Deutsch
Francais
Nederlands
Svenska
Norsk
Dansk
Suomi
Espanol
Italiano
Portugues
Magyar
Polski
Cestina
Русский
Der er noget dybt foruroligende ved at være vidne til en persons fald. For Giuli og Sandro, som har set den verdensbillede, de kender og stoler på, smuldre, er det ikke bare et spørgsmål om uenighed eller politiske beslutninger – det handler om, hvad det betyder at være menneske og hvordan man lever med sine valg. For dem er det ikke bare en trussel mod Niccolo Rosselli, men en opfattelse af, at noget større er på spil. En skjult magt, en konspiration, der måske truer den orden, de har accepteret som grundlæggende for deres liv.
Giuli er tydeligt mærket af noget, der går langt ud over almindelig politisk bekymring. Når hun fortæller Sandro, hvordan hun så Rosselli falde sammen, som om han var blevet ramt af en skjult fjende, er der en intensitet i hendes stemme, som afslører, at hendes frygt ikke blot handler om et politisk fald, men om noget meget mere fundamentalistisk. Det er ikke bare hans liv, hun frygter for, men noget langt dybere i hendes egen opfattelse af, hvad verden betyder, og hvilken rolle hun spiller i den.
"Du ved ikke, hvad det var som," siger hun til Sandro, og i den sætning ligger der en skuffelse, som ikke bare handler om, hvad de ser i nuet, men om hvordan de har været nødt til at overleve i en verden, der er ved at ændre sig hurtigt og radikalt. Hendes visuelle hukommelse, et øjeblik hvor Rosselli 'styrtede', er ikke bare en hændelse. Det er en advarsel. Hun har haft en fornemmelse af det, som om hun kunne se det komme – som om hun kunne se verden falde fra hinanden, og nu står hun tilbage, alene med sin indsigt, men uden nogen at dele den med.
Men Sandro ser ikke verden sådan. Hans skepsis er mærkbar, han ønsker at afvise det som dramatisk, som noget der kun er opstået i Giulis sind. "Er det noget, du virkelig tror på?" spørger han, og lyden af tvivl i hans stemme afslører, at han ikke ønsker at følge med på den rejse, som Giuli allerede har startet. Dette er et almindeligt mønster i menneskelige relationer – vi ser kun, hvad vi ønsker at se, og vi vælger, hvad vi vil tro på. Sandro er et produkt af sin egen tid, sine egne erfaringer og sine egne overbevisninger. Men Giuli er gået videre. Hun ser noget større, noget mere truende, som er uden for deres kontrol.
For Luisa er den personlige frygt en anden form for kamp. Den handler ikke om de politiske beslutninger, der ryster verden rundt hende, men om hendes egen krop og hendes eget liv. Hendes sygdom, hendes kræft, har kastet hende ind i en eksistens, hvor selv de mest daglige bekymringer er gennemsyret af usikkerhed. Når hun står i baren og stirrer på sin kaffe, er det ikke bare kaffe, hun stirrer på – det er hendes liv. Luisa prøver at finde noget at holde fast i, noget der gør hverdagen tålelig. Hendes sygdom er en kamp, der aldrig slutter, en konstante påmindelse om det skrøbelige liv.
Det er også i hendes daglige handlinger, at vi ser hendes forsøg på at holde verden i skak. Sandro, hendes mand, forstår måske ikke, hvad hun går igennem, men Luisa forsøger at finde trøst i de små ting, der stadig er under hendes kontrol. Hun undgår ikke at bekymre sig om sin kommende undersøgelse, men hun prøver at fortrænge frygten, og hun vælger at lade sig distrahere af sin daglige rutine. Hendes kamp mod sygdommen er i høj grad en kamp for at bevare noget af sin menneskelighed – at kunne tage de valg, der giver livet en form for mening.
Giulis og Luisas situationer, selv om de synes at være adskilt, peger begge på det, der er universelt: hvordan vi forholder os til de ting, vi ikke kan kontrollere. For Giuli er det en politisk situation, der truer noget, hun holder kært. For Luisa er det hendes egen krop, der gør det. Begge oplever de en verden, der er ved at ændre sig, og begge søger de at finde noget stabilitet i denne uforudsigelige verden.
Der er også noget ironisk i, at den ene søger kontrol over ydre faktorer – som om noget kan gøres ved det – mens den anden søger kontrol over det indre, over hvad hendes krop gør med hende. Begge oplever, at verden som de kender den, enten er ved at bryde sammen eller allerede er brudt, og begge må lære at finde ro i en urolig tid.
I denne sammenhæng er det vigtigt at forstå, at de valg, vi træffer i tider med usikkerhed, ikke kun handler om politik eller sygdom – de handler om at finde en form for balance, en måde at leve med det ukontrollable. For Giuli er det måske at holde fast i sine idealer og overbevisninger, mens hun står over for den mørke trussel, der ser ud til at være på vej. For Luisa er det at fortsætte med at leve, trods hendes frygt, og finde små glæder i hverdagen, som kan give hende styrke til at fortsætte.
Hvordan kan et menneskes mørkeste handlinger forme deres skæbne?
