Hvordan kan effektiv altruisme forbedre vores gavmildhed og velfærd?

Effektiv altruisme (EA) rummer et væsentligt problem i relation til den nuværende praksis med velgørenhed: Donorerne fokuserer primært på det, de allerede kender, og baserer deres beslutninger på begrænset viden. Dette fænomen er ikke blot et praktisk problem; det er også en grundlæggende kognitiv hindring for effektiv beslutningstagning, der resulterer i, at velgørenhedsarbejde bliver mindre effektivt, end det kunne være.

Caviola et al. (2021) beskriver syv typer motivationshindre og fem epistemiske forhindringer, som påvirker effektiviteten af velgørenhed. Donorerne er ofte ikke eksperter på området, hvilket betyder, at deres motivationshindre skaber systematiske begrænsninger i evalueringen af, hvilke velgørenhedsorganisationer der rent faktisk gør en forskel. EA-eksperterne bidrager her med mere gennemsigtighed, bedre information og et mere effektivt beslutningstagningssystem, som gør det muligt for donorer at træffe mere informerede valg.

De epistemiske hindringer handler i høj grad om problemer med eksisterende information, som donorerne bruger til at vurdere effektiviteten af velgørenhedsorganisationer. En almindelig genvej, som donorer anvender, er at vurdere effektiviteten ud fra overhead-omkostninger – altså de administrative omkostninger for en organisation. Denne tilgang ignorerer dog, at visse former for overhead kan være nødvendige for at forbedre kvalitet og effektivitet i arbejdet, og dermed føre til et fejlagtigt billede af, hvad der egentlig udgør "effektiv velgørenhed."

For at forstå, hvordan man kan forbedre velgørenhedens effektivitet, er det nødvendigt at forstå, at donorer, når de står overfor et hav af information, ofte benytter sig af mentale genveje, også kaldet heuristikker. Disse heuristikker hjælper dem med at håndtere den enorme mængde information, de står overfor, men de medfører også risikoen for, at donorer træffer beslutninger, som ikke nødvendigvis fører til de bedste resultater.

En af de store fordele ved denne tilgang er, at den giver donorer et klarere billede af årsag-virkning forholdene i sociale forandringer. EA kan ses som et par gode briller, der hjælper med at give et skarpere billede af, hvad der faktisk virker, når det kommer til velgørenhed. Det handler om at udnytte videnskabelig viden og gøre velgørenhed mere effektiv ved at reducere den information, der ikke er relevant, og fokusere på den information, der virkelig betyder noget.

For at kunne få størst muligt udbytte af deres ressourcer, sammenligner EA eksperter investeringernes afkast med alternative donationer. I teorien skal eksperterne kunne hjælpe donorer med at vælge de donationer, der giver mest "værdi for pengene." Dette kan være særlig nyttigt i komplekse situationer, hvor problemet ikke er helt så simpelt som at fordele medicinsk hjælp, som for eksempel at sikre bedre forsyningskæder og træning af sundhedspersonale.

Der er dog en risiko for, at den ekspertledede tilgang også kan medføre nogle problemer. Den gængse EA-model betragter donoren som hovedpersonen og eksperterne som de, der informerer donoren om, hvordan deres donationer bedst kan anvendes. Men denne tilgang overser ofte modtagerne af hjælpen. Eksperter, som kun ser modtagerne som objekter, kan ende med at overse de menneskelige og kulturelle faktorer, der er nødvendige for at forstå den virkelige kompleksitet af sociale problemer. Når eksperterne ikke tager hensyn til de modtagende fællesskabers egne behov og ønsker, kan det føre til en form for paternalistisk velgørenhed, som ikke nødvendigvis skaber de ønskede resultater.

Det er derfor vigtigt at huske, at selvom ekspertvurderinger kan være nyttige for at eliminere de forvrængninger, der stammer fra donorernes kognitive bias, skal vi stadig ikke miste fokus på den menneskelige dimension af altruisme. Det er ikke kun eksperterne, der bør have stemmen i velgørenhedens beslutningsprocesser. Modtagerne bør også have en aktiv rolle i at forme, hvordan ressourcer fordeles og hvilke typer af hjælp, der er mest brug for.

I sidste ende er EA et redskab, der forsøger at rette op på de fejl, vi begår, når vi træffer beslutninger baseret på begrænset og ofte forvrænget information. Ved at reducere bias og gøre beslutningsprocessen mere videnskabelig og rationel, håber vi på at maksimere den gode, vi kan gøre i verden. Men det er vigtigt at huske, at vi ikke kan reducere velgørenhed til blot tal og effektivitet; vi må stadig værne om menneskeligheden og de komplekse sociale sammenhænge, hvor denne hjælp finder sted.

Hvordan kan universiteter håndtere ændringer i samfundet uden at blive fanget i populisme og autoritære strømninger?

At skabe vedvarende protester kræver et enormt arbejde, det er der ingen tvivl om. Men det langt sværere arbejde ligger i at bevæge sig forbi råbene, slagordene og den enkle opbakning, og i stedet engagere sig i en grundig og åben dialog med universitetsfællesskabet om den forandring, der foreslås. Undervejs vil det være nødvendigt at bruge fakta og evidens. Der vil være behov for at møde modargumenter fra dem, der er uenige—måske endda med stærke og voldsomme synspunkter—om nogle af de påstande, der fremsættes. Dette er den virkelige udfordring, som universitetet og, i det hele taget, et liberalt demokratisk samfund står overfor.

I sin tilgang til spørgsmålet om, hvordan universiteter bør reagere på populistiske strømninger og ydre trusler, hævder Daniels, at universiteterne skal stille ressourcer til rådighed for dem, der ønsker at modstå "de barbarer, der står udenfor." Det, der derimod ikke behandles, er de intellektuelle kræfter, der er til stede inden for universiteterne selv, og som kan udgøre et langt større problem, fordi de er mere insidensielle. Jeg har selv haft erfaring med universitetsledere, og min opfattelse af deres evne til at håndtere de udfordringer, som disse interne kræfter udgør, er langt mindre opmuntrende. Dette er den virkelige svaghed i Daniels' tilgang.

Når vi taler om den ideologiske og politiske dagsorden i universiteternes verden, er det klart, at universiteterne ikke blot er institutioner for vidensproduktion, men også steder, hvor ideologier og politiske dagsordener konstant skabes og videreføres. Den politiske og intellektuelle magt, der er koncentreret i akademiske kredse, spiller en væsentlig rolle i formningen af samfundets normer og værdier. Det er nødvendigt at anerkende, at universiteter ofte ikke kun er passive modtagere af samfundsændringer, men også aktive aktører i at skabe og forme disse ændringer.

Desuden er det vigtigt at forstå, at universiteternes opgave ikke blot er at fungere som et forum for debat, men også at håndtere de kræfter, der skaber og fastholder systemer af magt og undertrykkelse. Når vi diskuterer forandring og fremtidige løsninger, er det nødvendigt at stille spørgsmål ved, hvilken form for viden der værdsættes, og hvilke perspektiver der bliver marginaliseret. Det er afgørende at forstå, hvordan visse ideologier bliver betragtet som legitim viden, mens andre undertrykkes eller ignoreres.

Endelig skal vi erkende, at det ikke kun er nødvendigt at have samtaler om disse komplekse emner, men også at de samtaler skal føre til konkrete handlinger. Der skal udvikles praktiske og effektive løsninger, som ikke blot møder de udfordringer, der præsenteres af eksterne trusler, men som også adresserer de dybt rodfæstede problemer, som findes i de institutionelle strukturer selv.