Mongolernes invasion i det 13. århundrede forårsagede en voldsom omvæltning i det nuværende Afghanistan. Mange byer og landsbyer oplevede opstande mod de invaderende styrker, og en af de mest markante hændelser var belejringen af Herat i 1222. Her, i denne by, som var et vigtigt handels- og kulturelt centrum, blev den mongolske vicekonge dræbt, garnisonen ødelagt, og byens mure blev befæstet. Byen var i næsten et halvt år under belejring, og da mongolerne endelig tog den, blev både byen og dens omgivelser totalt ødelagt, og befolkningen blev udslettet. Først i 1236 blev Herat genopbygget under ledelse af Genghis Khans søn, Ogodai.

Mongolerne mødte vedvarende modstand i flere regioner, herunder i Gurzivan og Bamiyan, hvor Genghis Khans barnebarn blev dræbt under belejringen. Efter at have hørt om dette, beordrede Genghis Khan, at Bamiyan skulle stormes og jævnes med jorden. Mange af byerne i Ghur og Seistan led samme skæbne, og i flere tilfælde overlevede kun få mennesker, som levede i ruinerne i mange år efter den mongolske hær var gået videre. I nogle tilfælde måtte disse overlevende rejse hundreder af kilometer for at finde ressourcer til at overleve.

Mongolerne fortsatte deres erobringer og nåede til Kabul og Qandahar. Kabul blev næsten totalt ødelagt, og hvad der var tilbage, blev reduceret til en lille bosættelse befolket af lokale afghanske stammer. De lokale feudalherrer viste ikke modstand, og mange af dem bød de mongolske herskere velkommen og tilbød deres loyalitet. Enkelte modtog tilladelse fra de mongolske khaner til at bevare deres kontrol over de erobrede regioner, men selv i sådanne tilfælde blev lokale embedsmænd sendt for at sikre, at skatter blev indsamlet, og de mongolske ordre blev fulgt.

I denne periode af intens Mongolisk dominans blev flere af de oprindelige lokale befolkninger tvunget til at integreres i det nye system. Mange af de tyrkiske og mongolske nomader blev genbosat i de erobrede områder som en metode til at sikre stabilitet og kontrol over de erobrede territorier. Et resultat af disse bosættelser var fremkomsten af Hazara-befolkningen, som lever i Uruzgun-provinsen og andre regioner i Afghanistan. Deres navn stammer fra ordet "hazara", der betyder "tusind", hvilket henviser til de krigere, der blev opstillet i dette område i 1200-tallet.

I 1256, efter at Genghis Khans imperium begyndte at opløses, blev Hulagu, en af Genghis Khans barnebørn, herre over det område, som i dag dækker store dele af det sydvestlige og vestlige Asien, herunder Iran og store dele af Afghanistan. Hulagu Khan fortsatte med at erobre og ødelægge, inklusive den berømte erobring af Alamut-fæstningen og drabet på den abbasidiske kalif Mustasim i 1258. Hulagu og hans efterkommere, der regerede som Ilkhanaterne, fortsatte deres militære ekspansion og styrkede deres territorium.

Men til trods for det politiske sammenbrud og de omfattende ødelæggelser begyndte nye dynastier, som Ilkhanaterne, at etablere et system for at opretholde orden. I løbet af det 13. og 14. århundrede blev Mongolernes herrer nødt til at finde en balance mellem den nomadiske militære adel og den lokale befolkning. Der var konstant spænding mellem disse to grupper, da de lokale ofte følte sig undertrykt og udnyttet af de nyinstallerede Mongolherskere.

