Hvem tilhører et sted, og hvem forbliver fremmed?

Jeg tænker nogle gange på, hvordan det ville være, hvis en fremmed, en virkelig fremmed, trådte ind i den lokale butik. Høj, mørkebrun hud, dybe øjne og læber så bløde, at de ser ud til at kunne gå i stykker ved det mindste. Stemmen dyb som skyggen mellem bakkerne. “Hvor finder jeg hovedpinepiller?” ville han spørge, og jeg ville vise ham hylden. Han ville stå ved siden af mig, stor, mørk, varm som jerntræ om vinteren. Han ville sige lavmælt: “Jeg hører ikke til her.” Og jeg ville svare: “Det gør jeg heller ikke.” Og så ville han hviske: “Vil du med mig?” Ikke som en opfordring, men som to fanger, der planlægger at flygte sammen. “Bag tankstationen ved skumringen.” Jeg elsker ordet skumring. Det lyder som hans stemme.

Nogle gange føles det mærkeligt at tænke på ham sådan. Det ville være lettere, hvis det bare var Worf fra gamle science fiction-serier, for han er en alien, et væsen uden for verden. Men der findes en virkelig Michael Dorn, en mand med sit eget liv, langt fra min lille by. Jeg føler mig skyldig ved at forme ham til en figur, som om han var en dukke, jeg kunne bestemme over. Jeg har prøvet at opfinde andre personer til sådanne historier, men det virker ikke. For ham er mere virkelig end alle de andre.

Min mor fortalte mig for en måned siden, hvorfor hun forlod min far. Jeg kan ikke huske ham, jeg kan ikke huske noget før Ether. Hun siger, vi boede i Seattle, hvor de havde en butik med krystaller og olier. Hun vågnede en nat og så ham stå i mit værelse med mig i armene. Hun ville fortælle mig alle detaljer, men jeg afbrød: “Så han forgreb sig på mig?” Hun sagde ja. Jeg spurgte, hvad hun gjorde. Jeg troede, de havde haft et stort opgør. Men hun sagde, hun sagde ingenting, fordi hun var bange. For ham var vi ejendom. Næste dag, mens han var i butikken, tog hun nogle af krystallerne, penge fra køkkenet, og tog mig med på en bus til Portland. En fremmed gav os et lift herhen. Jeg husker ikke noget af det. Det er, som om jeg blev født her. Hun ændrede sit efternavn til Amethyst, hendes yndlingssten.

Jeg ved ikke, hvad han hed. Jeg ved ikke, hvad han laver. Jeg er ligeglad. Jeg vil aldrig tilhøre nogen. Jeg ved, at jeg vil elske mennesker. De vil aldrig vide det. Men jeg vil være en stor elsker. Jeg har øvet mig. Det handler ikke om at tilhøre nogen eller at de tilhører dig. Det handler ikke om et bryllup eller et køkken uden voks. Jeg vil ikke eje noget. Jeg vil øve mig. Vi bor i en skurvogn uden køkken, vi koger mad på en affaldsovn omgivet af krystaller og kattelugt fra mors herreløse dyr. Hun gør rent i Myrellas frisørsalon og får bumser, fordi hun spiser kager i stedet for mad. Hun burde samle sig. Jeg vil give mig selv væk.

Jeg troede, måden at øve sig i kærlighed var gennem sex, så jeg havde sex med Danny sidste sommer. Mor købte kondomer og ville have mig til at holde hende i hånden omkring et stearinlys og tale om Overgangen til Kvinde. Hun ville have Danny med, men jeg talte hende fra det. Sexen var okay, men jeg prøvede egentlig at være forelsket. Det virkede ikke. Måske var det forkert. Han vænnede sig bare til sexen og blev ved med at komme. Hvis jeg behøver det, kan jeg gøre det bedre selv. Jeg sagde det ikke, men jeg var tæt på.

Jeg kender ingen her, jeg kan være forelsket i. Jeg ønsker, jeg kunne øve mig på Archie, men hvad nytter det, mens Grade Fane er der? Jeg har tænkt på at spørge Archies far, Mr. Hiddenstone, om jeg kan arbejde på hans ranch næste gang. Måske kunne jeg se mor og møde cowboyer. Eller måske Archie selv uden Grade. Eller måske Mr. Hiddenstone. Han ligner Archie, faktisk smukkere, ansigt som ørkenen, øjne som mors turkise ring. Men jeg er vel for ung.

Hohovar-familien har jeg aldrig forstået, hvor kommer de fra? De er høje, tunge, lyse som hvidt hår, små blå øjne, næser som kartofler. Kvinderne taler ikke, børnene heller ikke. Mændene taler som brudt fremmedsprog. De hilser ikke, siger ikke farvel, takker ikke. Men de er ærlige, betaler kontant. De klæder sig tungt selv i ørkenheden, kvinder og småpiger i stive lange kjoler med tusind knapper, mændene i lange bukser og jakke i hundrede graders varme. Som amish, men med knapper. Knapper overalt.

