Hvordan håndterer man videnskabelig usikkerhed og ansvar i en tid med mistillid?

Samtalen med Schroeder afdækker en fundamental problemstilling i moderne videnskab: hvordan man forholder sig til fejl, fortolkninger og mulige manipulationer i forskningsdata. Hun udtrykker en form for sorg over, at anklager om data-manipulation ikke bare underminerer enkeltpersoners arbejde, men også videnskabens troværdighed som helhed. At indrømme fejl er smertefuldt, især når de kan give indtryk af uredelighed, men at afvise dem uden ærlig refleksion bidrager til en farlig kultur, hvor sandheden bliver uklar.

Der er en dybere erkendelse af, at forskere ikke er ufejlbarlige; de er mennesker med egne begrænsninger og fordomme. Samtidig peger Schroeder på en større mulighed, der er gået tabt: øget selvrefleksion og åbenhed. Den slags ærlig eftertanke kunne have ført til en forbedring af forskningsfeltet og genskabt tillid, men den mulighed blev ikke udnyttet. Problemet forstærkes, når centrale data i kontroversielle studier forsvinder eller ikke kan spores, hvilket efterlader sandheden ubestemmelig og svær at genoprette.

Denne usikkerhed er ubehagelig, ikke kun for forskere, men for alle, der har brug for pålidelige svar. Det minder os om, at videnskab ikke er en fast, ufejlbarlig sandhed, men snarere en proces, der konstant må overvåges, korrigeres og forbedres. Det er væsentligt at forstå, at ønsket om gennemsigtighed og empati er afgørende for at bevare offentlighedens tillid og for at skabe et miljø, hvor fejl ikke skjules, men bruges konstruktivt til at lære og udvikle viden.

Samtidig illustrerer historien om Hawai‘i, hvordan magt og information kan manipuleres i politiske sammenhænge, hvilket yderligere understreger nødvendigheden af kritisk eftertanke og ansvarlighed i alle former for magtudøvelse – hvad enten det gælder videnskab, politik eller samfund. Historien om et folk, der mistede sin suverænitet gennem et hurtigt, men betydningsfuldt kup, minder os om, at sandhed og retfærdighed ofte kræver mod til at konfrontere ubehagelige realiteter.

Det er vigtigt at forstå, at ingen enkeltperson eller institution kan have fuldstændig kontrol over sandheden, men at en kollektiv indsats med åbenhed, ansvarlighed og vilje til selvkritik er vejen frem. I denne sammenhæng er det afgørende at udvikle en kultur, hvor fejl ikke skjules, men analyseres, og hvor transparens ikke ses som en trussel, men som en styrke. Således kan vi bevæge os mod en mere robust og troværdig videnskab og et samfund, der anerkender kompleksiteten i sandhed og retfærdighed.

Hvordan kan Hawaiis kongerige stadig eksistere efter 1893?

Dennis Pu‘uhonua Kanahele og Keanu Sai repræsenterer en bevægelse blandt nogle hawaiianere, der ikke anerkender den officielle historie om, at Kongeriget Hawai‘i ophørte at eksistere efter det amerikansk-støttede kup i 1893. Ifølge denne opfattelse blev staten aldrig lovligt opløst, og dermed eksisterer kongeriget fortsat juridisk og kulturelt, hvilket baner vej for en radikal genoprettelse af hawaiiansk selvstændighed. Den amerikanske minister John L. Stevens’ involvering i kuppet, hvor han beordrede amerikanske marinesoldater til at marchere ind på Honolulu, anses som et brud på international lov og suverænitet. Stevens’ eget svar på kritikken var, at tilstedeværelsen af amerikanske styrker var nødvendig for at beskytte amerikanske borgere og ejendom, men denne forklaring møder stor skepsis.

En central pointe i denne fortælling er, at oprindelige hawaiianere ofte ikke identificerer sig som amerikanere, og at mange ønsker at løsne sig fra USA’s historiske og politiske dominans for at genvinde deres selvbestemmelse. Diskussionen om, hvilken version af Hawai‘i man ønsker at bringe tilbage, er kompleks, fordi det ikke blot handler om juridiske argumenter, men også om kultur, sprog og en genoplivning af gamle samfundsstrukturer. Øen Ni‘ihau, som stadig ejes privat af efterkommere af en skotsk familie, bevarer en unik status som det eneste sted, hvor hawaiiansk sprog og kultur næsten uforstyrret har overlevet.

