Den Goldwater-regel, som psykiatriske fagfolk følger, understreger vigtigheden af, at en korrekt diagnose kræver en grundig undersøgelse af patienten. Denne tilgang respekterer de normer og procedurer, der er nødvendige for at kunne diagnosticere nogen på en pålidelig og professionel måde. Når det kommer til offentlige personer, som vi ikke har tæt kontakt med og ikke kan observere på en intim måde, bliver en præcis og retfærdig vurdering langt mere kompleks – og i mange tilfælde umulig. Dette er et væsentligt element i psykiatriens praksis og et nødvendigt skridt for at opretholde professionens integritet og beskytte offentlige figurer mod ærekrænkelse. Det er derfor meget rimeligt at følge denne regel.

Men, som med alle regler, bør der også tages højde for de mere komplekse etiske overvejelser, der måtte opstå i særlige situationer. Et vigtigt spørgsmål er: stopper disse normer, som beskytter både læger og deres patienter, ved dørtrinet til præsidentembedet? Eller bør den offentlige sikkerhed og sundhed altid være i centrum, også når det drejer sig om magtfulde politikere, der styrer et land? Psykiatriske fagfolk er forpligtet til at opretholde de højeste etiske standarder, men når en leder viser tegn på mental ustabilitet, der kan udgøre en trussel mod offentligheden, bør vi ikke bare tie stille af respekt for en regel, der engang blev lavet for at beskytte os mod politisk pres.

Dette dilemma blev tydeligt, da den amerikanske psykiatriske forening, to måneder efter et politisk skifte, "genbekræftede" Goldwater-reglen. Denne "genbekræftelse" syntes at være politisk motiveret og kan skabe indtryk af, at professionen er blevet presset til at følge normer, der ikke nødvendigvis beskytter samfundets bedste interesser. Hvis en psykiater er vidende om, at en offentlig person har symptomer på alvorlig mental sygdom, som kan udgøre en fare for både den pågældende og for andre, er der en moral forbundet med at advare offentligheden – noget, der potentielt kan redde liv og forhindre katastrofe.

Samtidig er det nødvendigt at adskille farlig adfærd fra en egentlig diagnose. Farlig adfærd kan ofte genkendes uden en fuld diagnose, og når man vurderer risikoen ved inaktivitet, er det korrekt at handle for at beskytte offentligheden, selvom man kun har delvise oplysninger. De etiske normer, som generelt beskytter individets privatliv, skal derfor også overvejes i forhold til den specielle rolle, offentlige personer spiller i samfundet, især når de har magten til at træffe beslutninger, der påvirker liv og død.

Psykiatriske fagfolk har en særlig viden om mentale lidelser og deres effekter på adfærd, og som sådan har de en etisk forpligtelse til at reagere, når de ser tegn på farlig adfærd. I de ekstreme tilfælde, hvor en leder viser tegn på at være mental ustabil, som kunne true nationens velbefindende, bør fagfolk handle, ikke kun som borgere, men som eksperter, der har et ansvar over for samfundet. Dette kunne være en nødsituation, hvor det ikke kun er muligt, men nødvendigt at bryde den almindelige praksis for at beskytte offentligheden.

De mentale tilstande, som kan være til stede i en magtfuld leder, er ikke nødvendigvis i modstrid med deres politiske adfærd. Grandiositet, impulsivitet, paranoia og et usundt behov for kontrol kan blive forstærket af magt. Når en leder er isoleret og omgivet af ja-sigere, kan hans mentale tilstand udvikle sig på måder, der ikke kun er farlige for ham selv, men også for nationen og dens borgeres sikkerhed. En sådan leder kan begynde at stole mere på sin egen opfattelse af virkeligheden end på objektive fakta og vil derfor handle på måder, der virker irrationalt.

Desuden bør vi forstå, at det at være kritisk over for en offentlig figurs mentale helbred ikke nødvendigvis betyder, at man undergraver hans handlinger. Det er muligt at dømme både en leder på hans adfærd og hans mentale tilstand, og det er faktisk afgørende at gøre det, når begge faktorer kombineres for at skabe en farlig og potentielt katastrofal ledelse. Psykiatriske fagfolk bør derfor ikke kun kigge på de handlinger, som en leder foretager sig, men også overveje, hvordan hans mentale tilstand kan påvirke beslutningstagning og adfærd.

Samtidig er det vigtigt at huske, at psykisk sygdom ikke bør bruges som en undskyldning for tyrannisk eller destruktiv adfærd. Mange lider af psykiske lidelser, men det betyder ikke, at de handler uden ansvar. Det, der er vigtigt at forstå, er, at det er muligt, at en person både kan være mentalt kompromitteret og udvise adfærd, som er både farlig og uansvarlig. Dette er en langt mere skræmmende mulighed, og den bør behandles med den alvor, det kræver.

Hvordan Trumps Valg Påvirkede Mental Sundhed i USA: En Uundgåelig Krise

I 2016 blev et skelsættende år i amerikansk politik, hvor den kontroversielle præsidentvalgkamp mellem Donald J. Trump og Hillary R. Clinton satte gang i en uset politisk opbrud. På trods af at Hillary Clinton i adskillige meningsmålinger havde langt større chancer for at vinde (Silver 2016), og mange betragtede Trumps kandidatur som en farce, resulterede valget i en overraskende sejr for Trump. Selvom han tabte den populære afstemning med mere end 3 millioner stemmer, førte hans valgsejr til en hidtil uset bølge af post-valg chok, sorg og angst, især blandt de progressive, men ikke kun dem (American Psychological Association 2017). Dette kapitel vil belyse den angst, der opstod før og efter valget, et fænomen, der blev betegnet som “Trump angstlidelse”. Denne angst var ikke en form for generel angst, men en specifik reaktion på Trumps valg og den efterfølgende usikre socio-politiske klima. Medias rolle, særligt i form af biased og falsk nyhedsrapportering, var en central faktor i udviklingen af denne lidelse.

