Hvordan Lancelot Biggs, Rumfareren, Udfordrer Schæferhundens Skæbne

Lancelot Biggs er en karakter, der befinder sig på grænsen mellem det absurde og det geniale. Nelson Bond’s humoristiske science fiction-historier om Biggs, først udgivet i 1950, byder på et kalejdoskop af skøre eventyr, hvor teknologiske mirakler og menneskelige fejl går hånd i hånd. Biggs er den archetypiske, omend uheldige, astronaut. Han er ikke den intellektuelle geni eller den tapre helt, men en mand fyldt med fejl, der af og til vender disse til hans fordel. Det er netop denne menneskelige skavank, der gør ham til en elskværdig karakter, og skaber det komiske element i historierne.

Biggs er langt fra den typiske rumrejsende. Hans første møde med den erfarne kaptajn Hanson finder sted under et teknisk problem ombord på rumskibet Saturn, et fartøj, der er ved at blive sendt ud på en rute mod Venus. Hans første indtryk er ikke lovende, da han næsten ødelægger kursen og skaber kaos ombord. Men Biggs er ikke bare inkompetent – han er uheldig på en måde, der bringer både humor og dybde til hans karakter. Gennem hans handlinger viser Bond, hvordan selv de mindste fejl i rummet kan have dramatiske konsekvenser, og hvordan det menneskelige element i den teknologiske verden stadig spiller en stor rolle.

Skibet, Saturn, er et af de ældste rumfartøjer, og dens besætning står over for både tekniske og menneskelige udfordringer. Mens kaptajn Hanson prøver at holde alt under kontrol, er Biggs ved at rive alle hans bestræbelser fra hinanden. Det er her, at Biggs’ sande natur træder frem: han er ikke bare en klodset astronaut, men også en mand, der ikke kan modstå at forsøge at "fixe" problemerne på sin egen måde, selv når hans løsninger er langt fra perfekte.

En vigtig del af fortællingen er, hvordan Biggs’ fejl påvirker hans omgivelser. Kaptajn Hansons frustration og besætningens reaktioner giver et billede af et rumskib, hvor ikke alt er forudsigeligt. Der er en dynamik mellem teknologisk præcision og menneskelige fejltagelser, som skaber en atmosfære af spænding og humor. Rumfartens præcision, som ofte bliver betragtet som den højeste form for videnskabelig perfektion, står i kontrast til de uundgåelige fejl, som de mennesker, der udfører disse opgaver, begår.

Historien om Biggs rummer en større moral. På trods af hans uheld og fejltagelser er han på en måde stadig i stand til at fuldføre sine missioner. Hans fejltagelser er ikke nødvendigvis tegn på hans inkompetence, men snarere hans menneskelighed. Han er et vidnesbyrd om, hvordan vi som mennesker i en stadig mere teknologisk verden stadig er underlagt de samme grundlæggende fejl, vi har haft i århundreder. Teknologi alene kan ikke gøre os perfekte, og det er vores evne til at lære af vores fejltagelser og tilpasse os, der gør os i stand til at fortsætte.

Det er også vigtigt at forstå, at i denne humoristiske verden er der et klart budskab om, at menneskelige relationer og fejl er en uundgåelig del af det at være menneske, uanset hvor vi befinder os – selv på den yderste grænse af rummet. Bond formår at bruge humor som et redskab til at kritisere samfundets forventninger om perfektion og den konstante stræben efter at nå et ideelt mål.

Hvordan tidsrejser påvirker vores virkelighed og tidsforståelse

Vibrationen rystede gennem skibet, da vores hyperatomikgeni, L. Biggs, og hans store opfindsomhed gik i gang. Det var et syn for guder – jeg fastgjorde mig selv for den kommende opstigning, da stjernerne pludselig eksploderede, og vi blev kastet af sted som aldrig før. Jeg vidste, at jeg var i gode hænder, men samtidig var jeg ikke helt sikker på, hvad der ville ske næste gang. Biggs’ ideer var et sandt mareridt af muligheder, og min hjerne var ved at sprænge af de mulige konsekvenser af hans eksperimenter.

Diane Hanson, den smukke skikkelse i centrum af alt dette, fik mig til at føle mig som en totalt uværdig observatør i et univers af videnskabelig perfektion. Hun var et vidunder, pakket ind i en fem og en halv fod høj krop, hvor hvert skridt, hver gestus, kunne sammenlignes med en lotusblomst, der langsomt åbnede sig til et endnu uopdaget paradis. Jeg var nærmest paralyseret af både fascinerende skønhed og Biggs’ konstante forsøg på at lede os gennem tidsrummets labyrinter.

Biggs’ evne til at ændre vores forhold til tid og rum var både spektakulær og skræmmende. Vi havde tidligere diskuteret muligheden for at manipulere gravitation og dermed skabe en form for tidsrejse, hvor nutiden kunne ses gennem et helt andet perspektiv. Ved at ændre skibets gravitation kunne Biggs ikke kun undslippe planetens tyngdekraft, men han kunne også ændre vores opfattelse af tidens flow. Som han selv beskrev det, var vi ikke længere forbundet til et konstant nu, men vi bevægede os mellem fortid, nutid og fremtid på en måde, der kunne få enhver almindelig person til at tabe pusten.

