Hvad er grunden til det, vi kalder "post-sandhedspolitik" i nutidens samfund?

Den politiske virkelighed har ændret sig markant i de sidste årtier, og begrebet "post-sandhedspolitik" er blevet et centralt element i analysen af den nuværende politiske situation. Dette begreb, som blev fremtrædende under Brexit-afstemningen i Storbritannien og senere under valget af Donald Trump som præsident i USA, beskriver en situation, hvor følelser og personlige overbevisninger synes at have større vægt end objektive fakta i den offentlige diskurs. Den grundlæggende påstand i post-sandhedspolitik er, at mennesker i stigende grad stoler på deres egne oplevelser, intuitioner og følelser snarere end på beviser og videnskabelig evidens, når de danner sig politiske holdninger.

En af de mest slående eksempler på dette fænomen er den politiske situation under Donald Trump i USA. Hans valgkampagne og efterfølgende præsidentskab blev i høj grad karakteriseret af en bevidst ignorering af fakta og en kontinuerlig spredning af misinformation. Trump selv var ofte direkte ansvarlig for at sprede "alternative fakta", og hans valgkamp blev bygget op omkring populisme, hvor følelser og simplificerede løsninger blev fremhævet fremfor komplekse, faktabaserede analyser af samfundsproblemer.

Det er ikke kun Trump, der har spillet en rolle i denne udvikling. De sidste årtiers politiske landskab har været præget af et generelt tab af tillid til etablerede institutioner og eksperter. Politikerne har i stigende grad henvendt sig til den brede befolkning gennem populistiske og følelsesladede appeller, snarere end at forsøge at overbevise via rationelle argumenter. Medielandskabet har også spillet en central rolle i denne udvikling, hvor nyhedsorganisationer, der engang blev anerkendt som objektive informationskilder, nu bliver set som partiske og ideologiske aktører, der ofte fremmer det, der sælger, fremfor det, der er sandt.

Kritikken af denne post-sandhedstilstand stammer ikke kun fra intellektuelle eller politiske kritikere. Mange almindelige mennesker begynder at forstå, at den konstant flydende strøm af information og desinformation har skabt en dyb splittelse i samfundet. Den demokratiske samtale bliver forvrænget, og de vigtigste samfundsproblemer drukner i polarisering og misinformation. At få adgang til sandheden er blevet en udfordring, hvor selektiv opmærksomhed og forvrængning af fakta er blevet normen.

I denne sammenhæng er det også vigtigt at forstå, at denne udvikling ikke nødvendigvis er et tegn på et samfund i nedgang. Det er et udtryk for en dybere ændring i den måde, vi forholder os til viden og magt på. Efter flere årtier med teknologisk og økonomisk vækst, hvor ekspertviden blev set som et fundament for samfundsudviklingen, har der været en modreaktion, hvor mange ser på eksperterne med mistillid. Populismen er blevet et svar på en følelse af, at "eliterne" ikke længere arbejder for folkets bedste, og at magtstrukturerne har mistet deres forbindelser til almindelige menneskers liv.

Det er nødvendigt at forstå, at post-sandhedspolitik ikke kun handler om at miste tilliden til fakta og videnskab. Det handler om et dybt skift i den måde, vi konstruerer virkelighed på. I stedet for at tro på en objektiv sandhed, er vi i stigende grad blevet vant til at se verden som noget, vi skaber gennem vores egne perspektiver og følelsesmæssige reaktioner. Denne udvikling er tæt forbundet med den neoliberale orden, som i høj grad har fremmet individualismen og den personlige frihed som den højeste værdi. Resultatet er et samfund, hvor det bliver stadig sværere at finde fælles grundlag for dialog og forståelse.

Et centralt aspekt ved post-sandhedspolitik er dens relation til sociale medier. I en digital tidsalder, hvor information spredes hurtigt og ukontrolleret, er det blevet let for folk at vælge de kilder og perspektiver, der bekræfter deres egne holdninger. Dette skaber ekkokamre, hvor bestemte synspunkter forstærkes, mens modstridende information ignoreres eller undertrykkes. De sociale mediers rolle i at forme den politiske diskurs er blevet genstand for omfattende debat, og mange har advaret om, at de bidrager til en ny form for politisk barbarisme, hvor følelser og falsk information får lov at styre.

