I de tidlige år af den muslimske kalifatperiode begyndte mosaikkerne at spille en vigtig rolle i skildringen af religiøse ideer og forestillinger. Især i Damaskus, i den store moské, blev mosaikkerne fyldt med billeder, der stadig undrer både kunstnere og troende den dag i dag. De afslører et univers, hvor bygninger hænger på kanten af det mulige og samtidig indfanger en følelse af noget hinsides menneskelige forståelse.

Mosaikkerne i Umayyad-moskeen i Damaskus er et klart eksempel på denne religiøse og æstetiske fusion. De fremstår som en åbenbaring, som kan tolkes på mange måder, og det virker som om, at de indfanger en verden både før og efter menneskers liv. De afbilder prægtige bygninger, men disse strukturer virker umulige, som om de ikke kunne eksistere i vores verden. Kolonner, der støtter tagene, synes at forbinde sig til balkonens balustrade, men som betragtet på nært hold, skaber de en optisk illusion, der ikke giver mening i virkeligheden. Hvorfor er disse bygninger så urealistiske?

En mulig forklaring kunne være, at mosaikkerne ikke nødvendigvis afspejler den fysiske verden, som vi kender den. I stedet kan de være en manifestation af en idealiseret version af paradiset, et sted hvor alt er muligt, og hvor begreber som tid og rum ikke længere gælder. Salim, en af de personer, der reflekterede over disse mosaikker, foreslog, at disse billeder kunne være et afspejlet syn på det evige liv, som beskrevet i Koranen, hvor troende i paradis er givet "høje kamre" i sikkerhed. Samtidig peger han på de store perler, der hænger i døråbningerne, som et symbol på lys – måske det lys, der skinner ud fra en perle, som i versene om lyset i Koranen.

Men det er ikke kun i den muslimske tradition, at perler får denne mystiske, guddommelige betydning. Også i den kristne tradition spiller perler en rolle i beskrivelserne af det himmelske Jerusalem, et sted, hvor perlerne er talrige, og som giver en følelse af det hellige og uopnåelige. Perlerne i mosaikkerne kan derfor ikke kun forstås som et islamisk symbol, men som en grænseoverskridende religiøs ide, der binder de troende sammen på tværs af kulturer.

I Qusayr ʿAmra, et palads i Jordan, som blev bygget under Umayyadernes tid, finder vi endnu et eksempel på, hvordan kunstneriske udtryk relaterer sig til troen på det hinsides. Her finder man malerier, der viser nøgne kvinder og mænd iført de fineste klæder – en uventet og for mange kontroversiel skildring i en tid og kultur, hvor beskedenhed blev højt værdsat. Er det et udtryk for et tab af moral, eller er det en dør til en mere åben, uformel forståelse af menneskets natur? Billederne i dette palads har ofte været genstand for spekulationer, men én ting står klart: de repræsenterer et aspekt af menneskets liv, der er både fysisk og åndeligt, og som ikke kan reduceres til simple moraliseringer.

Mennesket har altid haft en tendens til at skabe billeder af det guddommelige – et forsøg på at forstå og fange det, der ligger uden for vores forståelse af tid og rum. I mosaikkerne og malerierne i disse tidlige islamiske bygninger er der en søgen efter at vise en verden, hvor det menneskelige og det guddommelige mødes. Måske er det netop denne søgen, der gør disse kunstværker så fascinerende – de er ikke blot billeder, men invitationer til at reflektere over livets dybere mening og det forhold, vi som mennesker har til det ubegribelige.

Endelig er det vigtigt at forstå, at mosaikkerne og malerierne ikke nødvendigvis blot skal ses som religiøse fremstillinger, men som et spejl af samfundets værdier og ideer på det tidspunkt. Hver linje og farve kan afsløre noget om, hvordan kunstnerne, regenterne og folket selv opfattede verden og deres plads i den. De umulige bygninger, de hængende perler og de overdådige billeder af paradiset kunne være et forsøg på at udtrykke den dybeste længsel efter noget mere, en søgen efter en højere virkelighed.

Hvordan mønstre og symbolik i bygningsværker reflekterer kulturelle værdier i Qayrawan og Bukhara

I hjertet af Qayrawan, tættere på qibla-væggen, opdagede jeg et område, som snart ville blive forbeholdt kun de mest magtfulde mænd i byen. Mens resten af bønnesalen var mørk og intim, var dette område højt og luftigt, kronet med en stor stenkupol. Kuplen hvilede på fire nicher, hver udskåret som indersiden af et muslingskal. En malet inskription løb rundt om de fire vægge, så højt oppe, at ordene knap kunne læses. Hvorfor placere ordene et sted, hvor de næsten er umulige at læse?