Det er vigtigt at forstå, at denne kamp om historisk retfærdighed og national identitet ikke kun handler om fortiden, men også om nutidens politiske realiteter og fremtidens muligheder. Genoprettelsen af Hawai‘i som en selvstændig nation ville kræve omfattende juridiske, diplomatiske og sociale forandringer. Det indebærer også en dybere anerkendelse af oprindelige folks rettigheder og et opgør med den koloniale fortid, der stadig præger regionen. For læseren er det væsentligt at anerkende, at suverænitet og identitet ofte eksisterer som levende, komplekse begreber, som kan udfordre officielle fortællinger og skabe nye veje for oprindelige befolkninger i en globaliseret verden.

Hvordan kan oprindelige Hawaiier overleve og bevare deres kultur i en kolonial og globaliseret verden?

Den historiske erfaring for oprindelige Hawaiier er komplekst flettet ind i lag af kolonialisme, migration og global afhængighed. Det er ikke muligt at sætte befolkningen i Hawai‘i ind i en simpel skabelon som enten “bosættere” eller “indfødte”, da øerne i århundreder har været et knudepunkt for mennesker fra hele Stillehavsområdet, Asien og Europa. Mange efterkommere af arbejdere fra Kina, Japan, Portugal, Filippinerne og nyere stillehavsøer udgør i dag en del af samfundet, og dette komplicerer forestillinger om kulturel og politisk selvbestemmelse.

Den hawaiske kultur er dybt forbundet med landets natur og gamle teknologier, som genopbygningen af Mo‘omomi Preserve, et genoprettet fiskeområde, der dateres tilbage 700 år. Dette område demonstrerer den oprindelige Hawaiis intelligens og tilpasningsevne – et system hvor en stenmur styrer adgangen til ferskvands- og saltvandsblandingszonen og sikrer bæredygtigt fiskeri. Det er en påmindelse om, at oprindelige metoder til overlevelse og samfundsorganisation stadig kan danne grundlag for en fremtid, hvor øerne kan blive selvforsynende igen.

Samtidig er Hawaiis nutidige kamp for selvbestemmelse præget af frustration over USA’s rolle. Mange oprindelige Hawaiier betragter samarbejdspartnere med den amerikanske stat som forrædere, hvilket afspejler dyb mistillid til institutioner, der historisk har påført uretfærdigheder såsom økonomisk marginalisering, boligmangel og utilstrækkelig sundhedspleje. Selvom tidligere præsidenter som Clinton og Obama har markeret sig med symbolsk støtte, har konkrete forbedringer i forholdet til de oprindelige samfund været begrænsede. Det illustrerer en væsentlig pointe: en officiel undskyldning uden reel økonomisk og politisk handling er utilstrækkelig for reelt at vende fortidens uretfærdigheder.

Det er afgørende at forstå, at kampen for selvbestemmelse i Hawai‘i ikke blot handler om identitet, men om livsvilkår og overlevelse. Det er en kamp, der forener fortidens visdom med nutidens politiske og økonomiske virkeligheder. Det kræver en helhedsforståelse af relationer – mellem mennesker, land, historie og magt – hvor respekt for oprindelige metoder og behov for reel autonomi står centralt.

Det er vigtigt at erkende, at Hawaiis situation rækker langt ud over en lokal konflikt. Den repræsenterer en global ud

Hvad afslørede 2024-valget om køn, magt og den amerikanske højrefløjs vision for kvinder?

Valget i 2024 markerede ikke blot endnu en sejr for Donald Trump, men en ny og langt mere ildevarslende fase i amerikansk politisk kultur, hvor kvinder ikke blot blev marginaliseret, men åbent nedgjort og målrettet som trusler mod en reaktionær idé om orden. For anden gang tabte en kvalificeret og kompetent kvindelig kandidat – Kamala Harris – til en mand, hvis offentlige foragt for kvinder er veldokumenteret og systematisk. Denne gang var det dog ikke kun sejrens natur, men selve kampagnens karakter, der varslede noget nyt og foruroligende.

