Deutsch
Francais
Nederlands
Svenska
Norsk
Dansk
Suomi
Espanol
Italiano
Portugues
Magyar
Polski
Cestina
Русский
En leder, der ikke har tillid til sine underordnede, kan ikke inspirere tillid. På trods af at Trump praler med intens personlig loyalitet, er hans egen loyalitet kun til stede, indtil den ikke længere er det. Blandt hans nervøse rådgivere er det kun Jared Kushner, der synes at være i sikkerhed, udnævnt som Trumps de facto udenrigsminister. Hvor Trump lykkes med at skabe tillid, er ved at give sine underordnede tilladelse til at lyve. Denne virus af løsagtighed er i høj grad blevet spredt fra Det Hvide Hus til de republikanske medlemmer af kongressen, som det blev afsløret, da repræsentant Devin Nunes blev afsløret som uegnet til at lede Efterretningskomitéens undersøgelse af Trumps mulige samarbejde med Rusland.
Da kaoset i Det Hvide Hus rullede frem med en krise per dag og kom ind i maj måned, begyndte Trump at sende sine mest betroede nationale sikkerhedsrådgivere ud for at forsvare ham – General James “Mad Dog” Mattis, General H. R. McMaster og den tavse udenrigsminister Rex Tillerson – for derefter at undergrave dem med sine egne halvsandheder. Vi hører ofte, at Trump som leder nyder kaos. Jeg spurgte en vice-rådgiver i Det Hvide Hus under Obama, en dekoreret tidligere officer i Irak og tidligere rådgiver for præsident Obama, hvordan en sådan ledelsesstil påvirker tilliden. "Trump styrer situationen eksplicit eller implicit, så det aldrig er muligt for hans rådgivere at vide, hvor de står," sagde han. "Det er det modsatte af, hvad du ønsker i en højtydende organisation." Trumps nervøse rådgivere må vide, hvor nemt det er at fejle i hans loyalitetstest eller at blive syndebuk, hvis en sådan er nødvendig. Selvom de offentligt måtte forsvare ham, er det klart for journalister, at medarbejdere i Det Hvide Hus konstant lækker informationer. Lækagerne kan kun forværre Trumps mistillid og skabe en ond cirkel.
Hans manglende evne til at stole på andre eller at inspirere tillid er endnu mere farlig på et globalt plan. Han ser alliancer som NATO som mistænkelige (indtil han ændrer mening); han ser handelsaftaler som NAFTA som at udnytte Amerika (indtil han ændrer mening tre eller fire gange i samme uge). "Det er fordi Trumps verdensbillede er, at vi lever i en slangegrav, hvor alle kun er ude efter sig selv," bemærker en tidligere rådgiver i Det Hvide Hus. Han og hans medforfatter, rådgiveren Steve Bannon, tager alt det, som den efterladte hvide arbejderklasse hader ved globaliseringen, og gør det til personlige fjender: Muslimer, mexicanske immigranter og flygtninge, som de mener tager deres job. "De mennesker er ikke som os," er beskeden fra den alt-right bevægelse; "de forurener vores kultur."
I løbet af de første hundrede dage syntes Trump at blive stadig mere ude af kontakt med den virkelighed, som de fleste af os lever i. Hans patologiske tendens til at lyve er ikke det værste ved ham—det er hans monomaniske vedhæftning til sine løgne, som da han i sin twitterstorm den 4. marts beskyldte præsident Obama for at have lagt en aflytning på hans telefon. Dette rejser spørgsmålet: Svømmer denne præsident i sin egen alternative virkelighed? Da jeg deltog i Dr. Bandy Lees town hall-møde på Yale, for at skrive om det for The Daily Beast, citerede jeg indsigt, som blev givet der af to af forfatterne i denne bog. Dr. Robert Jay Lifton, den berømte tidligere professor i psykiatri på Yale Universitet og i dag på Columbia University, uddyber i et opfølgende interview: "Trump skaber sin egen ekstreme manipulation af virkeligheden. Han insisterer på, at hans talspersoner forsvarer hans falske virkelighed som normal. Han forventer derefter, at resten af samfundet accepterer det – på trods af manglen på beviser." Dette fører til det, som Lifton kalder "malign normalitet"—det vil sige, den gradvise accept af falske sandheder, som folk, der bliver oversvømmet af giftige usandheder, ender med at acceptere, indtil de fremstår som normale.