En vigtig del af den Mongolske politik var respekten for lokale traditioner, især i relation til det økonomiske system. Mongolerne, som var vant til nomadiske livsstil, var oprindeligt ikke meget interesseret i at forvalte et landbrugsbaseret samfund. Men under ledelse af nogle mere visionære herskere som Ghazan Khan (1295-1304) blev der truffet foranstaltninger for at genopbygge landets landbrug, handel og håndværk. Ghazan Khan og andre Mongol-ledere, som emiren Nawruz, forsøgte at skabe et stabilt samfund ved at støtte samarbejdet med de lokale aristokratier og intellektuelle, især muslimske teologer, der spillede en vigtig rolle i samfundet.

De forandringsprocesser, som Afghanistan gennemgik under Mongolernes herredømme, førte til markante sociale og økonomiske ændringer. De tidligere feudalherrer blev stort set udslettet eller tvunget til at flygte, og deres lande blev delt op blandt Mongolernes militære elite, som hurtigt etablerede sig som store feudalherrer. Mange af disse Mongol-prinser og krigsførere blev for mægtige, og deres interesser i at udnytte lokale ressourcer og folket førte til intensivering af udnyttelsen af bønderne og håndværkerne. Denne udnyttelse førte til omfattende økonomisk nedgang, især på landet, hvor kun en lille procentdel af jorden blev dyrket ved slutningen af det 13. århundrede.

Der var dog også en modsat udvikling, hvor nogle Mongol-nobler, især de, der var mere visionære, begyndte at samarbejde med den lokale aristokrati og religiøse ledere. De søgte at genoprette det ødelagte økonomiske system og understøtte landbrug og handel. Denne politik blev til tider implementeret under ledelse af de mere kloge Mongol-herskere, og på sigt bidrog det til visse økonomiske genopretninger i de erobrede områder.

Hvordan Skatter og Feudalisme Formede Durrani-riget

I Durrani-riget, som blev grundlagt af Ahmad Shah Durrani i midten af det 18. århundrede, spillede skatteopkrævning en central rolle i både statens økonomi og dens politiske struktur. De vigtigste skatter omfatter landbeskatning som salesat og kharaj, samt yderligere afgifter som blev opkrævet for husdyr, haver, vinmarker og til støtte for det militære apparat. Systemet var dog langt fra ensartet, da det også afhængig af hvem man var og hvor man boede. Jagi'rdarene, som var personer med privilegerede jordtildelinger, blev fritaget fra at betale skatter, og religiøse institutioner modtog også skattefrihed. Mange af de pashtunske stammer, der tjente i hæren, blev ligeledes befriet fra beskatning. Dette skattefritagelses-system var en vigtig måde at fastholde støtte fra de afgørende samfundsgrupper og samtidig sikre stabilitet i rigets magtstruktur.

Skattesystemet i Durrani-riget var ikke kun økonomisk; det var også politisk. Skatteopkrævningen blev et middel til at sikre loyalitet fra de magtfulde stammehøvdinge, som spillede en central rolle i den lokale administration og forsvar af territorierne. Skatterne blev som regel opkrævet gennem lokale stammehøvdinge, som dermed blev belønnet med både økonomisk magt og en stor grad af autonomi. Den afgørende rolle, som disse stammehøvdinge spillede i administrationen, gjorde det svært for shahen at udvide sin kontrol effektivt over alle landets regioner.

For Durrani-staten var forholdet til de afgørende stammehøvdinge en afbalanceret kamp mellem samarbejde og konfrontation. I begyndelsen af Ahmad Shahs styre var der en relativt harmonisk relation mellem shahen og de afgørende stammer, da de havde fælles interesser i at opretholde rigets stabilitet og berige sig selv gennem krig og landtildelinger. Men da riget begyndte at lide nederlag, og betydelige territorier blev tabt, opstod der spændinger. Stammehøvdingene, der tidligere havde været loyale, begyndte nu at udnytte deres magtpositioner til at udvide deres egne områder og mindske deres skattebidrag til staten. Dette førte til en vækst i separatistiske tendenser, som truede rigets sammenhængskraft.

