Natyashastra er det ældste indiske værk om dramaturgi og teaterteori, men da drama er betragtet som en form for kavya (poesi), havde dets principper en bredere litterær anvendelse. Ifølge Natyashastra blev natya (drama) skabt som et spil (kridaniyaka) for at give glæde og aflede sindet fra de daglige livs problemer, konflikter og lidelser. Værkets første kapitel beskriver, hvordan guderne anmoder Brahma om noget legende eller behageligt. Det første skuespil blev siges at have været opført i himlen foran guderne og dæmonerne i forbindelse med Indras festival.

Natyashastra beskriver, hvordan det blev givet videre af Brahma til en vismand ved navn Bharata som en femte Veda, der skulle redde verden fra onde lidenskaber ved et middel, som, i modsætning til de fire Vedaer, var tilgængeligt for alle mennesker. Denne oprindelseshistorie har klart haft til formål at legitimere værket. Natyashastra er et sammensat værk, der afspejler kodificeringen og kompileringen af tidligere materialer, som kan have været i brug blandt skuespillere gennem mange århundreder. Det kan oprindeligt have eksisteret som mundtlige traditioner og senere i form af prosa sutraer, hvortil vers og kommentarer blev tilføjet.

Værkets kommentarer af Abhinavagupta nævner tre udgaver af teksten, hvoraf kun én er bevaret i form af to versioner. Natyashastra omhandler alle aspekter af dramatiske opførelser. Det diskuterer abhinaya, altså hvordan skuespillere kan kommunikere en dramatisk oplevelse til publikum gennem tale, udtryk, forskellige kropsbevægelser, rekvisitter, kostumer og smykker. Der er også omtale af teaterbygningens konstruktion, typer af skuespil, plot og struktur i skuespil, karakterer, dialoger, den ideelle tid for opførelser og de ideelle egenskaber hos både skuespillere og publikum.

En mærkbar mangel i skuespillene var de store rekvisitter og faldgardiner. Sang og dans spillede en væsentlig rolle i opførelserne, og der findes referencer til gadespil. Et af de centrale begreber i Natyashastra er rasa, som særligt diskuteres i kapitel 6. Værket bruger en analogi med madlavning for at forklare dramaets kunst og effekt. Kombinationen af forskellige ingredienser – grøntsager, sødemidler og krydderier – giver maden sin smag og duft, som igen giver nydelse og tilfredsstillelse. På samme måde skaber kombinationen af følelsernes årsager og virkninger i drama en bestemt rasa eller æstetisk oplevelse i publikum, som fører til glæde og tilfredsstillelse.

Natyashastra lister otte rasas (æstetiske erfaringer) forbundet med otte grundlæggende følelser:

  1. Shringara rasa – forbundet med kærlighed

  2. Hasya rasa – forbundet med humor

  3. Karuna rasa – forbundet med sorg

  4. Raudra rasa – forbundet med vrede

  5. Vira rasa – forbundet med energi og heroisme

  6. Bhayanaka rasa – forbundet med frygt

  7. Bibhatsa rasa – forbundet med afsky

  8. Adbhuta rasa – forbundet med forundring

Rasa adskiller sig fra bhava, som er den følelse, som skuespillerne udtrykker. Publikum oplever derimod en æstetisk respons på disse følelser, som kan være meget forskellig fra den oprindelige følelse. For eksempel, når skuespillerne spiller kærlighed, oplever publikum ikke kærlighedens smerte eller glæde, men derimod shringara rasa. På samme måde, når sorg udspilles på scenen, oplever publikum ikke sorgen selv, men medfølelse.

Natyashastra foreskriver, at døden aldrig bør fremstilles på scenen, og heller ikke spisning, kæmpen, kysning eller badning. Helten bør dog altid sejre i slutningen af stykket. I modsætning til græsk drama har sanskritdrama ikke tradition for tragedie (med Bhasa som undtagelse). Selvom sorg og lidelse kan være til stede i løbet af stykket, slutter det som regel med en positiv afslutning.

Værket formidler en meget bestemt vision om, hvordan drama skal fremstå, både i forhold til dets æstetiske formål og den effekt, det skal have på publikum. Det er en teoretisk guide til, hvordan drama kan fremkalde følelser og æstetiske oplevelser på en kontrolleret og bevidst måde. Drama er ikke kun en underholdning, men en metode til at påvirke, ryste og transformere tilskueren.

Når man tænker på Natyashastra, er det vigtigt at forstå, hvordan værket bygger på og videreudvikler en lang tradition af mundtlig og dramatisk formidling. Det er også nødvendigt at erkende, hvordan værket afspejler en kultur, hvor teater og drama ikke blot er kunstformer, men et redskab til at bearbejde menneskelige følelser og sociale forhold. Selvom nogle af de mere tekniske aspekter af værket kan virke fjerne for moderne læsere, giver Natyashastra stadig et værdifuldt indblik i, hvordan en kultur kan se på den menneskelige psyke og på kunsten som en spejling af livets kompleksiteter. Det er også vigtigt at huske på, at Natyashastra er en systematisering af en praksis, som langt fra var statisk, men som blev praktiseret og fortolket forskelligt i de forskellige teatertraditioner og tidsepoker, den har influeret.

Hvordan udviklede byerne sig i det indiske subkontinent i perioden 200 f.Kr. – 300 e.Kr.?