Det er derfor nødvendigt at overveje, hvordan vi kan genoprette tilliden til sandheden og de institutioner, der er ansvarlige for at opretholde den. Dette kræver ikke kun en kritisk holdning til de informationer, vi modtager, men også en fornyet forståelse af, hvordan viden bliver produceret og delt i samfundet. Selvom vi lever i en tid, hvor misinformation er blevet normaliseret, er det stadig muligt at finde veje til en mere informeret og ansvarlig offentlig diskurs. Det kræver et fælles engagement i at værdsætte sandheden og skabe rum for en kritisk samtale, der er baseret på fakta og ikke på følelser og ideologi.

Hvordan Idioti Erhverver Mening i Den Moderne Verden

Som den franske filosof Michel Onfray beskriver i sit "Hedonist Manifesto," kan vores sociale og politiske systemer skabe en tilstand, hvor fornuften og det meningsfulde liv bliver uopnåelige for flertallet. I stedet for at stræbe efter personlig oplysning og indre udvikling, bliver mange reduceret til at blive passive konsumenter i et samfund, der kun værdsætter hurtige løsninger og økonomisk effektivitet. Denne form for intellektuel forarmelse er tæt knyttet til, hvad vi kan kalde moderne 'idioti'. Ikke nødvendigvis en mental tilstand af underlegenhed, men en tilstand, hvor individet er frataget de værktøjer, der kræves for at forstå og navigere i kompleksiteten af den verden, vi lever i.

I denne forstand kan vi trække på arbejdet af José Ortega y Gasset, der i "The Revolt of the Masses" advokerer for, at den moderne masse – den gennemsnitlige borger – er blevet afhængig af en form for letforståelige, forenklede ideer, som understøttes af de kræfter, der kontrollerer samfundet. Dette er en form for ideologisk underkastelse, hvor individuelle tanker og meninger bliver udvandet og gjort til skamme i det store system af masseproduktion og masseforbrug. På denne måde bliver folk ikke nødvendigvis dummere, men de bliver mere afhængige af systemet, og deres frihed til at vælge deres egen vej bliver begrænset.

Peter Sloterdijk, en af de mest markante tænkere i vores tid, argumenterer i sin "Kritik af den Cyniske Fornuft," at vi lever i en tid, hvor selv de mest grundlæggende ideer om moral, ansvar og selvforståelse er blevet udvandet af kynisme og apati. I denne apati finder vi en form for 'idioti', hvor der ikke er nogen reel interesse i at forstå eller kritisere samfundets strukturer, fordi de fleste mennesker er blevet trætte og ligeglade med at engagere sig i noget, der kræver anstrengelse.

Fænomenet "idioti" er også tæt knyttet til en økonomisk og politisk orden, hvor det ofte bliver belønnet at være ureflekteret og simpel, en tendens som vi ser i det stigende antal 'bullshit jobs', som beskrives af David Graeber. Disse job er ikke kun meningsløse, men også et symptom på, hvordan et samfund kan være organiseret omkring værdi, som ikke nødvendigvis reflekterer den reelle nytte af arbejdet, men i stedet en tom økonomisk måling af produktion og effektivitet.

Det er derfor vigtigt at forstå, at 'idioti' ikke kun handler om den enkelte persons mangel på intellektuel kapacitet, men om, hvordan de sociale og kulturelle rammer kan fremme en tilstand, hvor mennesket mister forbindelsen til sine dybere intellektuelle og følelsesmæssige ressourcer. For at bryde denne tilstand er det nødvendigt at genvinde kritisk tænkning og evnen til at reflektere over de strukturer, der former vores liv.

En yderligere dimension af dette begreb kan findes i arbejdet af den italienske filminstruktør og forfatter Pier Paolo Pasolini, som i sine interview og skrifter ofte talte om den moderne verdens 'idioti' som en konsekvens af massernes kultur og den form for konformisme, der præger samfundet. I hans analyse er det ikke blot en passivitet, men også en aktiv undertrykkelse af individuel kritisk tænkning og kreative udtryk, som vi ser gennem en række kulturelle og politiske bevægelser i det 20. århundrede.

At forstå dette begreb i en moderne kontekst kræver, at vi også overvejer, hvordan teknologiske fremskridt som kunstig intelligens og sociale medier yderligere understøtter denne 'idioti'. Teknologi kan både åbne op for nye former for oplysning og kritisk tænkning, men kan også føre til en form for intellektuel dovenskab, hvor vi overlader beslutningstagning til algoritmer og automatiserede systemer. Det er vigtigt at erkende, at teknologi ikke nødvendigvis er løsningen på vores problemer, men snarere en refleksion af de samfundsmæssige tendenser, der allerede eksisterer.

Endtext