Hvordan digitale medier ændrer vores opfattelse af sandhed og virkelighed

Den stigende digitalisering og brugen af sociale medier har omdefineret måden, vi kommunikerer og opfatter verden på. I en tid hvor sandhed og virkelighed ikke længere blot dikteres af autoriteter, men i høj grad skabes i et netværk af brugergenereret indhold, er medierne blevet et kraftfuldt værktøj til både at forme og manipulere offentlighedens opfattelse af begivenheder. Denne ændring af kommunikationen, som begyndte i 1990'erne med fremkomsten af "E Audience" – et publikum, der er dybt involveret i elektronisk kommunikation – har skabt en ny form for social interaktion. I dag er folk ikke blot modtagere af information fra traditionelle medier, men er aktive deltagere i formidlingen og fortolkningen af den.

Donald Trumps utallige tweets illustrerer, hvordan digitale platforme kan bruges til at fremme emotionelle appeller og skabe stærke reaktioner. Det er ikke længere et spørgsmål om objektiv sandhed, men om at kommunikere på en måde, der tiltrækker opmærksomhed og skaber engagement. Denne udvikling understøttes af et medieparadigme, der fremmer underholdning, visuel appel og øjeblikkelig relevans frem for dybde og nuanceret analyse. Sandheden er ikke længere noget, der blot præsenteres af myndigheder, men noget, der cirkulerer blandt netværk af ligesindede, hvilket resulterer i en konstant strøm af modstridende informationer, der kan være svært for den almindelige borger at navigere i.

I denne nye medieordning, hvor alles synspunkter har mulighed for at blive hørt, er der også en øget tendens til at forene personlig politik med de teknologier, der gør det muligt. Dette kan ses i bevægelser som "connective action", hvor individer knytter sig til politiske eller sociale ideer og netværk på deres egne betingelser. Denne form for personlig aktivering har ændret landskabet for politisk og social handling, idet den digitale verden skaber de rammer, hvori folk interagerer og organiserer sig.

Samtidig har den konstante tilgængelighed af information, både gennem smartphones og sociale medier, skabt et samfund, hvor tid og sted ikke længere er barrierer for interaktionen. I dag lever vi i en verden, hvor vi er forbundet konstant, og de medier, vi bruger, skaber ikke kun rammerne for, hvordan vi kommunikerer, men også hvordan vi forstår vores omverden. Teknologierne, som tidligere blev betragtet som værktøjer, er nu blevet centrale i den sociale og politiske struktur, og deres indflydelse på vores sociale relationer og selvforståelse er blevet uomgængelig.

Digitale medier og sociale netværk har også påvirket vores selvsikkerhed og måde at interagere på, især når det kommer til at dele personlige holdninger og erfaringer. Dette har ført til et væld af konspirationsteorier og falske informationer, der florerer på internettet. Eksempler som QAnon viser, hvordan ekstremistiske ideer hurtigt kan få fodfæste, når medierne og sociale netværk giver mennesker en platform til at udveksle og forstærke deres opfattelser.

Endelig er det vigtigt at forstå, at medierne ikke længere kun formidler information, men også skaber den virkelighed, vi lever i. Den måde, vi interagerer med medierne på, påvirker dybt, hvordan vi ser os selv og vores samfund. Det er ikke længere muligt at adskille vores personlige erfaringer fra de medier, vi bruger. De digitale medier har integreret sig i alle aspekter af vores liv, og denne medialisering af vores sociale virkelighed er blevet en grundlæggende del af, hvordan vi oplever og forstår verden.

Hvordan frygt blev et centralt værktøj i politisk kommunikation

Frygt har i lang tid været et kraftfuldt redskab i politisk retorik, og ingen har brugt dette redskab så effektivt som Donald Trump under sin valgkamp. Trumps succes kan i høj grad tilskrives hans evne til at udnytte frygten i samfundet og bruge den til at opbygge en loyal tilhængerskare. Denne frygt blev ikke kun frembragt gennem hans egne udsagn, men også gennem mediernes dækning og den måde, hvorpå politiske budskaber blev formidlet. Frygten blev et gennemgående tema, og medierne spillede en væsentlig rolle i dens udbredelse.

