Deutsch
Francais
Nederlands
Svenska
Norsk
Dansk
Suomi
Espanol
Italiano
Portugues
Magyar
Polski
Cestina
Русский
Skattepolitikker, der gavner de rigeste virksomheder, har længe været kritiseret for at forværre den økonomiske ulighed i samfundet. Den økonomiske krise, som mange lande har oplevet som følge af sådanne politikker, har ikke kun været økonomisk ødelæggende, men har også forværret kriminalitet både på gaden og i magtens korridorer. Ifølge Joint Committee on Taxation vil skattereformen fra 2017, Tax Cut and Jobs Act, føre til en forøgelse af underskuddet med 1 trillion dollars mellem 2021 og 2031. Tax Foundation har beregnet, at skattelettelserne vil koste 1,47 trillioner dollars i tabte indtægter, mens de kun vil tilføre økonomien 600 milliarder dollars i vækst og besparelser i samme periode. Det er et klart eksempel på, hvordan skattepolitik, der favoriserer de allerede velhavende, skaber økonomiske ubalancer, som også ses i lande som Argentina, Brasilien og Rusland, hvor neoliberal politik har ført til lignende økonomiske katastrofer.
Den vigtigste konsekvens af sådanne skattebesparelser er ikke blot de økonomiske tab, men den ulige fordeling af ressourcer, som forstærker uligheden i samfundet. Ulighed, ikke fattigdom, har i hele menneskets historie været den primære drivkraft for øget kriminalitet, både blandt almindelige mennesker og i de højere samfundslag. Uden en grundlæggende følelse af retfærdighed og social tillid mister samfundet sin sammenhængskraft. Når uligheden bliver for stor, undermineres den sociale orden, og det skaber grobund for en kultur af snyd, tyveri og udnyttelse, hvor både de rige og de fattige udnytter systemet til deres egen fordel.
En af de mest tydelige manifestationer af denne problematik er den fortsatte skatteunddragelse, som multinationale selskaber og superrige individer udnytter til at skjule enorme formuer i skattely. De årlige tab for det amerikanske skattevæsen i form af unddragelse og svindel løber op i billioner af dollars, som kunne bruges til at finansiere store samfundsprojekter som den oprindelige "Build Back Better"-plan, der sigtede på at tackle klimaforandringer, infrastruktur og sociale problemer. Den manglende politiske vilje til at håndtere denne ulighed og skatteunddragelse gør kun problemet værre, og det skaber en økonomi, hvor de rige bliver rigere, mens de fattigste lider.
For mange mennesker, både criminologer og almindelige borgere, er det svært at forstå omfanget af denne kriminalitet. De organiserede kriminelle grupper, der er ansvarlige for aktiviteter som narkotikasmugling og hvidvaskning af penge, bruger de samme globale finansielle institutioner som de superrige, hvilket gør det endnu sværere at bekæmpe disse problemer effektivt. Ifølge FN genererer den globale kriminelle økonomi årligt omkring 2,1 trillioner dollars, hvilket udgør cirka 3,6% af verdens BNP. Denne form for kriminalitet, der strækker sig fra narkotika til skatteunddragelse, er tæt forbundet med de økonomiske interesser i de mest magtfulde virksomheder og individer.
Politisk set er der et stærkt modstand mod at forbedre overvågningen og bekæmpelsen af skatteunddragelse, især fra den republikanske fløj i USA. Politikerne, der kæmper imod skattereformer, påstår, at de beskytter den almindelige borger mod bureaukrati og unødvendige skatter. Men hvad de reelt beskytter, er de økonomiske interesser hos de rigeste, som ser skatteunddragelse som en nødvendighed for at opretholde deres formue.
Det er vigtigt at forstå, at ulighed ikke blot er et spørgsmål om økonomi, men om samfundets moral og stabilitet. Når de rigeste får privilegier, som de øvrige samfundsmedlemmer ikke har adgang til, underminerer det ikke kun økonomien, men også den tillid, der er nødvendig for et velfungerende samfund. Det er denne mangel på tillid og retfærdighed, der skaber grobund for både kriminalitet og politisk korruption, og som får samfundet til at fragmentere og blive mere polariseret.