Durrani-shahens forsøg på at centralisere magten og mindske stammehøvdingenes uafhængighed mødte hård modstand. Shahen forsøgte at undergrave de mest magtfulde stammehøvdinge ved at adskille deres klaner eller ved at skabe nye stammegrupper i et forsøg på at svække de eksisterende magtstrukturer. For eksempel forsøgte Ahmad Shah at svække Barakzai-klanen ved at adskille Achakzai-familien fra den, og han forbød Ghilzai-stammen at vælge deres egen khan. På trods af sådanne initiativer forblev den afgørende magt hos stammehøvdingene, som stadig havde store hære og kunne gøre oprør mod shahen.

Dette skabte en grundlæggende politisk sårbarhed i riget. De store jordbesiddelser, som stammehøvdingene opbyggede, og den uafhængighed, de nød, satte spørgsmålstegn ved rigets langsigtede stabilitet. For Shahen blev det ikke kun et spørgsmål om kontrol over de østlige regioner og udenlandske områder, som Indien og Iran, men også en konstant kamp for at håndtere de interne udfordringer fra de magtfulde stammehøvdinge i hans eget rige.

Vigtigt er, at skattesystemet i Durrani-riget var en vigtig drivkraft bag feudalisme og lokal magt. Skattepolitikken, der favoriserede både de militære og de religiøse eliter, skabte et politisk landskab, hvor stammehøvdinge kunne opbygge deres magt og modstå centralregeringens indblanding. Denne struktur skabte et dynamisk forhold mellem centralmagt og lokale aktører, hvilket både kunne være en styrke og en svaghed for riget.

Endvidere må man forstå, at skatterne ikke kun var en økonomisk byrde, men også et værktøj for politisk kontrol og opretholdelse af samfundets hierarkier. De grupper, der var fri for skat, havde ofte mere politisk magt, og de kunne bruge denne magt til at sikre deres uafhængighed. I et samfund, hvor skatter og landbesiddelse var tæt forbundet med politisk magt, kunne et skattesystem hurtigt blive et værktøj for både samarbejde og opstand.

Hvordan Storbritannien og Afghanistan Kom til en Midlertidig Alliance i Midten af 1800-Tallet

I 1850'erne omfattede Dost Muhammad Khans domæner allerede en ny provins - Afghan Turkestan, hvor Muhammed Afzal Khan, emirens ældste søn, var den styrende. Dog med den internationale situation og udviklingen i det britiske Indien, blev britisk diplomati tvunget til at søge en forståelse med Dost Muhammad Khan. På det tidspunkt var de britiske magtcentre villige til at acceptere at kontrollere Dost Muhammad Khans udenrigspolitik og bruge Afghanistan som en allieret mod Iran samt et redskab i deres åbne og skjulte kamp mod den russiske indflydelse i Mellemøsten. Derfor støttede briterne den afghanske emir i flere år med penge og våben.

Dost Muhammad Khan, der på sin side havde brug for fred for at styrke sin magt og forene Afghanistan, accepterede de forslag, som East India Company kom med for at forbedre de gensidige relationer. Den første forståelse mellem de britiske myndigheder i Indien og Dost Muhammad Khan synes at være blevet indgået efter den første anglo-afghanske krig, da briterne lod emiren vende tilbage til Afghanistan. I midten af 1850'erne valgte Dost Muhammad Khan at indgå en tilnærmelse med Storbritannien, som blandt andet var drevet af truslen mod Herat fra Iran. Forhandlingerne mellem den afghanske emir og Storbritannien resulterede i en aftale, der blev underskrevet den 30. marts 1855, bestående af tre artikler.