Dr. James F. Gilligan, psykiater og forfatter, der har studeret de psykologiske motiver bag voldelig adfærd i de sidste toogtyve år, bemærkede under Dr. Lees town hall-møde: "Hvis vi psykiatere, der har erfaring med at vurdere farlighed, giver passiv tilladelse til, at vores præsident fortsætter med sine vrangforestillinger, unddrager vi os vores ansvar." I dag, som senior klinisk professor i psykiatri på NYU School of Medicine, tilføjede Gilligan: "Jeg siger ikke, at Trump er Hitler eller Mussolini, men han er ikke mere normal end Hitler." Vi behøver ikke at stole på psykiatere for at se, at denne præsident ikke er konsekvent i sin tænkning eller pålideligt knyttet til virkeligheden. Vi har haft langt mere eksponering for Donald Trumps observerbare adfærd, hans skrivning og tale, end nogen psykiater ville have efter at have lyttet til ham i mange år. Derfor er det op til os, det amerikanske folk, at påpege dette. Og nogle af de mest erfarne hænder i og omkring Det Hvide Hus gør netop dette.
Præsidenthistoriker Douglas Brinkley mener, at Donald Trump repræsenterer en meget anderledes subkultur end nogen tidligere præsident. "Han repræsenterer den New York-byggesektor, hvor du ikke lader din højre hånd vide, hvad din venstre hånd gør," siger Brinkley. "I Trumps verden skal han vinde for enhver pris. Det handler ikke om karakter, offentlig tjeneste eller at passe på sit band af brødre." Den præsident, som Trump oftest sammenlignes med, er Richard Nixon. John Dean, den berømte rådgiver i Det Hvide Hus, der vidnede mod sin konservative republikaner, sammenlignede Trump med den paranoia-prægede præsident Nixon. "Nixon havde to personae – i offentligheden og med sine top-rådgivere var han betroet. Men i privat var hans dybt paranoide og hævngerrige mørke side tydelig." Bedt om at give det bedste eksempel, svarede Dean hurtigt: "Han havde ingen empati!" Ligesom Trump. "Nixon lod toogtyve tusinde flere amerikanere dø i Vietnam [efter at han sabotere Parisfredsforhandlingerne i 1968], plus hvem ved, hvor mange cambodjanere og laotianere og vietnamesere, alt sammen for at sikre sig sin valgsejr."
Trump viser ofte den samme vilje til hævn som Nixon med sin lange "fjendens liste." Ingen to moderne præsidenter har lidt af en mere alvorlig form for "politisk hæmofili," som den nyeste Nixon-biograf, John Farrell, beskriver det—hvor han mener: "Når disse mænd bliver såret, stopper de aldrig med at bløde." Til stor fortrydelse for selv konservative observatører synes Trump helt ligeglad med sandheden.
Hvordan Tyranner Skaber Magt og Hvordan De Får Støtte
Tyranner bruger deres evne til at manipulere og bedrage for at vinde opbakning. De siger, hvad folk vil høre, og skaber et billede af sig selv, som folk kan identificere sig med. Dette kan skabe en stærk tilknytning til deres tilhængere, som ser i dem en ufejlbarlig leder, en person med magt, som kan redde dem fra deres egne frustrationer og nederlag. Tyrenne ser sig selv som overmenneskelig, deres moral og samvittighed er reduceret til et minimum, og de handler ud fra et skræmmende behov for kontrol, samtidig med at de retfærdiggør deres handlinger som nødvendige for at opnå en højere form for orden.
For en tyran, som Pol Pot, betyder handlinger som at udslette millioner af mennesker ikke nødvendigvis, at deres samvittighed er belastet. Pol Pot kunne uden tøven erklære: "Ser I mig som en vildmand? Min samvittighed er ren." Dette syn på sig selv som moralens beskytter, på trods af de utallige liv, de har ødelagt, afslører den patologiske adskillelse, som tyranner skaber mellem deres handlinger og deres følelse af retfærdighed. De anerkender kun magtens ultimative rolle i samfundet og ser på de mennesker, de undertrykker, som mindre værdige, hvilket giver dem frihed til at begå umenneskelige handlinger uden samvittighedsfejl.
