Hvordan en gammel overlever fra forhistorien udfordrer menneskets forståelse af kultur og identitet

Michael Bishops "Ancient of Days" er en litterær refleksion over menneskets dybeste eksistensielle spørgsmål, fortalt gennem en fortælling, der blander antropologi, science fiction og en stærk humanistisk undersøgelse. Romanen undersøger, hvordan en overlever fra en forhistorisk hominidart, der muligvis er den sidste af sin slags, interagerer med et moderne samfund. Denne overlever, der i sig selv er en fremmed for både det forhistoriske og nutidens menneske, står som et spejl for de problematikker, vi, som mennesker, står overfor i vores forståelse af kultur, religion og fremmedgørelse.

I denne fremmedgørelse ligger en dybere forståelse af den menneskelige tilstand. Er vi, som moderne mennesker, mere fremmede for hinanden end vi ønsker at erkende? De kulturelle og religiøse normer, som vi ofte tager for givet, kan synes lige så uforklarlige og fremmede for en outsider som den forhistoriske overlever. I denne kontrast ligger en stille kritik af vores egen verdens fremmedgørelse og isolering. Bishop stiller spørgsmålet om, hvad vi virkelig ved om vores egen menneskelighed, når vi møder noget, der ikke passer ind i vores normer.

En vigtig dimension af romanen er den måde, hvorpå den udforsker begreber som isolation og tilhørsforhold. Den forhistoriske overlever er et symbol på det tab af forbindelser, der ofte er forbundet med det at være menneske. Vi er alle på jagt efter en form for tilhørsforhold – til vores samfund, til vores kulturer, til vores egne identiteter. Men hvad sker der, når vi står overfor en, der er så fremmed, at hun ikke kan forstå de grundlæggende aspekter af vores liv? Hendes rejse gennem en verden, der ikke kan forstå hende, spejler de rejser, vi som individer kan gøre, når vi står overfor vores egne eksistentielle spørgsmål om tilhørsforhold.

Romanens fokus på antropologiske temaer giver den en dybde, der gør den relevant ikke kun for science fiction-fans, men også for dem, der er interesseret i studiet af menneskelig kultur og psykologi. Bishops værk er et komplekst studie af den menneskelige tilstand, som både bekræfter og udfordrer de fundamentale ideer om identitet og samhørighed. At forstå, hvem vi er, kræver en refleksion over, hvordan vi definerer os selv i forhold til andre – både de der er tæt på os, og de der er så fjerne, at vi knap kan forstå deres eksistens.

I mødet mellem det moderne samfund og den forhistoriske overlever får vi en ubehagelig, men nødvendig påmindelse om, at vores egen forståelse af verden er relativ og ofte præget af vores egne kulturelle briller. Hvad betyder det at være menneske, hvis vi ser på os selv gennem et objektivt, forhistorisk eller endda udenjordisk perspektiv? Denne roman giver et skarpt blik på de dybe spørgsmål, der ligger til grund for vores eksistens og stiller spørgsmål ved de normer, vi lever efter.

Romanen er ikke kun en antropologisk og kulturel rejse, men også en følelsesmæssig og filosofisk udfordring, der kræver, at læseren ikke kun forholder sig til det, der sker i fortællingen, men også til det, som fortællingen afslører om vores egen verden og vores forståelse af os selv. Den sætter spørgsmålstegn ved, hvordan vi opfatter fremmedhed, hvordan vi forholder os til det ukendte, og hvordan vi definerer vores egen identitet. Gennem denne udforskning af menneskets møde med det fremmede bliver vi tvunget til at overveje, hvad der egentlig gør os menneskelige.

Det er væsentligt at forstå, at i en verden, hvor kulturer konstant kolliderer og hvor vi ofte møder ideer, der er radikalt forskellige fra vores egne, er det ikke kun individet, der kan opleve fremmedgørelse, men hele samfund. Den forhistoriske overlever i Bishops roman er et symbol på denne dybe fremmedgørelse, men hun er også et spejl for os – for hvordan vi kan vælge at forstå det, der er anderledes, og for hvordan vi kan redefinere, hvad det betyder at være menneske i en verden, hvor grænserne mellem det kendte og det fremmede konstant er i flux.

Hvordan påvirker berømmelse og medieopmærksomhed menneskelige relationer og etik?

Det er let at blive revet med af den eksterne virkelighed, som omkredser en berømthed, men langt vanskeligere at forstå, hvordan denne medieeksponering påvirker de nære relationer og menneskers indre liv. I det oprindelige, uventede møde med Adam, en uforklarlig karakter fyldt med både humor og melankoli, ser vi et billede af menneskelig kompleksitet. Det er svært at sige, hvor adskillelsen mellem det offentlige og private liv ophører, når man konstant er i søgelyset. Gennem breve og samtaler får vi indblik i en virkelighed, hvor berømmelsen både isolerer og forvansker virkelige relationer.