I den første artikel blev det erklæret, at der skulle etableres venskab og fred mellem East India Company og Dost Muhammad Khan og hans efterfølgere. I de to næste artikler lovede begge parter at respektere hinandens territoriale integritet. Derudover lovede Dost Muhammad Khan, at han og hans efterfølgere ville være "venner med vennerne" og "fjender med fjenderne" af East India Company. Den britiske side påtog sig ingen tilsvarende forpligtelser. Dette viste tydeligt, at aftalen var ulige, da den gav Storbritannien langt større fordele og ensidige fordele; det betød, at Storbritannien fik en allieret uden at påtage sig de forpligtelser, der normalt følger med alliancer mellem stater. Dost Muhammad Khans løfte om at respektere East India Companys territoriale integritet var en anerkendelse af briternes ret til at besidde Peshawar og andre områder befolket af afghanere, som britiske kolonister havde erobret i 1849.

Afskæringen af flere afghanske områder, senere formaliseret af den ulige aftale med Dost Muhammad Khan, markerede den indledende fase af Pushtunistan-problemet. Dette tab af en stor del af de afghanske landområder under aftalen i 1855 og de ensidige forpligtelser var prisen, som Dost Muhammad Khan måtte betale for britisk støtte i form af penge og våben, for East India Companys løfte om ikke at blande sig i Afghans interne anliggender og for samtykke i ikke at modsætte sig annekteringen af Qandahar og senere Herat.

I 1850'erne og begyndelsen af 1860'erne lykkedes det Dost Muhammad Khan at forene de vigtigste regioner i Afghanistan under sin styre, som havde været en del af staten siden midten af det 18. århundrede, undtagen Peshawar og andre byer og områder på højre side af Indus, som var blevet en del af de britiske koloniale besiddelser i Indien i 1849. De økonomiske bånd mellem regionerne i Dost Muhammad Khans feudale stat var endnu ikke tilstrækkeligt etableret. I nogen tid lykkedes det emiren at dæmpe de separatistiske tendenser blandt de mange lokale feudale herrer. Men den stat, han havde forenet, manglede stadig stabilitet, som det blev tydeligt under de interne krige, der opstod i Afghanistan efter Dost Muhammad Khans død.

Ved afslutningen af hans styre iværksatte Dost Muhammad Khan en ekspedition til Herat. I juni 1862 satte han ud fra Qandahar med en stærk hær, nåede Herat i begyndelsen af juli og belejrede byen, som han indtog i maj året efter. Men dette var hans sidste sejr. Den 9. juni 1863 døde Dost Muhammad Khan i Herat. Efter hans død blev hans arving, Sher Ali Khan, udråbt til emir af Afghanistan ved en ceremoni i Herat, hvor næsten alle hans sønner var til stede. Kort efter begav Sher Ali Khan sig mod Kabul, efterlod en stærk garnison i Herat og hans tredje søn, Yaqub, som regent.

I begyndelsen anerkendte alle Sher Ali Khans brødre hans magt. Men snart brød en intern krig ud blandt dem, og fjendtlighederne spredte sig over hele landet. Muhammad Afzal og Muhammad Azam kæmpede om tronen. Muhammad Amin og Muhammad Sharif var imod Sher Ali Khans udvidelse af magten til de regioner, de betragtede som deres egne arvelige områder. Andre brødre opfordrede til oprør i reaktion på emirets forsøg på at afskaffe nogle feudale privilegier, som retten til at have tropper og ikke betale landskat. Blandt de første til at modarbejde den nye emir var Muhammad Azam, som opererede fra Zurmat. Men han kunne ikke holde stand mod emirets tropper og flygtede til Kohat, hvor han senere bosatte sig i Rawalpindi, støttet af de britiske myndigheder.

Den britiske koloniale administration opildnede de interne krige af egne grunde. Efter opstanden i Indien i 1857-1859, som de britiske kolonimyndigheder havde undertrykt, forfulgte de en "lukket grænsepolitik" med de omkringliggende afghanske stammer. I denne periode gennemførte de ofte straf-ekspeditioner til de bjergrige regioner mellem Swat og Indus. De afghanske stammer kæmpede mod de britiske kolonister, og blandt deres allierede var emigranter fra Indien, tilhængere af den muslimske bevægelse "tarika-i-muhammadiya". Den britiske kolonialisme betragtede de afghanske områder langs grænsen til Indien som mål for deres fremtidige ekspansion og ville derfor ikke tillade, at den afghanske emirs magt voksede i disse områder.