Derfor må vi som samfund overveje, hvordan vi kan skabe et system, hvor ressourcerne fordeles mere retfærdigt, og hvor den økonomiske magt ikke er koncentreret hos en lille elitær gruppe, der udnytter systemet til deres egen fordel. Uden dette fundament vil uligheden kun vokse, og med det følger både øget kriminalitet og politisk ustabilitet.
Hvad betyder det for retfærdighed, når magthavere undgår ansvar for deres handlinger?
William Barrs ageren som justitsminister i Donald Trumps administration har ofte været betragtet som et klassisk eksempel på magtmisbrug i politik. Gennem sin tid som advokat for Trump og som den tredje justitsminister i hans regering, blev Barr et centralt element i et spil, hvor loven ofte blev manipuleret til at beskytte præsidenten snarere end at sikre, at den blev håndhævet objektivt. Et tydeligt eksempel på Barrs tilgang blev set i juni 2018, da han fremsatte et uopfordret memorandum, hvor han kritiserede undersøgelsen af Trump og hans handlinger i relation til mulige hindringer af retfærdigheden. Barr argumenterede for, at Trump ikke behøvede at svare på spørgsmål om potentiel hæmning af retfærdigheden – en holdning, der stod i skarp kontrast til den almindelige opfattelse af, hvad en justitsminister burde beskytte. I denne sammenhæng blev Barr set som en loyal forsvarer af præsidenten, der agerede ud fra sin egen konservative overbevisning om, at den udøvende magt skulle have maksimal frihed til at operere uden indblanding.
Den centrale konflikt, som Barr står i, er den afværgende rolle, han spiller i forhold til statslig kriminalitet. Som en del af en regering, der under Trump administrationen blev anklaget for at udnytte magt til at fremme private interesser, virker Barrs rolle som en kraftig katalysator for de systemiske misbrug, der fandt sted under Trump. Trumps tilgang til magt og hans beskytterrolle i relation til de, der blev anklaget for at begå forbrydelser på højeste niveau, er ikke isoleret. Det reflekterer en historisk tendens, hvor magtfulde figurer ikke bliver holdt ansvarlige for deres handlinger. Som for eksempel da præsident Obama og hans justitsminister Eric Holder afviste at retsforfølge George W. Bushs administration for krigsforbrydelser begået i Irak og Afghanistan. Denne mangel på ansvarlighed skaber en farlig præcedens, hvor magthavere undgår ansvar for handlinger, der kan have katastrofale konsekvenser for samfundet som helhed.
Barrs tid som advokat for Trump er også et studie i interessekonflikter og økonomiske gevinster. Udover sin rolle som justitsminister havde Barr en bemærkelsesværdig karriere i erhvervslivet, som general counsel for GTE og senere Verizon. Denne position gav ham både økonomisk gevinst og strategisk magt. Efter at han forlod Verizon i 2008 med en lukrativ pension, blev han involveret i flere kontroversielle fusioner og investeringer, herunder dem, der involverede T-Mobile og Sprint, som han aktivt støttede som justitsminister. I denne kontekst blev Barrs beslutning om ikke at efterforske mulige konstitutionelle krænkelser, som f.eks. Trumps udnyttelse af offentlige midler, en yderligere manifestation af hans vilje til at prioritere politiske og økonomiske interesser over lovens integritet.
Det er derfor ikke kun Barrs handlinger som justitsminister, der rejser spørgsmål om magtmisbrug og ansvar. Det reflekterer også et større mønster i amerikansk politik, hvor ledere ofte undgår retsforfølgning, selv når der er klare beviser på deres involvering i alvorlige lovovertrædelser. Denne tilstand bliver yderligere kompliceret, når politiske beslutningstagere, som Barr og tidligere justitsministre som Holder, ikke ser sig selv som ansvarlige for at holde de magtfulde i regeringen til ansvar. Når systemet undlader at retsforfølge sådanne forbrydelser, bliver retfærdigheden undermineret og samfundets tillid til institutioner svækket.
Vigtige aspekter at forstå er, hvordan disse mønstre ikke kun handler om de personer, der står i spidsen for administrationen, men om hele den strukturelle og politiske dynamik, der gør det muligt for magtfulde individer at undgå straf. I sidste ende afspejler det et grundlæggende problem i den måde, politiske systemer håndterer magtmisbrug. Når magthavere ikke stilles til ansvar, kan det føre til en forringelse af demokratiets fundament og en udvanding af retsstatens principper.