Frygten, der blev skabt, var både konkret og abstrakt. På den ene side kunne den relateres til de meget synlige og voldelige hændelser som terrorangreb eller skyderier, som eksempelvis angrebet i San Bernardino i 2015. På den anden side blev frygten også drevet af abstrakte trusler som "fremmede indflydelser", der blev præget som en alvorlig fare for den amerikanske livsstil. Trump gjorde det til en del af sin strategi at forbinde terrorisme med immigranter og muslimer, et skræmmende narrativ, som fik stor opmærksomhed i medierne. Han hævdede, at han havde set tusindvis af mennesker i Jersey City fejre angrebene på World Trade Center den 11. september – en falsk påstand, men en, der bidrog til at forstærke frygten for, at muslimer var en del af en større trussel mod USA.

Frygt skaber ikke kun angst, men det motiverer også til handling. Undersøgelser viser, at Trump-tilhængere var mere bekymrede for at blive ofre for terrorisme og kriminalitet end den gennemsnitlige amerikaner. Frygten for fremmede indflydelser og for at miste deres job var blandt de primære bekymringer, der blev fremhævet i Trumps kampagne. Selvom økonomisk usikkerhed var et generelt fænomen i USA, var det de mere specifikke frygter, som Trumps tilhængere delte, der adskilte dem fra andre vælgere. Denne frygt blev ofte brugt som et politisk våben, både mod hans modstandere og som en måde at retfærdiggøre politiske beslutninger på.

Donald Trump forstod effektivt, hvordan mediedækning kunne bruges til at skabe en følelse af akut fare, som folk følte behov for at reagere på. Hans angreb på muslimer og mexicanske immigranter, hans ønske om at forbyde muslimers indrejse i USA, og hans konstante angreb på modstandere spillede en stor rolle i at fastholde frygten og skabe en polariseret politisk atmosfære. Han var ikke alene om at bruge frygten til politisk fordel – også alternative medier, som Alex Jones og hans platform Infowars, spillede en central rolle i at fremme konspirationsteorier og frygtsomme fortællinger. Mange af Trumps tilhængere var blevet introduceret til en verden af alternative medier, hvor frygt og mistillid til regeringen blev forstærket, og hvor den officielle fortælling blev udfordret.

Når begivenheder som massakren i San Bernardino opstår, bidrager den allerede eksisterende frygtsomhed til at forme reaktionerne på hændelsen. Folk køber flere våben, de deltager i online debatter, og frygten for terrorisme bliver til en del af deres daglige bevidsthed. Den konstante mediedækning, der dramatisk portrætterer trusler fra både interne og eksterne fjender, skaber en vedvarende kultur af frygt. Dette har ikke kun politiske konsekvenser, men det påvirker også den sociale og økonomiske adfærd i samfundet.

Medierne spiller en væsentlig rolle i at opretholde denne frygtsomme kultur. Gennem konstant fokusering på voldelige hændelser, kriminalitet og terrorisme, samt gennem sensationaliserede fremstillinger i populære kulturer, bliver frygten nærmest indpodet i den offentlige bevidsthed. Trump og hans tilhængere, især på alternative nyhedskanaler, bidrog til at udbrede frygten om, at den amerikanske livsstil var truet, og at regeringen ikke gjorde nok for at beskytte befolkningen.

Endelig er det afgørende at forstå, at frygten ikke er begrænset til fysiske trusler. Den er ofte en manifestation af dybere sociale og kulturelle usikkerheder, som medierne og politiske figurer kan udnytte. I den moderne politiske arena bliver frygten for det ukendte, for forandringer i samfundet, og for tabet af kontrol i en globaliseret verden, et konstant tema, der former valgmøder, politik og den offentlige diskurs.