Det interne kaos i Afghanistan var således til gavn for de britiske interesser, og de betragtede det som en gunstig situation. To år efter Dost Muhammad Khans død, opstod en stor væbnet konflikt mellem emir Sher Ali Khan og hans ældre bror Afzal. Emirens tropper sejrede i Bajgah-området i Hindukush-bjergene. Sher Ali Khan udnævnte derefter Fateh Muhammad Khan til hersker over Afghan Turkestan, og Afzal og hans familie blev ført til Kabul og senere til Ghazni, hvor han blev tilbageholdt.

De interne kampe i Afghanistan fortsatte, og blandt de aktive modstandere af emiren var hans brødre Muhammad Amin Khan og Muhammad Sharif Khan. En afgørende kamp mod dem blev udkæmpet i juni 1865 i Qajbaz, nær Kalat-i-Ghilzai. Under denne kamp, som emirens tropper vandt, kæmpede Muhammad Ali Khan (emirens elskede søn og arving) og Muhammad Amin Khan mod hinanden i en duel, hvor begge blev dræbt. Sher Ali Khan faldt i dyb depression og forblev længe i Qandahar uden evne til at lede staten. Nyheden om hans mentale tilstand spredte sig hurtigt, hvilket skabte uro i landet. I maj 1866 indtog Muhammad Afzal Khan Kabul og blev emir. Sher Ali Khan, som havde trukket sig tilbage fra Qandahar til Herat, konsoliderede sin magt der og udvidede sin indflydelse til Afghan Turkestan. De britiske koloniale myndigheder anerkendte uden tøven Muhammad Afzal Khan som emir af Kabul og Qandahar, men de anerkendte samtidig Sher Ali Khan som hersker over Herat.

Hvordan Abdurrahman Khan Centraliserede og Styrkede Det Afghanske Monarki

Efter erobringen af Kafiristan, som blev omdøbt til Nuristan ("lysets land", et symbol på Islam), steg Abdurrahman Khans prestige markant blandt befolkningen både i og udenfor Afghanistan. Som "kriger for troen" fik han nye muligheder for at opretholde sit ry som en muslimsk hersker, der kæmpede for den sande religion. I 1896 blev han tildelt en æresbetegnelse som "ziya al-millat wa-d-din" ("nationens og religionens lys"), som yderligere cementerede hans position som en religiøs og politisk leder.

Med afslutningen af Pamir-konflikten og erobringen af Kafiristan blev Afghanistans moderne grænser endeligt fastlagt. På dette tidspunkt var en betydelig periode i landets historie afsluttet, en periode kendetegnet ved styrkelsen af emirens magt og centralisering af staten. Afghanistan var blevet stabiliseret som et absolut monarki med en despotisk styreform, som blev karakteristisk for landet ved århundredeskiftet.

Afghanistan havde lidt alvorlige tab under krigen mod Storbritannien fra 1878 til 1880, hvilket resulterede i store ødelæggelser af produktionsstyrkerne. Byerne, håndværk og handel, samt store oaser var blevet hårdt ramt. På trods af disse ødelæggelser, og under de vanskelige forhold som følge af kolonialt pres og tvungen isolation fra omverdenen, fortsatte Afghanistans udvikling langsomt. Isolationen, som hindrede forbindelser med den moderne verden, havde dog også politiske fordele for Abdurrahman Khan. Han frygtede, at nye ideologiske strømninger kunne true hans despotiske styre, og han begrænsede derfor befolkningens kontakt med udlandet så meget som muligt. De, der forlod landet uden særlig tilladelse (rahdari), risikerede dødsstraf. Hvis nogen ikke vendte tilbage efter en rejse, blev deres pårørende fængslet, og en udvalgt "gidsel" blev henrettet.