En gammel mand, som lænede sig på sin stok, bemærkede det. “Åbn kasserne,” sagde han, og straks blev fliser løftet forsigtigt fra halmen og sat ned ved minbaren. Der var allerede andre fliser lagt ud på gulvet i pæne rækker. Jeg gik tættere på og bemærkede, at de glimtede som om de var dækket af guld. Min far havde ofte talt om den magiske teknik at fusionere sølv og kobber på overfladen af glasuren. Jeg gættede på, at disse fliser stammede fra samme sted, som de, han havde bragt hjem fra Irak.

Min far gik hen for at inspicere de nye fliser. “Abu Zayd, jeg blev beordret til at bringe disse til dig nu, da arbejdet på paladset er blevet stoppet. Så smukke fliser kan næppe gå til spilde, men hvad vil du gøre med dem?”

Abu Zayd svarede med et suk. “Vores amir, Abu Ibrahim Ahmad, var en mand med ambitioner, må Allah acceptere hans sjæl. Hans plan var at opføre den mest storslåede bolig vest for Egypten. Intet mindre end det bedste for ham! Hvem ved, hvad han har betalt for disse skønne ting?” Han gestikulerede med sin stok. “Men der er så mange forskellige mønstre. Den keramiker, der lavede dem, rejste til Basra for måneder siden, og jeg har ingen til at vejlede mig i at sætte dem sammen på væggen.”

Mit far kiggede på fliserne og rystede på hovedet. “Ser du, hvordan nogle mønstre er symmetriske langs én akse og andre langs to? Det er ikke så enkelt som det lyder. Og de fleste design kan opdeles langs en linje fra kanten af flisen til dens modsatte kant, men nogle er symmetriske langs en linje, der forbinder de modsatte hjørner. Hvordan kan vi få det hele til at passe sammen i én ordning?”

Samtalerne mellem de to mænd gik dybt i teknikken, og mens de arbejde med fliserne, begyndte min opmærksomhed at vandre mod mihraben. Jeg undrede mig over de samme mønstre, som prydede minbaren, og om de samme håndværkere, der havde udført både marmor- og træarbejde. Jeg blev især fascineret af de øvre paneler, hvor mellemrum mellem stilkene og bladene var borret igennem. Hvad kunne være årsagen til, at disse områder blev udhulet, hvis alt bagved forblev i mørke?

En af håndværkerne bemærkede min undren og svarede med et smil. “Kun Allah ved med sikkerhed, hvad meningen er, men hvad jeg har hørt, er, at byggerne efterlod en del af den første moske, bygget af ʿUqba ibn Nafis, en generation efter Profeten. Dette kunne være stedet, hvor den første mihrab var placeret.” Han kiggede på mig med et skævt smil, som om han kendte noget, som vi ikke vidste.

Tanken om, at de hemmelige detaljer i bygningens struktur kun ville blive opdaget af de få tålmodige, der kunne “lytte til de svage hvisken” fra fortiden, satte tankerne i gang. Mænd som ʿUqba havde et skarpt øje for de historiske spor og havde et levende forhold til deres forfædres værker. I den stille, skjulte symbolik i arkitekturen kunne man finde dybere betydninger, som kun kunne forstås af dem, der var åbne for det.

Afgørende for forståelsen af sådanne bygningers historie og funktioner er ikke blot deres synlige strukturer og dekorationer, men også de subtile forbindelser til fortidens religiøse og kulturelle arv. Det er disse skjulte detaljer, disse små mysterier, der bindes til fortidens ånd, der giver en bygning dens sjæl. Men i stedet for blot at beundre de fysiske værker, må vi også forstå den underliggende tanke, der formede dem. Vi er alle bundet til fortiden, og selv de mindste objekter, som et enkelt stenfragment eller en marmorplade i en væg, har ofte en dybere betydning, som afspejler tidens skiftende værdier og ideologier.

Endelig giver det os et indblik i, hvordan kulturelle og religiøse praksisser blev udtrykt gennem de bygningsværker, som blev skabt til at huse disse ritualer. Moskeer og deres tilhørende elementer, som minareter, fliser og kupler, er ikke kun praktiske strukturer, men også symboler for magt, viden og den religiøse veneration, der gennemtrænger samfundet.

Hvordan kan værdien af et objekt måles udelukkende ved dets oprindelse?

Han kiggede på mig med et smil, som om han havde forudset mit spørgsmål: "Hvordan havde han samlet disse sjældenheder?" Jeg havde mine mistanker om, at tyveri var involveret, og jeg sagde det til ham. Han grinede af min indignation og forklarede, at han ikke havde behov for at stjæle, når det var lettere at købe hvad som helst til den pris, han ønskede. Da han så, at jeg ikke forstod, forklarede han, at mange pilgrimme brugte deres livsopsparing på rejsen og solgte deres ejendele undervejs for at få penge til nødvendigheder. Jeg husker hans øjne, der lyste op, når han talte om at bytte sække med frugt på hajj-markederne mod de fineste tæpper, porcelæn og sølvtøj. Hvad angår tekstilfragmenterne, sagde han, at der var andre måder, hvorpå handelsfolk kunne få fat i dem om natten fra de embedsmænd, der var ansvarlige for dem.