Hvordan bliver frygt konstrueret og anvendt i moderne medier og politik?

Frygtens rolle i det moderne samfund kan næppe overvurderes, især når den anvendes som både et politisk redskab og en mediedreven strategi til mobilisering og kontrol. I en samtid præget af digital acceleration og informationsoverflod, bliver frygt ikke blot en følelsesmæssig reaktion, men en organiseret social mekanisme – en måde hvorpå perception, tillid og kollektive handlinger formes. Det, vi frygter, er sjældent direkte relateret til vores faktiske risici; snarere er det, vi frygter, et resultat af nøje iscenesatte fortællinger, selektive fremstillinger og strategiske mediepraktikker.

Begrebet “culture of fear”, som Frank Furedi og Barry Glassner har udviklet, peger netop på denne forskydning – fra en rationel vurdering af risici til en kulturelt forankret overeksponering af bestemte trusler. Dette er ikke blot et resultat af sensationshungrende journalistik, men et systemisk forhold mellem politiske interesser, teknologiske infrastrukturer og offentlighedens behov for mening i en kompleks verden. I stedet for at forholde sig til strukturelle årsager til sociale problemer, vender mediediskursen sig mod individer, “sager” og emotionelle triggers.

Gennem COVID-19-pandemien blev det tydeligt, hvordan frygt blev både dæmpet og intensiveret gennem mediesystemet, afhængigt af politisk dagsorden. Trods gentagne advarsler fra sundhedseksperter og tidlige signaler om en kommende krise, blev der i USA – og andre steder – ført en offentlig samtale præget af benægtelse, misinformation og til tider direkte manipulation. Det afslører ikke blot politisk inkompetence, men en bevidst brug af frygtens dynamik: først i forsøget på at nedtone faren og dernæst i mobiliseringen af støtter gennem retorik om trusler mod "friheden".

Medialiseringen – som Friesen og Hug analyserer – er ikke kun en proces hvor medierne former, hvad vi ved og tror, men også hvordan vi handler i verden. Medierne fungerer som mellemmænd i konstruktionen af virkelighed, hvor enkelte begivenheder forstørres og andre forsvinder. Det sker ikke tilfældigt, men følger bestemte logikker: dramatik, konflikt, identifikation og moralsk positionering. Et barn, der forsvinder, bliver ikke kun et menneskeligt drama, men et nationalt anliggende – et billede på social forfald eller et kald på politisk handling. Dette blev allerede i 1980’erne beskrevet af Fritz og Altheide, og tendensen er kun blevet forstærket i den digitale epoke.

I dag accelererer algoritmer denne proces. Medieplatforme belønner indhold, der vækker vrede og frygt – ikke nødvendigvis fordi det er ondsindet, men fordi det virker. Det skaber klik, engagement og dermed profit. Men det betyder også, at vores informationsrum bliver præget af de mest polariserende og affektive stemmer. Når Gerbner og Gross i 1970’erne talte om “the mean world syndrome”, var det med reference til tv’s indflydelse; i dag er realiteten multipliceret og individualiseret gennem sociale medier og personaliserede informationsstrømme.

Politisk kapitaliseres der effektivt på denne stemning. Som Goffman har vist, iscenesætter aktører sig selv strategisk afhængigt af situationens struktur. Den moderne politiker er både performer og producent i mediedramaet. Trump, som analyseret af flere journalister og forskere, blev nærmest en mester i at anvende frygt, ikke bare som reaktion, men som identitetsskabende kraft. Det handler ikke kun om, hvad man siger, men hvordan det siges, til hvem, og i hvilket økosystem af symbolske referencer.

Det er vigtigt at forstå, at frygt ikke blot er en effekt af ydre begivenheder, men en konsekvens af sociale, teknologiske og kulturelle processer. Det er en følelsesmæssig ressource, der kan kanaliseres, formes og institutionaliseres. Når medier og politikere fokuserer på bestemte trusler, konstruerer de ikke bare virkeligheden – de former den sociale orden og prioriteringen af opmærksomhed.