Trumps bombastiske og grandiose holdninger samt hans valgkampagner fyldt med løgne skabte en atmosfære af usikkerhed. Mange amerikanere følte sig truet på deres personlige sikkerhed, og disse ideologier dannede det perfekte grundlag for, at ikke-Trumps tilhængere udviklede angst (Sheehy 2016). Ifølge rapporten “Stress in America” sagde halvdelen af amerikanerne (49 procent), at valget i 2016 var en betydelig stressfaktor i deres liv (American Psychological Association 2017). Mange terapeuter blev tvunget til at hjælpe deres klienter med at håndtere denne stress og den frustration, der fulgte med forsøget på at “normalisere” en adfærd, de ikke kunne anse som normal for en amerikansk præsident (Sheehy 2016).

Det er væsentligt at skelne mellem generel angstlidelse (GAD) og Trump angstlidelse. Ifølge “Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders, 5th ed.” (DSM-V) beskrives GAD som overdreven, ukontrollerbar og ofte irrationel bekymring, hvilket resulterer i vedvarende frygt for dagligdags situationer. De fysiske symptomer kan være mange, herunder træthed, muskelspændinger, svimmelhed og søvnproblemer. Generel angstlidelse er en af de mest udbredte stemningsforstyrrelser i USA, og ifølge National Institute of Mental Health lider 3,1 procent af voksne amerikanere af GAD i løbet af et år.

Trump angstlidelse adskiller sig fra GAD på flere måder. For det første er symptomerne specifikt relateret til de begivenheder og det politiske klima, der fulgte efter Trumps valg som præsident. Den chok, der fulgte med hans valgsejr, var resultatet af, at de fleste havde forudset en sejr til Clinton. Mange blev overrumplet, og angsten for den usikre politiske fremtid steg hurtigt. Symptomernes varighed og intensitet var forskellig fra GAD, da de for alvor begyndte at manifestere sig efter valget. Trumps unikke personlighed og hans anvendelse af psykiske manipulationsteknikker som gaslighting, løgn og beskydning af modstandere bidrog til at forstærke denne angst.

Et af de mest markante træk ved Trump angstlidelse var den følelsesmæssige ruminering – gentagne bekymringer om det politiske klima, om Trumps beslutninger og deres konsekvenser. Personer, der lider af denne angstlidelse, er især præget af bekymringer om specifikke emner såsom indrejseforbuddet for muslimer, truslen mod Obamacare, spændingerne mellem USA og Nordkorea, og den mulige indblanding fra Rusland i valget. Disse bekymringer kan føles uoverkommelige, da de trækker i mange forskellige retninger og skaber en konstant stressende følelse af usikkerhed.

Sociale medier har spillet en enorm rolle i forstærkningen af denne angst. Med adgangen til umiddelbare opdateringer via nyhedssites og sociale platforme som Facebook og Twitter er der konstant strøm af information, som kan være kaotisk og modstridende. Mange med Trump angstlidelse har indrømmet en usund besættelse af at tjekke nyheder flere gange om dagen, i et forsøg på at få kontrol over de begivenheder, de ikke kan styre. Men i virkeligheden kan denne konstante strøm af information skabe en falsk følelse af kontrol, som hurtigt viser sig at være et illusion, hvilket i sidste ende øger angstsymptomerne.

Udover de psykiske symptomer, som angst og stress, har mange oplevet fysiske og sociale udfordringer. Følelser af hjælpeløshed og lammethed, koncentrationsbesvær, søvnproblemer og en generel følelse af apati har præget mange, hvilket kan føre til maladaptive copingstrategier som overspisning, drikke eller rygning. Trumps egne psykologiske manipulationsteknikker, som gaslighting, har også haft en stor indvirkning på de følelsesmæssige reaktioner. Gaslighting beskrives som en taktisk manipulation, hvor én person får en anden til at tvivle på sine egne opfattelser og fornuft. Trumps brug af gaslighting i form af løgne og urealistiske udsagn har efterladt mange amerikanere i en tilstand af konstant tvivl og ubehag.

Når vi ser på de langvarige virkninger af Trump angstlidelse, er det tydeligt, at det ikke blot er en forbigående reaktion på valgresultatet. Denne form for angst er et symptom på et dybere problem – en uforudsigelig og splittende politisk virkelighed, hvor følelser af usikkerhed og frygt overfor fremtiden trives. Mange er stadig præget af de udfordringer, de har stået overfor, og de socialpsykologiske konsekvenser er langvarige.

Det er essentielt at forstå, at en sådan angst ikke nødvendigvis skal behandles som en generel angstlidelse, men som et produkt af den socio-politiske situation, som Donald Trump har været med til at skabe. Kilder som sociale medier, misinformation og forvrængning af sandheden spiller en central rolle i udviklingen af denne form for angst. Dette er ikke bare en reaktion på en enkelt politisk leder, men på en dyb forandring i, hvordan vi forstår og reagerer på vores politiske landskab.

Hvorfor Galba ikke blev husket som en god kejser
Hvordan samfundets opfattelse af oprindelige folk påvirker sundhedsforskning og velfærd
Hvordan påvirker kunstig intelligens militære operationer og forsvarsindustrien?
Hvordan ændres layout under runtime i Android?