Tanken om, at hver enkelt hændelse kunne have flere tidslinjer – flere "muligheder" for hvad der kunne ske – var både fascinerende og skræmmende. Biggs forsøgte at forklare mig, hvordan det hele fungerede, hvordan man kunne tale med mennesker på forskellige tidspunkter af deres liv, selvom de ikke ville huske samtalerne på det tidspunkt, de fandt sted. Et spørgsmål om paralleltid og "multiple selves" åbnede sig i mit sind. Hvad betyder det for os som individer, hvis vi kan eksistere på flere tidspunkter samtidig?

Tidsrejserne kunne ikke bare manipuleres på denne måde uden konsekvenser. At flytte en samtale, at tale til en version af et menneske, der ikke har haft den oplevelse, man refererer til, ville uden tvivl skabe uforudsigelige problemer. Og hvad med det, vi kalder “skæbne”? Kunne ændringerne i tidens strøm føre til at vi mister kontrollen over vores livsforløb?

Jeg begyndte at undre mig over det faktum, at det kunne være muligt at ændre fremtidens udfald – at hver beslutning, vi træffer, ikke kun er en enkelt streg på tidslinjen, men en del af et væld af mulige virkeligheder. Hvordan påvirker det os som mennesker, når vi ikke længere kan stole på, at vores livsforløb er fastlagt? Hvis tid er fleksibel, hvad betyder det så for vores ansvar og de beslutninger, vi træffer i vores liv?

Biggs’ eksperimenter havde også konsekvenser for andre. Skibet Saturn, en af de ældste interplanetariske rumfartøjer, var blevet udvalgt til en blind test. Det var et race mod tiden, hvor den virksomhed, der kunne gennemføre sin rejse fra Venus til Jorden på kortest tid, ville få en enorm gevinst. Der var risiko for, at Biggs’ manipulation af tid kunne føre til en misforståelse af vores nøjagtige placering, og at vi ville havne bagud i denne farefulde konkurrence.

At forstå konsekvenserne af tidsrejser kræver en dybere forståelse af, hvordan tid ikke er en lige linje, men en væv af mange muligheder. Hvis vi kan ændre et beslutningspunkt i vores liv, hvad betyder det så for de valg, vi træffer? Hver handling kunne være nøglen til en anden virkelighed, en anden fremtid. Menneskets evne til at forstå tidens natur er måske lige så kompleks som selve universet.

Hvad skete der med Themis? En rejse mod det ukendte

Det, der begyndte som en simpel opdagelse af en ny satellit, udviklede sig hurtigt til et kompliceret problem for jordens astronauter og rumforskerne. I 1983 blev Themis igen opdaget, og først i 2031 satte et hold fra Interplanetary Union sig for at undersøge den nærmere. De fik dog hurtigt problemer med planeten og dens indbyggere. Themis var nemlig beboet – ikke af mennesker, men af en race af humanoide væsner med fire ben i stedet for to. En særpræget detalje, men én der gjorde enhver interaktion endnu mere kompleks.

Skønt de første besøg på Themis var præget af diplomati og fredsforhandlinger, blev disse hurtigt undermineret, da koloniseringsforsøg blev mødt med vold og modstand. Seks gange havde rumfartsmyndighederne forsøgt at etablere en fredsaftale med Themis' hersker, Thagwar, men hver gang blev aftalen ignoreret, og hvert forsøg på at lande blev mødt med aggressiv modstand. Themis var ikke et fredeligt sted at være. Besætninger blev angrebet, deres skibe ødelagt, og mange mennesker mistede livet under disse hændelser.

Hvorfor var Themis så modvillig overfor jordens tilstedeværelse? Forklaringen lå i den fremmede art, som beboede månen. Themis’ indbyggere, Themisiterne, var en race med en intelligens langt højere end hvad vi normalt havde mødt. Deres beslutning om ikke at tillade menneskelige kolonister at bosætte sig på deres land kunne tolkes som en form for forsvar mod en invasion. Themis var deres hjem, og de var villige til at beskytte det mod enhver fremmed trussel.

Trods denne modstand fortsatte menneskene deres forsøg på at etablere en forbindelse med Themisiterne. Selv om Themis’ størrelse og natur ikke gav nogen praktisk grund til at kolonisere den, havde den alligevel noget af værdi for både videnskab og økonomi. Der var noget mystisk over denne lille måne, som tiltrak menneskets nysgerrighed. Det var ikke kun et spørgsmål om at få adgang til et nyt område, men også et spørgsmål om at forstå, hvad der kunne være skjult der.