Frygten individualiserer ansvar og flytter fokus væk fra systemiske spørgsmål. I stedet for at diskutere de bagvedliggende strukturer, økonomiske uligheder eller globale magtforhold, reduceres komplekse problemer til spørgsmål om moral, sikkerhed og personlig ansvarlighed. Dette skaber ikke blot en illusion af kontrol, men også en dybere følelse af afmagt – præcis den tilstand, der gør frygten så effektiv som styringsmekanisme.

Det er også vigtigt at se på, hvordan frygt og tillid spiller sammen. Terrorisme, pandemier, økonomiske kriser – alle disse fænomener udfordrer den sociale tillid. Som Godefroidt og Langer påpeger, nedbryder frygt fo

Hvordan bliver politisk illegitimitet symbolsk og socialt konstrueret?

Politisk illegitimitet er ikke blot en juridisk eller institutionel mangel. Den er også en symbolsk konstruktion, et sæt af betydninger og fortællinger, der konstant produceres og reproduceres i samfundet gennem interaktion, medier og ritualer. Fra et symbolsk interaktionistisk perspektiv, som P.M. Hall udfolder det, er politik ikke kun et spørgsmål om magt og struktur, men om symboler, identiteter og sociale ritualer, som skaber og bekræfter – eller underminerer – autoritet og legitimitet.

Legitimitet opstår ikke automatisk gennem valg eller love. Den skal hele tiden opretholdes og kommunikeres gennem handlinger, tegn og fremstillinger, som skaber oplevelsen af retfærdighed, ansvarlighed og repræsentation. Politisk illegitimitet begynder derimod at tage form, når disse symboler bliver brudt, vendt eller afvist af det offentlige. Det kan ske gennem medier, aktivisme, satire eller protest, hvor magtens symboler mister deres mening og værdi.

Den symbolske kamp om legitimitet er derfor central. Når en statsmagt mister befolkningens tillid, handler det ikke nødvendigvis om brud på loven, men om et brud på den symbolske orden – på fortællingen om, at de styrende handler i fællesskabets interesse. Politikere, embedsmænd og institutioner kommunikerer gennem ritualer og repræsentationer, men disse ritualer er sårbare over for dekonstruktion, især i en medialiseret virkelighed.

A. Hepp og S. Hjarvard har vist, hvordan mediernes rolle i denne proces er altoverskyggende. Den moderne politik er medialiseret – ikke bare formidlet gennem medier, men formet af dem. Det betyder, at politisk legitimitet nu skal skabes i realtid, i interaktion med medielogikker og teknologiske platforme, som former både det symbolske udtryk og det sociale forhold mellem magten og borgerne. Medierne former det, der bliver opfattet som virkelighed, og dermed også det, der bliver opfattet som legitimt eller illegitimt.

Dette skaber en særlig form for skrøbelighed. Når nyheder bliver til performance, og når politisk kommunikation bliver pakket ind i følelser og billeder, bliver grænsen mellem det virkelige og det symbolsk iscenesatte uklar. Som Hochschild pointerer, handler nutidens politik ofte mere om emotionel resonans end om konkrete politiske programmer. Følelser som vrede, frygt og foragt bliver strategisk mobiliseret – ikke blot som reaktioner, men som redskaber til at forme opfattelser af legitimitet.

Disse følelser og oplevelser bliver i stigende grad forstærket af sociale medier. Som Higgins og Ingram har dokumenteret, skaber digitale platforme ikke blot rum for information, men for misinformation, emotionel polarisering og symbolsk kamp om virkelighedens status. Det legitime bliver det, der virker troværdigt i ens informationsboble – ikke nødvendigvis det, der er institutionelt eller juridisk funderet.

Det er i denne sammenhæng vigtigt at forstå, at den symbolske nedbrydning af legitimitet ikke nødvendigvis sker som en bevidst kon