I den sydøstlige del af det udgravede område ved Sirkap blev en struktur identificeret som et palads, som stammer fra slutningen af det 1. århundrede e.Kr. I denne periode etablerede Kushanerne en ny by i Taxila på stedet Sirsukh, omkring en mil nordøst for Sirkap. Selvom der ikke er udført meget udgravningsarbejde her, er der blevet identificeret en sektion af en mur af stenbrokker med halvcirkelformede bastioner regelmæssigt placeret. Inden for den befæstede zone blev der fundet to åbne gårde med tilknyttede rum, der tilsyneladende var en del af en stor bygning. I de tekster, der beskriver byerne i regionen, nævnes blandt andet Sagala eller Sakala (identificeret som det moderne Sialkot) i Punjab-slætten. Dette var hovedstaden for den indogrekiske konge Menander og en vigtig handelsby.

Arkeologiske fund i Purushapura (identificeret som Peshawar) er sparsomme, og omfatter kun udgravningen af en relikviet stupas ved Shah-ji-ki-dheri, som tilskrives Kaniskhas regeringstid. De græske historikere nævnte også en vigtig havn kaldet Patala i Sindh-deltaet, som muligvis kan identificeres med Bahmanabad, men denne antagelse er langt fra sikker.

Der er gjort flere fund, der dateres fra omkring 200 f.Kr. til 300 e.Kr. i det Indogangetiske område og øvre Ganga-dal. Sunet (det gamle Sunetra) i Ludhiana-distriktet i Punjab har givet beviser for beboelse helt tilbage til den sene Harappanske fase. På stedet er der fundet en brændt murstenbygning med en gård i midten, to rum bagtil, og hvad der synes at være et køkken, et badeværelse og et opbevaringsrum for korn. Spor af trapper tyder på, at huset var i to etager, og der var anlagt et sofistikeret afvandingssystem. På tre sider af huset var der rester af mudderhytter, som kan have været beboet af tjenestefolk. Udgravningerne har også afsløret en skat med 30.000 Yaudheya-møntforme, samt mange segl og seglindtryk. Et andet site i Punjab, Sanghol i Ludhiana-distriktet, har givet fund fra denne periode, herunder en stupa fra de tidlige århundreder e.Kr. og 117 skulpturer fra Mathura-kunsten.

I Agroha i Hissar-distriktet (Haryana) er der også fundet tidlige historiske rester. Nogle murstrukturer, som menes at stamme fra det 3. – 4. århundrede, er blevet afdækket. Hos Karna-ka-Qila kan Period I tilskrives NBPW-fasen, mens Period II viser flere byggemæssige faser fra de tidlige århundreder e.Kr. I Hastinapura (i Meerut-distriktet, UP) blev Period IV dateret til omkring det 2. århundrede f.Kr. – slutningen af det 3. århundrede e.Kr. Her er der fundet keramik af den røde type, ofte med slip, samt flere typer skåle og kar, der bærer indgraverede mønstre som fisk, blade og geometriske figurer.

Fundene fra Purana Qila i Delhi fra Period II og III (2. – 1. århundrede f.Kr. og 1. – 3. århundrede e.Kr.) vidner om en voksende urbanisering. I de tidligste lag var husene bygget af kvartsitbrokker, mens senere bygninger var opført i brændt mursten. Der er fundet et væld af artefakter, herunder stempler, figurer og nogle mønter fra Kushanaerne og Yaudheyaerne. På Mandoli og Bhorgarh i Delhi er der også fundet beviser for aktivitet fra omkring 200 f.Kr. til 300 e.Kr.

Afsættet i den Indiske region, især ved Atranjikhera, viser en øget bymæssig kompleksitet, især i perioden 350 f.Kr. – 50 f.Kr., hvor der blev bygget med brændt mursten og ringbrønde. Der er også fundet et apsidalt tempel og figurer af Gaja-Lakshmi, som bærer et klart religiøst præg. I Mathura, et vigtigt centrum for håndværk og handel, ses en fortsat udvikling i urbaniseringen, specielt i Period IV, hvor fortifikationsmuren blev styrket og udvidet.

De arkæologiske fund fra Ayodhya vidner om en urbanisering præget af de samme træk: brændte murstensbygninger og terracotta-ringbrønde. Der er også fundet tidlige jainistiske billeder, og spor af handel med østlige Indien i form af roulettes og håndværk, der peger på vidtstrakte handelsnetværk.

Udviklingen af byerne i denne periode giver et indblik i en verden, hvor handel, religiøs aktivitet og politisk styring vævede sig tæt sammen. Det er tydeligt, at de tidlige bysamfund, uanset om de var buddhistiske, jainistiske eller hinduistiske, spillede en central rolle i den socio-politiske struktur i subkontinentet. Samtidig afslører disse fund den voksende betydning af håndværk og kunst i samfundene, hvilket understøtter teorien om, at disse byer ikke blot var politiske centre, men også kulturelle smeltedigler.

Hvordan kan AI transformere militær ledelse og krigsførelse?
Hvordan Var Samfundsstrukturen i Rig Veda?
Hvordan kan vi forstå og beskrive arbejdet på landet og i byggeriet?
Hvilke byggeråd repræsenterer de prioriterede områder for datastyring, som myndighederne kan implementere?