Hvordan Clinton’s Kriminalitets- og Velfærdspolitik Omformede Den Amerikanske Politiks Landskab

Bill Clintons retorik omkring velfærd og kriminalitet i 1990'erne spiller en central rolle i at forstå, hvordan amerikansk politik blev forvandlet i denne periode. Hans tilgang til både velfærd og kriminalitetsbekæmpelse var ikke kun et forsøg på at redefinere den Demokratiske strategi, men også et skridt imod at overtage centrale republikanske emner, som tidligere var blevet betragtet som republikanske 'ejendom'. Clinton gjorde dette ikke uden konsekvenser for både politik og samfund.

I takt med, at Clinton forsøgte at centrere sin politik, kom han til at indgå i et dilemma, hvor han med sin ‘tough-on-crime’ retorik effektivt overgik en klassisk republikansk politik, men på bekostning af venstrefløjens kritiske syn på massefængsling og racebaserede uligheder. I stedet for at kritisere de underliggende sociale strukturer, der skabte kriminalitet og marginalisering, blev de racemæssige og økonomiske uligheder pakket ind i et narrativ om personlig ansvar og national oprejsning. Dette blev tydeligst manifesteret i Clinton’s tilslutning til dødsstraffen og øget politiressourcer, et skift i retorik, der fjernede et centralt emne fra det republikanske monopol.

I sin tilgang til kriminalitet og velfærd blev Clinton konfronteret med den historiske baggrund af republikanernes ‘lov og orden’ retorik, som havde sin oprindelse i 1960'ernes opstande og de efterfølgende protester mod raceuroligheder i de amerikanske storbyer. Clinton valgte ikke bare at kopiere de republikanske budskaber, men blandede dem med den Demokratiske dagsorden om våbenkontrol og forebyggelse af kriminalitet. Dette var en del af hans forsøg på at appellere til den midterste vælger, som kunne være mere modtagelige for en ‘retfærdig’ tilgang til kriminalitetsbekæmpelse.

Clinton’s forsøg på at ændre på den politiske dagsorden på en måde, der skulle tilgodese begge sider af det politiske spektrum, resulterede i en strategi, hvor han indførte love og programmer, der effektivt øgede kriminalitetsraten for afroamerikanere. Hans støtte til straffelovgivning, der ekskluderede personer med en kriminel baggrund fra offentlig bolig og hans tiltag på velfærdsområdet, der fokuserede på at fratage de fattige deres grundlæggende rettigheder, skabte langvarige virkninger, som i dag er meget omdiskuterede.

På et dybere niveau må vi forstå, at Clintons retorik ikke kun ændrede debatten om kriminalitet og velfærd, men også normaliserede en skadelig politisk retorik, der i høj grad bidrog til den racemæssige opdeling i USA. Dette gav anledning til en lang række sociale og økonomiske uligheder, som vi stadig ser effekterne af i dag.

Hvordan George W. Bush Håndterede Racepolitik og Mangfoldighed i USA

George W. Bushs holdninger til race og mangfoldighed var komplekse og ofte præget af en stræben efter at balancere mellem politiske realiteter og ønsket om at bevare en enhedsfølelse i USA. Hans udtalelser om muslimer og afrikansk-amerikanske samfund afslørede en ambivalent tilgang, hvor han forsøgte at afgrænse mellem det, han betragtede som de "rigtige" amerikanske værdier og de ekstreme, voldelige kræfter, der blev forbundet med visse etniske og religiøse grupper.

Når Bush talte om muslimer, gjorde han ofte en distinktion mellem de amerikanske muslimer, som han mente delte de samme værdier som resten af nationen, og de terrorister, der misbrugte religionen til at retfærdiggøre vold. I sin tale den 10. november 2004 ved Iftaar Middagen, betonede han, hvordan amerikanere med forskellige religiøse baggrunde – uanset om de var muslimer, jøder eller kristne – alle delte grundlæggende værdier som frihed, kærlighed til familien og taknemmelighed overfor Gud. På den måde forsøgte Bush at understrege, at de amerikanske muslimer var en integreret del af den nationale sammenhæng og ikke en trussel, som nogle medier og politikere ofte fremstod som.

Der var dog en væsentlig forskel i den måde, som Bush beskrev amerikanere af latinamerikansk oprindelse, og den måde han beskrev afroamerikanere. For mens Bush gjorde en indsats for at forbinde sig med den latinske befolkning, var hans retorik om afrikansk-amerikanske vælgere ofte mere tilbageholdende og formel. Dette afspejlede hans ønske om ikke at blive fanget i racepolitikken, men også hans forsøg på at appellere til et bredere spektrum af vælgere, der ikke nødvendigvis var enige i den samme holdning til race og etnicitet.

Et andet centralt aspekt af Bushs tilgang til racepolitik var hans holdning til, hvordan man bedst kunne opnå en mere mangfoldig nation. Når det kom til spørgsmål om racemæssige quotaer, ville Bush gerne distancere sig fra de mere ekstreme synspunkter, som blev tilskrevet både hans eget parti og modstanderne. Han fremhævede, at man ikke kunne basere optagelser på race alene, men at mangfoldighed kunne fremmes på andre måder, der ikke nødvendigvis krævede kvoter. Samtidig var han altid forsigtig med at afvise de politiske initiativer, der havde til formål at hjælpe underrepræsenterede grupper, så længe det ikke kom til at skade princippet om meritokrati.

