Hvordan oplever dyr tid, og kan de virkelig måle den?

Mus, der blev trænet til at vente præcis seks sekunder foran en lille dør, før de kunne komme videre for at få en godbid, viste noget bemærkelsesværdigt. Selv da døren blev fjernet, ventede de stadig de seks sekunder – nøjagtigt og uden ydre signal. Det afslører, at der i deres hjerner findes en tidsmålende mekanisme, sandsynligvis forbundet med hukommelse og forventning. På trods af at en hund ikke ved, hvad klokken er, eller om det er tirsdag, viser sådanne eksperimenter, at mange dyr kan måle og strukturere tid – men på helt andre måder end os.

Ligesom mennesker har dyr indre biologiske ure, som styrer deres søvn, spisning og reproduktion. For nogle arter er dette ur ekstremt præcist og dybt forankret i artens evolutionære overlevelse. Cikaderne er et eksempel på en indre rytme, der overskrider det daglige og endda det årlige. De tilbringer 13 eller 17 år under jorden som nymfer, før de på præcise tidspunkter bryder frem, kaster deres hud og får vinger, lever i få uger og parrer sig – uden fejl i deres timing, og uden nogen ekstern kalender. Hvordan de tæller årene under jorden, forbliver et biologisk mysterium.

Tid opleves ikke ens for alle væsener. Små dyr lever i en anden tidsskala, hvor hver enhed af tid virker længere. En flue opfatter langt flere billeder per sekund end et menneske – cirka 250, mod vores 60. For fluen foregår verden nærmest i slowmotion, hvilket gør den næsten umulig at slå ihjel med en hånd. Dens reaktionstid er simpelthen i en anden virkelighed. Øjnenes hastighed i at sende signaler til hjernen definerer hele dens perception af nuet.

Nogle dyr kan endda manipulere deres egen tidsopfattelse aktivt. Sværdfisken, som normalt ser meget færre billeder per sekund end et menneske, ændrer sin opfattelse, når den jager. Ved at pumpe ekstra blod til øjnene og opvarme dem med specielle muskler, øger den nervehastigheden fra øje til hjerne. Dette giver den mulighed for at se hurtige bevægelser – et pludseligt glimt af en fisk – og reagere med dødbringende præcision.

Tid er både ydre og indre. Det er både bølgen, der bryder mod stranden, og nerven, der sender signal til hjernen. Det er ikke kun mennesker, der tæller minutter og sekunder, men også mus, sværdfisk, cikader og fluer – på måder, der ofte overstiger vores forestillinger.

For at forstå dyrs oplevelse af tid må man give slip på menneskets klokketænkning. Det handler ikke om ure, men om rytmer, perception og evolution. Hos nogle arter fungerer tid som en fast kode i DNA’e

Hvordan fungerer GPS og tidszoner – og hvorfor betyder det noget for dig?

GPS, eller Global Positioning System, blev oprindeligt udviklet til militære formål, men i dag er det en integreret del af hverdagen for millioner af mennesker. Fra bilnavigation til præcisionslandbrug og beskyttelse af truede dyrearter – GPS-teknologien har revolutioneret vores måde at forstå og bevæge os i verden på. En lille enhed, ofte mindre end en håndflade, kan i dag spore positioner med en nøjagtighed på ned til få meter – nogle gange helt ned til 3 meter – uanset om du befinder dig i London, Paris eller midt i Stillehavet.

GPS anvendes bredt: løbere og cyklister bruger det til at måle hastighed, distance og tid. Biologer fastgør GPS-sendere på truede dyr for at overvåge deres bevægelser og beskytte dem mod krybskytteri. Fly og helikoptere anvender GPS til at kortlægge skovbrande og dirigere redningsindsatser. Landmænd anvender førerløse traktorer, guidet af GPS, til at så og pløje marker, mens de selv kan fokusere på andet arbejde. Endda kunstnere har fundet kreative anvendelser – nogle har brugt deres cykelruter til at tegne billeder i digitale kortsystemer.

GPS giver os ikke bare viden om hvor vi er – det hjælper os også med at forstå hvornår vi er. Jordens overflade er opdelt i 24 tidszoner, hver svarende til 15 længdegrader. Disse tidszoner blev skabt som et svar på et meget konkret problem: kaos i togtrafikken i det 19. århundrede. Før tidzonerne havde hver by sin egen lokale tid, baseret på solens position. Det fungerede fint, indtil tog begyndte at forbinde byerne i et netværk, hvor præcision blev afgørende. Hver station kunne have sin egen tid – og det gjorde det nærmest umuligt at koordinere ankomst og afgang på tværs af landet. Løsningen blev globale tidzoner, først foreslået af Sandford Fleming i 1878 og formaliseret i 1884 med Greenwich Mean Time (GMT) som udgangspunkt.

Tid er ikke kun opdelt i zoner, men den ændres også med årstiderne i form af sommertid. I næsten 70 lande stilles urene én time frem om foråret og én time tilbage om efteråret. Ideen opstod under Første Verdenskrig i Tyskland og Østrig som en måde at spare energi på ved at udnytte dagslyset bedre. Konceptet spredte sig hurtigt til mange andre lande. I Storbritannien førte det endda til en periode med "dobbelt sommertid" under Anden Verdenskrig, hvor uret blev sat to timer frem. USA oplevede kaotiske forhold før 1966, hvor hver stat eller by kunne vælge deres egne sommertidsdatoer – nogle busruter krævede op til syv ur-ændringer på under en time.

Tidsmåling har også haft sin absurde sider. I 1797 indførte den britiske regering en skat på ure – ejere af sølv- eller gulduur skulle betale 10 shillings, hvilket i dag svarer til omkring £65. Skatten blev hurtigt afskaffet, men ikke før den havde ødelagt eksistensgrundlaget for mange urmageres værksteder. Og før radiokommunikationens udbredelse var præcis tid en handelsvare – én mand, John Belville fra det kongelige observatorium i Greenwich, tjente til livets ophold ved at rejse rundt med et præcist kronometer og sælge "den korrekte tid" til købmænd og rederier.

Det er vigtigt at forstå, at tid – ligesom position – er en konstruktion, en menneskeskabt måde at organisere verden på. GPS og tidszoner fungerer sammen i en teknologisk symbiose, der holder fly på kurs, finansmarkeder i takt og vores daglige rutiner synkroniseret. Men under det hele ligger en grundlæggende erkendelse: vores opfattelse af, hvor vi er, og hvornår vi er, er ikke absolut – den er altid relativ, og ofte politisk, praktisk og kulturelt bestemt.