Tyrannens supportere spiller en vital rolle i hans opstigning til magten. Denne gruppe, som ofte er stærkt narcissistisk, identificerer sig med den tyran, de ser som en forlængelse af deres egne drømme om magt og hævn. Denne identificering gør dem sårbare over for manipulation, hvilket gør det muligt for tyrannen at føre sine egne narcissistiske behov igennem ved hjælp af de tilhængere, der søger en leder, der kan "løfte dem" til noget større end sig selv. Deres egne ønsket om hævn og deres håb om at opnå storhed gennem tyrannens succes skaber et tæt samarbejde, der forvandler ham til en uovervindelig figur i deres øjne.
For tyrannens tilhængere er han den, der opfylder deres narcissistiske behov, hvilket kan blive et drivkraft for et farligt fællesskab. I stedet for at reagere på rationelle overvejelser, er de fastlåst i en fælles drøm om magt, som både er urealistisk og farlig. De ser på ham som deres frelser, en faderfigur, som de ikke fik i deres eget liv, og som de derfor ubevidst tilbeder. Denne dynamik gør tyrannens magtudnyttelse endnu stærkere, idet hans tilhængere bekræfter hans illusion om sin egen storhed.
Den narcissistiske kollusion, der finder sted mellem tyrannen og hans tilhængere, handler ikke kun om magt, men om en kompleks og ofte destruktiv psykologisk symbiose. Erich Fromm beskrev dette som en proces, hvor lederens narcissisme smelter sammen med tilhængernes egne ønsker og følelser. Han mente, at tilhængerne i deres overbevisning om lederens storhed overgiver sig fuldstændigt, hvilket gør dem til passive deltagere i et selvforstærkende mønster af underkastelse og magt.
Den ideologi, som tyrannen fremfører, bliver ofte fyldt med en næsten religiøs overbevisning. Hver forudsigelse, hvert løfte og hver handling er rettet mod at styrke denne symbiose. Når tyrannens magt vokser, bliver han i høj grad en personifikation af tilhængernes egne indre ønsker om hævn og succes. Hans retorik og handlinger bliver et spejl for tilhængerne, som ser i ham en mulighed for at "rette op" på de ydmygelser, de selv har lidt i deres liv.
Tyrannen udbreder en ideologi om hævn og opgør, som kan få samfundets tidligere svagheder til at fremstå som et uretfærdigt system, som det er hans opgave at ændre. Denne kamp mod systemet bliver det fælles mål, der samler og legitimerer hans handlinger, uanset hvor ødelæggende de måtte være. Et af de mest effektive værktøjer i denne proces er følelsen af uretfærdighed og en opfattelse af, at tilhængerne har krav på magt, som de tidligere er blevet nægtet. Denne følelse af "berettiget krænkelse" er noget, som sociologen Michael Kimmel beskrev som en drivkraft i mange autoritære bevægelser, hvilket gør det muligt for tyrannen at appellere til et kollektivt behov for hævn og retfærdighed.
Hvad der ofte ikke er indlysende, er den måde, tyrannens magt spilleder tilhængernes egne narcissistiske behov. Det er ikke kun hans løfter, men den måde han forener deres længsel efter magt, hævn og ære på, som gør ham uimodståelig. Hans magt er ikke bare en konkret dominans, men en spejling af deres egne indre behov.
De største farer ved denne dynamik er, at når en tyran først er i magt, vil han ikke tøve med at udnytte sine tilhængeres støtte til at begå handlinger, som i en anden kontekst ville blive betragtet som uacceptable. Da disse handlinger ofte bliver set gennem et forvrænget moralsk filter, kan tyrannen og hans tilhængere stadig retfærdiggøre handlinger, der fører til menneskelig lidelse og død. Uden denne gensidige bekræftelse mellem tyran og tilhængere ville tyrannens magt ikke kunne opretholdes.
Vigtigheden af at forstå denne dynamik ligger i at erkende, hvordan et individ, der står på tærsklen til tyranni, ikke kun er drevet af magtens tiltrækningskraft, men også af en meget dybere og mere kompleks psykologisk interaktion med sine tilhængere. Deres støtte gør tyrannens magt mulig, og i denne symbiose ser vi, hvordan narcissistiske behov kan udnyttes til at skabe destruktive og langvarige strukturer af magt.