Rosselli talte til folkemængden. "Tag hjem," sagde han, og en hvisken bredte sig hurtigt blandt tilhørerne. "Jeg har brug for at sørge over min kone," tilføjede han, og murmurene stilnede af. Giuli følte Enzos hånd, der lukkede sig varmt om hendes. "Jeg har brug for, at I alle går tilbage til jeres hjem," sagde han, og selv om hans stemme var træt, var den stadig fast. Giuli holdt vejret; alle holdt vejret, og så talte han igen. "Tag hjem. Og vent." Han trådte et skridt tilbage, den ene hånd hvilende på sin søns hoved, og Giuli så, hvordan barnet kiggede op på ham i en absolut stilhed. Derefter kom brølet af godkendelse, som en bølge, der brød over alle hovederne, over manden og hans barn.
Giuli gemte skolehæftet med dens Gelastic-retainer. Hun vidste ikke, hvad hun ellers skulle gøre med det. Hun ville hverken destruere det eller give det til politiet, som ville have mænd til at gennemgå det. "Jeg lader Pietro få det," sagde hun til Enzo, mens de dækker bordet til Luisa og Sandros middag, som var blevet udsat mange gange. "Når han spørger. Det er bevismateriale, jeg ved det." Hun kunne have ødelagt det. Det kunne have været løsningen – at lægge det bag sig og komme videre. Men som Barbara havde sagt: vi kan ikke lide at udslette. Hun havde fortalt Enzo, hvad der var i bogen – noget af det. "Han var virkelig optaget af det, man kan se det," sagde hun. "Hun ville ikke være faldet for det ellers. Han kunne lide spillet, og Flavia var en intelligent kvinde, en god match for ham. På den måde." Enzo forstod; det var ham, der havde sagt det først. Den rette agn for den rette fisk.
"Det kunne endda være derfor – han sov ikke med hende. Han tvang hende ikke. Han havde sine beviser, han gjorde kun det mindste. Måske så han ikke behovet for at skade hende mere end nødvendigt." "Måske," sagde Enzo tvivlende. "Han skadede hende nok." Selvom Giuli var i gang med at folde servietter og lægge dem på de velordnede pladser, mens hun skar tomaterne, som Enzo havde vist hende, følte hun stadig en knude af vrede og sorg ved tanken om det. Arturo havde taget Flavia med til kysten og vist hende sin idé om kærlighed: han havde talt med hende om Aristoteles og strøget hendes blege fregnede arme i et hotelværelse. Han havde sagt, han ville vente: hun var kommet ud af hotellet tidligt om morgenen, så strålende i det, at selv en gadefejer havde stoppet op for at beundre hendes ansigt. Hun havde ventet; hun havde kæmpet imod det, hun havde vendt sig til sin mand og fået sit barn, men det havde ikke virket. Arturo havde lokket hende tilbage to uger efter fødslen, selvom han samtidig arbejdede på Chiara, til en lejlighed på Isolotto – hans afdøde mors lejlighed, som han boede i det meste af tiden med Nicoletta Farmiga – og havde filmet hende, mens hun fjernede sit tøj. For det var i sidste ende, hvad det handlede om: dokumentationsbevis. Hadde Arturo haft glæde af det? Var det begyndt som en spænding for ham, en ego-trip? Måske. Sandsynligvis. Eller måske et magttrip også. Måske. Hade han og Farmiga planlagt det sammen, fordi alt ved Flavia gik Farmiga på? Hendes politiske idealisme, hendes skam, hendes renhed? Farmiga talte ikke, men Sandro mente, det var muligt. Et lille spil, måske, en udfordring, se om man kunne få hende. Og så: hvad ville det se ud som for Rosselli, hvis hans kone blev fanget i sengen med en anden mand? Den hellige Flavia. Så hvis der også var dokumentarisk bevis, billeder der kunne komme ud på internettet, kunne det blive vendt til et våben for deres sag – deres sag, som var det negative billede af Rossellis engagement i åbenhed, retfærdighed og rene hænder.
Og da, efter at han havde fået, hvad han ville, og soldaten ikke længere vendte tilbage på hendes beskeder, da han allerede havde begyndt at rette sin opmærksomhed mod andre, havde Flavia forsøgt at holde på sin fornuft i en måned. Flavia Matteo, der i en livstid havde trænet sig selv til kun at føle for andres skyld, havde ikke været i stand til at fortsætte. Hun var vendt tilbage til de glitrende bølger og det hvide havlys, og havde sat en stopper for sin egen lidelse. Den lille bog fortalte det hele. Det var Flavia Matteos skabelse, hendes kærlighedshistorie. En dag, fortalte Giuli sig selv, ville hun ødelægge den.
Da Flavia var blevet fundet død, og det så ud til, at der kunne komme et sympati-vote til Rosselli, måtte de iscenesætte indbruddet og tippe politiet om at lede efter "snavsede billeder." Giuli trådte tilbage og kiggede på sit perfekte bord, mens maden dufter fra komfuret. Hun gik over til Enzo og lagde sine arme omkring ham og følte ham slappe af. "Jeg elsker dig," sagde hun.
I en sådan verden, hvor spillet mellem politik, magt og begær definerer individets skæbne, er det ikke kun de handlinger, der bliver afsløret, men også de skjulte intentioner, der driver dem. Hver handling er en brik i et større spil, hvor offer og gerningsmand ofte er nærmere forbundet, end man først skulle tro. At forstå dette spil kræver mere end blot overfladiske betragtninger af moral og retfærdighed – det kræver en dybere indsigt i menneskelige drifter og de mekanismer, der opretholder magtstrukturer i samfundet.