Hvordan udvider du din selvopfattelse og adskiller dig fra din angst?

Kunder oplever ofte en så intens angst, at deres følelse af identitet smelter sammen med deres angstsymptomer og tanker. De ord, de har i deres hoveder, bliver betinget til automatisk at udløse angst, hvilket skaber en selvforstærkende cyklus af bekymring og øger den snævre opfattelse af sig selv. Denne oplevelse begrænser deres livsfylde og forhindrer dem i at leve et meningsfuldt liv. At erkende, at du er meget mere end de problemer, du står overfor, kan give dig et bredere perspektiv på livet og hjælpe dig med at engagere dig i det på en mere opfyldende måde.

Jeg har set mange klienter, der har overvundet afhængighed, ikke blot ved at anerkende denne side af sig selv, men også ved at identificere sig med et større billede af, hvem de er. De ser sig selv som mere end bare deres udfordringer: som forældre, partnere, professionelle eller spirituelle individer. Når man ser sig selv som noget mere end sin afhængighed, bliver det lettere at navigere gennem livet og gøre de valg, der leder mod et meningsfuldt liv.

Jeg ejer ikke længere en kampskole, men jeg husker tydeligt min tid som elev under min lærer, Stephen K. Hayes. Han understregede ofte, at det mest traditionelle, vi kunne gøre, var at være moderne. De metoder, der blev udviklet for mange hundrede år siden, blev betragtet som revolutionerende på deres tid. I dag er de ikke nødvendigvis den bedste måde at undervise på. Det, der er vigtigt, er at forstå principperne og anvende dem i den moderne verden. Dette blev tydeligt, da han fornyede undervisningsplanen for vores kampsport, hvilket skabte modstand fra mange af de andre instruktører, der var stærkt knyttet til deres egne måde at undervise på. “Nej! Jeg vil ikke ændre på, hvordan jeg underviser!” sagde de. Men min lærer påpegede, at det, de kaldte “traditionelt,” faktisk var noget, han selv havde skabt mange år tidligere. I hans øjne var den nye metode bedre til at nå ud til flere mennesker og hjælpe dem med at lære de samme principper.

De, der havde svært ved at tilpasse sig ændringerne, blev fastlåst i deres egne opfattelser af, hvordan tingene skulle være, og endte med at miste deres elever. På samme måde kan klienter med angst sige: "Jeg er en ængstelig person." Når angst bliver en del af din identitet, bliver det svært at være fleksibel. Angstfulde personer undgår ofte at tage chancer, udtrykke sig offentligt eller deltage i aktiviteter, der kunne berige deres liv. De bliver fanget i et mønster af undgåelse og forsigtighed, som forhindrer dem i at leve autentisk.

At lære at have medfølelse for sig selv og sine egne erfaringer betyder at stoppe med at kæmpe imod dem. Mange mennesker kæmper mod deres angst, som om de kan vinde en krig mod deres egne tanker og følelser. Men dette er et uendeligt slag, der aldrig kan vindes. I stedet for at bekæmpe angsten, kan vi lære at acceptere den som en del af os selv og skabe afstand til den. Når vi skaber denne afstand, bliver vi i stand til at handle på en måde, der er mere i tråd med vores værdier og ønsker.

At opdage, hvem vi virkelig er, kræver en dybere refleksion over de mange roller og identiteter, vi spiller i livet. I en simpel øvelse kan vi opfordre klienter til at stille sig selv spørgsmålene: "Hvem er jeg?" og "Hvad er jeg?" Dette kan gøres i et stille rum, hvor de kan reflektere over, hvilke svar der dukker op i deres sind. Svaret vil sandsynligvis variere afhængigt af situationen, men det vil vise dem, at de er meget mere end de problemer, de står overfor. Det kan hjælpe dem med at genopdage, hvem de virkelig er, på et dybere plan, og hvordan de kan forholde sig til deres angst uden at lade den definere dem.

En sådan øvelse kan involvere refleksion over de navne og kaldenavne, man har haft, de jobs, man har udført, de relationer man har haft som far, mor, partner eller ven, og de fysiske beskrivelser af, hvem man er. Det handler om at skabe et større billede af sig selv, der inkluderer succeser, personlige værdier og de roller, vi spiller i verden.