Adam, hvis fysiske og mentale tilstand på en eller anden måde gør ham til et udstillingsobjekt, reflekterer over de sociale og spirituelle aspekter af sit liv. Hans oplevelse som et "dyr" i menneskeskikkelse er symbolisk for den uundgåelige distance, der opstår mellem et menneske og verden, når det bliver set gennem offentlighedens objektive linse. På en måde er han et produkt af både menneskelig sårbarhed og den fascination, som berømmelse medfører.

Denne kontrast mellem det indre liv og den ydre verden bliver ikke mindre mærkbar, når man ser på hans kommunikation med sine nærmeste. Hans breve, fyldt med både humor og alvor, udtrykker en konfliktfyldt søgen efter personlig frihed og samtidig accept i et samfund, der ikke nødvendigvis er i stand til at forstå hans indre kompleksitet. Hans undskyldning for den spontane handling, hvor han kastede en bog gennem rummet, afslører en dyb frustration, som kan være et resultat af et konstant overvåget og dømmende liv.

Når vi ser på brevene fra Adam og RuthClaire, bliver det klart, at deres forhold er tæt forbundet med både fysisk og åndelig eksistens, hvor de skaber et rum for hinanden på trods af, at deres liv er præget af konstante indgreb fra omverdenen. Adam skriver med både dybde og enkelhed, hvor hans ægte frustrationer over verden og menneskelig etik står i kontrast til hans ønske om åndelig og fysisk transformation. Hans liv er ikke kun præget af fysisk udfordring, men af et konstant behov for forståelse og forbindelse.

Når man overvejer disse interaktioner og det skrevne ord, er det tydeligt, at menneskelig etik, moral og forståelse spiller en betydelig rolle i måden, hvorpå vi håndterer berømmelse og medieopmærksomhed. Det er ikke kun den fysiske tilstedeværelse af berømtheder, der er afgørende, men også den indre psykiske proces, de gennemgår som et resultat af deres offentlige liv. De skal navigere i et konstant skiftende landskab, hvor de skal forholde sig til både deres egen sårbarhed og samfundets domme.

Det er vigtigt at forstå, at et menneskes handlinger, især når de er under offentlig opmærksomhed, ikke nødvendigvis afspejler deres sande karakter. Berømmelse kan være en falsk ven, der både bygger op og river ned. Hvad vi ser som offentlig succes kan være et skjold for en kompleks indre kamp. Det er ikke nok bare at forstå, hvad der sker på overfladen; det er de underliggende følelser og forhold, der definerer virkeligheden for dem, der lever i offentlighedens søgelys.

Dette dilemma, hvor indre liv og ydre optræden konstant er i konflikt, er et tema, der berører os alle, om vi er berømte eller ej. Det bliver en påmindelse om, at vi, uanset hvor vi står i livet, ofte navigerer mellem et ønske om at blive set og forstået og frygten for at blive udstillet eller misforstået.

Hvad sker der, når mennesker bliver besat af ånder? En rejse ind i Haitiansk Vodou

Erzulie sad i en lotusposition, hendes ben krydset, og hendes hænder holdt fast i Adams på en måde, der mindede om koblinger mellem togvogne, som skaber et uopløseligt greb. Adams øjne var lukket, og da vi trådte længere ind i peristylet, gik vi forsigtigt under de hængende gourder og småting. Vi så, at også Erzulies øjne var lukkede. Den krøllede, gamle habiline-kvinde og hendes velrejsende barnebarn var i trance, kommunikerende med hinanden gennem åndernes tilstedeværelse.

"Min Gud," sagde Caroline. "Er de okay?"

"De har det fint," forsikrede RuthClaire hende. "Det er bare, at vi ikke vil kunne tale med dem i et stykke tid."

"Men slangen..."

"Den er ikke giftig, Caroline. Der er ingen giftige slanger i Haiti eller dets kystøer." Brian tilføjede, "Det er en lokal python, der kaldes en couleuvre. Øboerne ærer dem. De spiser rotter. Jeg har været i både dominikanske og haitianske hjem, hvor de lægger mad ud for at tiltrække de velsignede slanger. Skåle med mælk, friske æg, små skåle med mel. Du er heldig, hvis du har en couleuvre, Caroline." Han kiggede på slangen. "Er den ikke smuk?"

Selv i skyggen skinnede pythons skæl i bronze og granat. Dens øjne glimtede som beryller. Ingen kunne fornuftigt modsige dens skønhed, men den stank. Den uundgåelige lugt af slange flød gennem tonnellel som en tynd gas. For at undgå kvalme måtte jeg dække min mund og næse og vende mig væk.

"Hvordan kan de stå det?" udbrød jeg.

RuthClaire kiggede på mig med en vis medfølelse. "Det påvirkede mig sådan til at begynde med også. Man vænner sig til det. Ligesom man vænner sig til Montaraz."

"Hvad laver de?" spurgte Caroline.

"Du skal se på dem som en symbiotisk enhed af gamle Arada-Dahomey-ånder – Papa Guede, Erzulie og Damballa. Der er mange andre loa i voodoo-panteonet, men på Montaraz er de tre de store. Damballas personlige symbol er slangen. Han er regnguden, beskytter af søer og kilder. Erzulie er Damballas elskerinde. Adam siger, at når de kobler sig sammen sådan her, etablerer de en metaforisk kanal mellem fortid og nutid, Afrika og den Nye Verden, det åndelige og det materielle. Pythonen er strømmen – elektrisiteten, hvis du vil – der er nødvendig for at formidle essensen af deres budskaber."