Vance udtrykte offentligt foragt for kvinder uden børn og reducerede postmenopausale kvinder til deres rolle som bedsteforældre. Han og andre i Trumps inderkreds formulerede et verdenssyn, hvor kvinder uden for det traditionelle mønster blev opfattet som afvigere. I dette verdenssyn findes der ikke plads til kvindelige ledere, kritiske stemmer eller autonome kroppe. Retten til abort blev ikke blot fjernet – det blev betragtet som starten på en bredere tilbagerulning af kvinders rettigheder.

Kampagnen fandt genklang hos en generation af unge mænd. Mænd i alderen 18 til 29 år skiftede markant mod højre siden 2020 – med hele 15 procentpoint, ifølge AP. Denne forskydning skete ikke i vakuum. Den blev næret af et mediemiljø, hvor maskuline idealer nu formes af energidrikke, anabolske steroider, podcaststudier og Twitch-streams, hvor kvindeforagt er blevet et indbringende nichemarked. Den "juvenile opmærksomhedsøkonomi", som den kaldes, har omfavnet og promoveret en idé om "hegemonisk maskulinitet" – en dyrkelse af dominans, styrke og foragt for sårbarhed – som den bærende struktur for identitet og autoritet.

Det er værd at bemærke, at ikke alle Trump-vælgere deler disse synspunkter, og at mange kvinder stadig stemte på ham – ofte drevet af økonomisk usikkerhed eller skepsis over for alternativerne. Men det ændrer ikke på det grundlæggende budskab i Trumps bevægelse: en længsel efter en fortid, hvor mænd bestemte, og kvinder fulgte. Det er ikke bare politisk strategi – det er en ideologisk kamp, hvor modstanden mod kvinders rettigheder og tilstedeværelse i offentligheden ikke længere er skjult, men udtalt, stolt og planlagt.

Kulturen omkring den nye amerikanske højrefløj har udviklet sig til at omfatte et sæt værdier, hvor kvinders uafhængighed ses som et problem, der skal løses. Det mest foruroligende er måske ikke blot de ekstreme udtalelser fra kommentatorer eller politikere, men hvor almindeligt det er blevet at se disse synspunkter som acceptable i den offentlige debat. Når Peter Thiel i ramme alvor skriver, at kvinders stemmeret har ødelagt demokratiet, eller når Trumps tidligere rådgiver John McEntee foreslår at ophæve det 19. forfatningstillæg, der gav kvinder stemmeret, er det ikke kun provokation – det er strategi.

Denne genoplivning af en åbenlyst patriarkalsk orden udspiller sig ikke i mørket, men i det fulde dagslys. Den bakkes op af milliardærer, mediekonglomerater og en digital infrastruktur, hvor sandheder forsvinder, og hvor manipulation vinder frem gennem algoritmisk kontrollerede platforme. Journalistikkens rolle er truet. Fakta har mistet holdbarhed. Lokale medier forsvinder, og tilbage står en national presse, der ikke kan konkurrere med misinformationens volumen og fart.

Det er ikke nødvendigvis, fordi kvinder skal vende tilbage til 1960’erne. Men det betyder, at de fremtidige kampe ikke vil handle om fremdrift, men forsvar – forsvar for allerede vundne rettigheder, forsvar for et rum i det offentlige, og forsvar for muligheden for at leve et liv uden skam, uden tvang og uden stiltiende accept af, at kvinder er mindre værd.

Det er vigtigt at forstå, at denne udvikling ikke blot er politisk, men kulturel og psykologisk. Den hviler på en dyb usikkerhed blandt mange mænd om deres rolle i en verden i forandring. Når disse mænd tilbydes en fortælling, hvor kvinder er årsagen til deres tabte status, og hvor traditionel dominans kan genetableres, bliver de modtagelige for ideologier, der er farlige, destruktive og i strid med demokratiske værdier.

Denne bevægelse vil ikke stoppe af sig selv. Den næres af et system, der belønner vrede, ydmygelse og tilbagerulning. Og det, vi står overfor nu, er ikke blot en kamp om valg, men om virkelighedens struktur – og om hvem der har lov til at eksistere fuldt ud i den.