Hvordan accept hjælper med at bryde den traumatiske undvigelsescyklus

Trauma er en hyppig og ofte kompleks udfordring i klinisk behandling, og for klienter, der har oplevet traumatiske hændelser, kræver det ofte en særlig opmærksomhed. De grundlæggende principper om undgåelse og accept er af stor betydning, især i arbejdet med posttraumatisk stress (PTSD). En af de store faktorer, der forlænger PTSD, er den konstante kamp, der finder sted mellem tanker, minder, følelser og kropslige fornemmelser. Når disse oplevelser er ubehagelige, søger traumatiserede individer at undgå dem, hvilket fører til en snævrere livsoplevelse, der kun handler om at overleve, ikke om at leve.

Den konstant tilstedeværende frygt for at genopleve det traumatiske hændelse skaber et stærkt behov for at undgå situationer, der minder om traumaet. Dette kan føre til en restriktion af livsoplevelsen, hvor klienten reducerer deres engagement i aktiviteter, der tidligere gav mening og glæde, i frygt for at blive mindet om deres traume. Denne undgåelse forstærker kun symptomerne og gør dem mere intense, hvilket fastholder en livsstil præget af overlevelse frem for helbredelse og trivsel.

Derfor er mindfulness og accept af de ubehagelige følelser og tanker, der følger med trauma, centrale værktøjer i behandlingen. Ved at opfordre klienten til at blive mere komfortabel med deres indre ubehag kan vi hjælpe dem med at blive mindre bange for de optrædende følelser og oplevelser. Når frygten for de ubehagelige indre oplevelser mindskes, vil klienten være mere villig til at engagere sig i de aktiviteter, der er vigtige for dem. Denne fleksibilitet gør det muligt at begynde at leve et mere åbent liv, hvor man ikke længere er begrænset af frygten for traumet.

Et personligt eksempel kan illustrere, hvordan accept kan hjælpe med at bearbejde traume. For eksempel oplevede jeg selv et traume sammen med min datter, da vi faldt i isen på en sø, og en række intense og farlige begivenheder udfoldede sig. Selvom situationen var ekstremt skræmmende, og vi begge havde følelser af frygt og desperation, fokuserede jeg på at acceptere de følelser, der opstod. Jeg fortalte min datter, at det var helt naturligt at føle frygt og bekymring, og at hendes tanker og følelser ikke var noget, vi skulle kæmpe imod. I stedet tillod vi os at have disse følelser og accepterede dem som en del af helbredelsesprocessen.

Et par uger efter hændelsen begyndte min datter at drømme om episoden. I sin drøm følte hun sig fanget af vandet, og det var tydeligt, at hendes underbevidsthed bearbejdede hændelsen. I stedet for at ignorere hendes frygt eller forsøge at få hende til at "glemme" episoden, forklarede jeg hende, at hendes hjerne blot forsøgte at bearbejde noget, der var meget skræmmende. Jeg normaliserede hendes følelser og forsikrede hende om, at det var en del af helingsprocessen. I månederne der fulgte, gik hun fra aldrig at ville nærme sig søen igen til at sidde ved dens bred og endda begynde at overveje at sejle ud på den, når det blev varmere.

Traumebehandling kræver en grundlæggende ændring i forholdet til de følelser og tanker, der opstår som følge af traumet. Klienterne skal lære at acceptere deres følelser og tanker i stedet for at kæmpe imod dem. Den mentale kamp mellem det rationelle "tankesystem", der ønsker at undgå de traumatiske minder, og det følelsesmæssige "limbiske system", der insisterer på at lære af og huske traumerne, skaber ofte en endeløs konflikt, som vedligeholder PTSD-symptomer.

Når klienten lærer at observere deres tanker og følelser uden at lade dem tage kontrol, opstår der en mulighed for at mindske intensiteten af de traumatiske oplevelser. De kan begynde at praktisere accept og medfølelse overfor sig selv i mødet med de ubehagelige tanker og følelser. Dette kan være en kraftfuld del af behandlingen, hvor vi ikke straks forsøger at fjerne de negative tanker, men tillader dem at være til stede uden at lade dem diktere klientens liv.

Et væsentligt aspekt af accept er, at det ikke handler om at "gøre ingenting" med de oplevelser, der opstår. Det handler om at anerkende deres eksistens og give sig selv lov til at have dem. På den måde kan klienten få et mere fleksibelt forhold til deres egne indre oplevelser og begynde at tage handling i deres liv, uden at frygten for at blive overvældet af ubehagelige følelser forhindrer dem.

Endtext