Abdurrahman Khan var stærkt modstander af britiske imperialistiske planer, især hvad angik jernbanebyggeri i Afghanistan. Kun en muslim kunne være Storbritanniens diplomatiske repræsentant i Kabul, og han blev nøje overvåget af den afghanske politi. De af hans undersåtter, der blev set i kontakt med den britiske diplomat, blev straks sendt i fængsel. På den måde var Afghanistan i slutningen af det 19. århundrede nærmest et "forbudt land", og meget få europæere kunne rejse ind i det. De få, der fik lov, var ofte eksperter, primært fra Storbritannien, som var blevet inviteret af emirens regering.

En central del af Abdurrahman Khans regeringstid var hans bestræbelser på at centralisere staten og opbygge et effektivt apparat. Straks efter han kom til magten, satte han sig for at forbedre den administrative og politimæssige struktur, især med fokus på at organisere en hemmelig politistyrke og et netværk af hemmelige agenter. Militære kommandører og embedsmænd blev holdt under konstant overvågning gennem rapporter fra informanter, der indberettede om gennemførelsen af emirens ordrer, afvigelser fra hans direktiver samt tilfælde af uorden, forbrydelser og korrupte handlinger.

Gennem strenge foranstaltninger sikrede Abdurrahman Khan sikkerheden på karavane-ruterne og straffede hårdt dem, der blev fanget i tyveri. Dem, der brød emirens love, blev straffet med ekstrem hårdhed. I slutningen af 1880'erne og begyndelsen af 1890'erne opbyggede han et omfattende administrativt og politimæssigt system, som også sikrede en stabil skatteindtægt til statens kasse. Abdurrahman Khan havde dog vanskeligheder med at bryde de stærke bånd, som den tribal adelsmagt havde, og han måtte konstant forholde sig til de lokale stammekhaners interesser. Selv de mest magtfulde stammer blev ikke skånet, og emirens politik indbefattede til tider hårde tiltag mod disse lokale magthavere, især når deres magt kom i konflikt med emirens centraliserede styre.

Afghanistans økonomi ændrede sig også under Abdurrahman Khan. Den tidligere dominerende rolle, som de nomadiske handlende (povindas) spillede i transport af varer, blev reduceret, især efter briternes opbygning af jernbaner til Khyber og Bolan-passet. Dette betød, at handlen nu i højere grad blev kontrolleret af afghanske feudale herrer og af emiren selv, som monopoliserede eksport og import af de vigtigste varer. Som den førende handelsmand i landet satte Abdurrahman Khan sig for at fremme afghanske handelsmænd og reducere udenlandsk indflydelse på handel og økonomi. Dette medførte en vis stigning i betydningen af nationale handlende i landets økonomi. For at understøtte dette forsøgte han at ensrette vægt- og målesystemet og indføre et fælles pengesystem. En mønt prægning blev oprettet i Kabul, og der blev præget sølv- og kobbermønter, hvilket i høj grad kom handlende og de feudale herrer, der var engageret i handel, til gode.

Emirens indenrigspolitik var primært rettet mod at sikre stabilitet og vækst i statens økonomi, samtidig med at han forstærkede kontrollen med befolkningen. Denne politik mødte først og fremmest de feudalherrer, der havde brug for en stærk centraliseret stat for at kunne opretholde deres magt over de bønder, der var underlagt dem.

Hvordan fastfood er blevet en global spiseoplevelse
Hvordan Watergate formede Nixon og den politiske skandale i USA
Hvordan kan vi anvende databalancering og klassifikationsmodeller i R til at forbedre svindelopdagelse?
Hvordan statistikker påvirker oprindelige samfund: En analyse af magt og kapital i statistiske felter
Hvad er problemet med det onde, og hvordan påvirker det vores liv?