Hvordan undgå at ekskludere din læser med akademisk jargon og antagelser

Når man skriver akademiske tekster, er der ofte en frygt for at blive betragtet som ukyndig, hvis man forklarer for meget, eller hvis man begynder med de grundlæggende principper. Denne frygt er dog misforstået og kan have skadelige konsekvenser. Når akademiske forfattere – især dem, der skriver speciale- eller doktorafhandlinger – springer over de fundamentale begreber, gør de det ofte på bekostning af læserens komfort. Uden en solid introduktion bliver det vanskeligt for læseren at finde sig til rette i teksten. Den egentlige sandhed er, at eksperter ikke har noget imod, at du lægger vægt på de basale elementer i starten. Tværtimod viser du netop din viden ved at indføre de fundamentale elementer, som andre måske ikke er opmærksomme på. Det er gennem denne grundlæggende forklaring, at du viser, at du virkelig forstår dit emne.

Den grundlæggende pointe her er, at akademiske forfattere ofte undervurderer, hvor lidt læseren faktisk ved, og dermed skaber de barrierer, der kan forhindre en dybere forståelse. Selv for en specialist vil der altid være områder, som kan kræve lidt baggrundsviden, og derfor bør man ikke forvente, at læseren nødvendigvis er fortrolig med de detaljer, man selv tager for givet. Når man skriver, skal man altid stræbe efter at gøre sine argumenter tilgængelige for et bredt publikum, ikke kun de allerede indviede.

Desuden bør man være opmærksom på, hvordan man anvender jargon. Jargon kan, ligesom i en historie, fungere som et middel til at skabe en intern og ekstern gruppe – de, der forstår termerne, og dem, der ikke gør. Det er et sprogligt fænomen, der i mange tilfælde kan være med til at ekskludere læsere, der ikke deler den samme viden eller baggrund. Et klassisk eksempel på, hvordan jargon kan fungere i litteraturen, findes i Charles Dickens' Little Dorrit. Dickens bruger et sprog, der kun giver mening for dem, der har læst de tidligere kapitler, hvilket skaber en form for humor, hvor både fortælleren og læseren deler en viden, som hovedpersonen, Mr. Dorrit, ikke har. Denne form for "in-group" kommunikation skaber et fællesskab, som andre kan blive udelukket fra, hvis de ikke er en del af det forudgående kendskab.

På samme måde fungerer akademisk jargon. Når du skriver til et specialiseret publikum, skal du være opmærksom på, at du måske ekskluderer andre, der ikke kender de specifikke termer eller koncepter. For eksempel kan en reference til "Hammetts Sam Spade noveller" i en tekst være helt uforståelig for nogen uden baggrundsviden om dette emne. Når du bruger jargon uden at forklare det, skaber du en mur imellem dig og din læser, som kan være svær at overvinde.

Jargon behøver ikke nødvendigvis at være kompliceret eller teknisk. Det kan være så simpelt som at bruge et ord eller udtryk, der kun er forståeligt for en snæver gruppe, og som derfor skaber en form for eksklusion. Et godt eksempel på dette findes i skakspillet. For en erfaren spiller vil udtryk som "romantisk" eller "klassisk" beskrive bestemte spillestile, som en nybegynder måske ikke forstår. Selvom ordene i sig selv ikke er komplekse, fungerer de som et kodeord, der definerer, hvem der er en del af fællesskabet af skakspillere og hvem der ikke er.

Når man skriver, er det derfor vigtigt ikke blot at tænke på, hvem man taler til, men også på, hvordan man bruger sproget til at inkludere – eller ekskludere – bestemte grupper. Når du skriver til et bredere publikum, skal du forsøge at inkludere alle de læsere, der kunne være interesserede, uanset deres forudgående viden. Gør det klart, hvad der er essentielt at forstå, før du bevæger dig videre til mere komplekse ideer og begreber.