Salim gjorde ikke meget for at skjule sin utilfredshed. "Hvis Abu Zayd var så uden moralske skrupler, hvorfor købte du så disse silkevarer fra ham?" Haji Mohamed rettede blikket mod min far. "Din tjener er direkte, al-Harith, men han stiller et gyldigt spørgsmål." Vi ventede, mens han tog en langsom tår af sin kop. "Kan de velsignelser, der følger med en kostbar ting, opveje de omstændigheder, hvori den blev erhvervet? Jeg har ikke noget svar, men ordene vævet ind i denne vest minder mig hver dag om, at det er min tro, ikke den endeløse jagt på profit, der giver nøglen til et godt liv. Det er noget, skulle jeg mene."

Da vi ankom til London i 1892, så jeg ud af vinduet på de travle gader. "Er det minareter?" spurgte jeg, mens jeg kiggede på de tårne i det fjerne. "Er der mange muslimer der?" Min far kiggede sig omkring. "Ikke som jeg har hørt, men jeg ved ikke meget om London. Jeg har kun adressen på en forhandler på Wigmore Street, hvor vi skal møde en mand ved navn Robinson. Insha'Allah, han vil være interesseret i vores gamle tæpper. Så skal vi videre til Manchester for at se Sayyid Ziegler. En ordre fra ham vil holde mine værksteder i Qazvin beskæftiget i et år eller mere."

Gaderne var fyldt med enkle røde murstenshuse og fabriksbygninger. Jeg kiggede op på tårnene og undrede mig over de røgfyldte skorstene. "Hvad er de for?" spurgte jeg. Salim, der sad på den anden side af sædet, kiggede på mig og svarede: "De er hjertet i dette land. Du vil komme til at se mange flere af dem, før vi er færdige med vores rejse. Fabrikker overalt, der producerer varer, som sendes ud i hele verden. Vi burde gøre som dem, hvis vi vil konkurrere i denne moderne verden."

Efter at være steget af toget på Waterloo Station, blev vi hurtigt kørt til et galleri. Jeg kiggede omkring i det store rum og så flere tæpper rullet op. De så ud som store cigarer, livløse. Men nogle få var strakt ud på gulvet. Dybblå og livlige røde blandet med sorte, gule og perlehvide accenter. Det var dér, jeg stødte på ʿAli, en mand fra Mashhad, der arbejdede med at restaurere gamle tæpper for Ziegler. Han viste mig et tæppe, der var helt usædvanligt. Et kæmpe tæppe, der stammede fra Shah Tahmasps tid, måske endnu længere tilbage. Et af parret, der blev bestilt af Shahen, blev bevaret i et helligdom i Ardabil, indtil et jordskælv ødelagde det for mange år siden. Et sørgeligt øjeblik for tæppet, men et godt for Ziegler.

"Dette tæppe blev ikke kun lavet for sin skønhed," sagde ʿAli og pegede på det detaljerede mønster, "men for sin funktion. Ligesom dem, der skabte det, har kunstnere i dag stadig forpligtelsen at skabe skønhed, der har en praktisk anvendelse. Skønhed skal være mere end blot et dekorativt element – den skal være forankret i en dybere funktion."

En anden mand, William Morris, stod der og lyttede opmærksomt. Han var en designer og kunsthåndværker og havde netop arbejdet på et design, der på mange måder spejlede det samme princip, som tæppet repræsenterede: at ægte skønhed er uadskillelig fra funktion. "Hvad kan du se i dette design?" spurgte han mig og viste mig sine skitser. Jeg kiggede på mønsteret af blade og blomster, som var dybt forbundet med stilkene, og det blev tydeligt, at hver eneste linje havde en funktion, der gik ud over blot æstetik.

Skønhed og funktion er ikke modsætninger, men to sider af samme sag. De ældgamle tæpper, som vi så, havde ikke kun værdi på grund af deres kunstneriske udtryk, men også fordi de blev skabt til at have en praktisk funktion i religiøse og daglige liv. På samme måde kan den skønhed, vi ser i dag, og som vi stræber efter at skabe, kun have værdi, hvis den giver mening i den kontekst, den anvendes i.

De gamle tæpper og deres historie minder os om, at det ikke kun er oprindelsen af et objekt, der afgør dets værdi, men hvordan det er blevet brugt og hvilken funktion det har i livet. Dette gælder ikke kun for kunstgenstande, men også for de objekter, vi omgiver os med i vores hverdag i dag. En virkelig skønhed, der stammer fra funktion, er den, der kan leve videre og blive videregivet til fremtidige generationer. Det er vigtigt at huske, at uanset hvad vi samler på eller hvad vi skaber, bør vores handlinger også være forankret i noget mere varigt end blot jagten på profit.

Hvordan man sparer penge på forsikringer, kreditkort og boliglån
Hvad er global tilstand og hvordan håndteres det i React?
Hvordan monteres og tilsluttes servomotorer korrekt til øjenmekanik?