Bushs tilgang til race og mangfoldighed afspejlede en balancegang mellem at opretholde en sammenhængende amerikansk identitet og samtidig navigere i de politiske realiteter, som race- og etnicitetsdebatten i USA medførte. Det blev tydeligt, at Bush forsøgte at undgå at blive fanget i de skarpe skel mellem de politiske lejre, men samtidig ønskede han at opretholde en indstilling, der kunne resonere med et bredt spektrum af vælgere. Hans evne til at tale om racemæssig mangfoldighed uden at være alt for specifik eller radikal gjorde ham i stand til at tiltrække støtte fra moderate vælgere, mens han forsøgte at opretholde sit partis ideologi.

Derudover er det vigtigt at forstå, at racepolitik og mangfoldighedspolitik i USA ikke kun handler om de direkte lovgivningsmæssige tiltag, men også om den måde, hvorpå disse emner formidles i medierne og af politiske ledere. I Bushs tilfælde blev hans forsøg på at balancere mellem støtte til mangfoldighed og modstand mod kvoter set som en taktisk manøvre, der skulle sikre ham støtte på tværs af vælgergrupper uden at alienere nogen specifik base.

Hvordan Barack Obamas retorik om immigration afspejlede de amerikanske politiske spændinger og etniske opdelinger

En undersøgelse fra CBS News/New York Times viste, at flertallet af amerikanerne (53%) mente, at Arizonas lov var “passende”, og 62% mente, at både delstats- og føderale regeringer burde have ret til at fastsætte immigrationspolitikken. På den anden side viste en Pew Research-undersøgelse, at hele 75% af hispanics var imod loven. Derfor måtte Obama balancere sin retorik, så den ikke fremmedgjorde det hvide flertal, som støttede lovgivningen som SB 1070, men samtidig appellerede til de latinoer, der afviste den.

Obama fokuserede sin immigrationspolitik på national sikkerhed. Under en debat i Hempstead, New York, nævnte han behovet for at “håndtere vores grænse” og fremhævede, at antallet af grænsepatruljer var større end nogensinde før. Han gjorde det klart, at USA havde reduceret strømmen af undokumenterede immigranter til det laveste niveau i 40 år. Samtidig pointerede han, at immigranter, som var kriminelle eller tilknyttet bander, skulle holdes ude, mens de, der var her for at arbejde og forsørge deres familier, ikke burde være målet.

I sine kampagnedebatter blev Obama også kritisk over for Arizonas lovgivning. Han beskrev den som en lov, der kunne give politiet ret til at stoppe folk, som de mistænkte kunne være uden dokumentation. Ordet "arbejdere" i hans kommentar var interessant, fordi det indirekte afledte opmærksomheden fra de kriminelle, som han tidligere havde nævnt, og i stedet henledte fokus på almindelige arbejdere, hvilket kan ses som et forsøg på at mildne sin retorik for at imødekomme flere vælgergrupper.

Efter debatten justerede Obama sin tilgang. Han undgik i høj grad at tale om Arizona-loven og brugte bredere formuleringer i sin tale om immigration, især når han talte til en liberalere, mere progressiv publikum ved fundraising-events. Der sagde han for eksempel, at USA burde tilbyde muligheder til talentfulde immigranter, der kunne bidrage til landets vækst og konkurrenceevne. Her var hans ord meget målrettet mod et publikum, der var villig til at betale store summer for at høre ham tale – langt fra den nationale debat, hvor han måtte finde en balance mellem forskellige vælgergrupper.

Obama reflekterede også over, at der i immigrationens debat ikke nødvendigvis var en stor politisk opdeling mellem hans og republikanernes forslag. I en pressekonference efter valget bemærkede han, at immigration ikke nødvendigvis var et partipolitisk emne, og han pegede på, at både hans egne ideer og de, der blev fremsat af George W. Bush og John McCain, havde fælles elementer. På trods af de politiske uenigheder, var der en fælles forståelse af immigration som en debat om at tiltrække de hårdtarbejdende, samtidig med at holde kriminelle ude.

Denne retorik om immigration – at adskille de hårdtarbejdende immigranter fra de kriminelle – var dog ikke ny. Det var en tilgang, der tidligere var blevet brugt af flere præsidenter, og den rummer en implicit opdeling af immigranter på baggrund af deres oprindelse, status og arbejdsforhold. Det afspejler en fortsat racialisering af immigrationsdebatten, som især har været fremtrædende i den offentlige diskurs omkring latino-amerikanske immigranter.

Selv økonomien blev behandlet som en del af immigrationens debat, da Obama under sine kampagner indikerede, at han ville genetablere det “grundlæggende kompromis” – ideen om, at hårdt arbejde skulle føre til succes. Denne narrative kunne især appellere til middelklassen, som havde haft succes i de tidligere årtier, men spørgsmålet var, om det samme budskab kunne være inkluderende for alle amerikanere, eller om det implicit var en form for diskriminerende retorik, der i realiteten primært appellere til den hvide middelklasse.

Obama forsøgte at fremstå som en samlende figur ved at beskrive Amerika som et sted for muligheder for alle, uanset race eller etnicitet. Hans vision om et Amerika, der engang var åbent for alle, der havde vilje til at arbejde hårdt, var en genoplivning af en gammel amerikansk idé, men samtidig et forsøg på at bringe folk sammen på tværs af de etniske og sociale opdelinger, der prægede landet.