Den teknologiske udvikling i rumfart gjorde det muligt at foretage sådanne rejser, og med V-I enheden kunne besætningerne nu nå Saturn og dens måner på blot ti timer, hvilket havde været umuligt tidligere. Men selv med de nyeste teknologier stod menneskene stadig overfor et væsentligt dilemma: Hvordan skulle de forholde sig til en art, som de ikke kunne kommunikere med på samme måde som med andre civilisationer? Hvad ville de gøre, hvis Themisiterne nægtede at samarbejde og forsatte deres voldelige modstand?

Selvom den oprindelige mission var at lande på Themis og etablere et forsøg på fred, begyndte spørgsmålet at opstå: hvad nu, hvis det ikke var muligt at opnå nogen form for fred? Hvad skulle besætningerne gøre, hvis de stod overfor endnu en fiasko, som de tidligere missioner havde oplevet? Dette var ikke længere bare en videnskabelig opdagelse – det var en udfordring for menneskehedens fremtid i rummet.

Det er vigtigt at forstå, at rummet ikke er et tomt og uopdaget område, der bare venter på at blive erobret. Det er et komplekst univers fyldt med liv og intelligenser, som vi måske ikke er i stand til at forstå fuldt ud. Themis og dens indbyggere minder os om, at ikke alle måner eller planeter nødvendigvis er åbne for vores indflydelse, og at et besøg i rummet ikke kun handler om at tage noget, men også om at forstå, hvad der allerede er der, og hvordan vi kan sameksistere med det.

De tidlige erfaringer med Themis giver os et vigtigt perspektiv på rumforskning: at vi måske ikke altid vil være de dominerende kræfter i universet. Der vil være steder, hvor vi må være forsigtige og respektere de beboende arter. Det er en påmindelse om, at vores eventyr i rummet skal ske med respekt og ansvar. At forstå de andre civilisationer, vi måtte støde på, bliver ikke kun en teknologisk opgave, men en etisk og moral opgave for fremtidens rumforskere.

Hvordan Håndterer Man Forrædere i Krig?

Biggs' lange ben hang dovent. Sveden perlede på hans pande. Han var et skræmmende billede på frygt og forræderi. "Du ved godt, jeg—" protesterede han.

"Jeg ved intet om dig," afbrød Thaxton skarpt. "Alt, hvad jeg ved, er, at de bin, du nævner, måske er konstrueret på en måde, så de eksploderer, hvis nogen åbner dem. Hvis det er tilfældet—"

Håbet sprang pludselig op i Biggs' øjne. "Men—men du er en esper, ikke?" stammede han. "Du kan vel undersøge dem med dine tanker? Find ud af det selv?"

"Ja, selvfølgelig," svarede Thaxton. "Men hvad har det at gøre med noget som helst?"

Biggs så triumferende ud og nævnte hurtigt bin-numrene: "Nummer 13, 14 og 15, Mr. Thaxton. De første to er fyldt med ammunition; det sidste indeholder rotorvåben, granater og to feltkanoner—"

I det øjeblik indså jeg, hvad der var sket. Jeg havde håbet mod håb, at Biggs bare spillede et spil, at hans handlinger var en ruse for at vildlede Thaxton, men nu vidste jeg, at han havde fejlet. Han var en forræder. Han havde afsløret sandheden. Våbnene og ammunitionen var præcis der, hvor han havde sagt, de ville være.

I det næste øjeblik brød forræderiet ud i en intens konfrontation. Cap Hanson, der var med ombord på skibet, så på Biggs med afsky, som om han havde set på et slimy kryb. En kortvarig stillhed indtrådte, og jeg følte et pludseligt hop af håb. Måske kunne vi slå Thaxton ud og forhindre, at han fik al kontrol over os. Men Biggs' afsløring havde allerede skåret igennem den mulighed.

Biggs, der stadig forsøgte at vrænge sig ud af den farlige situation, råbte til Thaxton med en næsten forældet selvtillid, "Du kan ikke stole på dem! De er allerede på vej—Venusianske skibe er nær!" Men hans ord var forgæves. Hvad havde han egentlig opnået? Forræderi.

Venusianerne, som var de egentlige fjender, var kun én trussel, men de intet kunne gøre, før de fik kontrol over skibets opgaver. En misforståelse i krig kan være lige så farlig som et angreb fra fjenden.

Denne hændelse understreger en vigtig sandhed: I en konflikt kan den største trussel komme indefra. Ikke alle forrædere gør det for penge eller magt, men for at redde sig selv. Biggs’ handlinger viser, hvordan desperation kan føre til forræderi. I et krigslandskab, hvor hver beslutning kan betyde livet eller døden, kan det at afsløre en forræder koste mere end en kamp – det kan koste sjæle og fremtid.

Krigen sætter et enormt pres på enkeltpersoner, og derfor bliver de mentalt sårbare. Det, vi ser hos Biggs, er ikke bare en moral, men en advarsel om, hvordan en person, der tror, han kan redde sig selv, hurtigt kan falde i selvbedrag og forræderi.