Det, der står tilbage i alt dette, er spørgsmålet om at høre til og om at være fremmed. Hvor går grænsen mellem den, der er “alien”, og den, der er hjemme? Er det farve, sted, historie eller blot følelsen af at være i eksil midt i sit eget liv? For læseren er det vigtigt at forstå, at denne følelse af fremmedhed ikke kun gælder for dem, der ser anderledes ud, men også for dem, der vokser op i et miljø, hvor de aldrig helt bliver en del af helheden. Oplevelsen af at være udenfor kan være lige så stærk hos den, der lever i sit fødested, som hos den, der ankommer som fremmed.

Hvad sker der, når vi kæmper en krig uden at forstå dens virkelige natur?

I årtusinder har menneskene været fanget i en konstant konflikt, der tilsyneladende aldrig har haft noget klart mål. De fleste har ikke set det som en krig, men som en kamp for overlevelse. Det har været en krig af uforståelige proportioner, hvor mange ikke engang har været klar over, at de har kæmpet. Men på et eller andet tidspunkt, måske i en periode som den nuværende, opstår en erkendelse: Vi har altid været i krig, og vi har bare ikke vidst det.

Krigen, som mennesket har været en del af, er ikke en konventionel krig, der begynder med et angreb og afsluttes med en fredsforhandling. I stedet er det en konstant tilstand, hvor man hele tiden er enten angriber eller forsvarer, en tilstand hvor overlevelse og kontrol er drivkraften. For nogle er det et spørgsmål om territorium; for andre, et spørgsmål om magt. Denne erkendelse begynder at gå op for os først nu, efter at mange generationer har kæmpet uden at vide, hvad de egentlig kæmpede for.

For officerer som Eremoil er det ikke kun et spørgsmål om strategisk kontrol. Det er et spørgsmål om at forstå krigens virkelige natur og dens konsekvenser. En krig, hvor man brænder landsbyer af for at tvinge sine fjender ned til havet, eller endnu værre, ind i det. En krig, hvor man ikke nødvendigvis skal dræbe sine fjender, men bringe dem under kontrol. I denne situation er det ikke kun en hændelse, men et skridt i en større plan, hvor målet ikke er total ødelæggelse, men underkastelse.

Dette er også tydeligt i den lille konflikt, der opstår omkring en mand ved navn Aibil Kattikawn, som nægter at evakuere sin jord, selv når flammerne er på vej. Hans landsby, som ligger mellem Kattikawn og Bizfern, er et symbol på stædighed og modstand mod en magt, der ikke accepterer noget andet valg end lydighed. Kattikawn insisterer på, at han har fået sin jord direkte tildelt af Pontifex Dvorn, og han vil ikke forlade det, han har kaldt hjem i årtusinder. For ham er dette mere end en krig – det er en forsvar for hans forfædres retter, og han vil kæmpe for at opretholde sin jord.

Krigens virkelige natur afsløres i det øjeblik, hvor Eremoil står over for valget: Skal han ned og tale med Kattikawn, som nægter at evakuere, og risikere livet for at redde et enkelt menneske? Eller skal han følge de militære regler og få ham fjernet med magt, hvilket sandsynligvis vil koste liv? Eremoil vælger at risikere sin egen sikkerhed for at forsøge at redde et menneskeliv, som på mange måder symboliserer den umulige, men nødvendige opgave, vi har, når vi står overfor en krig, hvor ingen egentlig vinder.

I sidste ende er krigen ikke kun et spørgsmål om territorium eller magt. Det handler om de menneskelige omkostninger – de liv, der går tabt, de mennesker, der lider, og de valg, der bliver taget på baggrund af en forståelse af, hvad der virkelig er vigtigt. At forstå krigens virkelige natur kræver, at man ser ud over de militære mål og forstår de dybere, mere menneskelige konsekvenser af de beslutninger, vi træffer.

Når man læser om sådanne begivenheder, er det vigtigt at huske på, at krigen ikke kun er en konflikt mellem hære eller nationer. Den er også en konflikt mellem menneskelige værdier: stædighed, overlevelse, og forsvar af det, man holder kært. I en verden, hvor konflikten er konstant og næsten usynlig, bliver det lettere at forstå, hvorfor folk bliver fanget i en tilstand af evig kamp. De ved måske ikke, hvorfor de kæmper, men de kæmper alligevel. Krigens sande omfang er derfor ikke kun, hvad vi ser på overfladen, men også de skjulte kampe, vi kæmper i os selv.