Jeg stod igen lige indenfor templets dør. "Det lyder ikke som Adam, RuthClaire. Det lyder som overtroisk sludder."

"Essensen af hvilket budskab?" spurgte Brian Nollinger. "Hvilke slags informationer skal de formidle?"

RuthClaire sagde, "De slags ting, der ikke kan verbaliseres."

"Det er passende," sagde jeg. "Erzulie kan ikke tale meget, slangen er sikkert heller ikke en taler, og Adams naturlige veltalenhed er spildt på dem."

Ja, de slags ting, der ikke kan verbaliseres. "Telepati?"

"Jeg ville ikke kalde det telepati, Dr. Nollinger. Det har en usmagelig paranormal klang. Mest af alt er det unøjagtigt."

"Hvad med hekseri?" spurgte jeg. "Når det kommer til usmagelighed, så er hekseri noget for sig selv. Jeg tager hekseri frem for telepati enhver dag."

"Jeg begynder at tro, at alt for dig og Adam er 'religiøst.'"

"Prøv 'helligt.' Eller 'sacrum.' Det er endnu bedre."

Caroline undveg de let mystiske veves, som var blevet lagt ud på gulvet med majsmel, mel og farvet sand, og forsigtigt trådte hun hen over templets gulv. Hun satte sig bag den centrale stolpe for at kigge på Adam og Erzulie. Couleuvren svirrede med sin tunge mod hende. Hun trak sig hurtigt tilbage fra slangen, så hurtigt, at hun måtte række hånden bag sig for at undgå at falde på bagdelen. Da hun var kommet sig, skiftede hun position og blev ved med at stirre på de to habiliner. Uden at kigge op sagde hun: "Kan I give os en idé om, hvad de ikke taler om?"

"Det er virkelig svært at sige," indrømmede RuthClaire. "Detaljer om Adams liv på Montaraz før ego-kristalliseringen. Måske noget om habilinhistorien både her og i Lolitabu-katakomberne. Det kan endda gå så langt tilbage som til menneskets begyndelse. Faktisk siger Adam, at det gør det. Erzulie strikker ham tilbage i hans folks oprullende væv uden at rive ham ud af det liv, han har skabt med mig. Han gør dette hver gang vi er heroppe. På en måde misunder jeg ham."

"Hvorfor?" spurgte Caroline.

"Fordi det gør det lettere for ham at glemme, hvad der skete med Paulie. Jeg kunne godt bruge den slags hjælp selv."

"Kan du ikke gøre det samme?" spurgte Caroline.

"Jeg tør ikke. Og jeg er ikke habiline."

"Skal man være habiline?" spurgte Caroline. "Jeg troede bare, at det at være menneske var nok. Det var nok for dig og Adam at gifte jer."

"Det er en af de triste ting ved det her," sagde RuthClaire. "Han er menneske, men jeg… jeg er ikke habiline. Det er som tidens pil, tror jeg – en envejsvej. Så jeg er både bange og misundelig."

"Når du siger sådan," sagde Brian, "kunne du som antropolog måske...?"

"Jeg kunne hvad?"

"Prøve at lave en professionel identifikation med habilinerne. Deltage i deres ceremonier. Oversætte de nonverbale billeder, som Adam og denne kvinde udveksler, til en impressionistisk historie om menneskets oprindelse. Du kan se, hvad det kunne betyde. Du kan se, hvorfor jeg presser dig til at lade mig prøve det. Det kunne meget vel revolutionere hele vores arts selvforståelse, vores mest grundlæggende opfattelser af, hvem og hvad vi er."

Jeg sagde, "Du giver dig aldrig, gør du, Brian?"

På det tidspunkt lænede Adam hovedet tilbage og udsendte et så skærende skrig, at vi alle trak os tilbage fra lyden. Derefter sprang Adams øjne op. Det samme gjorde Erzulies. Couleuvren, Damballas levende avatar på Montaraz, løsnede de knuder, den havde bundet omkring Erzulies talje og Adams torso, og kravlede langsomt væk fra parret. Caroline måtte hoppe til side for at lade den passere. Slangen vidste præcist, hvor den skulle hen, nemlig op på en rå træplatform længere end ved poteau mitan. På denne platform havde habilinerne arrangeret de tre sæt Arada-Dahomey-trommer, der traditionelt spilles under en voodoo-ceremoni. Pythonen, i sit eget tempo, greb fat i bunden af en af asotor-trommerne og kravlede langsomt op mod dens læderhoved. Her balancerede slangen som på en vægtstang, indtil den kunne broen kløften mellem trommen og et af de stolper, der støttede den ydre væg af houngfor-templet. Langsomt, men sikkert, nåede den toppen af den afbrudte væg, og da dens vægt skiftede fra trommen til den skrøbelige bjælke, rystede