Akademisk skrivning er ikke kun en proces, hvor man formidler viden til et specifikt publikum. Det er også en undervisningshandling, hvor du som forfatter er lærer. Uanset om du skriver til et meget specialiseret publikum eller et mere generelt læsersegment, bør du altid have læserens forståelse for øje. Dette betyder, at du bør sikre, at de grundlæggende elementer i dit emne er klart forklaret, før du begynder at bygge videre på mere komplekse argumenter og diskussioner.

Hvordan undgår man dårlig jargon i akademisk skrivning?

Jargon er et uundgåeligt fænomen i akademisk skrivning. I mange tilfælde kan det være et effektivt redskab til at kommunikere præcist og hurtigt med et specifikt publikum. Dog kan brugen af jargon også føre til uklare, vage eller endda misforståede begreber, der skader forståelsen mellem forfatter og læser. Dette fænomen er særligt udbredt i politiske og økonomiske diskurser, hvor termen “neoliberalisme” eksempelvis kan have forskellig betydning afhængig af konteksten. Når vi bruger jargon, risikerer vi at skabe en usynlig mur mellem de “indsatte”, der forstår udtrykket, og de “udenforstående”, der ikke gør.

Det er ikke altid nemt at vurdere, hvornår jargon er nyttig, og hvornår den skader kommunikationen. Forfattere, der benytter sig af jargon, bør være opmærksomme på, at de skaber et fællesskab blandt dem, der forstår begreberne, samtidig med at de ekskluderer dem, der ikke kender termerne. Derfor kræver det en vis præcision i valg af jargon for at sikre, at man ikke forvirrer eller fjerner læserens opmærksomhed fra det centrale budskab.

Tag eksempelvis ordet “neoliberalisme”. Dette begreb bærer stor betydning i sociale og politiske analyser, men det er også et ord, der kan være svært at definere præcist, fordi det ofte anvendes til at beskrive en række komplekse økonomiske og politiske systemer og ideologier. Forskellige akademiske discipliner og teoretikere kan have forskellige forståelser af termen, og dens betydning kan variere afhængigt af konteksten. Den uafklarede og til tider modstridende brug af “neoliberalisme” kan føre til forvirring, hvilket gør det svært at opbygge en fælles forståelse med læseren.

Et andet væsentligt aspekt ved jargon er dets evne til at skabe tilhørsforhold. Når en forfatter bruger et specifikt udtryk, kan det opbygge en form for fællesskab mellem forfatteren og læserne, der forstår ordets dybere betydning. Dette kan være særligt nyttigt, når man ønsker at formidle komplekse ideer hurtigt og effektivt. Eksempler som “frie børn” i modsætning til “helikopterforældre” illustrerer, hvordan et begreb kan skabe et klart billede og samtidig appellere til en bredere offentlighed, der måske ikke nødvendigvis er akademisk uddannet.

Det er dog vigtigt at huske, at jargon også kan have negative konsekvenser. Brug af begreber som “trickle-down økonomi” eller “Foucauldian verdensbillede” kan skabe en politisk bias, som risikerer at farve læserens opfattelse af emnet. Jargon, der er politisk ladet eller vagt defineret, risikerer ikke blot at forvirre, men kan også miste sin analytiske værdi, da den afviger fra den oprindelige betydning eller bliver en tom referenceramme. Et ord som “markedsforstyrrelse” har for eksempel mistet sin oprindelige præcise betydning og er blevet et kliché, der sjældent anvendes med konkret henvisning til det, det engang refererede.

I akademisk skrivning er det derfor nødvendigt at anvende jargon med forsigtighed. For at bruge jargon effektivt bør man sikre sig, at det er præcist defineret, hjælper med at formidle et komplekst budskab og ikke bare fungerer som en måde at skjule usikkerhed på. Jargon skal være et værktøj til at kommunikere klart med de “indsatte”, ikke en måde at udelukke eller forvirre de “udenforstående”.

Skriver man med et bredere publikum in mente, bør man undgå at bruge jargon, der ikke er nødvendigt, eller som kunne blive misforstået. Når man benytter sig af teknisk eller akademisk sprog, er det vigtigt at afveje, om det faktisk forbedrer kommunikationen eller blot skaber en barriere. Et vellykket forhold mellem forfatter og læser er bygget på fælles forståelse, og det kræver, at forfatteren nøje overvejer brugen af jargon for at sikre, at det er til hjælp og ikke til hinder.

