvad der var gemt mellem træernes ben.
Carlos indrømmede, at intet var sikkert længere. Unionen vidste nu, at de eksisterede et sted i dalen. Træerne og nettene kunne ikke længere garantere usynlighed. De havde været heldige – ikke dygtige. Det var et vigtigt skel. Det, der før var usynligt, kunne snart blive afsløret.
Der var også en menneskelig spænding under overfladen. Chris og Carlos havde en historie. Ikke fjender længere, men heller ikke venner. Et forhold på pause. Et uafklaret regnskab, som kun tiden kunne udligne. Carlos indrømmede, at Chris havde gjort det rigtige, da det gjaldt. Og det ville sprede sig. Det var sådan noget, man huskede i samfund som dette. Ikke heroisme, men beslutninger. Vurderinger i det afgørende øjeblik.
En bambusfløjte spillede en gammel melodi, og en anden, usikker tone faldt ind. Chris standsede. Musikken trak ham tilbage mod noget tabt, men genkendeligt. En fortid, måske. En person, han havde mistet eller forsøgt at glemme. Carlos bekræftede, at det var hende. Hun blev bedre. Allegra hjalp.
Der var stadig spørgsmål. Chris havde brug for at forstå, hvorfor Carlos aldrig havde trukket aftrækkeren. Ikke da han mistænkte ham, ikke da han vidste, og ikke da Chris forsøgte at forråde ham. Svaret kom ikke i ord. Kun i stilhed. Og det var nok.
Han gik. Carlos blev stående. Træt. Men i live. Og for en stund i fred. Hans familie ventede. Der var stadig en slags hjem at vende tilbage til.
Det, der gemmer sig under overfladen, er sjældent et tilfælde. Det kræver konstant opmærksomhed, ofre og en vilje til at give afkald på komfort og synlighed. Et skjult samfund er ikke kun et spørgsmål om geografi og teknologi, men om tillid, tavshed og skarpt definerede grænser for, hvad der er tilladt, og hvem man stoler på. Hver person, der træder ind, ændrer balancen – til det bedre eller det værre. Og i skyggen af det, man skjuler, vokser altid det, man frygter at miste.
Hvordan skjules viden og teknologi i en verden styret af magt og bureaukrati?
Ingeniøren blinkede, som om han var overrasket over ikke at blive forstået. De ønskede deres tilstedeværelse samme morgen – ikke senere – og havde modvilligt udleveret en ukomplet kortskitse. Bygningens placering var ikke bare obskur, men tilsyneladende hemmeligholdt med vilje. Matteo, irriteret men analytisk, forstod snart, at det ikke kun handlede om teknik – det handlede om kontrol. Kontrol over information, over adgang, over selve ideen om, hvad der kunne bygges, og hvor.
Rejsen gennem byen var labyrintisk. Gader, der ikke førte nogen steder hen. Mure, som adskilte anonyme baggårde. De blev ført gennem tjenestefolkets indgang, og først her begyndte de at forstå, hvor lidt de egentlig fik lov at vide. Rummet, de blev ført ind i, var uden vinduer og uden tydelig funktion – blot et tomt kammer i en bygning uden identitet. Det var ikke kun et sted til måling – det var et rum beregnet til at skjule.
Matteo betragtede rummet med stigende mistro. Han forstod, at de ikke var velkomne som teknikere, men tolererede som nødvendige vidner. Gaspare borede gennem fliserne for at måle loftshøjden, og lyden af blyloddet, der ramte det mørke rum nedenunder, var eneste indikator for dybde. Tavsheden var rungende. Selv et enkelt spørgsmål om bygningens alder blev mødt med stilhed. Det var, som om selve tiden i denne bygning var hemmeligholdt.
Da de gik ned i kælderen, mærkede de forrådnelse – fugt, stående vand, fravær af luft. Sekretæren tilbød intet lys, intet svar, kun en dirigerende hånd. Matteo noterede højvandsmærker og målte med en sælgers præcision, velvidende at hans nysgerrighed ikke var velkommen. Gaspare bemærkede dræningsmuligheder, men intet af dette blev mødt med respons. Rummet var et depot – måske for teknologi, måske for ideer – men i enhver henseende var det et sted, hvor noget skulle skjules, ikke vises.
Da de til sidst blev ført væk ad en anden vej end de kom, gennem nye gader og nye tavsheder, stod det klart: de var ikke ønsket tilbage. Matteo spurgte, om de forventedes at konstruere motoren andetsteds – og det virkede sandsynligt. Opgaven var givet, men ikke tilliden. Det var et spil om adgang, ikke kun til rum, men til viden. Og hvor der ikke var viden, herskede spekulation.
Senere, i samtale med Franchescina, henviste Matteo ironisk til "bønner", et fast udtryk for peng