Hvordan undgår man klichéer og forbedrer sit akademiske skrivning?

At skrive godt handler ikke kun om at mestre sprogets tekniske aspekter – det handler også om at finde sin egen stemme og undgå de fælder, som mange nye skribenter falder i. En af de mest udtalte fælder er brugen af klichéer, som kan gøre selv de mest gennemtænkte ideer til noget forudsigeligt og kedeligt. Klichéer er ofte forbundne med overdrevne udtryk eller banale observationer, som læseren allerede kender, og de giver ikke meget ny viden. For en akademisk skribent er det en stor udfordring at undgå disse, da de ofte kan glide ubemærket ind i ens arbejde.

Jeg lærte meget af mine lærere i universitetet, men ingen har gjort et større indtryk end den underviser, der kommenterede min opgave. En af de bedste lærere, jeg havde, var Edward Tayler, som delte en syv-siders "Self-Help Sheet" med sine elever, fyldt med hans kloge og humoristiske råd. Denne håndbog, som jeg senere brugte, da jeg selv blev underviser, har været en hjørnesten i min egen udvikling som skribent. Taylers tips har været med til at forme mine egne principper om god skrivning, og jeg er evigt taknemmelig for hans indflydelse på mit arbejde.

Gennem årene har jeg haft fornøjelsen af at arbejde sammen med mange erfarne og talentfulde skribenter, især i Harvard Universitys Expository Writing Program. Her mødte jeg en mangfoldighed af skribenter: journalister, novelister, videnskabsskribenter og poeter. Hver af dem havde deres egen tilgang til skrivning, og deres selskab var en gave, der hjalp mig med at tænke som en professionel skribent. Den bedste læring opstod dog ofte gennem samarbejde med mine studerende, især de på kandidatniveau. Deres egne fejl og opdagelser blev en kilde til indsigt, som jeg kunne bruge i min egen undervisning og i de bøger, jeg skrev.

En af de mest nyttige feedback, jeg har modtaget i forbindelse med skriveundervisning, kom fra Jerry Doolittle, som jeg arbejdede tæt sammen med. Han sendte mig en samling af skrivningstips, som han havde samlet gennem sine år som underviser. Mange af disse råd, præget af hans klare og præcise stil, er blevet integreret i de teknikker, jeg deler med mine studerende. Desværre er Jerry ikke længere iblandt os, men hans indflydelse på mit arbejde vil altid være der. Jeg vil aldrig glemme hans tilgang, som for alvor satte fokus på betydningen af at skrive klart og uden unødvendige krøller.

En af de vigtigste erfaringer, jeg har gjort mig gennem mine egne studier og mine år som underviser, er, at det ikke handler om at skrive i et akademisk sprog blot for at imponere. Det handler om at formidle tanker klart og præcist. I denne sammenhæng er det altafgørende at forstå, hvordan man skaber tekst, der ikke blot er korrekt, men også levende og engagerende. At kunne skille sig ud med sin egen stemme uden at ty til klichéer er noget, der kræver både mod og teknisk dygtighed.

Det er desuden vigtigt at forstå, at akademisk skrivning ikke kun handler om at opfylde en opgaves krav, men om at skabe noget, der bidrager til den større samtale. De bedste tekster er dem, der formidler nye indsigter og ideer på en måde, der engagerer læseren. Derfor bør enhver skribent, der ønsker at forbedre sine færdigheder, arbejde målrettet med at udvikle sin egen unikke stil – en stil der går ud over de trættende klichéer og giver plads til originalitet.

En del af arbejdet er at forstå den balance, der findes mellem klarhed og kompleksitet. Ofte bliver akademisk skrivning betragtet som noget tungt og svært at tilgå. Det er dog muligt at skrive klart, selv når man beskæftiger sig med komplekse emner. Evnen til at forklare vanskelige ideer på en enkel og forståelig måde uden at miste dybde er en essentiel færdighed, som enhver akademisk forfatter bør stræbe efter at mestre.